Haifaa Awad: Jeg er enig med Mette Frederiksen. Ord skaber ikke fred

04.03.2024


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Statsministeren har fuldstændig ret: Ord er ikke nok. Der skal handling bag, hvis ukrainerne skal genvinde deres frihed. Det samme gælder for palæstinenserne: Det er ikke nok, at regeringen siger, at Israel skal overholde krigens regler.

Kommentar af Haifaa Awad, læge og forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

”Ord skaber ikke fred. Og tid hjælper ikke Ukraine. Det er kun handling, der tæller på slagmarken. Derfor vil vi fortsætte donationerne så længe, det er nødvendigt.”

Statsminister Mette Frederiksen var urokkelig i sin støtte til Ukraine, da hun for nylig (d. 22.2.) præsenterede Danmarks 15. hjælpepakke til det krigsarrede land.

Tak for det. Ukrainerne har hårdt brug for støtten.

Det samme har de krigsramte palæstinensere i Gaza, men de må nøjes med ord, der ikke skaber fred. Jo, det er rigtigt, at den danske regering har skruet op for det humanitære bidrag til civilbefolkningen i Gaza og har fastholdt støtten til UNRWA – FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge. Også det fortjener ros.

Men ligesom ukrainerne ikke bare har brug for vores ord, men også for vores handling for at få gjort en ende på Ruslands bomberegn, så har de civile palæstinensere også akut brug for, at Danmark tager handling over for den israelske regering, som er under mistanke for folkedrab som følge af de historisk massive bombardementer af civile mål i Gaza og Israels udsultning af en hel befolkning.

I en historisk kendelse påbød Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) den 26. januar Israel at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forbedre den humanitære situation i Gaza. Det er nemlig Israels ansvar som besættelsesmagt at sørge for tilstrækkelig nødhjælp. Det påbud har Israel ikke rettet sig efter. Snarere tværtimod. Tal fra FN viser, at mængden af nødhjælp leveret til befolkningen i Gaza blev halveret i februar sammenlignet med måneden inden. Det kræver med andre ord handling at få Israel til at rette sig efter FN’s primære juridiske organ.

Men Israel har jo ret til selvforsvar efter det forfærdelige terrorangreb den 7. oktober sidste år, understreger den danske regering igen og igen – også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, da han for nylig gav et længere interview med DR.

Ja, men det handler ikke om at fratage Israel retten til selvforsvar over for Hamas. Det handler om at beskytte en civilbefolkning, der ifølge Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) kan stå over for et folkedrab. Danmark bør gøre det klart for den israelske premierminister og hans regering, at det får konsekvenser, hvis de ikke begynder at respektere den humanitære folkeret i deres nu over fire måneder lange militære angreb på Gaza. Det bider ikke på den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, at Lars Løkke siger, ”at Israel er nødt til at skifte kurs.”

Den humanitære folkeret håndhæver ikke sig selv. Den har ingen værdi, hvis ikke andre lande reagerer på åbenlyse brud på international ret. Men på trods af dokumenterede krigsforbrydelser i Gaza og på trods af Israel ikke efterlever ordrerne fra den internationale domstol, som Human Rights Watch for nyligt har dokumenteret, så er der ingen konsekvenser eller handling fra Israels vestlige allierede.

Der er ellers meget, Danmark kunne gøre, hvis vi ønsker at presse på for en fred. Lad mig pege på EU’s ”retningslinjer for fremme af overholdelse af den humanitære folkeret i sine forbindelser med tredjelande.”

Retningslinjerne indeholder en række tiltag, der kan anvendes for at få Israel til at overholde krigens love, der bl.a. forbyder angreb på civile, skoler og hospitaler og indeholder et forbud mod at bruge udsultning som våben. For eksempel kan Israel straffes med ”restriktive foranstaltninger og sanktioner.”

Det siger sig selv, at sanktioner er mere effektive, hvis de gennemføres i samarbejde med de øvrige EU-lande, og her kan den danske regering umiddelbart omsætte ord til handling ved at sætte sanktioner på EU’s dagsorden.

Et andet skridt, som regeringen kan tage – og som ikke kræver involvering af EU – er at suspendere den danske våbeneksport til Israel. En række danske virksomheder leverer dele til de amerikansk-producerede F-35-kampfly, som USA eksporterer til Israel, hvor landets forsvar over for danske medier har bekræftet, at kampflyene er blevet brugt i bombardementerne af Gaza.

”Enhver overførsel til Israel af våben eller ammunition, der bruges i Gaza, er sandsynligvis en overtrædelse af den humanitære folkeret og skal standses øjeblikkeligt,” fastslog en lang række FN-eksperter for nylig i en fælles erklæring.

FN-eksperterne opgør tabstallet til over 29.313 palæstinensere og 69.333 sårede – hvoraf størstedelen er kvinder og børn, og konstaterer at ”Israel gentagne gange ikke har efterlevet folkeretten.” 

Ord skaber ikke fred. Og tid hjælper ikke Gaza. Det er kun handling, der tæller, hvis Mette Frederiksen vil redde civile liv på slagmarken. ■

 

Ord skaber ikke fred. Og tid hjælper ikke Gaza. Det er kun handling, der tæller, hvis Mette Frederiksen vil redde civile liv på slagmarken
_______

 

Haifaa Awad (f. 1986) er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, læge og aktivist. Hun blev kendt for sit arbejde som frivillig læge på et felthospital i Syrien i 2013 og 2015, og siden da har Awad deltaget aktivt i mediedebatten og er blevet tildelt adskillige priser for hendes humanitære og internationale arbejde.

ILLUSTRATION: Gazastriben, 26. februar 2024: En ødelagt gade i den nordlige del af Gaza by [FOTO: AFP/Ritzau Scanpix]