Ida Helmi House: Fyringen af Jotam Confino er endnu en triumf for Hamas’ danske apologeter

26.02.2024


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Fyringen af Jotam Confino er en skamplet på ytringsfriheden i Danmark – og en lille triumf for Hamas og deres apologeter i Danmark. Det er farligt, for det giver blot blod på tanden til dem, som nu ser, hvor magtfulde de er, og hvor svage, at vi er.


Kommentar af Ida Helmi House, chefkonsulent i Det Konservative Folkeparti

Få dage efter terrorangrebet på Israel spiste jeg en frokost med min far, og samtalen faldt på Jotam Confino, som på det tidspunkt havde rapporteret på TV2 News i nogle dage. Vi havde ikke før hørt til ham, men var enige om, at han var både saglig, præcis og nøgtern i sine reportager. Men vi var også enige om, at han ville få det svært. 

Det viste sig, at Jotam er halv israeler. Han dækkede også krigen set fra israelernes side, og han tilføjede ikke nødvendigvis et ”men”, hver gang han havde refererede til drabene på israelske kvinder og børn.

Da han overværede og berettede om den sammenklippede film af Hamas-krigernes egne optagelser af deres myrderier og voldtægter den 7. oktober, blev han for alvor udsat for en massiv hadkampagne. Især X-brugere med arabisk-klingende navne anklagede Jotam Confino for at sprede israelsk propaganda, og én påstand var, at blev anklaget for hvert øjeblik at kunne blive indkaldt til den israelske hær, fordi hans far er israeler. Angrebene på Jotam Confino har i høj grad været baseret på, at han er jøde. Det var samme behandling, som Martin Krasnik fra Deadline fik i 2014, da kritikere af Israel startede en underskriftsindsamling, der anklagede ham for ikke at være i stand til at dække Gaza-krige, fordi han er jøde.

Kampen om Jotams dækning af konflikten nåede sit højdepunkt, da generalsekretær for Røde Kors, Anders Ladekarl, på X anklagede ham for at sprede misinformation, der kunne bringe nødhjælpsarbejderes liv i fare i Gaza.

Jotam Confino havde forinden skrevet, at den israelske forsvarsminister Gallant havde vist en video, der ifølge ham, beviste, at nødhjælpsarbejdere fra Røde Halvmåne (PRCS) havde hjulpet en Hamas-terrorist, der var kommet til skade under massakren den 7. oktober. Confino ‘taggede’ PRCS og bad om et svar på anklagerne.  

Jotam Confino henviste i sit svar klart til den israelske forsvarsminister. Han har heller ikke skånet Benjamin Netanyahu og den israelske regering – hverken i deres håndtering af krigen eller presset på den for at forhandle de israelske gidsler fri. Men han har til forskel fra andre journalister med jævne mellemrum mindet om, at krigen begyndte den 7. oktober, og at bortførte mænd og kvinder i alle aldre og børn stadig blev holdt fangne af Hamas.

Det er som om, at Hamas’ massemord og voldtægter er gået i glemmebogen – slettet af Hamas’ fortællinger om tusinder af dræbte børn. Mens flere end 100 civile israelere stadig sidder fanget under jorden i Hamas’ gigantiske tunnelsystem, så har kunstnere, musikere, og forfattere forenet sig i støtteerklæringer, hvor de anklager Israel for etnisk udrensning og apartheid. Flere end 100 forskere fra danske universiteter skrev i november under på en støtteerklæring, der fordømmer Israel, beretter om ødelagt infrastruktur og oliventræer, men ikke nævner Hamas med ét ord.

Og selv om stadig flere grufulde beviser på Hamas’ seksualforbrydelser bliver lagt frem, så opfordrer musikere til boykot af Israel før Melodi Grand Prix. Men ingen sympatierklæringer fra dem til de dræbte, de voldtagne, de bortførte eller deres pårørende.

Oven i det stortrives antisemitismen i handlinger og ytringer. Graffiti med hagekors og antisemitiske udsagn malet på jødiske medborgeres hoveddøre, og danske jøder er blevet opfordret til ikke at bære jødiske symboler offentligt af fare for konsekvenser. En ny opgørelse fra Det Jødiske Samfund viser, at jødehadet i Danmark er eksploderet og kalder det for ”den største antisemitiske bølge i Danmark siden 1943.”

Det er i den atmosfære, at Jotam Confino er blevet afskediget. I hvad der lignede koordinerede angreb fra X-brugere med opfordringer om boykot, racistiske og antisemitiske beskeder samt anklager om, at Jotam skulle være israelsk agent. Midt i alle angrebene efterlyste han (offentlig) opbakning fra journalistiske kolleger, fordi angrebene på ham var så personlige, hadefulde og massive.

Jotam Confino skulle have holdt hovedet koldt og taget bestik af, hvor stærke kræfter, han lagde sig ud med. Han skulle have bidt sin retfærdige vrede i sig og ignoreret den aggressive kampagne imod ham. Men jeg forstår ham godt. Jeg mener også, at TV2 i tide skulle have rådgivet og støttet ham. Og når TV2 åbenbart intet havde at udsætte på hans arbejde, så skulle de have taget afstand fra dem, der tarveligt brugte jødekortet imod ham. Tænk engang, hvor stærkt et signal det ville have været, hvis TV2 havde fastansat ham i stedet for at fyre ham.

Fyringen af Jotam Confino er en skamplet på ytringsfriheden i Danmark – og en lille triumf for Hamas og deres apologeter i Danmark. Det er farligt, for det giver blot blod på tanden til dem, som nu ser, hvor magtfulde de er, og hvor svage, at vi er. ■

 

Tænk engang, hvor stærkt et signal det ville have været, hvis TV2 havde fastansat ham i stedet for at fyre ham
_______

 

Ida Helmi House er cand.mag i Historie fra Københavns Universitet og chefkonsulent i Det Konservative Folkeparti.

ILLUSTRATION: Jotam Confino [FOTO: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix]