Sanam Vakil: Iran har ingen interesse i en eskalering af situationen i Mellemøsten
16.02.2024
”Jeg tror ikke, vi kommer til at se meget mere direkte eskalering fra Iran, medmindre Iran selv bliver angrebet, og dets suverænitet bliver krænket, eller hvis grænsekonflikten mellem Libanon og Hizbollah eksploderer. Men jeg er ikke engang sikker på, at Iran ville mobilisere militært ved den lejlighed.”
Interview med Sanam Vakil, programdirektør for Mellemøsten og Nordafrika ved Chatham House, af Kirstine Eklund
Hvad er det vigtigste at forstå ved det iranske perspektiv på den igangværende konflikt i Mellemøsten?
Jeg tror, der er flere konflikter. Jeg vil ikke pakke dem alle ind i krigen i Gaza. Det, vi ser, er en blanding af flere konflikter i regionen. For Irans vedkommende er Teherans involvering i regionale konflikter, dets oprettelse af og støtte til ’modstandsaksen’ (axis of resistance), forbundet med dets verdenssyn, dets trusselsopfattelse og en bredere sikkerhedskonflikt med USA. For at beskytte Irans suverænitet og territorium har Den Islamiske Republik forfulgt en fremadrettet forsvarsstrategi, hvor man laver afskrækkelse i andre lande snarere end omkring Iran selv.
Lad os dykke ned i regimets selvforståelse. Hvordan ser det iranske regime sig selv gennem en mere historisk linse?
Den 11. februar er det 45-årsdagen for den iranske revolution, hvilket allerede er en ret historisk betragtning. 1979 var et meget afgørende øjeblik for det politiske etablissement i Iran, men den bredere historie er bestemt også vigtig.
Iran har længe ønsket at være en uafhængig regional aktør, og landet ser sig selv som en drivkraft, der kan påvirke den regionale politik. Mange af disse temaer er taget op i iransk politik efter 1979. Men det, man kan tilføje til iransk politik efter 1979, er den ideologiske dimension ved at have en teokratisk regering i Teheran. Det komplicerer i høj grad den offentlige forståelse af Iran og den politiske elite.
Ideologi er meget vigtigt. En af revolutionens vigtigste søjler var at have en islamisk shia-stat. Men Iran er også en rationel stat, som er drevet af at beskytte sine nationale interesser. At bevare systemets sikkerhed og stabilitet er altafgørende for den politiske elite.
Hvad kendetegner den bærende ideologi for Irans præstestyre?
Det er en politisk elite, der baserer sin legitimitet på bestemte fortolkninger af islam. Men den primære gennemgående ideologi er en anti-amerikansk ideologi, og den er også mere modstandsdygtig for Iran i forhold til dets relationer i regionen med ’modstandsaksen’. Iran ønsker at skubbe USA ud af Mellemøsten og ser derfor også Washingtons forhold til Israel som en trussel. Det er en meget stærk anti-imperial og anti-amerikansk fortælling, som Iran udnytter og forstærker i hele regionen sammen med andre grupper.
Du har allerede nævnt gruppen ’modstandsaksen’ flere gange, som Iran ses som lederen af. Hvem er denne gruppe, og hvad vil den?
Modstandsaksen er et netværk af ikke-statslige og statsbaserede aktører, der er ideologisk forenet i deres modstand mod USA og Israels indflydelse i regionen. De aktører støttes alle på forskellig vis af Iran, men de er også relevante i deres lokale kontekst.
Der er Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad i Gaza og nogle grupper på Vestbredden. Så er der Hizbollah i Libanon, som er Irans vigtigste partner. Der er også Assad-regimet i Syrien og forskellige folkelige mobiliseringsstyrker i Irak. De består af mange forskellige grupper, nogle militser og nogle med forbindelse til den irakiske politiske elite. Sidst men ikke mindst er der Ansar Allah eller houthierne, som de normalt kaldes, i det nordlige Yemen.
Det er de aktører, som sammen er kendt som modstandsaksen – et navn, de skabte omkring 2002 som en reaktion på den amerikanske reference til Iran som en del af ”ondskabens akse”.
Iran ønsker at skubbe USA ud af Mellemøsten og ser derfor også Washingtons forhold til Israel som en trussel
_______
Lad os dykke lidt ned i, hvilken indflydelse Iran egentlig har over disse grupper. Det iranske regime har reageret på angrebene på amerikanske soldater i Jordan ved at sige, at de ikke kontrollerer disse ”autonome grupper”. Hvilken indflydelse har Teheran over de forskellige grupper i modstandsaksen?
Der er helt sikkert den ideologiske forbindelse. Derudover spiller Iran en meget vigtig rolle ved at yde økonomisk støtte, teknologisk støtte, kapacitetsopbygning og efterretningsstøtte. Men ikke alle grupper får de samme ressourcer, og der er et hierarki.
Houthierne er kendt for at være Irans billigste investering, men måske bærer de frugt på en mere farlig måde. Hizbollah er den vigtigste relation for Iran, og man kan måske endda argumentere for, at Hizbollah er mere ressourcestærkt økonomisk og mindre afhængig af Iran. Selv med Hamas har der tidligere været vanskeligheder eller ideologiske forskelle. Så relationerne er ikke alle lige. De er ikke perfekt afstemt.
Men hvor der er fælles problemer eller muligheder for at samarbejde, bruger Iran relationerne til sine egne behov for at fremme afskrækkelse i regionen og selvfølgelig for at svække USA og Israel.
Det er vigtigt at sige, at USA i 2020 dræbte Qassam Soleimani, som var Irans øverstbefalende for Quds-styrken [en kontroversiel gren af Revolutionsgarden med ansvar for aktioner i udlandet, red.]. Sammen med en irakisk kommandant, Abu Mahdi al-Muhandis, som også blev dræbt, spillede Soleimani en meget vigtig rolle i håndteringen af modstandsaksen.
Jeg har en hypotese om, at Iran efter Soleimanis død begyndte at styre modstandsaksen på en anden måde – i stedet for at have en mere centraliseret kontrol og kun stole på en eller to nøgleledere inden for aksen. De begyndte at decentralisere styringen for at give aktørerne mere magt til at skabe en mere transnational koordinering af modstandsaksen.
Så det, vi ser udspille sig i dag for første gang, er udfoldelsen af denne nye ledelse [af modstandsaksen, red.]. Jeg tror ikke, vi helt forstår, hvordan de fungerer. Men der er mere lokal bemyndigelse og handlekraft, og Iran er mere afhængige af, at Hizbollah spiller en koordinerende rolle. Og der er helt sikkert meget mere økonomisk og efterretningsmæssig deling, som vi ikke ser i det offentlige rum.
Du nævnte i et interview til Foreign Policy, at det faktisk kunne være ”ret frugtbart for Teheran”, at aksen bliver mere decentraliseret. Hvorfor det?
Jeg tror, at en del af decentraliseringen handlede om at reducere risikoen og eksponeringen for Teheran. Det er klart, at drabet på Soleimani udgjorde en ledelses- og styringsmæssig udfordring for Iran. Så måske var overgangen til en ny ledelsesmetode et forsøg på at mindske risikoen yderligere.
Men den anden grund er, at alle disse grupper altid omtales som det ”Iran-støttede Hizbollah” eller de ”Iran-støttede houthier”. Iran har ønsket at reducere sin direkte tilknytning til alle de her grupper. Selv om vi alle ved, at Iran er en nøglespiller, har de ønsket at kunne benægte det på en plausibel måde. Når houthierne gør noget, ønsker de ikke altid at få skylden for deres handlinger. Det samme med Hizbollah.
Denne strategi har ikke nødvendigvis været effektiv. Og det er også det, vi ser i dag: Vi ser, at Iran fortsat får skylden for al den her aktivitet. På grund af alle aksens bestræbelser på at koordinere for at hjælpe Hamas med at overleve krigen. De koordinerer for at lægge et vedvarende pres på Israel og holde frygten for en regional eskalering i live. Alt sammen for at få en våbenhvile i Gaza.
Så bestræbelserne på at holde Iran uden for ansvar har ikke vist sig så effektive.
Jeg har en hypotese om, at Iran efter Soleimanis død begyndte at styre modstandsaksen på en anden måde – i stedet for at have en mere centraliseret kontrol og kun stole på en eller to nøgleledere inden for aksen
_______
Mange af disse konflikter i Mellemøsten er forbundne, men også adskilte. For eksempel har houthierne gjort krigen i Gaza til en bredere økonomisk konflikt med deres angreb på international skibsfart. Hvordan ser Iran på de forskellige gruppers militære adfærd og strategier? Måske især houthierne?
Det er egentlig ret interessant. Houthierne antyder, at hvis der kommer en våbenhvile i Gaza, vil de stoppe deres angreb. De viser tydeligt, at deres placering og evne til at overleve en næsten ti år lang krig ikke bare har givet dem indenrigspolitisk og regional betydning, men også geopolitisk og geoøkonomisk betydning. Det taler virkelig til sammenblandingen af konflikter, og hvordan modstandsaksen er ideologisk forenet mod USA og mod Israel.
Men på samme tid har modstandsaksen lokale mål. Houthierne kan gennem denne aktivisme sætte kryds i en række kasser, som fx: ”Jeg tør kæmpe imod Israel og USA. Jeg viser verden, at jeg er imod Vesten”. De viser også meget tydeligt, at deres ord måske kan tages alvorligt, og hvis der opnås en våbenhvile, vil de stoppe. Men det fortæller også, at de når som helst kan begynde igen for hvilken som helst sag. Og det er virkelig alarmerende.
Hvordan tror du, Iran ser på det?
Houthierne har altid gjort det klart, at de ikke står i gæld til Iran. Der har tidligere været tilfælde, hvor de ikke har lyttet til Iran, fordi de ønsker at vise, at de har handlefrihed. De er uafhængige aktører. Så det er ikke sort og hvidt, sandheden ligger midt imellem. Men det er klart, at Iran har stor gavn af relationen til houthierne. Iran demonstrerer også, at det kan have langsigtet indflydelse på houthierne, men måske også en evne til at tøjle dem. Iran kan spille flere roller her.
Samtidig er dynamikken med houthierne vigtig, fordi houthierne har været i en langvarig militær konflikt med Saudi-Arabien. Der har været våbenhvileforhandlinger i gang i ret lang tid, som aldrig blev underskrevet, selv om der angiveligt var en aftale på bordet. I løbet af denne krig har man ikke set houthierne angribe Saudi-Arabien eller nogen form for infrastruktur eller skibe, der tilhører Saudi-Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater eller nogen af Golf-landene.
Det fortæller os, at konfliktens vilkår og karakter måske er ved at ændre sig. Måske spiller Iran en rolle i at sikre, at våbenhvilen mellem houthierne og Saudi-Arabien stadig holder, uanset de angreb, der finder sted i Det Røde Hav. Så dynamikken er ret kompleks, og det er lidt af et tredimensionelt skakspil lige nu.
Lad os fokusere på Irans langsigtede strategiske perspektiv. Hvad er det iranske slutspil i den nuværende eskalerende krise i Mellemøsten?
Jeg tror, Iran ønsker sig et par ting. De har klart meldt ud siden den 7. oktober, at deres primære mål er at beskytte den islamiske republik. Det er derfor, Teheran ikke har blandet sig militært i nogen af de regionale konflikter. De indtager en meget tilbagetrukket rolle, og de sender hele tiden budskaber om, at de ikke ønsker at eskalere. Så opretholdelsen af Irans stabilitet og sikkerhed er prioritet nummer ét.
Derudover forsøger de at svække Israel og USA’s rolle i Mellemøsten. Gennem dette kaos vil de i sidste ende gerne se USA trække sig ud af Irak og Syrien. Mere generelt er bevarelsen af modstandsaksen et meget vigtigt mål for Iran.
De ønsker også at skabe muligheder for at forankre sig yderligere i de arabiske stater: Måske styrke de bilaterale bånd, styrke de økonomiske bånd, bremse normaliseringen og i sidste ende være en vigtig regional spiller i politik og regional sikkerhed i Mellemøsten. Så når krigen stopper, befinder Iran sig i en bedre position.
USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, ville for nylig ikke udelukke et amerikansk angreb på iransk jord. Hvordan bliver det opfattet i Teheran?
USA forsøger at opnå flere ting. Først og fremmest ønsker de heller ikke, at krigen skal eskalere. Det ser meget ud, som om konflikter er ved at blive blandet sammen og optrappet, men der er ikke tale om den regionale krig, som mange har forventet. USA bruger forskellige taktikker og værktøjer til at holde spændingerne nede.
Der er selvfølgelig den militære reaktion for at genoprette afskrækkelsen af de Iran-støttede grupper, som vi så efter drabet på amerikanske soldater i Jordan på Al-Tanf-basen. Men der er også budskaber. Amerikanerne siger, at de ikke ønsker at eskalere situationen, men at de samtidig har alle muligheder på bordet. Gennem disse budskaber signalerer de på en måde, hvad de kan og ikke kan gøre.
I sidste ende tror jeg, at iranerne udmærket er klar over, at USA har flyttet sit fokus og sine prioriteter væk fra Mellemøsten. De har hjemlige udfordringer, som er altafgørende. Og de har geopolitiske prioriteter i forhold til Rusland og Kina, som går forud for Mellemøsten. Så Iran regner med, at USA på længere sigt vil fortsætte med at engagere sig mindre i regionen, hvilket giver nye muligheder for Iran.
I angrebene på amerikanske soldater fik Iran også styr på grupperne, og grupperne selv erkendte og accepterede USA’s røde linjer
_______
I en nylig artikel i The Economist var argumentet, at der er nok amerikanske soldater i regionen til, at det indbyder til angreb, men ikke nok til at afskrække Iran. Grupperne i modstandsaksen er svære at stoppe, fordi de er villige til at lide tab, og deres mål dybest set bare er at udmatte fjenden og overleve selv, men ikke en velordnet regeringsførelse. Hvad tænker du om den analyse?
Disse grupper er indlejrede i alle konfliktkontekster, og jeg tror, at det er en umulighed at eliminere dem fuldstændigt. Men at afskrække Iran i sig selv er noget andet end at afskrække den lave eskalering, som vi har set i Syrien, Irak, Libanon og Yemen.
Jeg tror egentlig, at USA har haft succes med at afskrække Iran. Det, vi har set i løbet af de seneste uger, er, at Iran igen signalerer, hvad dets røde linjer er. Og de røde linjer er Den Islamiske Republik Iran. Når der er angreb i Iran – og der var et terrorangreb den 3. januar, hvor iranere blev dræbt – vil Iran markere sig og forsøge at afværge sine trusler. Det gjorde de med missilangreb i Pakistan, Syrien og Irak.
Men i angrebene på amerikanske soldater fik Iran også styr på grupperne, og grupperne selv erkendte og accepterede USA’s røde linjer. For USA handler det stadig først og fremmest om at beskytte de amerikanske tropper og leverandører i Mellemøsten. De kan godt finde ud af at reagere taktisk på de lave niveauer af vold. Den længere bane er det største problem.
Det, USA skal gøre, er at genforhandle sin position i disse lande. Den største ting, der skal ske, er dog en forhandling om Irans rolle i regionen. Regionale stater har ønsket, at USA skulle involveres i det spørgsmål, men det er ikke sket endnu.
Du skriver i Foreign Affairs, at Teheran “søger at undgå et direkte engagement i Gaza-konflikten”. Men som du påpeger, “kan Irans strategi meget vel ændre sig, hvis de gensidige angreb tager til i hele regionen”. Hvor meget optrapning Iran kan tolerere, før de engagerer sig mere direkte?
Jeg tror ikke, vi kommer til at se meget mere direkte eskalering fra Iran, medmindre Iran selv bliver angrebet, og dets suverænitet bliver krænket, eller hvis grænsekonflikten mellem Libanon og Hizbollah eksploderer. Men jeg er ikke engang sikker på, at Iran ville mobilisere militært ved den lejlighed.
Jeg kan ikke se Iran mobilisere. Regimet har været ret konsekvent: De har forsøgt at holde sig ude af konflikten og samtidig beskytte deres aktiver. Jeg kan ikke se, at det skulle ændre sig, medmindre Israel provokerer Iran. Og det, tror jeg ikke, kommer til at ske lige foreløbig.
Iran forventer nok, at en bredere konflikt med Israel kan opstå i 2024 eller senere. Men de regner med, at det interne pres i Israel, kombineret med forbeholdene ved deres krigsmål i Gaza og det voksende pres for at undgå en bredere krig, vil afholde Israel fra at gøre noget dristigt. Så Teherans mål handler i sidste ende om at holde både Hizbollah og Iran ude af en bredere konflikt. Det er et længere spil, og ingen af dem ønsker at blive slået ud for hurtigt.
Du og andre eksperter argumenterer for, at de centrale regionale aktører i Mellemøsten bør samles om at spille en central rolle i at skabe en palæstinensisk stat, og at det ikke nødvendigvis er noget, som Vesten kan sørge for. Men tror du, at Iran ser sig selv som en del af den proces, eller ønsker Teheran en vedvarende palæstinensisk konflikt, fordi det er en kilde til legitimitet for regimet?
Jeg mener ikke, at det palæstinensiske spørgsmål nødvendigvis er en kilde til legitimitet. Det er som et sår, som Iran kan instrumentalisere for at nå sine egne bredere mål. De kan bruge det mod USA og Israel og til at aflede opmærksomheden fra en bredere regional normalisering og integration med Israel. Det har Iran været i stand til at gøre på forskellige kritiske tidspunkter i over 40 år.
Indenrigspolitisk i Iran er der ikke megen interesse, opbakning eller tilknytning til det palæstinensiske spørgsmål. Der er helt sikkert solidaritet på grund af den vold, der finder sted, og tabet af menneskeliv. Men der er også modstand i Iran, og denne modstand i befolkningen er kritisk over for Irans rolle i regionen. Så der er mange nuancer i iranernes position.
Det, jeg er sikker på, er, at så længe spørgsmålet om en palæstinensisk stat forbliver uløst, vil Iran fortsætte med at udnytte det til sine egne politiske interesser. Så der er mange grunde til at støtte en palæstinensisk stat, og en af dem er selvfølgelig at fratage Iran muligheden for at være destabiliserende.
Men jeg tror frem for alt, at det er det rigtige at gøre. En-statsløsningen vil ikke give palæstinenserne lige rettigheder i et delt territorium. Så muligheden for at give suverænitet og værdighed til alle palæstinensere er i sidste ende der, hvor vi skal hen. ■
Indenrigspolitisk i Iran er der ikke megen interesse, opbakning eller tilknytning til det palæstinensiske spørgsmål
_______
Dr. Sanam Vakil blev udnævnt som direktør for Mellemøst- og Nordafrika-programmet hos Chatham House i 2023. Før var hun programmets vicedirektør og seniorforsker samt ledte et projekt om forholdet mellem Iran og de arabiske Golfstater. Sanam Vakils forskning fokuserer på regional sikkerhed, Golfstaternes geopolitik og fremtidens trends i Irans indenrigs- og udenrigspolitik.
ILLUSTRATION: Teheran, 11. februar 2024: Irans præsident, Ebrahim Rasisi, holder tale ifm. fejringen af 45-året for Den IRanske Revolution [FOTO: Imago/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
