Tyskland: Valgkamp uden kamp
23.09.2009
.Duellen er blevet en duet. Kansler Merkel og udenrigsminister Steinmeier har gennem fire år dannet regering i den ”store koalition” mellem de konservative CDU/CSU og socialdemokraterne fra SPD. Som valget er kommet nærmere, har de to forsøgt at positionere sig som hinandens rivaler, men ingen af dem har hverken formået at polarisere eller mobilisere. Tysklands traditionelle folkepartier har leveret en valgkamp uden indhold eller karisma, de har ikke lært at forholde sig til det nye tyske fempartisystem – og kan på langt sigt komme til at betale en høj pris.
Af Kim B. Olsen, Korrespondent for RÆSON
DET politiske Berlin forholder sig i disse dage både afventende og forventende. Afventende, fordi søndagens valgresultat igen kan stille partierne over for samme svære magtspil, som ved seneste valg for fire år siden, der endte med samlingsregeringen – den uønskede ’store koalition’. Forventende, fordi netop denne situation for alvor vil tvinge de politiske aktører til at tage stilling til den nye tyske virkelighed: fempartisystemet. Det nye venstrefløjsparti Die Linke står nemlig til fremgang, og overgangen fra et parlament med fire til fem partier er dermed manifesteret. Det skaber grobund for uprøvede og ukendte magtkonstellationer, og stiller de tyske partier over for helt nye udfordringer.
Undtagelsen bliver til reglen
Allerede ved valget for fire år siden tvang mandatfordelingen de traditionelle partier til at tænke nyt. Hvor tyske regeringer i forbundsrepublikkens 60-årige historie traditionelt bestod af enten CDU eller SPD sammen med et mindre støtteparti (med en kort undtagelse i slut-60’erne), er virkeligheden i dag en anden. Tiden, hvor regeringer enten blev dannet af det borgerlige CDU og det markedsliberale FDP eller venstrefløjen ved SPD og de Grønne, stoppede, da det nyetablerede venstrefløjsparti Die Linke i 2005 blev tungen på vægtskålen. Ingen af de traditionelle koalitioner kunne samle flertal, og SPD afviste at samarbejde med konkurrenterne på venstrefløjen, der huser bl.a. EU- og kapitalisme-kritikere og stadig mangler at præsentere et egentlig partiprogram. I dansk og europæisk kontekst er et parti som Die Linke langt fra noget særsyn, men fordi der kan trækkes direkte linjer fra DDR-kommunisterne til partiet, spøger minderne om uretsstaten øst for jerntæppet hos mange potentielle SPD-vælgere, især i det vestlige Tyskland. Die Linke er ikke ”stuerene”, og SPD har gentagne gange afvist ethvert samarbejde på forbundsniveau.
Men spørgsmålet er, hvor længe de traditionelle partier kan nægte at give indflydelse til det nye venstrefløjsparti, der har 12-14 % af vælgerne bag sig og netop har haft markant fremgang til delstatsvalgene? I 2005 undgik de store folkepartier dette spørgsmål ved at flygte ind i Den Store Koalition, men lovede deres frustrerede vælgere, at der var tale om et undtagelsestilfælde – CDU og SPD har kaldt en genoptagelse af den store koalition ”umulig” og én har endda refereret til scenariet som ”maksimalstraffen”. Alligevel kan situationen opstå igen. Ekspert i regeringsførelse ved Berlins Freie Universität Dr. Werner Süß forklarer over for RÆSON: ”Hvis valgresultatet fra 2005 gentager sig i år, kan undtagelsen blive til reglen”.
De nye regler i tysk politik: at de gamle og trygge magtstrukturer ikke eksisterer længere. At Die Linke er kommet for at blive. At folkepartierne ikke er, hvad de engang har været, og at nye politiske løsninger er nødvendige. Selvom regelændringerne har været åbenlyse i fire år, har ingen af partierne lært at spille efter dem endnu. Konsekvensen? Koalitionskaos.
At der er tale om et kaos, bliver klart, når tænkelige regeringskoalitioner overvejes. Merkel ønsker sig en konservativ-liberal koalition. Hvis den ikke rækker (meningsmålingerne spår knap 50 %, tendens nedadgående), kan hun enten forsøge at lokke de Grønne i regeringsfolden eller, qua ovenstående: fortsætte samarbejdet med SPD. Men de Grønne nægter at lægge stemmer til en borgerlig regering, og socialdemokraterne vil hellere stille med deres egen kansler. Steinmeier, der står til at give SPD det dårligste valg nogensinde, har afvist Die Linke og har derfor kun én mulighed for at opfylde sit partis kanslerønske: Han kan søge en trekløverregering med de Grønne og det liberale FDP, hvilket ikke virker oplagt al den stund mange socialdemokrater betragter de liberale som ansvarlige for den økonomiske krise.
På papiret er der altså mange koalitionsmuligheder, i praksis er der to. Enten opnår den borgerlige fløj et flertal, ellers fortsætter den store koalition – andre alternativer virker usandsynlige.
Især de små partier er centrale i denne ligning. I takt med de er vokset, er deres evne til samarbejde også blevet vigtigere, men ingen af dem lader til at have den fornødne kompromisvillighed. Hvis vælgerne ikke giver Merkel opbakning til en borgerlig regering, bliver undtagelsen nok til reglen, og den store koalition genvælges. At både kansleren og hendes hovedudfordrer allerede indstiller sig på denne løsning, har den nærmest søvndyssende valgkamp været en klar indikator på.
Valgkamp uden kamp
For det har i sandhed været tamme uger i det tyske. Süddeutsche Zeitungs politiske kommentator Dieter Degler beskriver valgkampen som den besynderligste nogensinde, medierne har kaldt situationen ”omfavnelsesvalgkampen”. De to duellanter har nærmest ignoreret modspillerens eksistens: Merkel taler ikke om Steinmeier og omvendt. Først i de seneste dage har Steinmeier (omsider) angrebet kansleren direkte, kritiseret hende for at gøre modstandernes ideer til sine egne, men aldrig formulere visioner selv. Merkel forholder sig derimod fuldstændig passivt. Hun har fra starten undveget enhver diskussion om indhold, spiller ved passende lejligheder statsmandskortet og forsikrer konsekvent tyskerne om, at hun bedst kan føre det eksportafhængige land ud af krisen, som hun ikke ser overstået ”før Tyskland igen er på samme økonomiske niveau som i sommeren 2008” – men at det løfte nok ikke kan opfyldes inden for de næste fire år, er vist ingen hemmelighed.
Begge partier har måttet sande, at de efter en hel valgperiodes regeringssamarbejde kommer til at føre valgkamp mod sig selv. De sidste fire års politiske beslutninger kan derfor kun kritiseres med yderste forsigtighed. Formulerer partierne pludseligt et politisk alternativ, er dette et alternativ mod deres egen politik. Süß forklarer: ”Både CDU og SPD står i princippet i skyggen af Schröders reformpolitik. De mister fuldstændig evnen til at polarisere og over tid vil denne stilstand slide de gamle folkepartier op”. Resultat: Merkel og Steinmeier forsvarer samme politik. Emner som håndteringen af finanskrisen, arbejdsmarkedsreformerne og indsatsen i Afghanistan har været vitale bestanddele af deres fælles regeringspolitik, og her kan de altså ikke – end ikke i valgkampen – fjerne sig fra hinanden.
Kun på gammelkendte sager fremprovokeres uenigheden: atomenergi og mindsteløn er blevet nogle af valgkampens få brændpunkter. Steinmeier kræver mindstelønnen (der i nogle brancher ligger ved 4,5 euro i timen) fastlagt ved lov, Merkel fastholder, at kun overenskomster kan sikre et konkurrencedygtigt tysk jobmarked. Kansleren kræver omvendt, at de tyske atomkraftværkers levetid skal forlænges, mens der søges efter vedvarende energikilder, hendes udfordrer frygter, at mere atomkraft netop vil bremse energikoncernernes trang til udvikling af grøn energi. Disse temaer kan spores, men intensiteten er til at overse. Denne kedsommelighed vil på søndag formentlig sikre Merkel fire år mere ved magten. Men prisen for den passive valgkamp kan på sigt blive høj for alle parter.
Vælgernes mistillid vil vokse
Hvis stemmerne falder ”rigtigt” på søndag, fortsætter Merkel som kansler, Steinmeier (måske) som udenrigsminister. En win-win-situation – dvs.: med noget for begge de store partier? Kun på kort sigt. Selvom meningsmålingerne spår at en fornyelse af den store koalition er en reel mulighed, afviser begge partier et fortsat samarbejde. Kritikerne er utilfrdse med, at partierne ikke tør diskutere den nye politiske realitet åbent. Ender CSU og SPD alligevel med at danne regering, vil deres valgløfter for mange forekomme hykleriske og øge vælgernes mistillid til politikerne. Sammenlagt med valgkampens ”af-polariserende” stemning, er der en tydelig risiko for den tyske vælgers dalende interesse for det politiske. De sidste måneder har fremtrædende kommentatorer advaret netop mod vælgernes ligegyldighed. Hans-Ulrich Jörges fra tidsskriftet Stern advarer mod at vælgerne reduceres til ”tilskuerdemokrater”, mens den fremtrædende SPIEGEL-journalist Gabor Steingart i sin bestseller ”Die gestohlene Demokratie” (Det stjålne demokrati, red.) endda advokerer for, at man som vælger bør tilbringe valgdagen på sofaen – partierne gør alligevel, som det passer dem. Hvis tysk politik også fremover kommer til at føles indholdsløs og uklar, kan sofavælgerne – dem, der ikke deltager – vise sig at være en stærk opposition, ikke til regeringen men til politikerne som sådan.
Søndag bliver valgdeltageren formentlig god. Men Merkel, Steinmeier og andre politiske spidser ved godt, at deres ugennemskuelige magtspil kan koste på sigt. De ved, at Die Linke fremover vil præge tysk politik, som er blevet et fempartisystem. De ved bare ikke, hvordan de skal reagere på udfordringen – og har indtil videre undladt at give et svar.
Hvis søndagens valg giver et borgerligt flertal, vil magtforholdene være stabile et par år frem – og spørgsmålet om partiernes nye forhold til hinanden skydes foreløbigt til hjørnespark. Med et mere uklart resultat bliver ugerne efter valget en endnu større troværdighedsprøve for partierne end selve valgkampen har været.