Hans Henrik Fafner: Gaza er kun første fase, hvis krigen spreder sig til Vestbredden

31.01.2024

Efter Hamas’ terrorangreb og den efterfølgende krig er situationen i Vestbredden, hvor mindst 300 palæstinensere har mistet livet siden den 7. oktober, mere eller mindre kommet ud af kontrol. Forståeligt nok har det pustet til den sympati for Hamas, som allerede er til stede.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Sagen om de godt 130 israelske gidsler, som endnu befinder sig på Gazastriben, er på det seneste kommet stærkt i fokus i den israelske debat. Mens premierminister Netanyahu stædigt fastholder sin plan om at fortsætte krigen mod Hamas, er flere og flere israelere overbevist om, at jo længere krigshandlingerne fortsætter, des mere svinder håbet om at få gidslerne hjem i levende live. I slutningen af januar lød det fra israelske forsvarskilder, at mindst 22 gidsler efter al sandsynlighed allerede er omkommet.

Netanyahu er med andre ord under stærkt voksende folkeligt pres. Hyppige demonstrationer kræver gidslerne hjem, og kravet sættes i stigende grad i forbindelse med et ønske om at få Gaza-krigen afsluttet så hurtigt som muligt.

Med et helt nøgternt blik på situationen ser det ud til, at Netanyahu ser en politisk fordel i at lade krigen fortsætte. Det er naturligvis en kæmpe satsning, men skulle krigen, mod alle odds, føre til en komplet nedkæmpelse af Hamas, vil han muligvis kunne genvinde en del af vælgertilslutningen i Israel. Og så længe kamphandlingerne står på, vil han ikke mindst være i stand til at klynge sig til premierministerposten, som han efter alt at dømme vil miste, så snart en blot nogenlunde permanent våbenhvile sætter ind. Når det sker, kommer den store oprydning med kommissionsundersøgelser, der nok vil placere en meget stor del af ansvaret for hele miseren på Netanyahus skuldre. Han vil miste sin magtposition, den internationale anseelse er allerede stærkt reduceret, og så venter retssagen, hvor han står anklaget for en række tilfælde af korruption og mandatsvig. Måske ender det med en fængselsstraf.

Indtil videre har Netanyahu derfor en slags politisk livsforsikring i koalitionsregeringen, hvor navnlig partierne på den yderste højrefløj har forstået at udnytte situationen. Senest kom dette meget klart til udtryk, da finansminister Bezalel Smotrich fra partiet Religiøs Zionisme i den bedste sendetid på den meget sete Kanal 12 fremførte det synspunkt, at de folkelige protester i Tel Avivs gader udgør den største fare for gidslernes liv.

 

Netanyahu er med andre ord under stærkt voksende folkeligt pres. Hyppige demonstrationer kræver gidslerne hjem, og kravet sættes i stigende grad i forbindelse med et ønske om at få Gaza-krigen afsluttet så hurtigt som muligt
_______

 

Gaza er kun første fase

Hans argument lyder, at Hamas bevidst udnytter gidselsagens emotionelle effekt i den israelske befolkning til at skabe tvivl om krigsførelsen. Så hvis Israel kunne eliminere de distraherende protester for i stedet at kunne koncentrere sig uforstyrret om krigens andet hovedmål, nemlig bekrigelsen af Hamas, ville meget være opnået.

Her gør Smotrich imidlertid regning uden vært. Den overvejende del af den israelske befolkning nægter at glemme hensynet til gidslerne, og dette ikke mindst fordi krigens mål bliver mere og mere diffust. Den udbredte skepsis er blevet dybere, fordi Netanyahu ikke har givet noget klart svar på, hvad der vil ske med Gazastriben efter krigen, og ikke mindst er det langt fra sikkert, at det overhovedet kan lade sig gøre at fjerne Hamas derfra. Ganske vist har Israel fundet og ødelagt et stort antal tunnelnedgange og tunneller, som Hamas i årevis har bygget i undergrunden, men den seneste vurdering fra det israelske forsvar lyder, at omkring 80 pct. af den islamiske bevægelses kolossale tunnelsystem formentlig stadig er intakt. Der synes altså at være temmelig langt til den målstreg, Netanyahu har tegnet.

Det er bl.a. her, de israelske vande deler sig. Mens store dele af den israelske befolkning er forfærdet ved tanken om, at krigen måske kan strække sig et godt stykke ind i 2025 og de omkostninger det vil have, er den yderste højrefløj stålsat i troen på, at denne kamp må føres til ende. Her er man eksempelvis overbevist om, at Gazastriben skal genbosættes, hvilket betyder, at de bosættelser, som Israel rømmede i sensommeren 2005, skal tilbage på landkortet, og så lægger man heller ikke skjul på, at Gaza nok kun er første fase af krigen.

Smotrich og hans kollega Itamar Ben Gvir fra Otzma Yehudit (Jødisk Styrke), regeringskoalitionens andet ultranationalistiske parti, lever i den faste overbevisning om, at hele landet tilhører det jødiske folk. Begge taler mere eller mindre utilsløret om etnisk udrensning af den palæstinensiske befolkning på både Gazastriben og Vestbredden, og for dem er dette selve målet. De var begge hovedtalere, da højrefløjen søndag den 28. januar i Jerusalem afholdt et stort og tumultagtigt folkemøde, hvor emnet var den snart forestående genbosættelse af Gaza.

Radikale bosættere

Lige siden den nuværende Netanyahu-regering tiltrådte den 29. december 2023, har de to, Smotrich og Ben Gvir, søgt at bruge deres ministerielle magt til at fremme de mål, som de reelt har arbejdet for i mange år. Som finansminister har Smotrich sørget for at skaffe sig store beføjelser i forsvarsministeriet – bl.a. har han skaffet sig kontrol over al planlægning i forbindelse med bosættelserne og hvilket tropper, der i den forbindelse skal stationeres hvor. Ben Gvir, der privat bor i bosættelsen Kiryat Arba i den umiddelbare udkant af Hebron, er minister for intern sikkerhed og dermed også øverste chef for politiet. Han har i den forbindelse fået vidtgående beføjelser med hensyn til udstedelse af våbentilladelser til civile borgere, og det ser vi eksempelvis ved, at antallet af skydevåben i bosættelserne har taget voldsomt omfang siden begyndelsen af 2023.

 

Mens store dele af den israelske befolkning er forfærdet ved tanken om, at krigen måske kan strække sig et godt stykke ind i 2025, er den yderste højrefløj stålsat i troen på, at denne kamp må føres til ende
_______

 

Situationen på Vestbredden er eksplosiv, og det er den ikke mindst som følge af en udvikling, der har eskaleret gennem lang tid. I årevis har små grupper radikale bosættere bekriget den palæstinensiske lokalbefolkning. Under den årlige olivenhøst bliver plukkeholdene chikaneret eller helt afskåret fra adgang til deres plantager, der øves hyppigt hærværk mod bygninger i Vestbreddens palæstinensiske landsbyer, og det afviser den nuværende politiminister Ben Gvir som sagesløs graffiti. Dette har heletiden har været særlig grelt i bjergene omkring Hebron på den sydlige del af Vestbredden. Her findes et antal stærkt ideologiske bosættelser samt bosætterudposter, som er helt små bosættelser, som end de israelske myndigheder anerkender. De lever blandt en række palæstinensiske landsbyer og beduinsamfund, der primært lever af deres fåreflokke og oliventræer. Forholdet i den del af Vestbredden har altid været stærkt anspændt, og dette forværredes kun med den seneste Netanyahu-regering, hvor de radikale bosættere har følt, at de fik langt friere hænder.

Efter Hamas’ terrorangreb fra Gazastriben og den efterfølgende krig, er situationen i Vestbredden mere eller mindre kommet ud af kontrol, og det er sket temmelig upåagtet, da alles opmærksomhed har været rettet mod Gaza. Som følge af krigen har det israelske forsvar tilmed flyttet en del tropper, der normalt er stationeret på Vestbredden. De er nu blevet placeret i området omkring Gazastriben, og for at kompensere for dette, har Smotrich skabt særlige ”regionale forsvarsdelinger” på Vestbredden. De er sammensat af lokale borgere – hvilket typisk vil sige ideologiske bosættere – og har alle fået tildelt våben og militær udrustning, samt ikke at forglemme, militære beføjelser. Der er tale om cirka 5.500 mænd, hvoraf mange utvivlsomt går til opgaven med en allerede dybt problematisk indstilling til deres palæstinensiske naboer.

Sympati for Hamas

Dette har pustet til en allerede skrøbelig situation på Vestbredden, hvor mindst 300 palæstinensere har mistet livet siden den 7. oktober. Forståeligt nok har det pustet til den sympati for Hamas, som allerede er til stede.

Det senest afholdte palæstinensiske valg i 2006 endte med en markant valgsejr til Hamas. Mange vælgere vendte sig imod Yasser Arafats gamle bevægelse, Fatah, som de opfattede som korrupt og ineffektivt, men Fatah reagerede på valget ved at tage magten på Vestbredden, mens Hamas med stor brutalitet fik Fatah elimineret på Gazastriben. Præsident Mahmoud Abbas satte sig på styret i Ramallah, og han søgte at sikre sig ved at forbyde Hamas som bevægelse på Vestbredden. Det kan til en vis grad sammenlignes med, hvad israelerne er i færd med på Gazastriben, om end med meget stor anvendelse af militær magt. Pointen er, at Mahmoud Abbas dengang fik anholdt en lang række Hamas-ledere og fik opløst Hamas som synlig bevægelse, men den fortsatte med at eksistere som en sindsstemning blandt palæstinensere og i form at små grupper på Vestbredden, der levede og fungerede i det skjulte.

Det er denne version af Hamas, der for alvor er ved at komme til live og op til overfladen på Vestbredden i denne tid. Israelske tropper har flere gange rykket ind i byer som Jenin og Tulkarem, og også i Hebron er situationen anspændt. Der tales om islamiske grupperinger, men det er Hamas, som er til stede, og det ligger i kortene, at efterhånden som Israels militære pres på Hamas på Gazastriben øges og de radikale bosættere på Vestbredden fører sig stadig mere voldeligt frem, vil situationen kun blive skærpet.

Den palæstinensiske civilbefolkning på Vestbredden har indtil videre reageret forsigtigt og afventende. Der er ingen tvivl om, hvor sympatien ligger, men de dramatiske ødelæggelser på Gazastriben lægger en kraftig dæmper på lysten til at engagere sig aktivt. Ingen ønsker at få deres dagligdag smadret. Men at de bange anelser om en dyster fremtid er til stede, ser man eksempelvis ved, at antallet af biltyverier i Israel er steget dramatisk. Målet er moderne elbiler, og hensigten er ikke, at bilerne skal køre videre andre steder. Tyvene skræller dem for de kostbare batterier, som bliver brugt til opvarmning af hjem på Vestbredden.

Smotrich og Israels radikale højrefløj ser billedet tegne sig, og i deres optik er det en del af den nødvendige konfrontation, der trækker op. Det er store ord at sige, at de ligefrem ønsker denne udvikling, men i deres verdensbillede er det ved at være tid til at tage denne ubehagelige kamp.

Det er også denne skræmmende virkelighed, som er ved at indfinde sig i stadig flere israeleres bevidsthed. Da Den Internationale Domstol i Haag sidste fredag beordrede Israel til at tage skridt til at undgå handlinger der kan betragtes som folkedrab i Gaza, reagerede mange ved at udtrykke vrede mod Netanyahu og hans fallerede regering. Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at sige, om formaningen fra Haag har haft effekt på den israelske krigsførelse. Forargelsen og fortvivlelsen over, hvordan denne regering har ført landet på afveje, er mærkbar, og noget af det samme kan man mærke, når folk udtrykker deres mening om, hvordan udviklingen på Vestbredden nu også er på nippet til at gå amok. ■

 

Forargelsen og fortvivlelsen over, hvordan denne regering har ført landet på afveje, er mærkbar, og noget af det samme kan man mærke, når folk udtrykker deres mening om, hvordan udviklingen på Vestbredden nu også er på nippet til at gå amok
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.

ILLUSTRATION: Hebron i det besatte Vestbredden, 20. december 2022: Israelske styrker i kambolage med palæstinensiske civile, der protesterer over drabet på den palæstinensiske fange Nasser Abu Hamed [FOTO: Hazem Bader/AFP/Ritzau Scanpix]