Troels Chr. Jakobsen om Nordic Waste-skandalen: Ansvarsløse aktieejere i store virksomheder er nutidens godsejere uden ansvar
29.01.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Når sådan noget som Nordic Waste-skandalen sker, kan vi alle fornemme, at der er noget forkert ved det – noget er ikke, som det skal være. Jeg har set flere undres: “Hvordan kan det være rigtigt, at man med så mange penge bare kan løbe fra ansvaret?” Det enkle svar er, at Nordic Waste er et aktieselskab. Det bør være indlysende nu, at den privilegerede, ret ansvarsfrie aktieselskabsform er muteret til en voldsom Leviathan; en magt-gigant.
Kommentar af Troels Chr. Jakobsen, medlem af teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune for Alternativet
I Nordic Waste-skandalen er der langt mere på spil end ansvaret for en miljøkatastrofe. Det er et klart symptom på langt større problemer i spillereglerne for vores samfund.
Når vi i disse dage er vrede på ejeren af Nordic Waste, Torben Østergaard-Nielsen, er det på alle måder rimeligt i et moralsk perspektiv. I vores harme kan vi desværre nemt glemme de systemiske problemer,der leder til, at moralsk afstumpede mennesker ustraffet kan skabe så ødelæggende effekter – og ganske lovligt profitere på det, og, ja, måske endda føle sig tilskyndet til det af spillets regler og nutidens konkurrence-kultur.
På trods af, at de fleste af os klarer opgaven med at være ordentlige mennesker ganske udmærket, så vil der altid findes durkdrevne mennesker, som tørrer ansvaret af på andre. Det er derfor, vi sammen laver regler og love for, hvordan vi gerne vil fungere sammen. De regler kan vi lave om, hvis vi opdager, at de ikke gavner os som samfund.
Mange går allerede en del op i, om der skal laves om på reglerne for miljøspørgsmål. Men jeg tillader mig her at tage et spadestik dybere, for det mere grundlæggende spørgsmål handler om måden, vi som samfund sætter rammer for virksomheder.
Når sådan noget som Nordic Waste-skandalen sker, kan vi alle fornemme, at der er noget forkert ved det – noget er ikke, som det skal være. Jeg har set flere undres: “Hvordan kan det være rigtigt, at man med så mange penge bare kan løbe fra ansvaret?”. Det enkle svar er, at Nordic Waste er et aktieselskab eller på engelsk et limited liability company (altså en virksomhed med begrænset ansvar).
Det mere komplekse svar er, at man gør det for at låse kapital i en virksomhed, så den ikke bare kan trækkes ud, og for at gøre selskabet til en selvstændig juridisk enhed. Det er altså helt lovligt efter nuværende regler at dreje nøglen om og overlade ansvaret for miljøødelæggelserne til staten.
Det med at slippe for ansvaret vil nok, for de fleste af os, der er vant til at tage ansvar for vores handlinger, lyde som et ret vildt privilegium at få. Og som en del nok vil vide, er det her i Danmark ikke specielt svært at opnå det
_______
Limited liability betyder, at indehaverne af virksomheden (altså aktieejere) ikke hæfter personligt for det, virksomheden foretager sig, ud over de penge, der oprindeligt er puttet ind i virksomheden. Det kan ses med Nordic Waste, hvor ejerne ikke hæfter for de omkostninger, der opstår ved miljøskaderne. Hvis virksomheden i det hele taget skylder flere penge, end den har, hæfter ejerne heller ikke. Det er altså ikke bare i miljøspørgsmål, at en umoralsk ansvarsforflygtigelse kan ske.
Det med at slippe for ansvaret vil nok, for de fleste af os, der er vant til at tage ansvar for vores handlinger, lyde som et ret vildt privilegium at få. Og som en del nok vil vide, er det her i Danmark ikke specielt svært at opnå det. For at oprette et anpartsselskab – et ApS kræves en indskudskapital på 40.000 kr., og i et Aktieselskab – et A/S – kræves indskud på 400.000 kr., som er den minimumskapital, der skal bindes i selskabet som en slags ’garanti’ for at det er en seriøs virksomhed – begge selskabsformer giver limited liability, og begge beløb ligger et godt stykke fra de 2 milliarder, som Nordic Waste-ødelæggelserne nok kommer til at koste.
Sådan har det ikke altid været, selv om det i dag lader til, at mange tror, det nærmest er en rettighed på niveau med ejendomsretten. Tidligere var der kun simple partnerskaber og familievirksomheder, hvor den enkelte eller en gruppe hæftede for det, de foretog sig forretningsmæssigt. Ideen om virksomheder, der var separerede fra deres ejere, kom fra de ’selskabsaftaler’, der, normalvis blev givet til kirker eller byer for, at de kunne eje ting separat fra de enkeltindivider – borgmesteren eller biskoppen – der ledte dem lige nu og her. Et berømt eksempel er f.eks City of London, der siden Normannernes tid har være selskabsgjort med særlige kongelige privilegier, og den dag i dag stadig kaldes The City of London Corporation.
Efter modellen fra kirker og byer blev lignende selskabsprivilegier senere givet til virksomheder med stor risiko, men som kongen eller regeringen fandt vigtige for staten – som fx Østasiatisk Kompagni, der påtog sig den risikofyldte langfartshandel med østen, eller de første telegraf- eller togselskaber. Det var altså et specifikt privilegium man blev givet af samfundet og ikke noget, man bare kunne forvente, og som kunne mistes igen (Blair, 2013).
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte limited liability at spille en rolle, men det tager først rigtig form i midten af 1800-tallet (Blumberg, 1985). Her bliver det også markant nemmere og mere standardiseret at få det privilegium, men før det så man privilegiet som noget, man havde fået af staten for at fremme statens interesser (Ciepley, 2013). Ændringen udsprang på baggrund af de politiske kampe i det liberal demokratis opståen – først i USA, og siden i Europa – hvor man skelnede skarpere mellem privat og statsligt. Aktieselskabsformen, der var en hybrid mellem det offentlige og private, endte efter pres fra private virksomheder i kategorien privat, og uden at miste det kongelige privilegium – det begrænsede ansvar.
Det er altså forholdsvis nyt historisk set, at vi på den måde giver virksomhedsejere massive privilegier i form af ikke at hæfte for eller blive holdt ansvarlig for det, virksomhederne foretager sig, så længe de har lavet det til et APS eller et A/S. Før var det et privilegium, man kun kunne få, hvis samfundet anerkendte det man lavede som noget, der skulle beskyttes og hjælpes, fordi det var vigtigt for samfundet. Det er altså hverken en gudgiven eller grundlæggende rettighed på linje med ejendomsret eller stemmeret i det liberale demorati.
Ligesom at Adam Smith – kapitalismens fader – var imod at opdele kontrol og ejerskab over virksomheden af frygt for, at dem, der ledte firmaet, ville sløse med ejernes penge, ligeså kan det samfund, som mærker konsekvenserne af selskabers sløseri med samfundsansvaret, være nervøse for opdelingen af ejerskab og ansvar
_______
Siden 1970’erne har den neoliberale tankegang, som bl.a. udtrykt af Milton Friedmann, sat endnu mere fart på aktieselskabernes dominans i samfundet – i en grad hvor man nærmest kan se dem som konkurrencestatens primære og ganske privilegerede subjekter. For når aktieselskaber vokser sig så store, at deres økonomiske magt ikke er uanselig i forhold til statens, og at de samtidig kan agere som en juridisk person, og de tilmed nyder særlige privilegier, så bliver det nemt dem, som sætter den politiske dagsorden, og altså dem som staten primært må forholde sig til.
Det er et emne som bl.a. den danske CBS-forsker, Mathias Hein Jessen, sætter fokus på i et nyt forskningsprojekt finansieret af Carlsbergfondet, Coporate Subjects, ligesom han i en artikel i Information stiller alvorlige spørgsmål til vores forståelse af aktieselskabsformen og peger på, at: “Aktieselskaber udgør nogle af de mest magtfulde aktører i vores globale politiske og økonomiske situation, og ledelsen af dem er alt for vigtigt til at blive overladt alene til aktionærerne.” I min fortolkning er det ikke ulig feudaltiden, hvor kongens egentlige subjekter var adelens godsejere – ikke folket.
Der er selvfølgelig også gode grunde til at beskytte virksomhedsejere mod ansvaret for virksomhedens foretagender. Primært at det gør, at mange, der måske ellers ikke turde starte en virksomhed, kaster sig ud i det. Derfor kan der også være god grund til at have limited liability som en mulighed for nogle virksomheder.
Men ligesom at Adam Smith – kapitalismens fader – var imod at opdele kontrol og ejerskab over virksomheden af frygt for, at dem, der ledte firmaet, ville sløse med ejernes penge, ligeså kan det samfund, som mærker konsekvenserne af selskabers sløseri med samfundsansvaret, være nervøse for opdelingen af ejerskab og ansvar.
Vreden mod Østergaard-Nielsen er et sundhedstegn for samfundet, men nok også nemmere at mobilisere og give form, fordi han er dansker og en medborger. Den moralske forargelse bliver stærkere, fordi vi kan se ham som et menneske som os. Forestil dig i stedet, at en international finansgigant havde været den primære aktionær. En ansigtsløs mastodont, der samtidig langt nemmere end en dansk borger kan unddrage sig alle yderligere forsøg på at placere et ansvar hos dem. Lidt juridisk og finansielt hokuspokus, og så ville den ged være glatbarberet.
Derfor er det oplagte politiske spørgsmål for både borgere og politikere: Hvornår er det til gavn for samfundet at give virksomhedsejere det privilegium, det er, ikke at stå til ansvar for virksomhedens handlinger? For konkurrencestatens præmis ser ikke ud til at være bæredygtig. Man har antaget at det vigtigste for stater, er at vinde den interne konkurrence mellem stater på det globale marked, og har derfor sat konkurrenceevne, øget effektivitet, arbejdsudbud og produktion som vigtigste mål for staten. De forskellige kriser – klima- natur- og stress-krise – viser at det ikke er bæredygtigt om at få mest mulig produktion for nærmest enhver pris. Det er nogle dyre regninger, staten skal samle op for uansvarlighed i forhold til naturen og samfundet. Hele finanskrisen i 2008 var i høj grad også en udløber af privilegeret og ureguleret finansmarked, hvor staterne endte med en stor regning.
Der er mange andre steder, man kan sætte grænsen for virksomheder. Det skal hverken være, at alle kan få limited liability, blot de har kapital at skyde ind, eller at ingen skal have lov til at starte virksomhed med et vist frirum. I stedet kunne det være noget, vi giver til mindre virksomheder og virksomheder i deres opstart.
Det kunne også være, at vi igen vurderer det ud fra, om det er en virksomhed, der lever op til de krav, vi har for ordentlig opførsel, og privilegiet skal genvindes med mellemrum. For når man har et privilegium fra samfundet, kan ens eneste formål ikke blot være profit, uagtet risikoen og konsekvenserne for samfundet. Når man får særlige privilegier fra samfundet, bør det medføre et særligt ansvar for samfundet.
Det bør være indlysende, at den privilegerede, ret ansvarsfrie aktieselskabsform er muteret til en voldsom Leviathan, en magt-gigant. Tænk bare, hvis vi politisk ønsker at begrænse selskabsformens privilegier, så nytter det næppe, at en mindre nationalstat som Danmark forsøger den magtkamp alene. Det vil sandsynligvis som minimum kræver den type politiske muskler, som EU besidder. Denne magtkamp for at pålægge aktieselskaberne et reelt samfundsansvar bliver afgørende, hvis vi skal lykkes med den bæredygtige omstilling af samfundet.
Derfor er det oplagte politiske spørgsmål for både borgere og politikere: Hvornår er det til gavn for samfundet at give virksomhedsejere det privilegium, det er, ikke at stå til ansvar for virksomhedens handlinger?
_______
Troels Christian Jakobsen (f. 1969) er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Alternativet, folketingskandidat, udpeget til Metroselskabets og ARCs bestyrelse. Tidl. arbejdsløs på integrationsydelse. Uddannet manuskriptforfatter med langt arbejdsliv med produktion og instruktion af især teater. Tidl. dramaturg på Det Kongelige Teater og tidl. Fastavalgeneral.
ILLUSTRATION: Ølst, januar 2024: Rør ved Alling Å syd for Randers nær virksomheden Nordic Waste [FOTO: Jens Kirkeby/Biofoto/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
