16.09.2009

Nordkorea har erklæret sekspartsforhandlingerne døde og vil kun tale direkte med USA. Obama er fristet – men Sydkorea og Japan protesterer. Obama er dermed fanget mellem to af sine løfter: om at lytte til sine allierede og tale med sine fjender.

Af Jonas Parello-Plesner, chefredaktionen for RÆSON

PRÆSIDENTKANDIDAT Barack Obama: ”America … has to talk with its enemies”.
”[it] requires allies who will listen to each other, learn from each other and, most of all, trust each other”.

Stephen Bosworth, USA’s chefforhandler over for Nordkorea, kommer til København i denne uge for at deltage i en konference på Københavns Universitet. Som optakt til et interview med Bosworth i næste Ugemagasin fra RÆSON, opridses her de modsætningsforhold, som kendetegner den amerikanske politik. De sætter også begrænsninger for USA’s muligheder for at finde en forhandlingsløsning eller for at presse Nordkorea med sanktioner. Obama og Bosworth står ikke med en nem opgave. De forskellige principper og hensyn støder sammen. Det kræver udenrigspolitisk statsmandsevne at forene dem.

Dilemma nummer 1: Fjender versus allierede
Obama er fanget mellem målsætningen om at tale med sine fjender, hvilket han har lovet at være klar til og til at lytte til sine allierede. De to mål er begge grundlæggende ønsker hos hans regering – og fornyelser i forhold til Bush-administrationen.

Spørgsmålet er derfor om, USA skal indgå i direkte én-til-én-forhandlinger med Nordkorea eller om forhandlingerne skal foregå sammen med de andre væsentlige lande og deltagere i sekspartsforhandlingerne; Kina, Japan, Sydkorea, Rusland.

USA’s allierede i spillet om Nordkorea er Japan og Sydkorea. De er ikke særligt indstillede på en direkte amerikansk dialog med Nordkorea. De frygter at blive koblet af, og at deres interesser i givet fald ikke bliver varetaget fuldt ud. Sydkorea har som nyt træk foreslået, at sekspartsforhandlingerne fortsætter som møder uden Nordkorea – så man kan sikre fælles fodslag blandt de fem andre parter.

Et sådant forslag er Kina derimod skeptisk over for, fordi det kan presse Nordkorea yderligere ud i isolation og i uberegnelige reaktioner. Derudover underminerer det sekspartsforhandlingerne – som Kina er vært for, mægler i og derfor opsat på at opretholde. I sekspartsformatet har landet en vigtig rolle, især i forhold til at demonstrere, at Kina er en ansvarlig magt, der er med til at tage hånd om verdens og særligt Asiens konflikter. Derfor foretrækker Kina at have Nordkorea indpakket i forhandlinger, også selvom tempoet og fremskridtene er små. Uden for forhandlinger ses Nordkorea af omverden som et farligt løsgående missil, som Kina skal tage hånd om. Nordkorea skal set fra Beijing være en tilpas besværlig sten i skoen til at Washington har brug for Kina som mægler, men ikke så meget, at ansvaret for at løse konflikten skal sikres af Kina. Den rolle vil Nordkorea bare ikke spille.

Nordkorea har ytret i dramatisk klartekst – som deres pressemeddelelser oftest er det – at man anser sekspartsforhandlingerne for ubrugelige, og at landet aldrig vil deltage heri mere. Til gengæld har man åbnet døren på klem for forhandlinger ved at understrege, at man gerne indgår i en særlig form for dialog. Og det er den direkte kanal til Washington, der tænkes på. Det var også det budskab Clinton fik med sig hjem med de to frigivne journalister, selvom der naturligvis ikke var tale om et officielt besøg.

USA er indtil videre endt på den bløde mellemløsning, at man gerne vil mødes med Nordkorea bilateralt men inden for rammerne af et møde i sekspartsforhandlingerne. Det er ikke godt nok til Nordkorea, som også fik sådanne bilaterale møder under Bush-administrationens anden periode

Dilemmaet er derfor, hvor meget Obama skal lytte til sine allierede – eller hvor meget han i stedet skal prioritere at kunne hente mulige forhandlingsresultater ved på forskellige niveauer at mødes og tale med Nordkorea. USA skal løbende afveje, hvor meget indspil og bestemmelsesret landets allierede skal have på politikken, hvis der viser nye forhandlingsmuligheder med Nordkorea.

Dilemma nummer 2: Sanktioner versus forhandlinger
USA og verdenssamfundets udgangspunkt er, at Nordkorea ikke skal være en atomvåbenmagt. Derfor er der også indført sanktioner på stribe vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd med resolutionerne 1695 og 1718 fra 2006 og senest 1874 som reaktion på Nordkoreas anden atomprøvesprængning i maj.

På sanktionssiden har USA arbejdet for, at Nordkorea nu virkelig bliver ramt, og særligt har man styrket muligheden for at inspicere skibe, der sejler ind og ud af Nordkorea. Det nordkoreanske fragtskib Kang Nam blev i juni fulgt tæt af USA og dets allierede. Det var angiveligt på vej til Burma, og aktionen medførte, at skibet endte med at vende tilbage til Nordkorea. Indien har undersøgt et nordkoreansk skib. Ligeledes er et nordkoreansk skib med våben på vej til Iran blevet stoppet i de Arabiske Emirater. USA har sat to nye nordkoreanske organisationer (General Bureau of Atomic Energy og Korea Tangun Trading Corporation) på listen over, hvilke af landets aktiver der skal indefryses. Begge organisationer anses for at medvirke i atomprogrammet.

Udfordringen for sanktionspolitikken er dels spørgsmålet om, den virkelig driver Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet – og dels det forhold, at nabolandene stadig ikke er med på at presse Nordkorea, så det gør virkelig ondt. Sanktionerne er – fornuftigt nok – ikke en total handelsblokade, som ville forarme den i forvejen hårdt prøvede nordkoreanske befolkning.

Kina fortsætter med at slå Nordkorea med den ene hånd og fodre landet med den anden. Man stemmer for sanktionerne, men Kinas samhandel med Nordkorea er stigende, og landet giver også både energi- og fødevarebistand. I den sammenhæng er det grundlæggende behov for stabilitet i et naboland vigtigere end denuklearisering. Man er i hvert fald ikke klar til at bruge radikale midler, der kunne medføre et sammenbrud, for at få Nordkorea til at makke ret.

Nordkorea har altid kun har reageret på eksternt pres med forøgede provokationer: siden Korea-krigen har landet været underlagt bilaterale amerikanske sanktioner – uden nogen effekt på regimet. Nordkoreas politik med at svare på eksternt pres med modpres i form af flere trusler og missilaffyringer fortsætter med meldingen den 3. september om, at landet nu er klar til at berige uran som supplement til det allerede eksisterende lager af plutonium og dertilhørende våbenarsenal. Derfor udstiller en rendyrket fortsættelse af sanktionspolitikken også en magtesløshed med hensyn til at få Nordkorea til at ændre adfærd.

Dilemma nummer 3: En atomvåbenfri verden versus Nordkorea som ny atommagt
Obamas visionære tale om en atomvåbenfri verden, som en entusiastisk folkemængde lyttede til i Prag den 5. april i år, blev i første omgang forstyrret af Nordkoreas samtidige missilaffyring og midlertidigt punkteret en måneds tid senere, da Nordkorea gennemførte atomprøvesprængning nummer to – og med succes. Obama bliver derfor nødt til at holde fast i sin overordnede vision om en atomvåbenfri verden og Nordkorea er første udfordring. Obama har derfor sværere ved at være pragmatiker på det her område.

Obamas udspil er blevet fulgt op af forhandlinger med primært Rusland om reduktioner i atomvåbenarsenalerne. Det skulle også have den effekt at styrke NPT, ikke-spredningstraktaten, så andre lande ikke blev fristede af atomvåbenruten. Det underminerer Nordkorea ved sine handlinger og giver klar inspiration til andre lande som Iran.

Nordkorea vil naturligvis starte forhandlingerne ud fra sine nuværende landvindinger på atomområdet. Og på det her område kan Obama ikke fremstå som svag eller kompromissøgende.

I eventuelt kommende forhandlinger vil Nordkoreas tilgang være ’noget-for-noget’ – den tilgang, der hidtil har været så effektiv over for USA. Det står i kontrast til USA’s udgangspunkt med fuldstændig, verificerbar og uigenkaldelig denuklearisering. Det var også udgangspunktet for Bush indtil Nordkoreas atomprøvesprængning i 2006 medførte, at Bush året efter vendte rundt og prøvede forhandlingsvejen. Den rute kan paradoksalt nok være sværere for Obama, fordi blot at starte forhandlinger vil indebære en vis accept af Nordkoreas nukleare Rubicon og dermed punktere visionen om en atomvåbenfri verden.

Jo mere USA og dets allierede halvt  eller fuldkommen offentligt udtaler, at Nordkorea aldrig vil opgive sine atomvåben, kommer der noget selvopfyldende over profetien. Kalkulen i Pyongyang bliver så, at det behøver man ikke, hvis forhandlingspartnerne alligevel ikke rigtig regner med det. Det underminerer så muligheden for faktisk at prøve forhandlingsvejen, hvor det stadigvæk står som et ubesvaret spørgsmål om, der kunne laves en pakkeløsning med Nordkorea, der indeholdt en fredsslutning på Korea-krigen, der fortsat kun er i våbenhviletilstand, og skabte diplomatiske forbindelser mellem USA/Japan og Nordkorea. Her blokerer Nordkoreas illegale atomvåben stadig for, at USA meningsfyldt kan række hånden ud.

Lige meget hvilken vej USA vælger, vil der skulle ofres noget. På principperne. På sanktionerne. Over for allierede. Eller i de bilaterale møder, hvor USA risikerer at blive fastlåst i lange forhandlinger, hvor Obama skal kunne bevise, at det virkelig betaler sig at tale med fjenden. Nordkorea er den første store lakmustest på, hvordan Obamas udenrigspolitiske principper fungerer i realiteternes verden.