09.09.2009

Socialdemokraterne vil have en statsbank til 50 mia., der kan kompensere for de private bankers forsigtighed ved at låne gode virksomheder penge til sunde projekter. De Radikale siger nej, men har i stedet foreslået “et udviklingsselskab, hvor staten samarbejder med de finansielle institutioner” (Berlingske 14/8).

RÆSON spørger gruppens næstformand, Morten Østergaard: Hvad er forskellen på Socialdemokraternes “statsbank” og de Radikales “udviklingsselskab”? Er R’s afvisning af en statsbank definitiv? Skal staten stille andre krav for udlån end blot rentabilitet – og fx yde særlige lån til virksomheder, der udvikler grøn teknologi?

Af Finansordfører og næstformand i folketingsgruppen Morten Østergaard (RV)

PÅ årets første arbejdsdag i Folketinget 13/1 konstaterede et flertal bestående af V, K og O ”at der er et solidt fundament for en fortsat sund udvikling i dansk økonomi med høj og stabil beskæftigelse, gode rammevilkår for vækst samt en holdbar udvikling i de offentlige finanser.” Vedtagelsen afsluttede en forespørgselsdebat om dansk økonomi rejst af Det Radikale Venstre. Den står som et monument over regeringens konsekvente undervurdering af krisens omfang, startende med daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussens besværgelse i Børsen i august 2008: ”Jeg tror ikke på recession”. I den økonomiske redegørelse for August 2009, der som altid ledsagede regeringens forslag til finanslov, kunne man ved selvsyn konstatere fejlvurderingens dimensioner. På alle parametre måtte regeringen skrue op for pessimismen: 3 pct. i fald i BNP (altså en voldsom recession), forventet voldsom stigning i ledighed til 150.000 i 2010 og et underskud på de offentlige finanser på 86 mia. kroner.

Det radikale svar på krisen
I modsætning til regeringen har det Radikale Venstre insisteret på at krisen kræver offensive modtræk. Ikke bare bandslukningsøvelser, som de i øvrigt fornuftige bankpakker mv., men et egentligt modtræk. Vores ”kriseterapi” har haft tre omdrejningspunkter:

i) I januar, da krisen stadig blev kaldt ”finansiel”, foreslog vi et statsligt udviklingsselskab, som jeg skal vende tilbage til.

ii) I februar fremlagde vi en ”Vækstpakke for et grønt videnssamfund”, hvor vi med målrettede, midlertidige  investeringer på 30 mia. over 2 år, ville styrke den offentlige efterspørgsel: renovering af skoler, daginstitutioner og hospitaler, energirenovering både offentligt og privat, investeringer i udrulning af ny teknologi inspireret af Obama’s krisepakke, og investering i forskningsinfrastruktur og innovation.

iii) I marts fremlagde vi en krisepakke til de ledige under overskriften: ”Et klogere arbejdsmarked”. Her foreslog vi, at unge under 25 år fik frit lejde til at komme i a-kasse. Vi fjernede overflødige begrænsninger på lediges adgang til uddannelse, så den nødvendige omskoling kunne starte på første ledighedsdag og foreslog ret til uddannelse på dagpenge for ældre ledige. Og vi foreslog, at jobindsatsen rykkes frem til fyringsdatoen, så den ledige kan aktiveres fra start. Alt sammen for at omstille beskæftigelsessystemet fra mangel på arbejdskraft til stigende ledighed.

Alle tre initiativer mødte klar afvisning fra regeringen. Når opgaven var at redde mennesker fra fyring og virksomheder fra konkurs, samt at tage hånd om de mange nye ledige, ville regeringen ikke samarbejde. Kun når bankerne skulle reddes.

Derfor siger vi nej til Socialdemokraternes statsbank
Forslaget om et ’statsligt udviklingsselskab’ skulle supplere afviklingsselskabet Finansiel Stabilitet, som var en del af Bankpakke I. Mens afviklingsselskabet skulle klare grundstødte banker afvikling, skulle udviklingsselskabet med en solid grundkapital bringe likviditet frem til sunde projekter.

Det er ikke en statsbank. Men en selskabskonstruktion med Nationalbanken for bordenden. Selskabet, der på mange måder minder mere om en kapitalfond, skal have en bred palet af fleksible redskaber til at finansiere sunde projekter gennem joint ventures med finansielle institutioner eller tilsvarende aktører på kapitalmarkedet. Alt skal foregå efter et armslængdeprincip. Der er ingen kunder, der går ind fra gaden i det Statslige Udviklingsselskab: alt kredit- og rentabilitetsvurdering foregår i de vante led. Udviklingsselskabet går derimod ind, når fx en bank ønsker at finansiere et projekt, men ikke selv, grundet den manglende kapital, magter at gøre det. Et tænkt eksempel: En lille lokalbank har ikke mulighed for at yde lån til den lokale kiksefabrik, som efter en stor eksportordre skal have udvidet kapaciteten. Fabrikken er veldrevet, ordren i hus, men banken kan ikke påtage sig engagementet. Banken henvender sig til Udviklingsselskabet, som går ind bag ved banken. Fx ved at købe aktier i banken eller stille en bagvedliggende garanti. Et andet eksempel: En række statslige innovationsmiljøer og private investorer vil starte en venture-fond, som skal modvirke en innovationsklemme, som følge af manglende risikovillig kapital. Udviklingsselskabet skyder penge i den nye venturefond, men arbejdet med at udvælge projekter, der skal investeres i overlades til de daglige aktører,

Vi ser ikke noget behov for en egentlig statsbank i forståelsen en bank, der drives på almindelige vilkår, men med staten som ejer: Socialdemokraternes forslag bygger på den misforståelse, at bankfolk er dygtigere, hvis det er staten, der betaler deres løn. I praksis vil opgaven nemlig være nøjagtig denne samme som enhver privat bank. Forslaget vil kun have effekt, hvis de statsansatte bankfolk anlægger et lavere kreditkriterium end de private banker.

Statsbanken ville blive opsamlingssted for kunder, som ikke kunne finde en privat bank, der ville give dem en tilstrækkelig positiv kreditvurdering. Her vil skatteyderne altså løbe risikoen. I den radikale model vil udviklingsselskabet støtte sig til kapitalaktørernes kreditvurderinger og dele risikoen med dem. Udviklingsselskabet er altså en ny aktør i det finansielle landskab, men statsbanken blot er en statslige udgave af det ,vi har i forvejen.

Det ville til gengæld være helt oplagt at Udviklingsselskabet blev pålagt i særlig grad at have en grøn profil i sine investeringer, præcis som det er afspejlet i vores vækstplan.

Forslaget om en Udviklingsselskab vil på ny blive aktuelt, når regeringen kalder til forhandlinger om den såkaldte erhvervspakke. Her vil vi også kræve, at staten skyder mere kapital ind i statens regionale innovationsmiljøer.

Tid til reformer
Samtidig er det dog klart at det, der hæmmer den økonomiske aktivitet, er manglende efterspørgsel – ikke manglende kredit (det fremgår af Danmarks Statistiks seneste Konjunkturbarometer). Derfor fremsætter vi igen kravet om en vækstpakke ved de kommende finanslovsforhandlinger. Men vores nye vækstpakke ledsages af et krav om reformer, for en vækstpakke har sin pris. Dertil kommer det eksisterende store underskud på statens finanser. Og det faktum, at regeringen i forvejen ignorerer at dens økonomiske politik opererer med et fast, strukturelt underskud på 10 mia. kroner fra 2015 og frem. Det svarer til omkostninger ved drift af halvdelen af landets daginstitutioner,

Man skal kigge alvorligt på Arbejdsmarkedskommissionens forslag. Vores reformforslag inddrager en fremrykning af stigende efterlønsalder, kortere dagspengeperiode, stærkere beskæftigelsesindsats og bedre rekruttering af udenlandske talenter. Samlet set fjerner disse tiltag det truende underskud, men vi efterlader også fortsat rum til finansiering af de stigende serviceudgifter, som helt sikkert vil vedblive at vokse.

I 90’erne, da SR-regeringen overtog, var udfordringerne større: langt flere ledige og en krise, der allerede havde flere år på bagen. Alligevel lavede man arbejdsmarkedsreformer og forkortede dagspengeperiode. Og i dag prises netop disse tiltag som de rigtige svar på denne krise. For os er der ingen modsætning mellem at lave reformer, der skaber balance i økonomien på mellemlangt sigt, og så den vækstpakke, der skal være det akutte modtræk mod den aktuelle krise. Det er ikke enten-eller – men både-og.