Thomas Rohden: En Kina-kritisk klimapolitik er den bedste klimapolitik
15.12.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Når de Kina-venlige politikere nu pludselig forsøger at sminke deres Kina-politik til at være et udtryk for grøn klimapolitik, så runger det fuldstændig hult. For det er netop denne underdanige tilgang til Kina, der har kostet dyrt for det globale klima.
Kommentar af Thomas Rohden, folketingskandidat for Det Radikale Venstre
”Vi er jo nødt til at samarbejde med Kina – særligt for klimaets skyld.” Netop det argument er jeg blevet mødt med gang på gang, når jeg har argumenteret for, at Danmark må indtage en mere kritisk rolle til riget i midten.
Både Lars Løkke Rasmussen og Dansk Industri har argumenteret kraftigt for, at Danmark – som det eneste mindre europæiske land – skal have en samarbejdsaftale med Kina, bl.a. fordi det var en nødvendighed, for at sikre samarbejdet om den grønne omstilling af Kina. Men disse argumenter er opfundet til lejligheden og skal blot agere skalkeskjul for en alt for Kina-venlig udenrigspolitik, der tager sit udgangspunkt i kortsigtede økonomiske interesser og diplomatisk underdanighed overfor et stadig mere magtfuldt Kina.
For sandheden er, at det netop er denne stadigt stigende afhængighed af Kina og den kinesiske industri, der har været et af de mest klimaskadelige politiske tiltag, som Europa har foretaget sig i dette årtusinde. Energiproduktion er verdens største CO2-udleder, og størstedelen af den producerede energi bliver brugt i industriel produktion. Stålindustrien er det bedste eksempel på en ganske overset klimasynder, som sjældent fylder meget i mediebilledet. Stålindustrien er faktisk den mest forurenende enkeltstående industriproduktion i verden og udgør hele 7,2 pct. af den globale CO2-udledning. Det er mere end udledningen fra både luftfart, skibsfart og afskovning til sammen.
Den kinesisk stålindustri er notorisk kendt for at bruge de mest forurenede processer i den industrielle fremstilling af stål. Omfanget af den forurenede stålproduktion er de seneste 20 år eksploderet, hvor Kina er gået fra at være en relativt ubetydelig spiller, til i dag at producere over halvdelen af verdens stål.
Denne udvikling har kun været mulig fordi den kinesiske stat har subsidieret den nationale stålindustri, ud fra ønsket om at skabe arbejdspladser, vækst og international afhængighed af kinesisk industri. Samtidig har de europæiske beslutningstagere lukket øjnene for de konsekvenser denne kinesiske prisdumping af har for klimaet og implikationerne for europæisk industri og dermed øget afhængighed af Kina i strategisk vigtige sektorer.
Konsekvenserne af det manglende opgør med kinesisk dumping af europæisk industri ses tydeligt på markedet for vindmøller. Her har Kina formået at lukke store dele af den europæiske industri for vindmølletårne, ved at tilbyde prisdumpede producerede ståltårne. Til gengæld importerer Europa nu vindmølletårne fra Kina, med en CO2 belastning der er over 20 gange højere end den, man kan finde blandt de danske producenter af vindmølletårne)
Selvom jeg er stærkt kritisk overfor Kina, må jeg anerkende, at landet har investeret mange penge i at udbygge grøn og vedvarende energi. Problemer er bare, at den ekstreme outsourcing af industri, vi har foretaget til Kina, har været med til at firdoble landets energibehov
_______
Stålproduktion er her blot ét eksempel på de store konsekvenser som den blåøjede kinapolitik har pådraget Danmark og EU de seneste 20 år. I alt lige fra kopimedicin til solcelleproduktion, vil man kunne se den samme historie: et Kina, der har overtog produktionen fra Europa uden at vi har skænket hverken afhængighed, dårlige arbejdsforhold eller øget klimabelastning nogen større tanke.
Når de Kina-venlige politikere og interesseorganisationer, der har understøttet undergravningen af den industrielle europæiske produktion til fordel for storforurenende og statssubsidieret kinesiske virksomheder, nu pludselig forsøger at sminke deres Kina-politik til at være et udtryk for grøn klimapolitik, så runger det fuldstændig hult. For det er netop denne underdanige tilgang til Kina, der har kostet dyrt for det globale klima.
Selvom jeg er stærkt kritisk overfor Kina, må jeg anerkende, at landet har investeret mange penge i at udbygge grøn og vedvarende energi. Problemer er bare, at den ekstreme outsourcing af industri, vi har foretaget til Kina, har været med til at firdoble landets energibehov. Derfor har den grønne industri i Kina ikke kunnet følge med, hvorfor kulkraftværkerne derfor er skudt op som paddehatte.
Det kinesiske marked for energi har været fuldstændigt umætteligt, og netop derfor er vi endt i en situation, hvor Kina nu udleder mere CO2 end hele Vesten tilsammen. Omvendt har vi i Danmark og andre vestlige lande, med stor selvtilfredshed, kunnet se vores nationale CO2-udspil falde. Bagsiden af medaljen er, at den produktion vi førhen varetog, i dag produceres på den anden side af jorden, med en større udledning af drivhusgasser til følge.
Løsningen på problemet er ikke at indgå strategiske samarbejdsaftaler med Kina, i en naiv tro på at Danmark nogensinde får noget at skulle have sagt i Kinas interne beslutninger om energiplanlægning og CO2-reduktioner. De teknologier, som Kina efterspørger, vil de i sidste ende købe eller udvikle selv, i takt med at behovet prioriteres.
Det vigtigste, vi i Danmark og Europa kan gøre, er derfor at fremprovokere et øget behov for grønne løsninger i Kina, samt at sikre danske virksomheder imod kinesisk statslig subsidieret prisdumping af kritiske- og CO2-intensive industrier.
Den bedste måde at fremprovokere dette behov på, er det allerede igangsatte arbejde med en såkaldt ”Carbon Border Adjustment Mechanism” der skal sikre en importtold på CO2-tunge produkter, der i hjemlandet ikke har betalt en CO2 afgift.
Dette værktøj tyder allerede på at være utroligt effektivt. Senest har den Indiske handelsminister offentliggjort planer om, at Indien vil indføre en national CO2-afgifter, for at undgå en sådan europæisk importtold. Såfremt Europa kan presse Kina til lignende tiltag, vil det muligvis kunne være det enkeltstående største politisk fremskridt, som er blevet gjort i klimakampen.
Dette pres skabes ikke ved diplomatisk skønsang og samarbejdsaftaler, men ved at udvide omfanget af EU’s CO2-told, så end ikke Kina kan vende det blinde øje til. Det skabes ikke ved at forklejne egen europæisk industri, men ved at modstå Kinas statssubsidiers dumping af strategiske industrier.
Uagtet om det gælder klimapolitik, geopolitik eller noget helt tredje, har Kinas Kommunistparti ikke tænkt sig at bøje sig for blød magt og diplomatiske krumspring og småstatsaftaler. Her forstår man kun et sprog – og det er magt. Det er derfor på tide, at vi i Europa finder vores økonomiske muskler frem, og sætter dem bag en Kina-kritisk industripolitik, til gavn for både klimaet og den europæiske uafhængighed.
Uagtet om det gælder klimapolitik, geopolitik eller noget helt tredje, har Kinas Kommunistparti ikke tænkt sig at bøje sig for blød magt og diplomatiske krumspring og småstatsaftaler. Her forstår man kun et sprog – og det er magt
_______
Thomas Rohden er folketingskandidat for Radikale Venstre i København og medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden. Han er tidligere stifter af foreningen Dansk Kina-Kritisk Selskab.
ILLUSTRATION: Hangzhou, 14. juli 2022: En metalarbejder på en kinesisk fabrik [FOTO: AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
