02.09.2009

S-SF-udspillet er et meget vidtgående samarbejde, som man ikke tidligere har set udfoldet så stærkt af ledende partier i dansk politik.

Af Johannes Andersen

UMIDDELBART er det tætte samarbejde mellem Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti en styrkelse af oppositionen. Man viser mod, styrke og enighed. Samtidig har man med især det fælles udspil til en skattereform, Fair forandring, sat perspektiv på tingene: Der skal ske en økonomisk omfordeling i det danske samfund, til gavn for dem der har mindst. Samarbejdet har samtidig medført, at Det Radikale Venstre er blevet placeret lidt ude på et sidespor, hvor man mere eller mindre passivt kan se på, hvordan de to oppositionsledere fører sig frem. Det er sket med udgangspunkt i den lidt kyniske overvejelse, at RV ikke har andre muligheder end at støtte en S-SF ledet regering. Enten som deltagere eller som støtteparti.

Nu skal der jo altid 90 mandater til, for at sikre en regerings flertal og overlevelse. Som den parlamentariske situation tegner sig i disse måneder, er der meget der tyder på, at en S-SF- regering skal bruge flere mandater, end de to partier selv kan levere. Skulle de – meget overraskende – opnå absolut flertal, ville det være første gang siden 1993, at Danmark regeres af en flertalsregering (med den energi man har lagt i etableringen af et fælles regeringsgrundlag, er der gode grunde til at forvente, at der vil blive tale om en ret stabil regering). Nu er der imidlertid ikke meget der tyder på, at det går sådan. Regeringen har altså brug for et eller flere støttepartier, og her tegner der sig flere spændende muligheder. Hvis der kan etableres et flertal alene med de Radikale  vil det formodentlig også sikre en relativ stabil regering. Det kan ske på to måder. Man kan inddrage RV i det politiske fællesskab, S og SF allerede har etableret. Det er der næppe vilje til fra RV’s side. Alternativt kan man satse på RV’s politiske tradition og kultur.

Det radikale Venstre har en lang tradition for at etablere pragmatiske flertal, hvis mål er at løse konkrete problemer, inden for rammerne af en stramt styret økonomisk regulering og med stærkt fokus på sociale hensyn. Partiet er ikke til de store ideologiske skoleridt i traditionel forstand, men har dog med indvandrerpolitikken vist, at man godt kan mobilisere principielle holdninger, når det drejer sig om værdipolitiske spørgsmål.

Hvis RV bliver tungen på vægtskålen, vil det være ensbetydende med en meget stærk position til partiet, næsten på linje med den, Dansk Folkeparti har i forhold til den nuværende regering. Partiet vil altså meget nemt kunne gå fra at være i baggrunden til at blive det mest centrale parti i dansk politik. Det vil få to centrale konsekvenser.

For det første vil RV udnytte muligheden for at sætte sit præg på skattepolitik, økonomisk politik, integrationspolitikken og måske også forholdet til EU. Det vil betyde, at en S-SF-regering vil være tvunget til at give indrømmelser på alle de områder man har satset på. På den anden side skal man ikke glemme, at RV netop er det pragmatiske parti, og derfor vil det ikke have samme symbolske karakter som når DF markerer sig. Man vil altså ikke fokusere på et enkelt område, men brede arbejdet for indrømmelser ud på en stribe politiske områder.

For det andet vil RV forsøge at sætte en dagsorden, der kan sikre partiet et bedre udgangspunkt ved det kommende folketingsvalg. Da det imidlertid ikke er de store ideologiske armbevægelser, der præger partiet, vil man nok snarere forsøge sig med et værdipolitisk emne, nemlig integrationspolitikken. Man vil satse på at vinde forståelse for en mere humanitær integrationspolitik, og her vil man selvfølgelig være på kollisionskurs med stort set alle andre partier – også S og SF. Men det vil blot styrke partiets position som dem, der tør kæmpe den ’retfærdige’ kamp. Præcis som det har været tilfældet for DF i mere end 10 år.

Hvis der skal flere partier til, for at etablere et flertal, eksempelvis Enhedslisten, bliver billedet lidt mere kompliceret, fordi der så er flere at forhandle med. Det betyder, at der er flere hensyn at tage, flere fingeraftryk man skal vænne sig til og flere forsøg på at sætte en ny politisk dagsorden. Det vil uden tvivl være en spændende situation for Enhedslisten at havne i, men det vil alt andet lige svække regeringen og dens støttepartier. Også selv om uenighed gør stærk.

Det betyder også, at der kan etableres andre flertal, eksempelvis med Dansk Folkeparti, som på velfærdsområdet vil ligge ganske tæt på S-SF. Og da DF meget gerne vil holde fast på magten, så kan logikken meget nemt være et scenarie, hvor RV og EL bringer en S-SF regering til verden, som imidlertid formår at spille de mulige støttepartier ud mod hinanden, og på den måde opnå positive resultater. Trods alt.

For Dansk Folkeparti vil denne situation åbne op for det paradoks, at mens partiet støttede en borgerlig regering, satsede det markant på den værdipolitiske kamp, især i forhold til indvandringen. Har har man altid ligget markant til højre for midten. Som støtte eller periodisk samarbejdspartner i forhold til en S-SF-regering vil man snarere satse på velfærdsområdet. Både set i lyset af krisen og i forhold til de politiske muligheder. Og her kan man så trække på de grundlæggende fordelingspolitiske holdninger, som partiet også har dyrket gennem en længere periode. Holdningsmæssigt er det således ikke nødvendigt, at DF ændrer kurs. Man kan bare vægte dem man har på en ny måde. Og da man er glad for magten, vil det næppe være noget større problem.

Men der er også andre muligheder: V og K kan såmænd byde sig til, efter en periode hvor de lige skal komme sig over tabet af regeringsmagten. Hvis det altså ellers går sådan.

Ægteskab med kompromisser
Lige nu er oppositionen domineret af S og SF’s initiativ. Det betyder at oppositionen først og fremmest er præget af ambitionerne om at demonstrere, at der findes et regeringsalternativ.

Etableringen af en opposition, der markerer sig som et samlet regeringsalternativ, er en vanskelig øvelse, fordi den truer med at udviske forskellene mellem de partier, der går sammen. Dermed truer den også med at svække de unikke kvaliteter, de deltagende partier også har. Det betyder, at etableringen af et samlet regeringsalternativ kræver ofre og meget omfattende og faste aftaler. I det konkrete tilfælde har processen været i gang over 18 måneder – i dybeste hemmelighed. På den ene side mødtes de ledende politikere og medarbejdere fra S og SF med hinanden, og drøftede muligheder og strategi. Og på den anden side holdt Helle Thorning-Schmidt frokostmøder med Margrethe Vestager, hvor man diskuterede politik og personlige spørgsmål i mere almindelige vendinger.

Det afgørende møde fandt sted i maj 2009, hvor man hos S og SF for alvor fik en fornem-melse af, hvor meget man kunne nå, og hvor enige man kunne være på en række centrale områder. Alt i mens RV begyndte at fornemme, at noget var på vej.

Grunden til, at det tog så lang tid er først og fremmest, at de deltagende partier skulle vænne sig til tanken – og de nye muligheder. Der er trods alt tale om et meget vidtgående samarbejde, som man ikke tidligere har set udfoldet så stærkt af ledende partier i dansk politik, hvorimod man har set noget lignende i Norge.

SF’s afgørende motiv har været ønsket om en ny regering og – vigtigere – at man selv kan få del i regeringsmagten. Noget enestående for SF. Og for S har motivet været, at man havde brug for en genvej til statsministerposten, når man nu ikke kunne sikre den selv. Derfor har man nøje fulgt SF’s kursændringer på især udlændingepolitikken, retspolitikken, den økonomiske politik og forsvarspolitikken, og på et tidspunkt i 2008 har man vurderet, at nu var tiden moden til at gøre SF regeringsduelige. Og derfor har man lagt så meget vilje i samarbejdet, at man i sommeren 2009 ligefrem altså kunne markere sig som et samlet regeringsalternativ. I en proces, hvor det samtidig har været lidt vigtigt at holde RV på afstand, så de ikke forplumrede billedet med markante politiske holdninger, der på forhånd kunne true med at gøre livet surt for en ny S-SF regering.

Mens Villy Søvndal og de øvrige ledende aktører i SF har været så stærkt optaget af ønsket om regeringsmagten, at man uden de store problemer har vendt op og ned på mange traditionelle SF-standpunkter, har det krævet noget mere overtalelseskraft at få S til at acceptere SF som den centrale partner. Og der er formodentlig stadig nogen i begge partier, der ikke helt har vænnet sig til tanken.

Fair eller svær forandring?
Når man som opposition satser på at vise, at man er regeringsalternativet, giver det flere styrkepositioner. Man har opnået en høj grad af enighed, og kan derfor håndtere en lang række politiske emner med overskud og perspektiv. Hvilket er et godt grundlag, når man skal gå i offensiven i forhold til regeringen: Man har fælles svar. Svagheden ved denne strategi er, at der kan opstå interne modsætninger i de to partier. Der er fx mange traditionelle SF-vælgere, der ikke har det godt med det tætte samarbejde med S. Alene det forhold, at man så at sige har låst skattepolitikken og især indvandrepolitikken fast, er svært at sluge for dem. Men de accepterer det af én grund, nemlig at man ønsker en ny regering. Man er villig til at gå langt – også når det drejer sig om at sluge kameler. Noget der formodentlig også kan siges om de socialdemokratiske vælgere, der ikke har det godt med at blive bundet til SF og venstrefløjen.

Den anden svaghed er, at man har svært ved at være nuanceret og kreativ. Man er låst fast af det samarbejde, man har indgået, og vil helst holde sig til de temaer, der er omfattet af dét. Alt andet kan mudre billedet. Derfor kan offensiven fra S og SF’s side hurtigt vise sig at være ret skematisk og begrænset. Men det har Venstre faktisk tidligere vundet regeringsmagten på, nemlig i 2001.

Denne måde at drive opposition på er gengivet i figur 1, der er en kortlægning over mulige samarbejdsmønstre for en opposition. Udgangspunktet for figuren er det organisatoriske mønster bag og perspektivet for oppositionspartiers samarbejde og offensiv.

Indtil S og SF fik etableret regeringsalternativet var oppositionen mest kendetegnet ved at være en idealistisk offensiv, hvor man i større eller især mindre udstrækning støttede hinanden i forskellige offensiver, vendt mod regeringen. Man stod hele tiden klar med nye fremstød, og det gav indtrykket af, at man havde en del at spille ud med. Men den tydelige demonstration af den manglende vilje til fællesskab og samarbejde var samtidig en udstilling af en stor svaghed.: for hvor meget kan man forvente af en opposition, når den ikke er i stand til at samarbejde for alvor?

I virkeligheden har oppositionen på mange måder samtidig lignet noget man bedst kan karakterisere som den utilfredse opposition. Hvis væsentligste styrke er, at de forskellige partier er sure på regeringen, nogenlunde samtidigt. Derfor er regeringen under pres, men det er meget vanskeligt at se, at der er tale om en reelt alternativ.

Den sidste logiske opposition er den ideologiske front. Om der er nogen i S og SF der drømmer om, at de to partier på sigt smelter sammen, er der ikke meget der tyder på lige nu. Som offensivt kort har denne strategi også sine begrænsninger.

Lige nu satses på demonstration af, at der findes et regeringsalternativ. Det sikrer i udgangspunktet en stærk position for S og SF, mens R må tage til takke med en plads i baggrunden. Det er uden tvivl godt for den samlede opposition. Men der er indbygget nogle svagheder i denne strategi. Den ene er, at det kan åbne for ny magt til R. Den anden er, at man kan fremstå som noget uselvstændige og ufølsomme, jo længere tid man skal forsvare enheden. Men lige nu giver det styrke.

Johannes Andersen er samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet.

Figur 1. Samarbejdsmønstre for en opposition