08.11.2023

.

Når europaparlamentsvalget er afviklet i juni, skal man finde det hold, der skal håndtere Europas vigtigste udfordringer. Og selvom der stadig er langt til Bruxelles i både vælgernes og mediernes bevidsthed, er det rimeligt at forvente, at den næste Kommission vil kunne tiltrække stærkere profiler, end vi tidligere har set – og at kampen om de stærke porteføljer givetvis vil blive tillagt endnu større vægt blandt Europas statsledere.

Af Malthe Munkøe

Artiklen er fra RÆSONs nye efterårsnummer – Hvad betyder Ukraines skæbne for EU’s fremtid? – der udkom 15. oktober.

Lydafspiller

Den nuværende femårige periode for EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet er tæt ved sin afslutning – vi er allerede derhenne, hvor det er svært at se Kommissionen fremlægge nye lovforslag, da de næppe vil kunne færdigbehandles i indeværende periode, som løber til sommeren 2024. De næste måneder vil handle om at afslutte det vigtige igangværende lovgivningsarbejde, der stadig er under forhandling. Dernæst vil opmærksomheden dreje sig mod, hvordan den nye magtkabale lægges.

Kommissionen har stadig monopol på at udarbejde og fremsætte lovgivningen i EU-systemet, og de senere år er Kommissionen blevet yderligere styrket.

Først og fremmest har man aktivt søgt, og opnået, en central rolle i håndteringen af de kriser, COVID-19 og invasionen af Ukraine, som har været afgørende for Unionen. Desuden fremstår det stadigt tydeligere, at svaret på Europas vigtigste udfordringer er nødt til at være fælleseuropæisk og derfor går igennem Kommissionen. Hvad enten det handler om vores afhængighed af Kina, når det gælder kritiske råstoffer eller vores tilgang til techgiganterne og kunstig intelligens.

For et halvt århundrede siden spurgte USA’s Henry Kissinger: „Hvad er telefonnummeret til Europa?”. Svaret har vi nu: „Man ringer til Berlaymont-bygningen – og ofte til formanden selv”:

Von der Leyen har aktivt søgt en tydelig rolle – både for sig selv og sin Kommission. Og hun er ikke veget tilbage fra en bitter rivalisering med Rådets formand, den tidligere belgiske statsminister Charles Michel, om at markere sig som EU’s talerør og repræsentant bl.a. i internationale forhold. Hun har eksempelvis engageret sig meget direkte og personligt i både den afsluttende fase af Brexit-forhandlingerne og i forhold til at søge fælles fodslag med Biden-regeringen, da USA i december med sin Inflation Reduction Act lod massive begunstigelser til virksomheder true med at trække investeringer over Atlanten. Og i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine har von der Leyen været meget verbal i sin støtte til landet og dets udsigter til et fremtidigt EU-medlemskab.

 

Europas virksomheder er blevet meget bevidste om den enorme indflydelse, EU-beslutninger har, selv hvis det fortsat står som noget lidt fjernt og abstrakt for mange vælgere og medier
_______

 

Et forandret Europe, en styrket Kommission

Men først og fremmest står von der Leyen i spidsen for en institution – EU-Kommissionen – der er blevet mere magtfuld og indflydelsesrig de senere år. For skal man kunne få de store aktører til at rette ind, hjælper det at have hele europæisk økonomis tyngde og betydning i ryggen. Og det er blevet stadigt tydeligere, at Bruxelles-systemet ER i førersædet, når det kommer til at fastlægge de regulatoriske rammer, som skal adressere de nye udfordringer, vi som samfund skal finde svar på.

Med databeskyttelsesindgrebet GDPR har EU sat den globale dagsorden om privacy og ret til egen data. Og med Digital Service Act og Digital Markets Act udrullede EU et omfattende nyt regelsæt, der reelt udstikker de væsentlige rammer for, hvordan alle de digitale selskaber kommer til at agere i Europa fremover. Eksempelvis med krav om at sikre fair og ikkediskriminerende adgang til deres tjenester, så techgiganterne ikke kan udnytte deres dominerende markedsposition – suppleret af krav om tiltag, der dikterer hvor hurtigt og effektivt onlineplatforme skal håndtere og fjerne ulovligt indhold. Ligeledes er det i Bruxelles, at reglerne for kunstig intelligens er ved at blive udformet. Og med konkurrencepolitikken – EU-Kommissionens måske stærkeste kort – i ryggen har danske Margrethe Vestager og de europæiske konkurrencemyndigheder uddelt kæmpebøder til de techgiganter, der vurderes at misbruge deres magtposition på det europæiske marked.

Et andet slående eksempel har været udrulningen af ny lovgivning, der stiller krav til virksomheders rapportering vedrørende bæredygtighedsforhold. Således vil store virksomheder i deres årsrapporter skulle notere en række forhold i deres forsyningskæder, hvilket har betydet, at ESG-faktorer (Environmental, Social, and Governance) for alvor har gjort deres indtog i erhvervslivet som en vigtig del af den faste forretningspraksis. Europas virksomheder er blevet meget bevidste om den enorme indflydelse, EU-beslutninger har, selv hvis det fortsat står som noget lidt fjernt og abstrakt for mange vælgere og medier.

Netop den grønne omstilling formes også i høj grad i Bruxelles-systemet, hvor von der Leyens Kommission har præsenteret en massiv Fit for 55 Green Deal-lovpakke, som gradvist er blevet forhandlet på plads. Lovpakken vil drive omstillingen i Europa. Fx er det via Bruxelles, at salget af CO₂-udledende nye biler fra 2035 er blevet forbudt, hvilket cementerer overgangen til elbiler også på vores kontinent. Der indføres en klimatold, CBAM og CO₂-kvotesystemet, der er helt afgørende for konkrete incitamenter til at nedbringe CO₂-udledningen, og som udvides markant i Fit for 55. Alt sammen håndteres det af Kommissionen.

Man taler ofte om Bruxelles-effekten, efter den finsk-amerikanske universitetsforsker Anu Bradfords bog med samme navn, der satte ord på en bestemt dynamik, hvor EU-regulering sætter en global dagsorden. Da EU er et af verdens største markeder – med knap en halv milliard relativt velstående indbyggere – kunne de digitale virksomheder ikke vælge blot at ignorere Unionens nye regler. Det viste sig at være lettere at indrette forretningen og de digitale tjenester, således at de regler, som EU krævede, også kom til at dække alle andre brugere. Med andre ord var effekten af EU’s regulering, at de globale techvirksomheder i hele deres forretning rettede ind efter, hvad Bruxelles dikterede. Tilsvarende dynamikker kan observeres på mange andre områder, hvor det er upraktisk at designe produkter eller tjenester til et enkelt marked og smartere at lade de samme globale produkter opfylde alle EU’s relevante krav og regler.

Selvfølgelig er der altid en risiko for, at effekten ikke indtræffer, og at EU med dyre eller besværlige regler priser sig selv ud af fx det fremvoksende marked for kunstig intelligens. Dét frygter mange.

Processen indebærer altid vurderinger og afvejninger. Og ikke mindst derfor er den på mange måder enormt tekniske Kommission også uundgåeligt en politisk aktør.

 

Man skal dog ikke overdrive udviklingen. EU er i sagens natur fundamentalt set betinget af medlemsstaterne, og det var først, da Frankrig og Tyskland på et fælles pressemøde meldte ud, at de ønskede et stort fælleslån, at vejen politisk var banet for Kommissionens vision for Next Generation EU
_______

 

Den krisekommission, Europa havde brug for

Intet sted er perspektiverne tydeligere end i den måde, hvorpå Bruxelles og Kommissionen i stigende grad fik en nøglerolle i forhold til krisehåndteringen omkring COVID-19-pandemien og den russiske invasion af Ukraine. To kriser, hvor Kommissionen har formået at træde i karakter og skabe fælleseuropæiske løsninger.

Det er EU, så der er grænser for, hvad der kan lade sig gøre uden medlemsstaternes opbakning og støtte, og medlemsstaterne, navnlig de store, er fortsat centrale. Derfor handler det ikke om fundamentale omvæltninger. Men ikke desto mindre har Kommissionen aktivt søgt og fået en vigtig rolle og er i stigende grad der, man ser hen, når det kommer til at håndtere de store kriser og de langsigtede udfordringer for Europa.

Det er illustrativt at sammenligne håndteringen af euro-krisen i 2010’erne med håndteringen af COVID-19-pandemien et årti senere.

Dengang var det i Eurogruppen, at man – dvs. eurolandene – forhandlede og nåede frem til tiltag, der skulle hjælpe de nødlidende lande, der nærmere sig statsbankerot og truede selve fundamentet for den fælles valuta. Eurogruppen er oprindeligt oprettet som uformelt mødeforum uden for EU’s formelle organisationer. Den tyske og hollandske finansminister var på broen og svang pisken med strenge reform og nedskæringskrav i bytte for hjælp, der kun kom rent mellemstatsligt. Kommissionen fik en væsentlig rolle – især i forhold til at understøtte og følge implementeringen af de aftalte reformer i praksis – men selve kriseløsningen håndterede landene, og navnlig med Tyskland i hovedrollen. The Economist har beskrevet det som „How a dining club briefly took over the EU”, og kalder Eurogruppen „det tætteste, eurozonen kom på en regering”.

Under COVID-19-krisen valgte man derimod en fælles løsning, selvom udfordringen egentlig på mange måder var den samme som årtiet før – at Italien og Spanien pga. nedlukninger var kommet i store økonomiske vanskeligheder, og det truede tilliden til deres valutaer og derfor til hele eurosamarbejdet. Von der Leyen var ikke sen til at foreslå, at man skulle benytte den lejlighed, der opstod, da man alligevel var i gang med at forhandle den overordnede budgetramme for den næste syvårige periode, som EU’s finanser styres af. I stedet for at være på sidelinjen som årtiet før fik Kommissionen dermed placeret sig i en nøglerolle og sikret en fælleseuropæisk løsning.

Efter lange forhandlinger blev man enige om at optage et lån på 750 mia. euro og lade godt halvdelen være permanente tilskud til lande baseret på forskellige fordelingsnøgler – mens resten gik ud som lån. Next Generation EU kaldtes den komplekse plan, der ville kanalisere midlerne ud via et antal forskellige redskaber og ud fra forskellige fordelingsnøgler for hver enkelt medlemsstat. Hvert land skulle desuden udarbejde en plan for, hvordan man ville bruge den del, man fik stillet til rådighed, og dette skulle efterleve kriterier om bl.a. digitalisering, grøn omstilling, demokrati og retsstat. Kommissionen, der skal bedømme efterlevelse, er derfor centralt placeret i processen.


Bruxelles, 24 marts 2023: Von der Leyen taler med formanden for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, ved et møde i EU-Parlamentet, hvor den økonomiske og finansielle situation efter bankkrakkene i Schweiz og USA var øverst på dagsordenen [FOTO: Geert Vanden Wijngaert/AP/Ritzau Scanpix]

Især Italiens og Spaniens trængte økonomier ville få en betydelig hjælpende hånd. Den daværende italienske statsminister Renzi kaldte det Italiens ,sidste chance’ for at rette op på landets kronisk skrantende økonomi. Der var trods alt tale om en økonomisk pakke, der ville give støtte på adskillige procent af BNP i mange medlemsstater.

I EU talte iagttagere om et Hamiltonsk øjeblik, med reference til at USA var vokset ud af en lignende proces, hvor 13 forskellige kolonier for at finansiere den dyre uafhængighedskrig blev enige om at lade finansminister Alexander Hamilton optage fælles lån, som de kollektivt skulle hæfte for. Med et fælles lån på flere procent af EU’s BNP var Rubicon krydset, og Unionen havde bevæget sig ind på samme bane. Hvorvidt man fortsætter, afhænger af fremtidige politiske beslutninger, men man havde hermed skabt en præcedens for, at EU – som noget nyt – kunne have reel finanspolitisk styrke.

Man skal dog ikke overdrive udviklingen. EU er i sagens natur fundamentalt set betinget af medlemsstaterne, og det var først, da Frankrig og Tyskland på et fælles pressemøde meldte ud, at de ønskede et stort fælleslån, at vejen politisk var banet for Kommissionens vision for Next Generation EU. Men noget er der sket, og måske kan udviklingen fortsætte.

Samtidig fik Kommissionen opgaven med at sørge for vacciner til EU. Man kan dårligt forestille sig en vigtigere opgave for både økonomien og tilliden til de politiske institutioner. Men efter en svær begyndelse på coronapandemien, hvor landene ukoordineret iværksatte nedlukninger, og da der blev indført nationale eksportrestriktioner på fx værnemidler og ventilatorer, var der en fælles forståelse af, at man var nødt til at overgå til mere fælles og solidariske løsninger internt i EU-samarbejdet.

I Kommissionen var man ikke mindst bekymret for det scenarie, hvor de rige lande fik vaccinekontrakter og dermed kunne komme ud af den ødelæggende lockdown hurtigt, mens mindre velstående EU-lande forblev i lockdown og oplevede mange dødsfald gennem meget længere tid. Det ville være meget skadeligt for samarbejdet, for europæisk økonomi og det generelle sammenhold, vurderede man. Dertil kom, at der altid var en styrke i at stå sammen som verdens tredjestørste økonomi med en lille halv milliard indbyggere. I stedet for at betale overpriser, når vaccineproducenterne kunne spille de enkelte lande ud mod hinanden, skulle man med en fælles løsning sikre, at hele Europa kunne blive vaccineret både billigere og mere effektivt.

På den måde var COVID-19 trods al sin gru og ødelæggelse også det perfekte eksempel på Kommissionens visioner om, at fælleseuropæiske tiltag kan skabe værdi for medlemmerne, og at manglende solidaritet er skadeligt for alle. Et pitch, der er blevet gentaget mange gange, efter at det fælles vaccineprogram i statsledernes og Kommissionens øjne blev håndteret relativt effektivt og succesfuldt.

Det betyder selvfølgelig ikke at Kommissionen per definition vil være central i alle fremtidige kriser. En organisations legitimitet afhænger ikke mindst af evnen til at finde effektive løsninger og sikre fælles fremdrift – og for Kommissionen foregår det i et komplekst setup med mange lande med forskellige interesser. Men udviklingen viser, at Kommissionen er blevet et mere naturligt sted at se hen. Det kom til udtryk både i forbindelse med omstillingen væk fra russisk naturgas og i forhold til at koordinere hjælp til Ukraine, hvor man p.t. forhandler om en fælleseuropæisk hjælpepakke på hele 50 mia. euro, dvs. små 400 mia. kr.

 

I stedet for at være en ren bureaukratisk institution, der blot leverede lovforslag ud fra det, medlemslandenes ledere efterspurgte, skulle Kommissionen i højere grad indtage en aktiv og politisk rolle. Man skulle turde træffe politiske beslutninger og sætte en retning i stedet for at være handlingslammet
_______

 

Kommissionen på verdensscenen

Det var meget overraskende, da præsident Macron i 2019 plukkede von der Leyen fra hendes post som skandaleombrust tysk forsvarsminister og foreslog hende som formand. Som tysker og tidligere tysk minister havde hun naturligt en stærk orientering og forståelse for forholdene i Berlin. Således har hun haft en god udgangsposition i forhold til EU-samarbejdets to stærkeste lande og har da også ageret ud fra en stor opmærksomhed om særligt de tyske og franske interesser. Hjulpet på vej af en fransk præsident med klare ambitioner for EU-samarbejdet – over for et Berlin, der til gengæld ikke har haft nogen særlige ambitioner for det.

Før Brexit modarbejdede Storbritannien forsøg på magtkoncentration i Kommissionen og var ofte uenigt i mange af de andre landes ønsker, så landets udtræden banede vejen yderligere for, at Kommissionen handlekraftigt har kunnet sætte nye dagsordner.

Men i virkeligheden har von der Leyen-Kommissionen på mange måder videreført en bevægelse, som har været i gang i noget tid. Mens Barroso-Kommissionen (2004-14) blev opfattet som en svag og ineffektiv Kommission, lykkedes det på mange måder Juncker-Kommissionen (2014-19), trods eller måske pga. formandens afdæmpede stil, at opnå nogle vigtige succeser, på et tidspunkt hvor der virkelig var brug for dem. Juncker kaldte endda sin Kommission for en ,Sidste Chance-Kommission’, idet han henviste til, at der med økonomisk uføre efter finanskrisen, stort pres på eurosamarbejdet, voksende konflikt mellem landene i nord og syd samt den syriske flygtningekrise og migrationsudfordringerne virkelig var brug for at vise, at EU kunne bidrage til løsningen af de største problemer. Derfor satte han sig også det erklærede mål at lede en ,politisk Kommission’. I stedet for at være en ren bureaukratisk institution, der blot leverede lovforslag ud fra det, medlemslandenes ledere efterspurgte, skulle Kommissionen i højere grad indtage en aktiv og politisk rolle. Man skulle turde træffe politiske beslutninger og sætte en retning i stedet for at være handlingslammet i alle spørgsmål, hvor der ikke var en entydig fælles forståelse blandt medlemsstaterne om, hvad der skulle ske.

Von der Leyen gjorde fra begyndelsen klart, at hun ville fuldende denne bevægelse og skabe en ,geopolitisk Kommission’. Kommissionen skulle også give svar på de vigtigste spørgsmål på den store scene, hvor den største bekymring handlede om det, man i EU-systemet kalder ,strategisk autonomi’. Der er stor bekymring over, at Europa er fuldstændigt afhængigt af USA, når det kommer til digitale tjenester, og i stigende grad af Kina, når det kommer til de råstoffer og teknologier, der er nødvendige for at klare den grønne omstilling. Men det er lettere sagt end gjort at opnå ,autonomi’. Navnlig når man også ønsker at undgå protektionisme og ikke vil risikere, at europæiske virksomheder afskæres fra de varer, teknologier og digitale tjenester, der er nødvendige for, at de kan være med i front. Dette er især relevant, fordi enhver handling ville udløse modforanstaltninger, der ville skade europæisk eksport.

Kendetegnende for dette udfordringsbillede er, at selv de største EU-lande har svært ved at håndtere det alene. Og derfor oplagt, at Kommissionen ville kunne spille en vigtig rolle i de centrale dagsordner, hvis man ellers kunne løse opgaven effektivt på en måde, landene også kunne se sig selv i.

EU i en kompetitiv og volatil verden

Kommissionens rolle inden for geopolitikken afspejler selvfølgelig, at selv de store EU-lande ikke har samme tyngde alene som USA og Kina. Men først og fremmest at de redskaber, der skal tages i brug inden for økonomisk sikkerhed og strategisk autonomi, i høj grad sorterer under Kommissionen. Dette gælder fx statsstøtteregler (hvor der har været pres for at give større fleksibilitet for at kunne matche USA og Kina), og det gælder de restriktive handelsinstrumenter.

Det var derfor både helt naturligt og alligevel bemærkelsesværdigt, at det var kommissionsformanden, ikke enkeltlande, der først tog konkret initiativ i forhold til truslerne for den europæiske bilindustri, da von der Leyen i sin tale om Den Europæiske Unions tilstand 13. september 2023 annoncerede en antidumpingundersøgelse af kinesiske bilproducenter. Noget, Frankrig havde lobbyet for længe, men som Tyskland var mere skeptisk over for af frygt for modforanstaltninger, der kunne skade eksporten til Kina.

Den nuværende Kommission har i det hele taget arbejdet hårdt på at agere geopolitisk med forskellig lovgivning, der skal løse EU’s strategiske udfordringer. Skubbet godt på vej af en særdeles aktivistisk og dreven politisk operatør i den franske kommissær for det indre marked, Thierry Breton. Således har EU de senere år udrullet ny lovgivning, der skal understøtte udviklingen af en større europæisk egenproduktion – og derved bidrage til EU’s resiliens, som buzzwordet i Bruxelles lyder – inden for udvalgte områder. Det gælder produktion af mikrochips, der er helt afgørende for en moderne økonomi, og hvor vi er særdeles afhængige af import fra Asien, navnlig Taiwan (der som bekendt befinder sig i et geopolitisk spændingsfelt), for så vidt angår de mest avancerede typer. Det gælder adgangen til kritiske råstoffer, hvor man stræber efter bedre rammer, bl.a. med hurtigere tilladelser for at muliggøre mere produktion og forarbejdning inden for EU. Og det gælder inden for produktion af de teknologier – såsom vindmøller og solpaneler – der skal drive den grønne omstilling igennem.

Senest har Kommissionen foreslået en justering af EU-budgettet for at støtte særligt strategisk vigtige teknologier med 10 mia. euro. Ganske vist langt fra den store ,suverænitetsfond’, som von der Leyen stillede i udsigt i sin tale om Den Europæiske Unions fremtid i september 2022, og de 2 pct. af BNP, som kommissær Breton mente var passende for at sikre EU’s ,industrielle fremtid’. Men et klart udtryk for en Kommission, der ser det som sin konkrete opgave, at EU skal håndtere de store dagsordner om konkurrenceevnen – herunder besvare den føromtalte vældige amerikanske Inflation Reduction Act-pakke (IRA).

Derved er industripolitikken for alvor kommet højt op på EU’s dagsorden – en bevægelse, der helt svarer til det, man ser i de andre store økonomier. Man satser i højere grad på at støtte bestemte strategisk vigtige områder, og statsstøtte er ikke længere et fyord.

Der kunne siges meget om denne bevægelse, der på mange stræk har været kontroversiel og budt på forskellige holdninger fra de traditionelt frihandelsorienterede og økonomisk liberale nordeuropæiske lande til en række lande – med Frankrig i spidsen – der har tradition for mere statslig dirigering af økonomien. Men tilbage står, at EU under von der Leyen for alvor er stemplet ind i en geopolitisk virkelighed, hvor aktiv industripolitik er en del af værktøjskassen.

Da hun tiltrådte, fastslog von der Leyen, at hun opfattede den ,dobbelte omstilling’ som sin hovedopgave: grøn omstilling og digital omstilling. Men inden længe blev retorikken fra Kommissionen ændret, og det stod klart, at man arbejdede med tre hovedområder – for man havde tilføjet ambitionen om at opnå strategisk autonomi. Helt i tråd med at von der Leyen ville have en ,geopolitisk Kommission’. Frankrig var bevidst gået efter indre markeds-kommissærposten for netop at bane vejen for en mere aktiv industripolitik, der skulle øge EU’s strategiske autonomi og give svar på en mere geopolitisk usikker verden. Derfor illustrerer nybruddet også, hvor effektivt enkelte kommissærer faktisk kan sætte politiske dagsordner, hvis de formår at operere effektivt, kan følge en tidsånd og give konkrete svar på aktuelle udfordringer.  Og ønsket om en økonomisk politik, der sikrer konkurrenceevne og strategisk autonomi, er netop dén centrale udfordring, som EU skal forholde sig til politisk – også når den nye kommissionsperiode begynder næste år.

 

Den store grønne lovpakke, European Green Deal, står som denne Kommissions måske vigtigste milepæl, men efter denne mammutlovgivning er der nok kun begrænset appetit på mere, i hvert fald fra nogle sider
_______

 

Et program for den næste Kommission

Hvordan vil det nye kommissær-hold se ud, og hvilke mål vil den nye Kommission prioritere? Sidste gang, i 2019, faldt det hele først endeligt på plads i december, da der kræves en længere proces, hvor både kommissionsformanden og hver enkelt kommissær skal godkendes af Europa-Parlamentet. Forinden skal kommissionsformanden vælges i et komplekst forhandlingsspil, hvor stats- og regeringsledere skal lægge en magtkabale, der også indeholder andre topposter, såsom formanden for Rådet – altså den, der leder statsledernes topmøder og sætter den strategiske retning, som Kommissionen skal arbejde ud fra.

Den store grønne lovpakke, European Green Deal, står som denne Kommissions måske vigtigste milepæl, men efter denne mammutlovgivning er der nok kun begrænset appetit på mere, i hvert fald fra nogle sider. Flere lande, herunder Frankrig, har åbent bedt om et moratorium på mere grøn lovgivning, da byrderne for samfundet allerede er store ved det vedtagne. En ny Kommission vil næppe helt kunne lade være med at foreslå nye tiltag, og det vil Europa-Parlamentet formentlig også insistere på, at en ny kommissionsformand stiller i udsigt, men man kan forestille sig, at det vil stå mindre centralt end Green Deal. På den digitale bane har Kommissionen ligeledes leveret et meget stort antal vigtige lovgivninger, navnlig DMA og DSA (der regulerer onlineplatforme), AI Act (der regulerer kunstig intelligens), samt tiltag vedrørende data og cybersikkerhed. En ny Kommission vil dog formentlig også søsætte initiativer på det digitale område, hvor udviklingen – og dermed ønsket om regulering – går hurtigt; fx omkring generativ AI.

Kort sagt: Denne Kommission har allerede leveret meget på den ,dobbelte omstilling’, grøn og digital, men står tilbage med vigtige uløste opgaver omkring konkurrenceevne og strategisk autonomi. Samtidig er denne dagsorden blevet endnu vigtigere, i takt med at det bliver stadigt tydeligere, hvor udfordret europæisk erhvervsliv er.

På få år er den mægtige europæiske bilsektor fx blevet overhalet af amerikanske Tesla og kinesiske producenter, fordi man ikke i tide blev klar til overgangen til elektriske biler. Vindindustrien er også under pres, og her vinder kinesiske konkurrenter også hastigt frem. Skræmmebilledet for den udvikling er dengang for cirka ti år siden, da den europæiske og amerikanske solcelleindustri blev udslettet af kinesiske konkurrenter med store statssubsidier i ryggen. Ser man på de nye teknologiområder, der spås stort økonomisk potentiale, som fx kunstig intelligens, er det typisk heller ikke europæiske virksomheder, der er i front. Og som sagt er EU allerede i dag meget afhængig af tredjelande på en række strategisk vigtige områder:


Paris, 3. april 2023: Macron modtager von der Leyen ved Élyséepalæet forud for deres meget omtalte fællestur til Kina [FOTO: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix]

Det gælder i forhold til mange store digitale tjenester, hvor EU slet ikke har formået at udvikle store digitale spillere de seneste mange år. Endnu mere alvorligt gælder det som nævnt i forhold til kritiske råstoffer, der er vitale for en moderne industri.

Netop spørgsmålet om det, man kan kalde EU’s økonomiske sikkerhed, kunne blive et vigtigt ledemotiv for en ny Kommission. Vi har allerede set Kina bruge de handelspolitiske muskler over for Litauen, der kom til at udtrykke sig på en måde, der blev opfattet som anerkendelse af Taiwan som stat. Og senest har Kina, som svar på de amerikanske handelssanktioner, indført eksportrestriktioner over for gallium og germanium, to kritiske råstoffer med meget vigtig industriel anvendelse. I takt med at den økonomiske konflikt med Kina forventeligt tager til, bliver det formentlig stadigt vigtigere at forebygge og modvirke skaderne på europæisk økonomi og opbygge mere diversificerede og sikre forsyningskæder.

Når dagsordenen om strategisk autonomi bliver endnu mere fremtrædende i en ny kommissionsperiode, vil mange svære og principielle spørgsmål komme i spil. Hvor meget er man økonomisk set villig til at investere? Skal man op og matche de store summer, som især Kina bruger på statsstøtte? Eller taler man snarere om et mindre kursskifte, mens man i bund og grund stadig tror på ,den europæiske tilgang’ – på et tidspunkt hvor den politisk styrede kinesiske økonomi nok viser klare svaghedstegn, men alligevel også har formået at overhale selv USA på nogle teknologiområder?

Dertil kommer de ofte principielle spørgsmål om, hvor meget man vil bøje konkurrenceregler for at sikre sin egen position– og hvor voldsomt man vil fare frem med handelspolitiske redskaber, når man ikke nødvendigvis vil vinde en handelskrig.

 

Netop spørgsmålet om det, man kan kalde EU’s økonomiske sikkerhed, kunne blive et vigtigt ledemotiv for en ny Kommission. Vi har allerede set Kina bruge de handelspolitiske muskler over for Litauen, der kom til at udtrykke sig på en måde, der blev opfattet som anerkendelse af Taiwan som stat
_______

 

Et større EU?

Spørgsmålet om udvidelsen kan blive helt definerende for den nye Kommission. Det er typisk svært at forudsige dynamikker, der er meget afhængige af enighed blandt statslederne i medlemsstaterne, men det er ikke usandsynligt, at der VIL kunne findes politisk momentum til en udvidelse, hvor navnlig Ukraine godt kunne gå hen og blive medlem, langt hurtigere end mange måske forestiller sig. Støtten til Ukraine synes udbredt og massiv i mange medlemsstater, og landet har foreløbig udvist en rekordhastighed, når det kommer til at blive klar til EU-medlemskab, bl.a. i forhold til at sikre national lovgivning, der er tilpasset Unionens lovgivning.

Det vil dog kræve store tilpasninger, ikke mindst i forhold til økonomien. Cirka to tredjedele af EU-budgettet går til landbrugsstøtte og egnsudvikling. Hvis et antal lande med relativt lavere indkomstniveauer og store landbrugssektorer bliver medlem, vil de, som sagerne står, i dag skulle have en betydelig del af midlerne til disse områder, og der vil derfor blive væsentligt mindre til de lande, som i dag i stor stil nyder godt af EU’s egnsudviklingsmidler. Derfor vil der være behov for at finde løsninger, som alle EU-medlemmerne kan gå med til, når man udvider med flere lande, der har lave gennemsnitsindkomster.

Den næste budgetforhandling om EU-budgettet (MFF) for 2028-35 vil formentlig blive meget vanskelig, hvis den skal afspejle både behovene og de økonomiske realiteter i en udvidet EU.

Ligeledes vil der være et stort ønske om at få flere flertalsafstemninger på de få tilbageværende områder, hvor det ikke allerede er indført. Opmærksomheden samler sig især om muligheden for at indføre flertalsafgørelser ved indførelsen af økonomiske sanktioner, da man allerede har set eksempler på, at Ungarn, til de øvriges lande store irritation, forhaler økonomiske sanktionspakker for at få indrømmelser på andre politikområder. Samtidig er det faktisk muligt at overgå til flertalsafstemninger på området uden en traktatændring, da en sådan passerelle-klausul allerede er indbygget i Lissabontraktaten.

Der er dog næppe appetit på meget store ændringer inden for det udenrigspolitiske område eller en egentlig traktatændring, men det ER altså ganske plausibelt, at en ny Kommission kommer til at tage stilling til en række svære problemstillinger om udvidelse.

Men præcis som den nuværende Kommission er blevet formet af corona og Ukraine, kan den næste blive defineret af nye kriser. Politik afgøres af „events, dear boy, events”, som den britiske statsmand Harold Macmillan med et meget berømt og særdeles rammende citat beskrev det over for en ung interviewer. Men ét er sikkert: Over det seneste årti er Kommissionen blevet en stærkere aktør – og derfor vil den nye også i højere grad skulle udvælges ud fra – og bedømmes på – evnen til at komme med effektive fælleseuropæiske svar på de vigtigste udfordringer for Europa.

 

Hvis et antal lande med relativt lavere indkomstniveauer og store landbrugssektorer bliver medlem, vil de, som sagerne står, i dag skulle have en betydelig del af midlerne til disse områder, og der vil derfor blive væsentligt mindre til de lande, som i dag i stor stil nyder godt af EU’s egnsudviklingsmidler
_______

 

Forvent et intensiveret magtspil

Man skal ikke undervurdere vigtigheden af, hvem der får hvilke poster i den nye Kommission. Det er selvfølgelig fortsat muligt at sende folk til Bruxelles for at blive af med dem – og det ER meget let at blive glemt i Bruxelles, uanset hvor vigtige politiske resultater man leverer. Men det modsatte er også tilfældet: Og jo mere Kommissionens rolle og betydning vokser, jo mere vil man kunne bruge den som platform.

Margrethe Vestager har ligefrem fået stjernestatus takket være sin armlægning med de amerikanske techgiganter. Den daværende amerikanske præsident, Donald Trump, hjalp med at bygge hendes stjernestatus op ved offentligt at beklage sig over, at denne tax lady tydeligvis hadede USA. Den hollandske kommissær for den grønne omstilling, Frans Timmermans, har forladt kommissionshovedkvarteret, Berlaymont, for at vende tilbage som partileder og forsøge at vinde magten i Nederlandene, og den bulgarske kommissær for bl.a. forskning og innovation, Mariya Gabriel, blev hentet ind som Bulgariens vicestatsminister efter en politisk krise.

Selvom der stadig er langt til Bruxelles i både vælgernes og mediernes bevidsthed, er det rimeligt at forvente, at den næste Kommission vil kunne tiltrække stærkere profiler, end vi tidligere har set – og at kampen om de stærke porteføljer givetvis vil blive tillagt endnu større vægt blandt Europas statsledere.

Von der Leyen (som er fra det konservative tyske parti CDU) spås gode chancer for at fortsætte, da mange lande synes at være tilfredse med hendes indsats. Samtidig ventes Europa-Parlamentet at tippe i en mere konservativ retning efter valgene til juni, hvilket i sidste ende er til hendes fordel, selvom hendes Green Deal-politikpakke går længere, end mange konservative parlamentarikere bifalder. Valget af kommissionsformand skal afspejle valgets tale og i sidste ende opnå Europa-Parlamentets godkendelse; en sammenhæng, der dog i praksis kan træde i baggrunden i forhold til studehandler og politisk manøvrering blandt stats- og regeringslederne. Men von der Leyen er også blevet kædet sammen med bl.a. den snart vakante post som NATO-generalsekretær, og det er altid notorisk svært at forudsige, hvordan stats- og regeringslederne ender med at agere. Når den kommende magtkabale skal lægges, sker det i et uigennemsigtigt og politisk spil, hvor hvert medlemsland udvælger sin kandidat, og kommissionsformanden fordeler porteføljerne. I praksis er der dog en udveksling, hvor lande kan tilbyde stærkere kandidater, hvis de kan få bedre porteføljer. Sidste gang bad von der Leyen i øvrigt hvert land om at komme med to kandidater, en mand og en kvinde. Hendes forgænger, Jean-Claude Juncker, var ligeledes fokuseret på kønsbalance og derfor meget villig til at give den tunge konkurrenceportefølje til Danmark, hvis vi stillede med en tilpas stærk kvindelig kandidat, som vi gjorde med den erfarne vicestatsminister Vestager.

Som nævnt skal Europa-Parlamentet godkende både kommissionsformanden og hver kommissær individuelt gennem langstrakte høringer med utallige spørgsmål til kandidaterne. Kommissionsformanden vil forventes at præsentere et politisk program for den nye Kommission, og vedkommende kan ende i at skulle gøre forskellige indrømmelser til Parlamentet for at blive valgt. Typisk vil et par kandidater heller ikke slippe igennem Europa-Parlamentets nåleøje. Sidste gang, i 2019, varede processen i månedsvis – så von der Leyen-Kommissionen først tiltrådte i december. Man må forvente, at det meste af 2024 vil være præget af processen – først europaparlamentsvalget og derefter alle de politiske manøvreringer, når det store puslespil skal lægges. ■

 

Selvom der stadig er langt til Bruxelles i både vælgernes og mediernes bevidsthed, er det rimeligt at forvente, at den næste Kommission vil kunne tiltrække stærkere profiler, end vi tidligere har set – og at kampen om de stærke porteføljer givetvis vil blive tillagt endnu større vægt blandt Europas statsledere
_______

 

Malthe Munkøe har en baggrund bl.a. som analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor i politisk økonomi på Københavns Universitet. Han arbejder aktuelt i den offentlige sektor, men skriver som privatperson.

ILLUSTRATION: Bergen, 17. marts 2023: EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, besøger Troll A – den største platform for gasproduktion i Norge – i selskab med bl.a. NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg [FOTO: Ole Berg-Rusten/NTB/Ritzau Scanpix]