Christopher Arzrouni: Desertøren Ellemann har givet sit parti det værst tænkelige udgangspunkt
23.10.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Ved at gå af midt i en valgperiode har Ellemann givet sit parti det værst tænkelige udgangspunkt: Personen – sonofferet, høvdingen eller skurken – er væk, men har låst kamikaze-flyets videre færd uden selv at være ombord.
Kommentar af Christopher Arzrouni
”Nu har de urolige dele af baglandet vel fået deres sonoffer,” skrev en ledende organisationsmand i Venstre, et par timer efter Ellemanns exit. I kristendommen er Jesus det sonoffer, som Gud sendte til den fordærvede menneskehed. Sonofferet var det rene og syndfri individ, som tog andres synder på sig og døde for at frelse menneskeheden.
Sonoffer er voldsomt begreb, al den stund Ellemann ikke blev henrettet på korset. Han døde ikke engang i politisk kamp. Ret beset deserterede han efter at have ledt sine styrker ned i Dødens Dal: SVM-regeringen.
Da Ellemann gik af, spurgte en af mine ondskabsfulde venner: ”Men er det ikke reelt den klogeste og mest hjælpsomme beslutning over for sit parti, han har truffet længe?” Vel var det ej.
Det manglende rationale i regeringsdeltagelsen var Ellemanns store problem. Ellemann legemliggjorde til det sidste, at projektet ikke gav mening. Hvorfor skulle han rose sig selv for at have ført Venstre i regering? For hvis det virkelig var en god ide, hvorfor blev Ellemann så ikke og høstede frugterne? Og hvis hans egen person ”skyggede” for resultaterne, så skyldte han vel at kaste bedre lys over dem? Var det koranafbrændingsloven? Top-topskatten?
I nederlagets stund fastholdt Jakob Ellemann dog, at han havde leveret en succes. SVM-regeringen ville nemlig stå i spidsen for ”en frisættelse af den offentlige sektor”. Det udsagn illustrerede nok engang ufrivilligt, hvorfor Ellemann aldrig slog til. SVM-regeringen har nemlig stadig ikke nedsat det udvalg, som skal forberede den såkaldte frisættelse.
Hvis Venstre vil være statsministerparti, bliver man det som leder af de borgerlige. Men ved at gøre Mette Frederiksen til sin statsministerkandidat, abdicerede Ellemann automatisk fra Venstres historiske rolle
_______
Sympatisk og substansløs
Historien om Jakob Ellemann er et stort paradoks. De fleste kan være enige om, at han er charmerende og kvik. Når man oplevede ham i interne Venstre-sammenhænge, fremstod han også som en politiker med gode hensigter. Men det var svært at greje, om han havde en substans. Han rodede sig ind i diskussioner om det liberalt borgerlige kontra det borgerligt-liberale. Fandt han nogensinde selv hoved eller hale i, hvad han mente?
Strategisk placerede Ellemann sig i den ene umulige situation efter den anden – midt mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Er du statsministerkandidat, blev han spurgt. Og svarede bekræftende. Men hvem skal så pege på dig? Det kunne Ellemann aldrig svare på. Alligevel tog han på turne med Mette Frederiksen og Lars Løkke – og jokede med, at publikum var i nærvær af den tidligere statsminister, den nuværende statsminister og den kommende statsminister.
Hvis Venstre vil være statsministerparti, bliver man det som leder af de borgerlige. Men ved at gøre Mette Frederiksen til sin statsministerkandidat, abdicerede Ellemann automatisk fra Venstres historiske rolle. Jovist, det er sket engang før, i slutningen af 70erne. Med det resultat, at Venstre måtte spille andenviolin i Schlüters konservativt ledede regeringer.
Kendte Ellemann sin politiske historie, når han insisterede på, at Venstre kun kunne opnå sejre, når man gik i regering? Bemærkede han ikke, hvordan en stærk Venstre-ledet opposition gav Helle Thornings socialdemokratisk ledede regering store problemer – og pressede borgerlig politik igennem: topskattelettelser, opbremsninger i det offentlige forbrug osv. Ellemann huskede det øjensynlig ikke.
Sonofferet er væk
Ellemann, der førte Venstre i regering, kunne jo have indset sin fejl, taget ansvaret på sig, være blevet på sin ledelsespost og ført Venstre ud igen. Eller også kunne han have taget konfrontationen med vælgerne ved næste folketingsvalg. Og dér kunne han have høstet frugterne eller nederlaget. I en tilsvarende situation stod Anders Samuelsen fast, med rank ryg og tog ansvaret på sig som en mand efter Liberal Alliances mislykkede regeringsdeltagelse.
”En eg er faldet. En høvding væk”, skrev Søren Pind. Nej, Ellemann døde ikke i kamp. Han valgte den politiske pension. Det skal være ham vel undt. Granatchok kan ramme enhver soldat, og politik er ikke det vigtigste i verden.
”Danmark, Venstre, Jakob” messede Ellemann ved dagens pressemøde for at illustrere sin pligtfølelse. Men lige lidt nyttede det. Ellemanns kuldslåede pligtfølelse er nok en del af problemet. For med pligtfølelsen følger en psykologisk uvilje mod at erkende sine strategiske fejl. Var han blevet, havde han dog båret ansvaret selv.
Ved at gå af midt i en valgperiode har Ellemann givet sit parti det værst tænkelige udgangspunkt: Personen – sonofferet, høvdingen eller skurken – er væk. Men har låst kamikaze-flyets videre færd uden selv at være ombord. Det er svært at skabe en ny start, når SVM-regeringen fortsætter. Situationen bringer mindelser om SF, dengang Villy Søvndal gik af. Sygdommen tvang ham væk, og et fredeligt generationsskifte syntes muligt. Det endte i en eksplosion af frustrationer, som i sidste ende sendte en generation af unge talenter på folkevandring til andre partier.
”Vi er blevet et parti for pensionerede landmænd,” sagde et folketingsmedlem for nylig. Det er svært at se, hvad der skal ændre på den situation. ■
Ellemann kunne have taget konfrontationen med vælgerne ved næste folketingsvalg. Og dér kunne han have høstet frugterne eller nederlaget
_______
Christopher Arzrouni (f. 1967) er cand. scient. pol. og har været særlig rådgiver i bl.a. Udenrigsministeriet og Finansministeriet.
ILLUSTRATION: Jakob Ellemann-Jensen forlader Amalienborg efter afskedsaudiens, 23. oktober 2023 [FOTO: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
