Marlene Wind: Hvad betyder Polens demokratiske comeback for Europa?
16.10.2023
Selvom oppositionslederen Donald Tusk danner regering i Polen, er der lang vej tilbage til det demokratiske spor. Og mange udfordringer. Men en ny polsk regering kan få afgørende betydning for Europa og for Ukraine.
Af Marlene Wind
Et historisk valg og Polens sidste chance for at vende tilbage til det demokratiske spor. Sådan omtaler flere iagttagere det netop overståede polske valg, hvor Polens oppositionspartier med den tidligere formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, i spidsen, står til en overraskende solid sejr. Samtidig var valgdeltagelsen ifølge exit polls på hele 72,9 pct. og dermed den højeste siden Polens første valg efter Muren fald. Tydeligvis har også polakkerne selv opfattet dette valg som et skæbnevalg.
Hvordan ser det så mere præcist ud? Ifølge den seneste exit poll, offentliggjort mandag eftermiddag, fik det nationalkonservative regeringsparti PiS 36,pct. procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 7 pct. i forhold til valget i 2019. Tusk’s liberalkonservative ’Borgerkoalitionen’ fik 31 pct. Det liberale parti Tredje Vej fik 14 pct., og Venstre, det sidste parti i Tusks koalition, 8,6 pct. Det højreekstreme Konføderationen, som PiS havde sat sin lid til for at kunne bevare magten, fik kun 6,8 pct. Betydeligt lavere end forventet. Men selvom Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) altså blev størst, er det en pyrrhussejr, da de tre oppositionspartier vil have et flertal af pladserne i det 460 medlemmer store parlament.
Hvordan kunne det gå så galt for PiS?
Partiets reelle leder, Jaroslaw Kaczynski, mobiliserede alle statens ressourcer for at vinde, ikke mindst de statslige medier. Men det var ikke nok. Et antal skandaler – herunder embedsmænd som – tilsyneladende med regeringens viden – solgte visa for bestikkelse, brød ud i lys lue få uger før valget. Hertil kommer en række sociale konflikter med kampe om abort, retsstatsprincipper, LGBT-rettigheder, kornimport fra Ukraine og et værre og værre forhold til EU, som har fastfrosset udbetalingen af milliarder på grund af PiS’ systematiske underminering af retsstaten, der også kan have udhulet støtten. Polen formåede således under PiS helt at falde ud af kategorien liberalt demokrati af de måleinstitutter (V-dem og Freedom House), som måler den slags.
En ny polsk regering vil sandsynligvis også komme til at spille en afgørende rolle i forhold til den udvidelse med ni nye medlemslande, vi efter alt at dømme står overfor
_______
Alligevel overrasker det, at det lykkedes oppositionen at genvinde magten. PiS havde nemlig, med Orban som forbillede, ikke bare sikret sig kontrol med de dominerende statsmedier. Partiet havde også – inspireret af Orban – ændret valgreglerne, så PiS loyale stemmer på i landdistrikterne talte mere end liberale ’bystemmer’. Herudover havde man delt gaver i form af højere pensioner, nedsættelse af pensionsalderen og flere penge til børnefamilierne, samt kørt en hadefuld valgkampagne, som var præget af ekstrem mudderkastning imod oppositionen og særligt Tusk. Men der var mere, der floppede for PiS-regeringen. En folkeafstemning skulle i god Orban-stil få sofavælgere op af sofaen. Fire tendentiøse spørgsmål, der alle havde til formål at miskreditere oppositionen, men som vælgerne skulle tage stilling til samtidig med valget, nåede ikke op på de 50 pct., der skulle til.
Grunden til, at så mange definerede det som et skæbnesvangert valg, findes også i Ungarn. Her har vi de senere år kunnet bevidne, hvad der kan ske, hvis en autokratisk leder lykkedes med at vinde et parlamentsvalg fire gange i træk og dermed for alvor kan konsolidere sin magt ved fx at ændre forfatningen, kontrollere medierne, og uddele generøse pengesummer til sine oligarknetværk. I Ungarn er det i dag tæt på umuligt at vende tilbage til demokratiet. I Polen lykkedes det. Måske også fordi det polske civilsamfund – der i øvrigt stadig er et ret splittet land – er en del stærkere end i Ungarn, og virkelig mobiliserede da det gjaldt.
Hvad venter så forude? Der er lang vej tilbage til det demokratiske spor. Og mange udfordringer.
For det første: Vil den PiS-loyale præsident, Andrzej Duda, gøre magtoverdragelsen unødigt besværlig? Under alle omstændigheder vil det parti, der fik flest stemmer (som jo var PiS) få mulighed for først at undersøge, om de kan danne regering. Flere kommentatorer peger på, at PiS med stor sikkerhed vil trække disse forhandlinger ud, før stafetten endelig gives videre til oppositionen.
Men problemerne stikker meget dybere. Det nationalkonservative PiS satte gennem sit otte år lange styre sine loyale støtter ind på ledelseslagene så mange steder i samfundet, at en ny regering vil skulle bruge utrolig megen tid og ressourcer på at genansætte embedsmænd, centralbankfolk, mediechefer, professorer og ikke mindst dommere. Man taler i Polen nærmest om et behov for en ’udrensning’ som efter Kommunismen, så faglighed igen – snarere end partiloyalitet – kommer i højsædet. På det sociale medie X forudser redaktøren på Visegrad, Insight Adam Jasser, ligefrem, at det vil tage helt frem til næste parlamentsvalg i 2025 at få ryddet op.
Og det vil komme til at gøre ondt. En nationalkonservativ elite, som de sidste otte år har nyt godt af PiS’s behov for at placere loyale støtte overalt i magtapparatet, og som derfor nyder særlige privilegier, vil stritte imod med næb og klør. Det vil også tage lang tid at få renset ud i domstolene. Fx den polske forfatningsdomstol, som har dom for – både fra EU-Domstolen og menneskeretsdomstolen i Strasbourg – at den slet ikke længere anses for at være en legitim domstol (sic!), vil helt skulle omkalfatres. Det var øvrigt denne domstole, som for et par år siden fastslog at kvinders ret til abort skulle så godt som afskaffes, efter at loven ikke kunne vinde flertal i parlamentet. Vil dommerne i forfatningsdomstolen nu ’overrule’ en eventuelt ny lov, der siger det modsatte? Og hvordan kommer man reelt af med de dommere, som selv har flere EU-domme for ikke at være rigtige dommere, uden at ende i samme situation som PiS regeringen, der fyrede alle de jurister, dommere og statsanklagere, de ikke kunne lide? Det vil de kommende måneder og år vise.
Hvad betyder et magtskifte så for Europa og for krigen i Ukraine? Der er ingen tvivl om, at man i Bruxelles og mange europæiske hovedstænder vil ånde lettet op, når, eller hvis, deres gode ven Donald Tusk sætter sig i regeringskontoret. Alle regner med, at Tusk og hans koalitions første prioritet vil være at få demokratiet og retsstaten tilbage: EU-retten skal igen respekteres, dommerne ved polske domstole skal igen kunne sende sager til afgørelse ved EU-domstolen – noget PiS-regeringen helt grotesk straffede ved det såkaldte ’disciplinær kammer’. Disse tiltag vil alle bidrage til at genindføre det liberale demokrati i Polen, hvilket sandsynligvis vil frigive de penge, som EU har indefrosset for landets manglende efterkommelse af de domme, de har fået for brud på retsstaten.
Men Polen vil også med en ny konstruktiv og meget EU-erfaren regeringschef kunne få enorm indflydelse i EU i en ny såkaldt ’Weimar-triangel’. Med en svag tysk kansler og en fransk præsident med store interne udfordringer vil et Polen med knap 40 millioner indbyggere kunne komme til at spille en meget stor rolle i årene, der kommer. Ikke bare i forhold til Ukrainekrigen og Rusland, hvor Polen sandsynligvis vil presse på for, at EU skal kunne mere selv rent forsvarsmæssigt. Den forsatte hjælp til Ukraine vil også være indiskutabel. Måske i virkeligheden mere end for PiS-regeringen der ikke ville yde våbenhjælp til lande og lade ukrainsk korn komme ind på det polske marked.
En ny polsk regering vil sandsynligvis også komme til at spille en afgørende rolle i forhold til den udvidelse med ni nye medlemslande, vi efter alt at dømme står overfor. Skal vi have traktatændringer eller ej, hvis EU skal kunne forblive handledygtigt og undgå Orban-typers evindelige trusler om veto? Man kunne også forestille sig, at en liberal polsk regering vil gå i brechen for, at vi skal ændre traktaterne, så vi i fremtiden undgår, at samarbejdet igen paralyseres af et medlemslands demokratiske tilbagegang. Det vil kræve nye tiltag og en ændring af artikel 7 – dvs. EU’s såkaldte atombombe, som kan fratage et land stemmeretten i rådet, hvis det gentagne gange overtræder EU grundlæggende retsstatsprincipper. Noget, der i dag kun kan ske i enighed.
Endelig kan polakkernes valg måske lære os andre, hvor skrøbeligt demokratiet er, og hvor hårdt der skal kæmpes for det, hvis det skal overleve en tilbagegang. Både Polen og Ukraine har nu vist os, at demokrati ikke kan tages for givet. ■
Man kunne også forestille sig, at en liberal polsk regering vil gå i brechen for, at vi skal ændre traktaterne, så vi i fremtiden undgår, at samarbejdet igen paralyseres af et medlemslands demokratiske tilbagegang
_______
Marlene Wind (f.1963) er professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik ved Institut for Statskundskab.
ILLUSTRATION: Warszawa, 15. oktober 2023: Oppositionslederen Donald Tusk afgiver sin stemme i den polske hovedstad ved søndagens valg [FOTO: Wojtek Radwanski/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
