Vincent F. Hendricks: Hvorfor slukker Elon Musk for krigen i Ukraine og tillader desinformation om Hamas’ angreb på Israel?
11.10.2023
Elon Musks indblanding i Ukrainekrigen og indirekte i Hamas’s angreb på Israel er det seneste klare udtryk for en tid, hvor alt fra kritisk infrastruktur over liberale demokratier til geopolitik er blevet fravristet demokratiets mange hænder og overtaget af corpokratiet – og nu ikke flere private hænder, men blot Musks ofte usikre, uberegnelige og ureflekterede to hænder.
Kronik af Vincent F. Hendricks
Lidt over et år er gået, siden EU lancerede deres to store lovpakker på tech-området; en til informationsmarkedet, DMA (Digitial Markets Act), og en tilegnet udbyderne af ydelser på selvsamme marked, DSA (Digital Services Act). Selvom ’Big Tech’ inden havde iværksat en storlobby imod og måtte slå sig i tøjret under vedtagelsen, har tech-mastodonterne jævnt hen, i hvert fald officielt, indordnet sig under forordningerne. Dog med undtagelse af én markedsplads, der oprindeligt hed Twitter, og nu kalder sig X. Denne platform X har kun én ejer med to hænder, Elon Musk.
Geopolitikeren Elon Musk
Alene i 2023 er der kommet mindst to biografier om den person, som for indeværende er verdens rigeste og en af verdens mest indflydelsesrige. Én person, som bestrider en portefølje, der ikke blot er gemen business, men ligeledes inkluderer informations-, trafik- og ruminfrastruktur og satellitnetværk, efterretnings- og geopolitisk mæglervirksomhed – og i øvrigt er indehaver af markedspladsen for ideer: X. På dansk udkom for nylig biografien, Techmogulen: Elon Musk af den danske journalist Ole Hall, og ca. samtidig den længe ventede Elon Musk af Walter Isaacson, den amerikanske forfatter, journalist og professor, der også har begået berømte og berygtede biografier om Albert Einstein og Steve Jobs.
I sidstnævnte biografi, der går aldeles tæt på techmogulen, idet Isaacson førstehåndsfulgte Musk over et par år, findes en række kontroversielle beretninger om, hvad Isaacson karakteriserer som et uforudsigeligt, uberegneligt og temperamentsfuldt ”mande-barn” med storladne ambitioner og et ego af samme kaliber. Mange passager i bogen har været genstand for den offentlige samtale på det seneste, men specielt et uddrag har påkaldt sig megen opmærksomhed fra især det (geo)politiske system verden over. Med skiftende forklaringer om såvel kronologien som det præcise motiv, skulle techguruen have nægtet ukrainske tropper at bruge Musks satellit-Starlink-terminaler i forbindelse med et forestående angreb på Krim-halvøen i 2022 i frygt for, at russerne som gengældelse, ville ty til nukleare midler. Således var bekymringen den, at hvis den russiske sortehavsflåde, der har til huse i Sevastopol på Krim, skulle blive angrebet med fjernstyrede ukrainske havdroner (styret med Starlink-terminaler, stillet til rådighed af Musk), kunne det udløse et russisk atommodsvar. I den forbindelse skulle Musk have reflekteret på X: “If I had agreed to their request, then SpaceX would be explicitly complicit in a major act of war and conflict escalation.”
Isaacson beretter om, hvordan Musk undervejs i dette komplicerede forløb havde telefonsamtaler med det Hvide Hus’ sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, USA’s forsvarschef, General Mark Milley, og den russiske ambassadør i Washington om Musks frygt for et ’mini-Pearl Harbor’. Det hele til ukrainernes og de vestlige allieredes store frustration, for det var ikke første gang, at krigsindsatsen i Ukraine havde vist sig at være direkte funktion af én mands beslutninger, bekymringer og bestræbelser. Musk havde tidligere foreslået en fredsplan med Ukraine som et ”neutralt” land uden for NATO; samtidig havde Musk ligeledes opfordret FN til at afholde folkeafstemninger i de russisk besatte områder med henblik på at afklare deres tilhørsforhold. Senest har Musk som ”ytringsfrihedsabsolutist” nægtet at blokere russisk statspropaganda på den sociale platform X. Og den sidstnævnte beslutning har nu bragt Musk på direkte kollisionskurs med EU’s Digital Services Act mere eller mindre samtidig med, at han har høstet rosende ord fra Putin, der betegner Musk som en ”fremragende person” og forretningsmand medio september 2023.
Senest har Musk som ”ytringsfrihedsabsolutist” nægtet at blokere russisk statspropaganda på den sociale platform X. Og den sidstnævnte beslutning har nu bragt Musk på direkte kollisionskurs med EU’s Digital Services Act
_______
Musk og misinformation
Ultimo september 2023 kommer EU med deres Code of Practice on Disinformation rapport, der bekendtgør, hvordan Google, Meta, Microsoft og TikTok lever op til kravene i Digital Services Act. Én underskriver på Code of Practice, der ellers tæller alle ovenfor nævnte BigTech-firmaer, mangler dog: Elon Musks. Musk og X har valgt ikke at følge protokollen, men det fritager dem ikke fra at følge reglerne, der ud over gigantiske bødeforlæg på op mod 6 pct. af deres globale omsætninger, i sidste instans kan betyde et forbud mod overhovedet at operere i EU. Den europæiske kommissær, ansvarlig for implementeringen af den nye disinformationsprotokol, Věra Jourová, lader forstå, at EU holder et vågent øje med Musk: ”There are obligations under the hard law. So, my message for Twitter/X is you have to comply. We will be watching what you do” og fortsætter i forbindelse med lanceringen af rapporten: “X, formerly Twitter … is the platform with the largest ratio of mis/disinformation followed by Facebook.” Afslutningsvist bekendtgør Jourová på pressemødet i Bruxelles d. 26. september, at Moskvas disinformationsoperationer beløber sig til “… a multimillion-euro weapon of mass manipulation aimed both internally at the Russians as well as at Europeans and the rest of the world.”
To dage derefter, 28. september, bekendtgør Musk på X, at den division, der som raison d’être har at begrænse desinformation og valgfusk i det de facto offentlige rum, netop er opløst: “Oh, you mean the ‘Election Integrity’ Team that was undermining election integrity? Yeah, they’re gone,” hvilket i øvrigt skal ses i lyset af den detaljerede opgørelse, der viser, at Musk sammenlagt har fyret 80 pct. af X’s ansatte, efter han overtog platformen i oktober 2022.
EU har i dette øjeblik fjernet fløjlshandsken helt og aldeles over for X og Musk: Hvis den desinformation, fake news og billedmanipulation, der er begyndt at figurere på X efter Hamas’s angreb på Israel, ikke bliver fjernet omgående, kan Musk se frem til et bødeforlæg på 6 pct. af sine indtægter fra X – eller en fuldstændig bandlysning af X i hele EU. Denne advarsel komme med en reprimande fra EU-kommissær Thierry Breton, der er ansvarlig for implementeringen af Digital Services Act, om at installere de fornødne foranstaltninger for at bremse desinformation nu og med det samme. Breton opfordrer i øvrigt Musk til at tage kontakt med Europol og andre relevante myndigheder inden for 24 timer.
At sidde på global informations-, trafik- og ruminfrastruktur og satellitnetværk, bedrive efterretningsvirksomhed og udøve geopolitisk mæglervirksomhed er magt; at eje, administrere og egenhændigt bestemme over det offentlige rum i form af markedspladsen for ideer X er magt. Sidstnævnte en magt, der antageligvis ikke kræver Musks, endsige nogen andens, intervention. Musks forestilling synes at være den, at ideernes frie markedsplads beløber sig til et efficient marked, der kan passe sig selv i ytringsfrihedsabsolutismens navn, og den eneste dukkefører, hvis nogen overhovedet, er Adam Smiths usynlige hånd, der effektivt og smidigt justerer udbud med efterspørgsel – og så af ideer og meninger tænkt af John Stuart Mill ca. et halvt århundrede efter Adam Smith, som vi vender tilbage til om lidt. Det kunne der måske være noget om ideelt set, hvis informations- og meningsmarkedet ikke var styret af en efficient opmærksomhedsøkonomi, men sådan er det imidlertid ikke fat.
Fra Mill til Musk
Forestillingen om det efterstræbelsesværdige og frigørende, men samtidig robuste og overlevelsesdygtige, i den uhindrede udveksling af tanker mellem mennesker er ikke ny, og Musk ikke den første, der bekender sig til den.
Allerede den engelske filosof og politiske økonom John Stuart Mill (1806-1873) sammenlignede i hovedværket On Liberty fra 1859 idéernes frie vilkår og bevægelighed med strukturen og dynamikken på et frit finansielt marked. Her vil forbrugerne levere graden af efterspørgsel på et hvilket som helst produkt, der udbydes til salg. Leverandører og sælgere står igen for udbud. Givet forbrugernes præferencer og ressourcer vil loven om udbud og efterspørgsel før eller siden uvilkårligt bestemme værdien af enhver handelsvare på markedet. Værdien af en vare fastsættes af graden af accept hos forbrugerne. Det frie marked er et system, hvor priser på varer og ydelser regulerer sig selv derved, at købere og sælgere forhandler sig til rette på et åbent og ikke-reguleret marked.
Hvis den desinformation, fake news og billedmanipulation, der er begyndt at figurerer på X i forbindelse med Hamas’s angreb på Israel, ikke bliver fjernet omgående, kan Musk se frem til et bødeforlæg på 6 pct. af sine indtægter fra X – eller en fuldstændig bandlysning af X i hele EU
_______
Mill forestillede sig på samme måde et åbent og frit marked for meninger, idéer, forslag og tanker. Markedet for den frie, gennemsigtige offentlige samtale udspiller sig i parlamentariske forsamlinger, retslokaler, gadekær og i medier, hvor alle mulige idéer kastes ud for at vinde tilslutning. Sandheden vil så til sidst triumfere som det, der er korrekt og kan vinde størst tilslutning over andre konkurrerende idéer. I denne udvælgelsesproces må selv det imbecile og afsindige tolereres, for til sidst vil det sande overleve, mens det falske vil gå til grunde.
Forestillingen om en sådan idéernes markedsplads er ofte blevet anført som et kerneargument i forsvaret for ytringsfrihed, pressefrihed og det liberale demokrati som sådan. Det var imidlertid ikke Mill, der opfandt selve udtrykket ”idéernes markedsplads”. Det optræder først senere i den amerikanske højesteretsdommer William O. Douglas’ opsamling af en principiel sag, United States vs. Rumely, fra 1953. Sagen handlede om lobby- og presseaktiviteter hos en forlægger, og Douglas gjorde gældende, at: ”Nøjagtig som dem, der udgiver aviser, magasiner eller bøger, er denne udgiver ude efter folks tanker på idéernes markedsplads.”
Mill opfattede idéernes frie markedsplads som et middel til at opnå sandhed. Han var fortaler for et minimum af regulering på et sådant marked, hvor alle idéer i udgangspunktet har lige muligheder, og ingen tanker har forrang. På engelsk kaldes dette ‘level playing fields’; dvs. lige konkurrencevilkår, og betegner en situation, hvor alle og enhver har fair og lige muligheder for at lykkes med deres forehavende.
Her ville Mill formentlig være ganske skuffet over informationstidsalderen: Den har ikke været i stand til at mønstre lige konkurrencevilkår for idéer, produkter eller ydelser, hverken på internettet generelt eller på de sociale platforme mere specifikt. Bot-hære, algoritmiske anbefalingsarkitekturer, prioriterede eller falske profiler, forskelsskabende netvæksmiljøer, opmærksomhedsoptimerende rangordninger af nyheder og tilsvarende foranstaltninger og andre urenheder i menings- og idemarkedet er med til at forskrue, forskyde og forpurre forhåbningerne om de lige konkurrencevilkår. Igennem årtier er der ellers opstået en håbefuld fortælling om, at der er noget demokratiserende over internettet alene derved, at alle kan få adgang til information, og at alle kan få en stemme i offentligheden eksempelvis via de profiler, vi borgere og brugere har på sociale platforme.
Hvis markedspladsen for idéer og informationsprodukter vitterlig var fri, ville det hele være i skønneste orden, og opmærksomhedsøkonomien ville teoretisk set finde naturlige ligevægtstilstande. Men der er ikke lige konkurrencevilkår. Opmærksomhed online er ikke fordelt på en måde, der mønstrer lige konkurrencevilkår for alle involverede parter. Dertil skal lægges, at det i vid udstrækning er private virksomheder, som afgør, hvilke slags informationsprodukter som kan figurere på markedspladsen. Slutteligt er informationsinfrastrukturen på private hænder, og de sociale platforme står til regnskab for aktionærer, mere end de forpligter sig på informationens kvalitet og for den sags skyld demokrati – selvom de fra tid til anden, og efter forgodtbefindende, foretager interventioner i liberale demokratier.
Der er noget ganske bekymrende ved, at vi som mennesker har fæstnet så stor lid og værdi til effektivitet, det friktionsfrie samfund og AI-assistance i alskens offentlige og private anliggender, at alt fra kritisk infrastruktur over liberale demokratier til geopolitik er blevet overtaget af corpokratiet, og nu på det seneste ikke blot flere private hænder, men på Elon Musks ofte usikre, uberegnelige og ureflekterede to hænder. ■
Informationsinfrastrukturen er på private hænder, og de sociale platforme står til regnskab for aktionærer, mere end de forpligter sig på informationens kvalitet og for den sags skyld demokrati
_______
Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, herunder blandt andet Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden, Sandhedsministeriet og NOK OM MIG og er en afholdt foredragsholder.
ILLUSTRATION: Paris, 16. juni 2023: Elon Musk deltager i en tech- og innovationskonference Viva Technology i den franske hovedstad [FOTO: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
