Lars Bangert Struwe: Troels Lund Poulsens største opgave i Forsvaret bliver at ændre kulturen
22.08.2023
Når jeg læser og ser nyheder, kan jeg godt blive rystet over de mange dårlige sager på forsvarsområdet, men også over, at det fremstilles som om, de ansatte er tåber. Det er de ikke. De er myreflittige og dedikerede. Men noget er galt. Her er mit bud på problemerne.
Lars Bangert Struwe i RÆSON OPINION, generalsekretær for Atlantsammenslutningen
Skandaler i Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og underliggende styrelser igennem de seneste 25 år vil politikere ofte løse ved at lave omstruktureringer eller fyre medarbejdere. Men det største problem er kulturen.
Til oplysning for dem, der ikke har deres vanlige gang i ”HQ-nine” – som er kælenavnet for det fysisk, men ikke administrativt, sammenlagte Forsvarsministerium og Forsvarskommando – så er der ansat officerer og civile embedsmænd begge steder. I Forsvarsministeriet går officerer i civilt tøj, og man kan i princippet ikke skelne imellem officerer og civile embedsmænd. Officererne skal i princippet være med til at sikre den fagmilitære ekspertise og bliver samtidig uddannet til at forstå det civile og politiske arbejde.
Jeg har selv været ansat i Forsvarskommandoen fra 1998 til 2000 og i Forsvarsministeriet fra 2014 til 2016. Igennem de sidste 25 år har jeg på forskellige niveauer arbejdet sammen med embedsmænd og officerer i Forsvaret og Forsvarsministeriet. Når jeg læser og ser nyheder, kan jeg godt blive rystet over de mange sager på området, men også over, at det fremstilles som om, at de ansatte er tåber. Det er de ikke. De er myreflittige og dedikerede. Men noget er galt. Her er mit bud på problemerne.
Der er indiskutabelt problemer med struktur på forsvarsområdet, men mine erfaringer igennem de sidste 25 år siger mig, at man i stedet bør fokusere på en problematisk kultur. Denne kommer til udtryk på flere måder: 1) Politisering af beslutninger allerede på et meget lavt niveau, 2) en kombination af meget forceret sagsbehandling og meget langsom sagsbehandling og 3) fokus på ”sagen” og ikke på det strategiske. Lad mig uddybe.
Politiserede beslutninger på lavt niveau
Der sker en politisering af beslutninger på et lavt niveau: Embedsmænd og officerer har igennem mange år troet, at de i stigende grad vidste, hvad politikerne ville se og høre og har derfor ageret politisk – selv på meget lavt niveau. Det betyder, at man ikke sender forskellige valgmuligheder op i systemet til minister, departementschef eller forsvarschef, men derimod de politiserede løsninger, som man tror, de ønsker sig højere oppe.
Enkelte ministre har ifølge mine kilder og oplevelser ønsket dette, mens andre ikke har. En politisering på lavt niveau – hvis den rammer rigtigt – kan øge beslutningshastigheden. Den gør til gengæld, at politikerne ikke nødvendigvis præsenteres for hele paletten af valgmuligheder, hvilket er problematisk for folkestyret. Ligeledes risikerer man, at man ”skærer” sagen så ikke alle problemer fremgår tydeligt. Det kan være, at ikke alle tidsfrister fremkommer, eller at man ikke forklarer, at materiel af en given slags ikke kan fungere alene, men kræver x eller y service eller andre komponenter for at fungere. Tanken er fra embedskorpset, at man ellers ikke kan få forslaget igennem, og at man derfor i sit forsøg på at servicere både politikere og forsvar skærer sagen. Resultatet er, at man nogle gange får en noget problematisk beslutning gennemført uden problemer, men at den bagefter rammer en i nakken som en boomerang.
Politikerne bør også overveje, om deres diskussioner om lokalpolitiske prioriteringer fremmer et godt forsvar
_______
Politiseringen diskuteres også andre steder end i Forsvarsministeriet. I KL er der en løbende diskussion herom. Politikerne i kommunerne ønsker på den ene side, at embedsværket ikke skal tænke over de politiske hensyn, og på den anden side at man skal sætte sig ind i politikernes hensigter. Bo Smith og Jørgen Grønnegård Christensen har beskrevet dette som et valg imellem at være dydens vogtere eller demokratiets tjenere.
Dette gør, at ledelsen – den være sig politisk eller militær – ikke får nok faglig vejledning. Der er samtidig det problem, at forsvarsministeren væltes af sagsnotater. En minister får flere tusinde sagsnotater hen over bordet i løbet af et år, og det er nærmest uoverskueligt for selv de mest arbejdsomme ministre. Når man så som minister oplever skandaler, ønsker man at tage sagerne tættere til sig, men man risikere at miste overblikket, hvis man skal nærlæse alle sagsnotater. Derfor forsøger embedsværket at skære sagerne, så ministeren ikke skal overarbejde så meget. En ond cirkel.
Omkring 2010 var der også problemer i Forsvaret. Dengang lavede man en omlægning af både Forsvarsministeriet og Forsvarets øverste ledelse. Man gennemtvang fra politisk side (og fra departementschefens), at Forsvarschefens job skulle slås op, og det gav problemer internt i Forsvaret. Praksis var indtil da, at man havde en rotation imellem de tre militære værn: Hæren, Flåden og Flyvevåbnet. Og at chefen for Forsvarsstaben var den kommende Forsvarschef.
I Forsvaret adlyder man ordrer, og når der samtidig sker en politisering af beslutninger og chefindstillinger, skabes der en kultur, der kan give enhver minister (og forsvarschef) problemer. En utilsigtet funktion af, at politikerne gjorde udnævnelsen af den nye forsvarschef til en politisk beslutning, var, at dele af officerskorpset blev forstærket i dets politisering. Fordi mange troede og tror, at det er vejen til at gøre karriere.
At gå tilbage til tiden før og overlade det til Forsvaret at finde sin chef, er imidlertid næppe løsningen. Det giver andre problemer såsom et indspist officerskorps og en evig kamp om en værnsbalance. Altså en balance mellem, hvordan de tre værn får bevillinger og stillinger etc. I 2010 ændrede man også på strukturen, så Forsvarschefen ikke længere var sidestillet med departementschefen, men var underlagt denne. Dette gav mildest talt høje bølger i Forsvaret. Man var vandt til, at Forsvarschefen umiddelbart kunne få foretræde for Forsvarsministeren. En tradition, der gik tilbage til 1700-tallet. Nu ender alle problemer i Forsvaret i ministeriet i stedet for at stoppe i Forsvaret med Forsvarschefen som ansvarlig. Dette øger politiseringen.
Igennem mange år er der sket det i Forsvarsministeriet og Forsvaret, at man ser en kombination af meget forceret sagsbehandling og meget langsom sagsbehandling. Krigene i Afghanistan og Irak, bombningen af Libyen, evakueringen fra Afghanistan og nu krigen i Ukraine har medført, at man ofte har haft sager, der har skullet behandles ekstremt hurtigt.
Et eksempel på de hurtige beslutninger er bombningen i Libyen i 2011. Den blev gennemført i løbet af få dage, da man frygtede, at den libyske befolkning ville blive udsat for et folkemord fra deres egen regering. FN-resolutionen var klar den 17. marts, og man startede operationerne den 31. marts. Det gjorde, at ministerium og forsvar havde meget få dage til at sørge for alt fra juridisk grundlag til at samle personel, materiel og nå frem til operationsområdet.
Den seneste sag om indkøb af kanoner viser samme hast, hvor man kun havde fem dage til indkøbet – og det skete hen over en weekend. Dette kan næsten kun give anledning til fejl.
Andre gange er der ekstrem langsommelig sagsbehandling. I 2014 meddelte Danmark NATO, at man ville deltage i det ballistiske missilforsvar (BMD). Det skulle ske ved, at de tre danske fregatter skulle udrustes, så de kunne udføre tracking med radar og evt. nedskyde missiler. Dette er ikke på plads endnu.
Et centralt problem ved materielanskaffelser er, at Forsvaret i mange år (med Ministeriets viden) for at maskere indkøbenes størrelse ikke har indkøbt den samlede kapacitet, men kun dele af den. I håbet om så senere at få delbevillinger til de resterende dele af kapaciteten. Fregatterne blev fx ikke med det samme udrustet med de missiler, som de blev bygget til at bruge. Man ventede med at indkøbe missiler, og det gjorde, at fregatterne ikke kunne løse deres opgave som luftforsvarsfregatter.
Forsinkelse af materielanskaffelser og fordyring skylds også ”.dk løsninger”. Hermed menes, at man har søgt en særlig dansk version af materiellet. Der er en tradition for, at man på materielanskaffelsesområdet fik mulighed for at gøre dette, så styrkerne kunne få det lige som de drømte om. det har imidlertid meget ofte medført fordyrelser og eller forsinkelser. Det gælder fx de franske Caesar-kanoner, som nu er foræret til Ukraine, eller vores Sikorsky MH-60R Seahawk helikoptere, hvor man fjernede dele, der var beregnet til bekæmpelse af ubåde. Da man anskaffede materiellet syntes man ikke, at det var relevant sikkerhedspolitisk. En kapacitet, som man nu er i gang med at anskaffe. I udlandet vækker den danske lyst til ”.dk løsninger” altid undren. Forsinkelser og fordyring giver en masse problemer og skandaler. Nogle gange og med dele af anskaffelser skal man tilpasse materiel, så man fx kan lande på de skibsdæk, man har til rådighed. Andre gange giver det langt mindre mening.
Et andet problem er, at medarbejderne i Forsvarsministeriet – særligt de civile – er opdraget til at fokusere på netop den sagen, som vedkommende lige nu arbejder med. Ingen er optaget af langsigtet strategi eller langsigtet rådgivning i ministeriet. Det gør, at man springer fra brændende platform (sag) til brændende platform – samtidigt med, at man knokler med hverdagens opgaver (som dog løses godt).
Der er i dag i Forsvarsministeriet ingen, der har til opgave at tænke strategisk og derved hjælpe ministeriet og ministeren med at se fremad. Det gør, at man ofte ikke er forberedt på, hvilke sager der kan komme, som ikke er en del af den normale sagsgang med alle dens rutiner.
I Forsvaret har man funktioner, der skal se fremad med for eksempel udskiftning af materiel. En del af Forsvarets materiel tager det fem til ti år at anskaffe materiel – her burde man klart kunne skære på anskaffelsestiden, og det forsøger man – og så er det i brug 10 til 50 år. De F-16-fly, som vi lige nu donerer til Ukraine, blev indkøbt i løbet af 1970’erne og taget i brug i 1980 og bruges fortsat 43 år senere.
Langtidsplanlægningen i Forsvaret burde skabe overblik, men politiske og militære prioriteringer har igennem tiden sat det faglige til side. Det giver problemer. Man ”levetidsforlænger” materiel, og det skaber problemer og uro. Et eksempel herpå er inspektionsskibene af Thetis-klassen. De burde blive udskiftet senest i 2025, men man forlænger dem langt ind i 2030’erne på trods af, at de er bygget i perioden 1988-91 og ikke egner sig som kampplatform i det nye sikkerhedspolitiske miljø. Dette gøres tilsyneladende for at skabe budgetmæssig plads til anskaffelse af F-35 fly. I den oprindelige skitse til anskaffelse af F-35 skønnede man et behov for 43 og ikke de bevilligede 27. Her ligger kimen til den næste krise i Forsvaret: en ond krig imellem værnene, hvor Hæren og Søværnet mener, at Flyvevåbnet får alt for mange midler i de skitser, som Forsvarschefen (der selv er fra Flyvevåbnet) i disse måneder fremlægger.
Politikerne bør også overveje, om deres diskussioner om lokalpolitiske prioriteringer fremmer et godt forsvar. I dag er Forsvaret fornuftigt nok til stede i næsten hele landet, men for at Forsvaret kan rekruttere de dygtigste, må man overveje fra politisk hold, om man ikke bør nedprioritere lokalpolitiske prioriteter til fordel for strategiske prioriteter i Forsvaret. Søværnet har haft rekrutteringsproblemer, fordi man placerede Flåden i Frederikshavn. Hele flyvevåbnet er nærmest jysk efter, at man reelt set ikke har flyvestationer på Sjælland. Politikerne må erkende, at tanker om udvikling af udsatte regioner ikke nødvendigvis skaber de arbejdspladser, man ønsker, idet der ikke er det fornødne lokale rekrutteringsgrundlag, og familier ikke bare flytter.
En vigtig erkendelse i problemerne i Forsvarsministeriet og Forsvaret er, hvad den amerikanske forsker Jerry Pournelle beskrev i hans jernlov om bureaukrati: ”I ethvert bureaukrati får de mennesker, der er hengivne til fordel for selve bureaukratiet, altid kontrol, og de, der er dedikeret til de mål, som bureaukratiet formodes at opnå, har mindre og mindre indflydelse, og nogle gange bliver de helt elimineret.”
Samlet set bør politikerne derfor se nærmere på ikke kun strukturen i Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen, men også på den kultur, der er oparbejdet igennem mange år. Det bliver en kæmpe opgave for den nye forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Der er i dag i Forsvarsministeriet ingen, der har til opgave at tænke strategisk og derved hjælpe ministeriet og ministeren med at se fremad
_______
Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.
ILLUSTRATION: Regeringsrokade i Forsvarsministeriet, 22. august 2023: Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen udnævnes til økonomiminister, og økonomiminister Troels Lund Poulsen udnævnes til forsvarsminister [FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
