19.05.2010

RÆSON følger i forlængelse af S-SFs økonomiske udspil op på interviewserien om oppositionens planer, muligheder og udfordringer med iagttagere både på venstrefløjen og udenfor. I denne uge svar fra: Erik Meier Carlsen og Bent Winther

Af RÆSONs redaktion

S-SF har nu fremlagt deres økonomiske kriseplan. Hvordan vurderer du indholdet overordnet set – er det en sammenhængende og progressiv plan?

Erik Meier Carlsen: Planen er et ganske imponerende og modigt udspil. Det er originalt og stærkt at tilbyde en alliance med fagbevægelsen om forøget arbejdstid. Den samlede plan er mindre imponerende – det gælder ikke mindst skattedelen.

Bent Winther: Det er først og fremmest en politisk plan, som på afgørende områder lægger en kant til regeringen. For det første siger S og SF, at de vil undgå nedskæringer i den offentlige sektor og forringelser af velfærdsgoder som eksempelvis efterlønnen.

Til gengæld sættes skatten op på udvalgte områder, almindelige lønmodtagere skal arbejde mere, studerende skal gøre deres studier færdigt hurtigere og et par andre ting. Det er et klart valg i forhold til regeringen, som på det korte sigt kun har valgt nedskæringer til at bringe de offentlige budgetter i balance. På den måde er den både sammenhængende og med et klart alternativt bud på at løse økonomiske samfundsproblemer.

Planen indeholder blandt andet et forslag om at øge arbejdsugen til 38 timer. Hvorvidt er det et holdbart forslag, og vil det rykke noget videre?

EMC: Det skal vise sig, hvor effektfuldt og hurtigt en arbejdstidsforøgelse af så store dimensioner kan sættes igennem via forhandlingssystemet. Forsinkelsen og strategien med at øge gælden på forventet efterbevilling er et afgørende sårbart punkt.

BW: At sætte arbejdstiden op vil bidrage væsentligt til at løse de langsigtede strukturproblemer på det danske arbejdsmarked, hvor der i fremtiden bliver mangel på arbejdskraft og ved at sætte arbejdstiden op, frigøres der hænder til at tage de ledige jobs, og beskatningsgrundlaget øges.

Om det kan lade sig gøre afhænger af parterne på arbejdsmarkedet. S-SF har tydeligvis taget LO-fagbevægelsen i ed, før man fremlagde forslaget, og de positive meldinger herfra tyder på, at man i hvert fald på lønmodtagerside er klar. Arbejdsgiverne, må man gå ud fra, kan kun være interesserede i denne løsning.

Hvordan man skruer arbejdstidsforøgelsen sammen er op til disse trepartsdrøftelser, men hvis det fælles mål er at finde 15 milliarder, betyder det mindre, hvordan og hvem der skal arbejde mere.

Hvad betyder det, at både LO og KL har bakket op om forslaget om den forlængede arbejdsuge?

EMC: S-SF mobiliserer kommuner og fagbevægelse på en måde, der giver S-SF alternativet øget troværdighed som regerings-alternativ. Manglende erfaring er et alvorligt handicap for S og SF, men alliancen med de stærke, veletablerede samfundsinstitutioner råder bod herpå. Samtidig er der tale om en form for “Socialdemokratiet Classic”, et brand, DF ellers har vundet ejerskab til.

BW: Det betyder, at der er realisme bag forslaget, og at man fra fagbevægelsens side er parat til at tage et ansvar. Man skal samtidig lægge mærke til, at LO-formand Harald Børsting siger, at han ikke kan forestille sig at lave denne aftale med en borgerlig regering, fordi han ikke stoler på dens økonomiske politik. Det betyder, at Lars Løkke Rasmussen ikke blot kan “stjæle” ideen og gennemføre den selv, som det er set tidligere med S-udspil.

S-SF har desuden lanceret en række tiltag på uddannelsesområdet. Er det den slags ændringer der skal til – og vil de have den ønskede effekt?

EMC: Forslagene på uddannelsesområdet er tvetydige, grundtanken om en hurtigere gang gennem systemet ledsdaget af garantier om optagelse og praktikpladser har dog megen logik og rimelighed i sig.

BW: Det er svært at vurdere, om de har den ønskede effekt, og tiltagene minder en del om dem, som regeringen har i tankerne.
Der er med sikkerhed en del at hente ved at få de unge hurtigere igennem uddannelserne. Danmark er et af de lande, hvor man studerer flest år.
Et af S-SF’’s forslag om at lægge pant på uddannelse ser dog ud til at få en meget svær gang på jord. Tanken er, at kandidater, der rejser ud af landet umiddelbart efter endt uddannelse, skal betale en pant tilbage for den uddannelse, som den danske stat har betalt for dem. Den har mødt stor modstand og sammenlignes med en stavnsbinding af de studerende.

Viser S-SF med planen økonomisk ansvarlighed? Vil det kunne flytte stemmer til blokken eller vil de udelukkende opleve opbakning fra deres egne?

EMC: Det er klart at der med  forslaget om øget arbejdstid, der går mod den generelle tendens og manges forhåbninger er et markant element af “ansvarlighed” og vilje til også at vælge besværlige og risikable løsninger, som peger i retning af øget ansvarlighed.
Det er måske mere egnet til at generobre tabte socialdemokratiske kernevælgere, men dem er der også mange af.

BW: Det viser ansvarlighed i forhold til at løse de langsigtede økonomiske problemer.  Men oplægget kritiseres med rette for ikke at tage tilstrækkeligt fat på de akutte problemer med et budgetunderskud, der er højere end tre procent af BNP. Det er regeringens vigtigste angrebspunkt, og om det er ansvarligt afhænger af, hvordan man opfatter EU’s konvergenskrav. Men EU vil næppe komme efter Danmark med den store kanon, der er andre problemer, som er mere presserende, fx i Sydeuropa.
Udspillet signalerer styrke og lederskab og kan på den måde være med til at trække midtervælgere over til S og SF.

Står S-SF overordnet set styrket med planen – udgør de et reelt alternativ til regeringen? Og hvor står De Radikale ift planen?

EMC: S-SF styrker sig som alternativ, og planen skaber en afgørende ny accept af S-SF hos De Radikale. Der er vel tale om et reelt alternativ til regeringen Løkke, men sejren er dog langtfra i hus. Løkkes solide erfaringer som administreter af velfærdssamfundet vil være en betydelig fordel når  først vælgerne indttræder i stemmeboksenes stille alvor, mens krisen stadig rumsterer derude. De Radikale er næppe indstillet på at binde sig definitivt til S-SF, og et valgresultat med Liberal Alliance i FT kan skabe helt nye samarbejdsmønstre.

BW: Ja, de står overordnet styrket, fordi man nu har svar på de fleste spørgsmål og planer på næsten alle områder, som giver svar på aktuelle problemstillinger. Og så er man oveni købet i front, når det gælder den langsigtede økonomi.

Derfor er alternativet mere klart i dag – der er tale om to forskellige retninger. De Radikale har forhandlet gennem et stykke tid om at være med i et fælles udspil, måtte til sidst sige nej, men har modtaget det positivt og har også fået flere indrømmelser. De Radikale er derfor fortsat i en fri position, men forventningen er, at partiet på et eller andet tidspunkt vil signalere villighed til at indgå i en kommende S-SF-R regering. Hvornår og hvordan er helt uvist.

Erik Meier Carlsen (EMC) er politisk kommentator, journalist og forfatter.

Bent Winther (BW) er konstitueret chefredaktør på Information. Han har tidligere været redaktør ved A4 og Berlingske Tidende.