Ukrainebrief 7. juni: Hvordan vil sprængningen af Nova Kakhovka-dæmningen påvirke krigen?

Ukrainebrief 7. juni: Hvordan vil sprængningen af Nova Kakhovka-dæmningen påvirke krigen?

07.06.2023

.

I ugens brief ser vi nærmere på de vidtrækkende humanitære, miljømæssige og militære konsekvenser, som sprængningen af dæmningen ved Det Kakhovske Vandkraftværk i det sydlige Ukraine vil medføre.

RÆSONs Ukrainebrief udkommer ugentligt med overblik over krigen, dens kontekst og dens konsekvenser

Dammen ved Det Kakhovske Vandkraftværk nær den russiskkontrollerede by Nova Kakhovka er natten til tirsdag sprængt. Foreløbigt er der usikkerhed og uenighed blandt eksperter om, hvor hvor højt vandet vil stige i regionen i det sydlige Ukraine, men sprængningen har medført massive oversvømmelser langs Dnipro-floden, der har oversteget begge af flodens bredder. Samtidig er et større evakueringsarbejde i gangsat fra ukrainsk side. FN’s chef for humanitær bistand, Martin Griffiths, advarer om, at hændelsen kan få graverende og vidtrækkende konsekvenser for tusinder af mennesker i regionen. Du kan læse BBC’s gennemgang i deres artikel her.

Hvem står bag? Indtil videre har Ukraine peget på, at Rusland står bag, mens FN’s generalsekretær Antonio Gueterres udtaler, de ikke har nok informationer til at sige, hvem der står bag. Ifølge den amerikanske tænketank, Institute for the Study of War (ISW) har russerne en “større og mere tydelig” interesse i at oversvømme området omkring Dnipro-flodens udmunding på trods af forsvarslinjerne på den russiske kontrollerede bred af floden. ISW skriver, at russerne med oversvømmelserne kan udvide Dnipro-flodens bredde og komplicere ukrainske forsøg på at krydse floden under en potentiel modoffensiv ind i den russisk-kontrollerede del af Kherson. Du kan læse hele gårsdagens rapport fra ISW her. Rusland peger imidlertid på Ukraine, og Putin selv har påpeget, at han mener angrebet er udført af Kyiv og foranlediget af Vesten.

Oversvømmelserne er den største miljøkatastrofe i landet siden Tjernobyl. I en artikel fra POLITICO beskrives det, hvordan sprængningen af dammen kan få stor betydning for tusinder af ukrainere, landets energinet og særlig miljøet. Ukraines viceudenrigsminister Andrij Melnyk har beskrevet hændelserne som den største miljøkatastrofe siden ulykken på atomkraftværket Tjernobyl i 1986, og artiklen fremhæver bl.a, hvordan 600-800 tons motorolie fra værket kan være udløst i Dnipro-floden, mens andre medier i dag har berettet om, at miner fra frontlinjen kan være skyllet med i oversvømmelserne.

 

Sprængningen kan omdanne markerne i det sydlige Ukraine til en ørken
_______

 

Frygten for uheld ved atomkraftværk. Samtidig diskuterer flere medier om, at atomkraftværket ved Zaporizjzja er i fare efter sprængningen af dammen, da dræningen af det reservoir, der før var inddæmmet, nu tømmes. Vandet fra reservoiret bliver nemlig anvendt til at nedkøle atomkraftværket, der er i russisk besiddelse. Det Internationale Atomenergiagentur vurderer dog foreløbigt, at der ikke er nogen umiddelbare fare, men at de følger situationen nøje. Det kan du læse om i CNN’s artikel her.

Sprængningen kan omdanne markerne i det sydlige Ukraine til en ørken. Ifølge den ukrainske landbrugsminister kan sprængning af dammen medføre omfattende konsekvenser næste år, da regionens vandingsanlæg, der nærer regionens hvedeproduktion, og som løber fra det reservoir, der nu bliver drænet, vil tørre ud. Det vil omdanne ukrainske marker til ørkner, påpeger ministeren, der advarer om, at det vil få omfattende globale konsekvenser som følge af nedsat hvedeproduktion. Det kan du læse mere om i The Guardians artikel her.

Udtryk for russisk desperation. Ukraine-analytiker ved NGO’en Crisis Group, Simon Schlegel, skriver i en tråd på Twitter, hvilke omfattende konsekvenser, oversvømmelserne vil have for regionen, for Rusland ift. international lov og drager historiske paralleller til Anden Verdenskrig, hvor en lignende sprængning af en dam fandt sted ud fra militærstrategiske hensyn. Schlegel påpeger dog, at oversvømmelserne næppe vil standse den ukrainske modoffensiv, men at den kan binde ukrainske ressourcer til at håndtere katastrofen. Han understreger dog, at hvis det virkeligt er russerne, der står bag, viser det sig, hvor svagt de står i den region, de forsøger at holde. Du kan læse hele tråden her.

Ingen hindring for Ukraines modoffensiv. Samme analyse deler den amerikanske militæranalytiker, Michael Kofman, der i en Twitter-tråd understreger, at det er en økonomisk og humanitær katastrofe, der dog ikke vil påvirke ukrainernes muligheder forud for modoffensiven. Ifølge Kofman skyldes det, at offensiven ikke vil involvere området omkring Dnipro-floden, da en krydsning af floden som led i offensiven aldrig var særlig sandsynligt. Den analyse kan du læse her.

Vesten og det internationale samfunds manglende røde linjer er årsagen til katastrofen. I den seneste udsendelse af The Telegraphs podcast, ‘Ukraine: The Last’, kan du høre en dybdegående diskussion af sprængningen af damen. En af værterne på den britiske avis, journalisten Francis Dearnley argumenterer for, at sprængningen udtryk for, at der ikke er fremsat nogle røde linjer for russerne. Dearnley pointerer også, at katastrofen er et udtryk for et svigt af det internationale samfund eller Vesten, da man længe har talt om, hvorvidt dammen kunne blive ramt af russerne uden at formulere de potentielle konsekvenser ved det. Endelig understreger Dearnley, at hvis Rusland ikke bliver mødt med konsekvenser pga. sprængningen, vil Kremls eskaleringer fortsætte og potentielt bane vej for flere – såsom en ulykke ved atomkraftværket i Zaporizjzja. Du kan høre hele udsendelsen her.

Vi er tilbage i næste uge, hvor vi fortsat vil holde øje med oversvømmelserne langs Dnipro-floden og dens videre konsekvenser for krigen. ■

 

Dearnley pointerer også, at katastrofen er et udtryk for et svigt af det internationale samfund eller Vesten, da man længe har talt om, hvorvidt dammen kunne blive ramt uden at formulere de potentielle konsekvenser ved det
_______

 

ILLUSTRATION: AFP/Ritzau/Scanpix