07.06.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Er det mon muligt at vende den sociale mobilitet på hovedet, så samfundet hylder antropologens barn, som bliver sygeplejerske, og journalistens barn, som bliver murer? Den diskurs kan man allerede høre, men primært i fagbevægelsens bestyrelseslokaler, og måske mindre over teaktræsbordene på Frederiksberg.

Kommentar af Thomas Bæk Kristensen, politisk konsulent og cand.mag. med speciale i politisk filosofi

”Hvis tømrerens søn ikke bliver tømrer, hvem gør så?”

Jeg mindes ikke, hvor jeg hørte citatet, men lige siden har jeg grublet over svaret. For forhåbentlig er svaret er vel bare ”nogle andres børn”. Men hvem er det? For positiv social mobilitet, som vi alle elsker og hylder, betyder groft sagt, at børn tager en længere uddannelse end deres forældre. Konkret betyder det, at vi som samfund håber, at tømrerens barn bliver fysioterapeut, revisor eller måske endda ingeniør, frem for at overtage farens tømrerbiks. At fysioterapeutens barn bliver datalog, gymnasielære eller måske endda læge, frem for at overtage farens terapeutbriks. Og at datalogens barn bliver ph.d., lektor eller måske endda universitetsrektor. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at en familie af lutter konsulenter og forskere vil opfordre deres børn til at blive mekanikere eller butikselever i Lidl. Det har ikke noget med moderne snobberi at gøre, men er en kultur der bygger på gammeldags familiær stolthed, som ligger dybt indlejret i vores samfundsstruktur og dets normer.

Så hvis det ikke er børn af forældre med videregående uddannelser, vi skal forvente bygger fremtidens huse eller fikser fremtidens toiletter, hvem så? Spørgsmålet leder selvfølgelig i retning af de ufaglærte. Dem, som ikke behøvede en uddannelse for at finde sig til rette i samfundet. Dem, som fylder Kalamata-oliven på hylderne, kører den højere middelklasses børn hjem efter en bytur og henter vores alles skrald tidligt om morgenen. Men vent… dem kan vi da ikke undvære. Vi kan derimod godt undvære de ufaglærte, som ringer midt i aftensmaden, med et tilbud på et billigt telefonabonnement.

Men der er mange ufaglærte grupper, vi ikke bare kan sende i retning af erhvervsuddannelserne. For hvem overtager så deres nødvendige funktioner? De langtidsledige? Indvandrerkvinderne? Eller måske de unge med et multipelt antal diagnoser, som hverken har uddannelse eller arbejde? Måske kan man med en gulerod eller to motivere en håndfuld af dem, men der skal ske seriøse investeringer i social-, integrations- eller skolepolitikken, hvis den gruppe skal blive til hundredetusinde faglærte. Det i hvert fald så mange faglærte, samfundet ifølge diverse analytikere fra fagbevægelsen, kommer til at mangle i 2030.

Et oplagt sted at skaffe den nødvendige arbejdskraft er selvfølgelig i udlandet, men det giver potentielt en række nye problemer. Og i øjeblikket er den politiske opbakning til at sløjfe bøvl og unødigt bureaukrati stor, blot ikke for folk fra udlandet. På integrationsområdet har bureaukrati nærmest værdi i sig selv.

 

”Hvis tømrerens søn ikke bliver tømrer, hvem gør så?”
_______

 

Helt grundlæggende har der blandt magthavere, og måske resten af samfundet, været for stor tiltro til, at den teknologiske udvikling ville følge vores uddannelsesmønstre. Dvs. at samfundet inden for kort tid ikke ville få brug for særligt mange faglærte, da deres roller i al hast ville være blevet erstattet af diverse dimser og dingenoter. Men så langt er hverken Danmark eller noget andet land nået – og vil måske aldrig nå.

Virker mine bekymrede ryster en smule provokerende, er det fordi social mobilitet ligger i essensen af vores socialliberale velfærdssamfund. Et samfund med social mobilitet betyder groft sagt, at man har et samfund, hvor det er muligt for borgeren, inden for de meritokratiske spilleregler, at blive hvad vedkommende ønsker. Selvom USA har taget patent på den ide, så er det i mindst lige så høj grad noget, den nordiske samfundsmodel bygger på.

Vi er dog væsentligt mere ydmyge omkring det, hvilket jo også er typisk nordisk. Vi behøver ikke sige det højt og med tryk i alle politiske taler, vi skal blot fremlægge et par statistiker. Men hele ideen om, at du kan blive, hvad du ønsker, så længe du arbejder hårdt for det, er en illusion. Vi forblændes af de få succeshistorier med strygermusik i baggrunden. Men vi hører sjældent om dem, som fejlede og aldrig rejste sig igen. Og hvis vi gør, er det er en offerfortælling om jobcentrenes uduelighed.

Som Stefan Herman så fint sagde i P1’s Genstart tilbage i marts 2022: ”Gennemsnitlig er jo nok det, de fleste af os har talent for”. For uanset hvor kedeligt det er, så er verden desværre normalfordelt. Der er simpelthen ikke nok modeljobs og direktørstillinger til, at det giver mening at have som realistisk mål for fremtiden. Det er samtidig også en misforståelse at tro, at man kun kan blive lykkelig, hvis éns barndomsdrømme går i opfyldelse. Man lærer med tiden nye sider af verden at kende, og der skal nok opstå nye drømme og ambitioner.

Der er to væsentlige spørgsmål, vi har brug for at få besvaret.

1. Hvornår ligger kurven vandret?

Tilbage i 2021 udgav Rockwoolfonden en rapport, der konkluderede, at den sociale mobilitet i Danmark var ved at gå i stå. I lyset af ovenstående giver det jo ret god mening. Efter 70 år med fart på mobiliteten, må der komme et tidspunkt, hvor den går i stå. Alligevel var der ramaskrig i den offentlige debat. Politikere, fagforeningsfolk og andre magthavere var dybt bekymrede, da rapportens resultat kunne ses som en trussel imod kernefortællingen i vores samfundsmodel. I debatten kastede folk om sig med reformforslag til, hvordan vi radikalt kunne ændre på uddannelsessystemet. Men uanset er samfundet på vej i en retning, hvor unge mennesker ikke tager længere uddannelser end deres forældre. Og måske er det faktisk helt fint. Men så længe vi opretholder idealet om social mobilitet, vil man se konklusionen i Rockwoolfondens rapport, som at samfundsborgerens frihed og mulighed for at drømme, er blevet begrænset.

2. Er det muligt at vende ideen om social mobilitet på hovedet?

Som kloge folk har påpeget, så mangler vi faglærte og har for mange akademikere. Ikke alt for mange, men lidt for mange, da vi jo fx sagtens kunne bruge flere læger, IT-folk eller jurister. Forslag om at uddanne færre akademikere bliver ofte beskrevet som, at Danmark bliver dummere eller falder i uddannelsesniveau, men i sidste ende handler det altså om kvalitet og ikke kvantitet. Og det bør også være legitimt at sige højt, at der skal uddannes til arbejdsmarkedets behov. Uddannelsessystemet gør lige nu nogle grupper af studerende en bjørnetjeneste ved at uddanne dem til langtidsledighed.

Er det mon muligt at vende den sociale mobilitet på hovedet, så samfundet hylder antropologens barn, som bliver sygeplejerske, og journalistens barn, som bliver murer? Den diskurs kan man allerede høre, men primært i fagbevægelsens bestyrelseslokaler, og måske mindre over teaktræsbordene med sushi på Frederiksberg. Medmindre der på kort tid sker en voldsom teknologisk opblomstring der får ChatGPT til at ligne en Ellert, så bliver vi nødt til at begynde på at hylde de unge, der vælger uddannelser som imødekommer samfundets behov, også uanset længde.

 

Medmindre der på kort tid sker en voldsom teknologisk opblomstring der får ChatGPT til at ligne en Ellert, så bliver vi nødt til at begynde på at hylde de unge, der vælger uddannelser som imødekommer samfundets behov, også uanset længde
_______

 

 Thomas Bæk Kristensen (f. 1994) er cand.mag. i filosofi og arbejder som politisk konsulent

ILLUSTRATION: En møbelsnedker deltager i DM i Skills i Fredericia, torsdag 2. februar 2023 [FOTO: Claus Fisker/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning