Niels Christian Sauer: Vi er stadig langt fra at have ryddet op efter Danmarkshistoriens tåbeligste skolereform
04.05.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Ingen af de ønskede mål er blevet nået. På minussiden er listen til gengæld lang som et ondt år.
Kommentar af Niels Christian Sauer
Her i tiåret for folkeskolereformens vedtagelse i juni 2013 må det være på sin plads at gøre boet op og spørge: Hvad gik godt, hvad gik skidt, og hvor står vi i dag?
Spørger man skolefolket, hvad der gik godt, bliver svaret meget kort: Ingenting. Der er allerede gået tre år, siden undervisningsministeriets egen slutevaluering af reformen fastslog, at ikke et eneste af de 26 opstillede succeskriterier kunne vinges af. Der er de facto ikke en eneste vaskeægte pædagogisk succes at skimte i reformens kølvand, så langt øjet rækker i alle retninger.
Dog, nogle vil mene, at skolens samarbejdsstrukturer er blevet styrket. At lærere og pædagoger arbejder mere sammen, at lærernes teamsamarbejde er kommet mere i centrum, at skolens transparens og informationsniveau i forhold til forældrene er styrket. Alt sammen sandt nok, for så vidt, men til hvad nytte, må man spørge? Hvor ser vi de positive følger af disse udviklinger?
Andre kan pege på, at folkeskolens digitalisering er slået stærkt igennem. Jo tak da, det er næsten for meget af det gode. Nu har vi fået en opvoksende generation, der er online i en grad, så en af de mest presserende opgaver er at få dem væk fra skærmene. Og styrket fagligheden har det i hvert fald ikke; de nationale test viser stilstand eller tilbagegang over hele linjen.
På det rent politiske plan er det lykkedes parterne at begrave stridsøksen fra lockouten. Man taler igen pænt om og med hinanden. Men det manglede da bare. At se det som noget fremskridt i sig selv giver ingen mening.
Kigger man på minussiden, er listen til gengæld lang som et ondt år. Her blot de vigtigste punkter:
De lange skoledage er aldeles ikke afskaffet. De binder fortsat langt hovedparten af skolens resurser og hindrer dermed ethvert seriøst forsøg på at lave noget om
_______
Der synes at være almindelig enighed om, at reformens alvorligste fiasko er dens største satsning: de lange skoledage. Som følge heraf har der bredt sig den forestilling, at vi allerede har gjort op med dem, og at skoledagene nu er tilbage på et mere normalt niveau. Vi hører jo, at næsten alle folkeskoler har afkortet skoledagene. Det er sandt nok, at toppen er taget af. Men vi er på ingen måde tilbage på noget normalt niveau. Skolereformen bragte med ét hug det samlede skoleforløb (børnehaveklasse til 9. klasse) op fra ca. 8.400 timer til ca. 12.000 timer. De justeringer af folkeskoleloven, der fandt sted i 2019, gjorde det muligt at skrue ned til minimum 11.160 timer, og de suspenderinger af loven, der kom under corona, er ganske vist stadig gældende, men de gælder kun for et år ad gangen.
Ingen ved, hvor vi ligger præcist i dag, men et realistisk slag på tasken kunne være omkring 10.000 timer. Det placerer længden af det obligatoriske, danske skoleforløb på en tredjeplads globalt set, milevidt over såvel status før reformen på omkring 8.400 timer som OECD-gennemsnittet på omkring 7.800 timer. Så nej: De lange skoledage er aldeles ikke afskaffet. De binder fortsat langt hovedparten af skolens resurser og hindrer dermed ethvert seriøst forsøg på at lave noget om.
For både elever og lærere er de lange skoledage stadig et mareridt. Det kommer navnlig til udtryk i de mindste klasser, hvor mistrivslen slår igennem i form af et voldsomt øget konfliktniveau og eksplosiv vækst i antallet af diagnosebørn med adfærdsforstyrrelser. Men det er samtidig her, situationen virker mest fastlåst. Det skyldes, at man i 2014 øgede mængden af tvungen undervisning i indskolingen med op mod 50 pct., hvorved man sparede et sted mellem en halv og en hel milliard årligt gennem reduktion af SFO-åbningstiden. Det kunne lade sig gøre, fordi man via den famøse lov 409 kunne pålægge lærerne mere undervisningstid ganske gratis. Hvis indskolingen skal ned på et timetal, som er pædagogisk forsvarligt i forhold til de små børns behov, skal kommunerne enten give de penge tilbage til SFO’erne, som de trak ud ved reformens indførelse – og det holder mildt sagt hårdt – eller også skal de til at fyre lærere igen. Jeg minder lige om, at der er mere end 10.000 færre lærere i dag end i 2009, den voldsomme vækst i mængden af undervisning til trods.
Til gengæld er der i dag omkring 15.000 pædagoger i skolen – svarende til mindst en tredobling i forhold til før reformen. Meningen var, at pædagogerne skulle sikre inklusionen – men det er blevet en anden spektakulær fiasko, hjulpet på vej af reformen. Inklusionen er nemlig havareret totalt. Lærernes relationsarbejde er i vid udstrækning umuliggjort pga. eksplosiv vækst i mængden af arbejdsopgaver. Test, målstyring og fejlfinding øger presset på den enkelte elev, og de livsvigtige, fællesskabende aktiviteter er nedtonet til fordel for en individualiseret arbejdsform, hvor det enkelte barn på lange stræk sidder på sin egen kontorplads og løser sine egne opgaver på sin egen skærm.
Folkeskolens smeltedigel er blevet en trykkoger, der ekskluderer flere børn fra almenklasserne end nogensinde. Ikke alene griber mistrivslen om sig til alles foruroligelse – udviklingen slår desuden bunden ud af folkeskolens økonomi, og rådvildheden breder sig i disse år som ild i tørt halm.
Jeg siger ikke, at folkeskolen er brudt sammen – så længe det knager, holder det. Folkeskolen fungerer, men først og fremmest på grund af lærerkorpsets vilje til stædigt at trodse de mange års modgang, de er blevet udsat for som følge af Danmarkshistoriens tåbeligste skolereform.
Det, man må forstå, er, at ingen går mere op i at sikre god undervisning end lærerne – af den simple grund, at de selv er de første, der bliver ramt, når den fejler. Hvis de ansvarlige politikere ikke viser vilje til at lytte til lærerprofessionen, men fastholder den mistillid og umyndiggørelse, de har mødt lærerne med siden 2013, ser det særdeles dystert ud for folkeskolen. Alene af den grund, at de dygtige unge, der skal tilvælge lærerarbejdet, hvis skolen fremover skal kunne løfte sin opgave, vil fortsætte med at gå i en stor bue uden om det.
En opblødning finder sted i disse måneder, og der er opmuntrende signaler fra vores nye undervisningsminister, om end der er nervøsitet at spore hos skolefolket. ’Hører han’, hvad vi siger, eller lytter han virkelig? Bare han nu ikke kommer med en eller anden ny patentløsning. Vi holder vejret. ■
Jeg siger ikke, at folkeskolen er brudt sammen – så længe det knager, holder det. Folkeskolen fungerer, men først og fremmest på grund af lærerkorpsets vilje
_______
Niels Chr. Sauer (f.1950) er tidl. lærer og medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse.
ILLUSTRATION: Elever i protest mod skolereformen (i 2016) – for færre timer og bedre undervisning [foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
