Peter Lautrup-Larsen: Regeringens forslag om trepartsforhandlinger varsler ny politisk kultur

02.05.2023

Den aktuelle politiske virkelighed ændrer karakter, hvis det lykkes regeringen at få flyttet centrale politiske forhandlinger væk fra Christiansborgs partipolitik og ind i en permanent trepartsinstitution. I så fald får vi ikke bare en ny politisk virkelighed, men en ny politisk kultur.

Af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

SF OG ENHEDSLISTEN fiskede op til 1. maj i rørte vande med krav om at forbedre seniorpensionen, og mens den selvudnævnte reformalliance mellem Radikale, Konservative og Liberal Alliance præsenterede konkrete forslag om mere udenlandsk arbejdskraft til Kongeriget, så er det gået upåagtet hen, at regeringens tre topfolk nu inviterer lønmodtagere og arbejdsgivere til en permanent trepartsinstitution.

I sig selv er det ingen nyhed. Det står på side 14 i det fælles regeringsgrundlag fra december. Men nærlæsning af kronikken af Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen i Politiken lørdag 29. april burde få alle ni oppositionspartier på barrikaderne. Fremover bliver det ikke dem, der sædvanen tro i ugevis skal slide på marmorfliserne på Stengangen i Finansministeriet, mens de forhandler om nye reformer og store politiske aftaler, der bygger på tidligere brede forlig. Nu vil regeringen først tage de politiske slagsmål om tilbagetrækning med arbejdsmarkedets parter, herunder devalueringen af seniorpensionen og reformsvaret på den manglende arbejdskraft.

Foreløbig lyder det uskyldigt. En titel som permanent trepartsinstitution klinger af rådgivende stænderforsamling. Vi har også Klimarådet og De Økonomiske Råd, hvis anbefalinger sjældent holder mere end et par dage i den politiske debat. Men SVM-regeringen har tydeligvis større ambitioner end blot at lytte til arbejdsmarkedets parter. Hele den fælles kronik er en markant salgstale for at lægge de helt store og historiske beslutninger et andet sted end i Folketinget.

Argumenterne for trepartsforhandlinger henter de tre partiledere ikke i Kanslergadeforliget, som byggede fundamentet for det samfund, vi kender i dag. En aftale mellem Rigsdagens partier hen over midten. De finder dem heller ikke i Velfærdsaftalen fra 2006, hvor daværende Venstre-statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og hans direkte modpart, Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt, blev enige om den automatiske forhøjelse af pensionsalderen, der har skabt råderum og en stærk og holdbar dansk økonomi. Begge politiske aftaler, som lønmodtagere og arbejdsgivere ikke havde direkte indflydelse på.

De tre partiledere idealiserer i stedet den såkaldte Fælleserklæring fra december 1987 mellem den daværende regering under Poul Schlüter og arbejdsmarkedets parter. En erklæring, der lagde byggestenene til den pensionsopsparing, vi kender i dag, og som med årene blev et springbræt ud af de økonomiske problemer med statsgæld og underskud på betalingsbalancen, som politikerne kæmpede med dengang. Men det var også en trepartsenighed, som satte sig igennem under et blokopdelt Folketinget, hvor Socialdemokratiet bortset fra en kortsigtet politisk opfølgning på Fælleserklæringen ellers førte benhård oppositionspolitik med korslagte arme indtil regeringsskiftet fem år senere.

Dengang var trepartsdrøftelserne en mindretalsregerings måde at kortslutte slagsmålene i Folketingssalen. Fælleserklæringen og enigheden mellem regering, lønmodtagere og arbejdsgivere kunne oppositionen ikke vælte.

 

Regeringen satsede på, at dens krisefortælling ville få danskere til at acceptere at få spændt livremmen ind. Det er tydeligvis ikke sket, og nu blæser Mette Frederiksen og Co. til retræte
_______

 

Reformlysten fordampet

I dag har vi en flertalsregering. Dens mandater er måske nok tilstrækkelige til at gennemtrumfe regeringsgrundlaget. Men forligsmæssige bindinger i Folketinget gør det ikke så nemt, som det lyder. SVM-partiernes lyst til at majorisere sig igennem er tydeligvis også fordampet siden december i lyset af meningsmålingernes klare tale, hvor de tre regeringspartier på et halvt år tilsammen har mistet omkring 400.000 stemmer.

Tag for eksempel en dugfrisk meningsmåling, som Faglige Seniorer har gennemført blandt sine pensionerede medlemmer. Små 7.000 har svaret. Det burde være Mette Frederiksens hjemmebane. Tilbage ved valget i november stemte to ud af tre på Socialdemokratiet. I dag vil kun halvdelen gøre det samme, og mange er i tvivl.

Her er det ikke afskaffelsen af store bededag, som slår igennem. Pensionister mister ikke fridage. Derimod ligner det en skuffelse over, at Mette Frederiksen ikke længere på samme måde forsvarer velerhvervede rettigheder, som da hun tilbage i 2015 som ny formand og ved valgene både i 2019 og 2022 fremmanede indtrykket af, at hun var til for dem.

Nu strander pensionisternes nødråb om hurtigere regulering af folkepensionen i en tid med inflation og prisstigninger på argumenter, der lidt venligt kan karakteriseres som udenomssnak. Godt nok får de svageste grupper forhøjet ældrecheck og andre tilskud i inflationens tegn, men den almindelige pensionerede lønmodtager med opsparing i Fælleserklæringens ånd må vente to år på sin forhøjelse, indtil Finansministeriet har beregnet, hvor meget lønnen er steget i samfundet i al almindelighed. Det gør ondt, når købekraften i mellemtiden er udhulet med mere end ti procent.

Forslag om at regulere straks efter den forventede udvikling afviser regeringen, fordi det er for upræcist, og pensionisterne risikerer at skylde statskassen penge. Som om, de ikke hellere vil det end at have penge til gode. Sandheden er da også, at regeringen ikke har – eller snarere, ikke vil finde – de milliarder, det her og nu vil koste at fremrykke en hurtigere regulering af de sociale pensioner.

Regeringen satsede på, at dens krisefortælling ville få danskere til at acceptere at få spændt livremmen ind. Det er tydeligvis ikke sket, og nu blæser Mette Frederiksen og Co. til retræte. Men hvis regeringen kan få lønmodtagerorganisationerne med på i det mindste en del af tanken, så glider meget givet lettere ned hos selv faglige seniorer. Som udgangspunkt ligner trepartsdrøftelser en tilståelsessag om egen utilstrækkelighed, men det kan blive vendt til en gevinst.

 

Som udgangspunkt ligner trepartsdrøftelser en tilståelsessag om egen utilstrækkelighed, men det kan blive vendt til en gevinst
_______

 

Tiden er ikke til flere upopulære forslag

Oprindeligt var det ikke hensigten, at fx Arne-plus-pensionen skulle forhandles med arbejdsmarkedets parter på seniorpensionens bekostning. Regeringsgrundlaget fra december var konkret, og statsministeren satte selv trumf på, da hun præsenterede de tre partiers politiske grundlag. Det ender nu i trepartsforhandlinger, fordi modvinden er for stor blandt diverse forligspartier og ikke mindst hos vælgerne. Tiden er ikke til flere upopulære forslag, og enhver trussel om at opsige forlig og gå til valg på regeringens eget forslag får kun Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, og hvem der ellers mener at kunne det, til at råbe ”veto” endnu højere.

Men det bliver en helt anden og mindre højtråbende snak, hvis regeringen kommer med en ny model forfattet sammen med lønmodtagere og arbejdsgivere. Den slags siger såkaldt ansvarlige partier – også uden for regeringen – ikke nej til. Samtidig har trepartsforhandlinger den store fordel for regeringen, at de foregår i lukkede rum uden for mediernes søgelys. Lønmodtagere og arbejdsgivere holder bøtte, når de forhandler. Det er ikke som i Finansministeriet, hvor forhandlerne fra parti efter parti nærmest holder doorstep i ugevis, når de går ind og ud ad de tykke døre til Nikolaj Wammens kontor.

Det er naturligvis langt fra sikkert, at trepartsdrøftelser om netop tilbagetrækning ender i treenighed. Lønmodtagere og arbejdsgivere står langt fra hinanden og med modsatrettede interesser. Men regeringen håber givet på, at den kan bygge videre på den gode stemning efter de netop indgåede overenskomster. Det overvældende ”ja” og den høje stemmeprocent har regeringen i hvert fald allerede føjet til sin fortælling om, at arbejdsmarkedets parter også er parate til den nødvendige rettidige omhu, før de truende kriser – Ukrainekrigen, klimakrisen og den økonomiske stagnation – bliver endnu sværere at håndtere.

Under alle omstændigheder har en permanent trepartsinstitution den store fordel, at skulle lønmodtagere og arbejdsgivere mod regeringens forventning ikke blive enige, så foreligger der det, som statsministeren med fordel kan kalde ”en ny situation”. Mette Frederiksen og Co. kan så vende tilbage til det politiske system med sit forslag eller endnu mere sandsynligt, tage en tænkepause, hvilket er et andet ord for at opgive det. Et politisk nederlag, men med en bedre undskyldning end at trække det allerede nu.

Det blev kaldt en ny politisk virkelighed, da flertalsregeringen blev dannet i december. En regering, der på lange stræk kunne gøre, hvad den ville mod en opposition uden større muskelkraft. Den fik godt nok gennemtrumfet afskaffelsen af store bededag, men ellers har det været en sandhed med modifikationer, efterhånden som katastrofale meningsmålinger gjorde indtryk i regeringskontorerne. En situation som oppositionen ikke har været sen til at udnytte. Alliancer på kryds og tværs om tilbagetrækning, kandidatuddannelser og udenlandsk arbejdskraft er med til at indhegne regeringen.

Men den aktuelle politiske virkelighed ændrer karakter, hvis det lykkes regeringen at få flyttet centrale politiske forhandlinger væk fra Christiansborgs partipolitik, og ind i en permanent trepartsinstitution. Og hvis den vel og mærke har held til at få trestemmig enighed. I så fald får vi ikke bare en ny politisk virkelighed, men en ny politisk kultur. ■

 

Den høje stemmeprocent har regeringen i hvert fald allerede føjet til sin fortælling om, at arbejdsmarkedets parter også er parate til den nødvendige rettidige omhu, før de truende kriser bliver endnu sværere at håndtere
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag foredragsholder og klummeskribent om de 40 år og aktuel politik.

ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen holder doorstep efter sin 1. maj-tale på Arbejdernes internationale kampdag i Arbejdermuseet, København, mandag 1. maj 2023 [FOTO: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi