08.01.2011

Det er næsten givet, at Sydsudan efter en folkeafstemning den 9. januar, vil løsrive sig som en selvstændig nation, men konsekvenserne af resultatet er uklart.

Af Andreas Sugar

Umiddelbart er valget er lige så enkelt som symbolerne på stemmesedlen: kryds ved én hånd betyder selvstændighed, kryds ved to hænder knyttet i et håndtryk betyder fortsat forening. Når omkring fire millioner sydsudanesere går til valgurnerne fra den 9. til 15. januar er det kulminationen på en seks år lang fredsproces, der afsluttede en af Afrikas længste og blodigste borgerkrige. Resultatet af afstemningen synes givet på forhånd, da nogle eksperter vurderer, at op imod 99 procent af vælgerne vil stemme for løsrivelse. Mere end noget andet er det et følelsesmæssigt valg for en befolkning, der igennem flere generationer har levet med konflikt og undertrykkelse. Som Sydsudans leder, Salva Kiir, har udtalt, så handler det om et valg mellem at være andenrangs borger i ens eget land eller en fri person i en selvstændig stat.

At det afrikanske og kristne Sydsudan med høj sandsynlighed vil vælge løsrivelse fra det arabiske og muslimske nord kommer ikke som en overraskelse. Selv om fredsaftalen fra 2005 lagde op til, at et forenet Sudan skulle gøres fordelagtigt gennem retfærdig fordeling af magt og ressourcer, demokratisering, samarbejde og anerkendelse af Sudans mangfoldighed, har den seksårige ”prøveperiode” ikke overbevist sydsudaneserne. Nordens herskende parti, National Congress Party (NCP), og dets leder, præsident Omar al Bashir, har igennem de seneste år ikke gjort meget for at nedbryde mistroen blandt Sydens befolkning. NCP har syltet centrale elementer af fredsaftalen, og gang på gang er Sydens ledere blevet marginaliseret i samlingsregeringen i hovedstaden Khartoum.

Ikke desto mindre er Sydsudan nu klar til det historiske referendum. Mange i og uden for Sudan har længe tvivlet på, at folkeafstemningen ville blive afholdt til tiden, eller i det hele taget. Hvis eller når Sydsudan bliver selvstændigt, betyder det nemlig, at norden mister kontrol over landets største oliefelter, der i de seneste år har været kilde til et økonomisk boom uden sidestykke. Mange havde derfor forventet, at NCP ville gøre alt i deres magt for at forsinke, udskyde eller aflyse det afgørende valg i Sydsudan. Men det lader til, at præsident Bashirs regime har indset og accepteret, at Afrikas største land er på vej til at blive delt i to. I de seneste uger har præsidenten ved adskillige lejligheder gjort det klart, at han var rede til at anerkende sydsudanesernes valg. ”Personligt vil jeg være ked af at se Sudan blive delt. Men samtidig vil jeg være glad, hvis der er fred i Sudan mellem de to sider”, sagde han ved sin ankomst til Sydsudans hovedby, Juba, under et besøg i starten af januar.

Alternativet er krig
Det lader da også til, at alternativet til folkeafstemningen er fornyet konflikt. Mens Syden modvilligt har fundet sig i NCP’s forhalinger af forskellige dele af fredsaftalen, har den 9. januar 2011 stået som en urokkelig, ja nærmest hellig dato, siden parterne underskrev fredsaftalen for præcis seks år siden. Og det er måske i virkeligheden frygten for en ny og altødelæggende krig, der har været den vigtigste drivkraft i implementeringen af fredsaftalen. Den sidste omgang af borgerkrigen, fra 1983 til 2005, kostede to millioner mennesker livet og drev over fire millioner på flugt. Ingen af de to parter har interesse i fornyede blodsudgydelser. Norden er ved at frigøre sig fra mange årtiers international isolation, mens syden endelig kan se frem til længe ønsket selvstændighed. Ingen af de to har interesse i at sætte disse aspirationer over styr.

Det forklarer måske, hvorfor forberedelserne til afstemningen er forløbet bemærkelsesværdigt gnidningsfrit og viste, at parterne sagtens kan samarbejde, når det er nødvendigt. I løbet af november og december lod næsten fire millioner sydsudanesere sig registrere som vælgere, hovedparten i Sydsudan, men også et betydeligt antal i den nordlige del af landet, hvortil de er flygtet under den lange konflikt. Sydsudanesere bosiddende i en række andre lande, både i Afrika, Europa og Nordamerika, har også haft mulighed for at lade sig registrere. Alt i alt en kæmpemæssig logistisk udfordring, særligt i det underudviklede Sydsudan. Af samme grund kommer folkeafstemningen til at vare en uge, da mange vælgere forventes at skulle bruge halve og hele dage på at nå frem til valgstederne. Efter at stemmerne er afgivet, kan det tage op til tre uger, før et resultat foreligger.

Men selve afstemningen er bare første skridt på vejen. For hvordan fremtidens Sudan – eller rettere Sudan’er – kommer til at se ud, er uklart. Mens de to parter i de seneste måneder har forhandlet sig frem til detaljerne i forhold til valget den 9. januar, er de endnu ikke nået til enighed på en række områder, der vil være afgørende for deres indbyrdes forhold i de kommende år. Hvis de vil sikre en fredelig overgang og fremtidig sameksistens, bliver de nødt til at forhandle sig frem til en række aftaler om statsborgerskab, valuta, sikkerhed, handel og fordeling af naturlige ressourcer, primært Nilens vand samt olie. Godt nok sidder Sydsudan på de rigeste oliefelter, men den nødvendige infrastruktur, såsom raffinaderier og rørledninger, ligger i nord. Med andre ord forbinder olien de to parter, som er afhængige af hinanden, i hvert fald i nogle år endnu.

Et endnu mere presserende udestående omhandler området Abyei, der ligger på grænsen mellem Nord og Syd. Abyei har været omstridt længe; dels er det hjem for både arabiske nomader og afrikanske jordbrugere, og dels findes nogle af Sudans største og bedste oliefelter netop der. Derfor blev området givet særstatus i fredsaftalen, som foreskriver, at indbyggerne i en separat folkeafstemning skal afgøre, hvorvidt Abyei skal tilhøre nord eller syd. Denne afstemning skulle være afholdt samtidig med den i Sydsudan, men er blevet udsat på ubestemt tid grundet fortsat uenighed om betingelserne for valget. Uvisheden har givet udslag i spændinger mellem de to befolkningsgrupper i Abyei; spændinger der vil kunne udløse en større krise eller, i værste fald, fornyet konflikt mellem de to sider.

Bange anelser
Endelig er der spekulationer om folkeafstemningens politiske, økonomiske og sociale konsekvenser for både Nord- og Sydsudan. Landet har gennemgået en gennemgribende udvikling i løbet af de sidste fem år. Fredsprocessen og det økonomiske boom har åbnet op for det tidligere meget lukkede nord, der siden 1989 havde været præget af sharia -ovgivning og det islamistiske styres strikse politik. Der er mange, ikke mindst blandt den yngre generation, der frygter, at NCP vil genindføre en strengere linje, religiøst og socialt, så snart Sydsudans politikere forlader samlingsregeringen for at optage nye stillinger i deres nye selvstændige stat.

Bekymringerne sydpå er af en helt anden karakter. Når euforien efter løsrivelsen lægger sig, vil Sydsudan stå over for en række enorme udfordringer. Hvordan vil landets ledere, der indtil for nylig var krigere og ikke politikere, holde sammen på, endsige udvikle, et landområde, der er dobbelt så stort som Tyskland? Rivaliseringer mellem de mange svært bevæbnede etniske grupper ulmer allerede og kan meget vel bryde ud i lys lue, når de ikke længere står over for en fælles fjende nordpå. Derudover er Sydsudan, med dets sumpe, jungler og savanner, et af verdens mest underudviklede områder, hvor de færreste voksne er i stand til at læse eller skrive.

Det er derfor med en blanding af håb og ængstelse, at folk i og uden for Sudan bevidner det forestående referendum. For selv om valget umiddelbart synes enkelt, er konsekvenserne for Afrikas største land mange og uvisse.

Andreas Sugar er tidligere ansat i FN, New York, i afdelingen for fredsbevarende operationer med speciale i Østafrika. Har i øjeblikket orlov og arbejder som freelance konsulent, underviser og skribent i Danmark.