21.04.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Rusland forbereder sig på krise og krig, og det må Danmark også gøre. I første omgang kan vi etablere øget kontrol over de danske farvande, men målet – og offentlighedens forventning – må i høj grad være dansk søherredømme.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

Russiske ”forskningsskibe” har igennem længere tid besejlet danske, norske, svenske og finske farvande. Det viser sig, at de har sejlet langs dansk kritisk infrastruktur så som internetkabler, gasledninger og tæt på havvindmøller.

Energi og kritisk infrastruktur en del af den nye sikkerhedspolitik, og har i mange år været mål for russiske efterretningsoperationer., og g nu kan hele Danmark se det i DR’s udsendelse ”Skyggekrigen”. Kombineret med krigen i Ukraine og sabotagen af Nord Stream 2, har  det fået politikerne til at vågne. Indtil 24. februar 2022 levede Danmark i en tornerosesøvn, hvor krig skete under fjerne himmelstrøg. Det gør det ikke længere. Krigen er tæt på Danmark, og Rusland agerer som om, der er en proxykrig i gang med Vesten, hvor man forbereder sig på næste skridt – mere krig.

Indtil nu var fokus på gasledninger, men fokus breddes nu ud til hele den kritiske infrastruktur til havs. Det vil sige på havets overflade: Havne, sejlruter, broer, havvindmøller (der nu har en større del af vindmølleproduktion end den til lands) og hele offshore-industrien. I havet og særligt på havbunden er det kabler med energi fra havvindmøllerne og olie- og gas. Ligeledes er der en række forskellige kabler med kommunikation.

I dag er Danmark værtsnation i NATO. Det betyder, at Danmark nu skal modtage bl.a. amerikanske soldater som forstærkninger. Det har man øvet i Esbjerg havn og Aarhus havn. Man kan derfor forfalde til at tro, at Danmark ikke er i frontlinjen. Men det vil være en forkert konklusion: Danmark er i frontlinjen i De Danske Stræder, i Østersøen, i Nordsøen og i Nordatlanten. Her kan man til vands og i luften møde Rusland og sejlads igennem Danmarkstrædet eller de Danske Stræder er fortsat fuldstændigt afgørende for såvel russiske militære operationer som NATO-operationer.

Hvis den kritiske infrastruktur angribes, og i værste fald sættes ud, så vil det danske samfund blive hårdt ramt. De færreste kan forestille sig et samfund med ingen elektricitet eller rationeret energi generelt. Det er også svært at forestille sig, at kommunikationskabler til resten af verden være skåret over eller broer lukket.

 

Man kan derfor forfalde til at tro, at Danmark ikke er i frontlinjen. Men det vil være en forkert konklusion: Danmark er i frontlinjen i De Danske Stræder, i Østersøen, i Nordsøen og i Nordatlanten
_______

 

Danmark skal derfor have en debat om, hvordan vi beskytter den kritiske infrastruktur. Det bliver et element i forsvarsforliget, men det kræver en vigtig strategisk debat om enten søherredømme (Command of the Sea) eller søkontrol (Control of the Sea). Dette er et klassisk strategisk valg imellem Alfred T. Mahan og Julian S. Corbetts teorier om sømilitær strategi.

Søkontrol kræver, at man ved, hvad der sker i farvandene på havbunden, i havet og på havet. Det kræver patruljering fra enheder fra Søværnet og Marinehjemmeværnet, og at de hele tiden er på havet og overvåger det i kombination med flyvende enheder som droner eller fly. Sejlende enheder skal kunne borde civile skibe og undersøge dem – det kan flyvende enheder og overvågningsteknologi ikke.

Nye overvågningsteknologier kan levere en del af denne nødvendige overvågning til at skabe et overblik over, hvad der sker. Det kan være radarer, undervandsdroner, brug af informationer indhentet via satellitter, undervandsbøjer, eller indhentning via de kabler, der ligger på havbunden. Havvindmøller, offshore-industri og andre civile virksomheder og private kan indgå i et overvågningsnetværk, der er med til at give forsvar, efterretningstjenester og politi de nødvendige informationer.

Søkontrol giver et billede af, hvad der sker, men ikke søherredømme. Samtidig er søkontrol et element i søherredømme, og kan til en vis grad håndhæve suverænitet, men i begrænset omfang afvise en mulig fjende.

Søherredømme vil betyde, at man kan lukke de danske farvande for fremmede styrker, og hvis de søger ind i danske farvande, kan man afvise dem. Søkontrol er en del af søherredømme, men oven på det skal man have mange og stærke sejlende enheder, der i en kombination med flyvende enheder som droner (evt. bevæbnede droner), fly, helikoptere og miner.

Det skal overvejes meget nøje, om ubåde og undervandsdroner bør anskaffes til at løse dele af disse opgaver i det skjulte. Fx overvågning af kabler samt tilsyn og reparations af kabler med en blanding af undervandsdroner og dykkere, hvilket fra ubåde til en vis grad kan ske i det skjulte og derved skjule, at man ved, at Rusland har klargjort til sabotage. Ubåde vil også kunne bruges til dansk efterretningsindhentning imod en potentiel fjende og i tilfælde af krig ødelægge denne fjende.

Offentligheden forventer efter al sandsynlighed noget, der er tæt på søherredømme, hvor vi kan lukke russerne ude af farvandene, hvis der er en krise på vej. Imidlertid er det meget dyrt at anskaffe enheder, materiel og uddanne personale til en så stor opgave. Efter al sandsynlighed må vi nøjes med søkontrol. Men dette sker ikke i et lukket rum. For NATO skal indtænkes i rammen, og vi skal sammen med vores NATO-partnere diskutere, hvordan opgaverne i fællesskab skal og kan løses: Hvem har hvilke kapaciteter, og hvordan kan vi bedst opnå dette i fællesskab?

Rusland forbereder sig på krise og krig, og det må vi også gøre. I første omgang kan man etablere øget kontrol. Overfladeskibe kan ikke bare forsvinde. De har sporingssystemer (AIS) ombord, som de kan slukke, men der er i dag overvågningsteknologi, der kan spore ”slukkede” skibe. I en ramme af NATO vil man kunne skabe et meget klart billede af, hvor hvilke skibe er hvornår, og hvornår de prøver at gøre hvad.

Løsningen må og skal i en styrkelse af Søværnet og internationalt samarbejde i EU og NATO. Først og fremmest skal politikerne – gerne i rammen af en offentlig debat – definere, om man ønsker søherredømme eller søkontrol og i hvilket omfang. Lige nu kan vi kaste os ud i enorme investeringer, som ikke kommer til at fungere, fordi de ikke er indsat i en overordnet strategisk ramme.

Siden Den Kolde Krig har vi i Danmark skabt en kritisk infrastruktur, der baserer sig på kommunikation og energi, der for en stor dels vedkommende er søbaseret. Dette har vi gjort uden at tænke over truslen mod denne. Truslen kalder derfor på strategisk tankegang, og det bør realiseres i forbindelse med forsvarsforliget – og ikke bare indkøb af materiel. ■

 

Offentligheden forventer efter al sandsynlighed noget, der er tæt på søherredømme, hvor vi kan lukke russerne ude af farvandene, hvis der er en krise på vej
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.

ILLUSTRATION: Verdens største atomdrevne ubåd, Dmitrij Donskoj fra den russiske flåde, passerer gennem Storebælt på vej til en øvelse i Østersøen, den 21. juli 2017 [FOTO: Nanna Navntoft/Politiken/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning