07.01.2011

Konflikten i Sudan havde været langt værre, hvis det ikke var for landets olieressourcer. Og olien vil sandsynligvis også sikre fred, selv hvis søndagens valg betyder, at det sydlige Sudan udskilles i en selvstændig stat. Det vurderer major ved Forsvarsakademiet Henrik Laugesen.

Af Henrik Laugesen

Når Sudaneserne på søndag går til stemmeurnerne (for at stemme om, hvorvidt Sydsudan skal udskilles som en selvstændig stat, red.), er det kulminationen på en lang og problemfyldt fredsproces. En proces der af flere ikke blev spået mange chancer for succes på grund af konfliktens sammensatte og komplicerede natur. Men når det nu ikke gik galt , hvad er så årsagen til dette? Er det verdenssamfundets diplomatiske pres på Sudan, eller har vi taget helt fejl af Sudans præsident Omar Al Bashir?

Nej, vi skal søge efter sucessen et helt andet sted. Svaret lader sig stave med fire bogstaver; olie. Denne sorte og klæbrige masse har været det rene mirakelmiddel for fredsprocessen, og vil sandsynligvis være det i mange år fremefter. Olien er den substans, der har holdt gang i processen siden 2005, og den vil holde fred i Sudan i mange år endnu. Det er selvfølgelig ikke olien selv, men den økonomiske fremgang og velstand som olien har bragt, der er kilden til fred. Sudaneserne har igennem hele processen siden 2005 for første gang set en fremtid uden krig og med fremgang i levestandarden for alle – betalt af olie. Det har bragt sudaneserne til der, hvor de er i dag. Men vejen har været lang og trang.

Lille tiltro til fredsaftale
Allerede inden blækket var tørt efter underskrivelsen af fredsaftalen (Comprehensive Peace Agreement, CPA) mellem Nordsudan og Sydsudan tilbage i 2005, var kritikerne ude efter FN, og aftalen blev ikke spået nogen glorværdig fremtid. Spåmænd og spåkoner fra nær og fjern bemærkede særligt, at delingen af en stat traditionelt skaber flere problemer, end det løser. Andre kunne få samme ide, og hvor ville det så føre hen? Herudover blev aftalen karakteriseret som yderst kompliceret. Den store berøringsflade der går over emner som troppetilbagetrækning henover institutionsopbygning til olieindtægtsfordeling efterlod, efter manges mening, en overordentlig lille sandsynlighed for succes.

Sudaneserne selv gav heller ikke freden mange chancer. To scenarier blev ofte anvendt her. For det første kunne tiltroen til Omar Al Bashir ligge på et meget lille sted. Det var med rette ventet at han, når det passede i hans kram, ville genoptage voldshandlingerne. For det andet var de interne forhold i Sydsudan særdeles ugunstige efter mange års borgerkrig, og et regulært kollaps var nært forestående.

Fredsprocessen trues undervejs også af eksterne forhold. I løbet af 2008 beslutter The International Criminal Court (Den Internationale Krigsforbryder Domstol) at indlede jagten på retfærdighed. Al Bashir skal stå til ansvar for sine uhyrligheder i Darfur. Umiddelbart en god ide, men der tages ikke hensyn til hvilken virkning den søgen efter retfærdig kan have på den skrøbelige fred i Sudan. En mands forbrydelse vægtes højere end muligheden for at se en generation af unge sudanesere vokse op uden en Kalashnikov i hånden. Ved udstedelsen af arrestordren i marts 2009 kom svaret da også prompte. Bashir udviste 13 NGO´er fra Darfur som svar, og verden holdt vejret. Ville Al Bashir følge op med yderligere sanktioner, eller var det det?

Olien er billetten til velstand
På dette tidspunkt var det tydeligt, at Sudans eneste billet til velstand og økonomisk fremgang var olie. Al Bashir fik lov at spille med musklerne, men aldrig så meget at freden og dermed olieproduktionen kom i fare. Hver gang fredsprocessen har været truet, af interne eller eksterne forhold, har håbet om velstand og fremgang været stærkere end lysten til krig. Eller sagt på en anden måde, der har været langt flere økonomiske fordele ved at vælge freden end ved at vende tilbage til krig. Nordsudan har, ved Kinas mellemkomst, investeret massivt i infrastruktur, og det har gjort omsætningsprocessen fra olie til dollar til en god forretning. Pengene er blevet fordelt som aftalt i fredsprocessen og både i Juba (hovedstaden i Sydsudan, red.) og Khartoum (hovedstaden i Nordsuden, red.) mærkes en økonomiske udvikling. Selv om det selvfølgelig går langsomt og i et meget uens tempo, er udviklingen stadig netop tilstrækkelig til, at sudaneserne vedbliver med at satse på freden og den økonomiske udvikling.

Når det nu på søndag står klart for de fleste, at sudaneserne er nået igennem processen imod alle odds, har mange kritikere flyttet fokus til tiden efter folkeafstemningen. Ligesom fredsaftalen i sin tid ikke blev givet mange chancer, så mener flere nu, at borgerkrigen igen vil blusse op, eller at magthaverne i Sydsudan vil indlede en opslidende kamp om oliemillionerne. Hvad sker der når landet deles i Nordsudan og Sydsudan? Så bliver der vel ballade. Alle oliekilderne ligger jo i Sydsudan.

Sandsynligvis ikke, og igen er svaret olie. Det er rigtig, at størstedelen af oliekilderne ligger i Sydsudan. Sydsudan står således umiddelbart som den helt store vinder. Problemet for Sydsudan er bare, at de ikke har fået foretaget de nødvendige investeringer i infrastruktur, så olien kan kommercialiseres. Den helt nødvendige infrastruktur, der skal transformere olie til dollars har man i nord. Da op imod 90% af Sydsudans indtægter og 60% af Nordsudans indtægter kommer fra olie, er Nordsudan og Sydsudan tvunget til at arbejde sammen i mange år endnu, hvis de skal forsætte den positive udvikling. Der er så at sige etableret en gensidig afhængighed der formentlig vil sikre freden i mange år frem, godt hjulpet af Kinas stigende appetit på olie. Kineserne får 6% af deres olie fra Sudan, og det vil de gerne blive ved med. Freden i Sudan har bidt sig fast – mod alle odds.

Major Henrik Laugesen arbejder til dagligt på Forsvarsakademiet som underviser og analytiker inden for sikkerhedspolitiske emner. Var udsendt til Sudan 2008 til 2009 for FN.