03.04.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Dagen efter IPCC’s klokkeklare rapport fremlagde regeringen en finanslov, hvor der ikke var afsat én krone til akut klimahandling. Ikke en eneste ny krone. Og ordet klimakrise var ulykkeligvis blevet ”glemt” i forordet, blandt de kriser regeringen havde fokus på. Dagen efter fik vi så at vide, at regeringen har kæmpet imod nye klimatiltag i EU.

Kommentar af Lars Køhler, arkitekt, ’Green Tech’-iværksætter og tidligere klimarådgiver

IPCC har fremlagt dystre, alarmerende rapporter i nu 33 år. Det er ikke noget nyt. Og intet derfra bør sådan set overraske os. Faktisk er hver fremlæggelse skåret over stort set den samme formel:

Det ser ikke for godt ud. Da vi ikke har handlet siden sidst – idet vi ikke har ”knækket kurven” og stadig udleder mere år for år – er vores CO2-budget nu skrumpet endnu mere ind. Klimaet forværres stadig hurtigere, og konsekvenserne vil ramme os hårdere og tidligere, end vi troede. Vi kan stadig nå at afværge de værste konsekvenser, men det kræver handling nu, for vinduet for handling er ved at lukke.

Sådan foregår det hver gang. Også denne gang. Og politikerne stod som altid i kø for at vedkende sig alvoren med tunge ord. Den er også sikker hver gang. Frans Timmermans, EU’s klimachef, advarede denne gang om, at vores børn og børnebørn vil: ”udkæmpe krige for mad og vand, hvis ikke vi handler nu”. FN’s generalsekretær Antonio Guterres slog fast at: ”menneskeheden står på tynd is… og isen er ved at smelte”. Og de danske politikere væltede som altid over hinanden for at love beslutsomhed og handling.

Alt var, som det plejede. Selv den efterfølgende tavshed var velkendt.

Der kom ingen resolut reaktion fra vores regering. Der blev ikke erklæret klimanødsituation. Der blev ikke meldt planer ud for ugentlige krisepressemøder. Der blev ikke oprettet et klimakriseberedskab eller fremlagt akutpakker, der kunne skabe akutte reduktioner og afbøde de accelererende konsekvenser. Der var ingen dansk forøgelse af vores klimabistand. Ikke engang et sølle løfte om at vi som minimum ville begynde at leve op til de løfter, vi gav verdens ulande for 13 år siden, men stadig ikke lever op til.

Der var blot tavshed. Og som altid en virkelighed der nærmest dag for dag overhalede politikerne indenom.

Fx fik vi få dage efter fremlæggelsen af IPCC’s rapport og opråb om akutte reduktioner at vide, at de danske udledninger i 2022 gudhjælpemig var steget. Dagen efter fremlagde regeringen en finanslov for 2023, hvor der ikke var afsat en krone til akut klimahandling. Ikke en eneste ny krone. Det var også en finanslov, hvor ordet klimakrise ulykkeligvis var blevet ”glemt” i forordet, blandt alle de supervigtige kriser regeringen havde fokus på. Og det kom frem, at regeringen sørme har kæmpet imod flere nye klimatiltag i EU: regulering der vil mindske EU-landenes uholdbare afbrænding af biomasse og tiltag for at sikre en øget naturbeskyttelse.

Selv denne nærmest komiske afkobling af virkeligheden fra de grønne politiske løfter var set før.

Den følelse jeg fik, hver gang jeg forsøgte at sætte mig ned for at skrive denne kommentar, har været en følelse af deja-vu. En dybt frustreret følelse af utallige gange før at have forsøgt at sætte ord på den samme vrede over, at politik og handling stadig er så uendeligt langt fra videnskab og nødvendighed.

 

Apatien er gift, fordi den netop paralyserer og bremser handling på alle planer
_______

 

Derfor opgav jeg faktisk i ugens løb flere gange at skrive noget. For jeg følte bare, jeg gentog mig selv. Vred, frustreret og tom indeni over gentagelserne og skismaet mellem alvor og manglende handling.

Jeg ved, jeg ikke er ene om denne følelse. Den hænger nemlig uløseligt sammen med at bekymre sig om klimaet, miljøet og naturen omkring os. Og det gør danskerne. I stor stil. En undersøgelse viste i sidste uge, alt imens regeringen rendte rundt og glemte klimakrisen i deres finanslov, at 67 pct. af os bekymrer sig om klimakrisen. Samme undersøgelse viste også, at tilliden til politikerne er i noget, der ligner frit fald. Fra 59 pct. i 2021 til 32 pct. i 2023.

Tingene hænger sammen. Når man igen og igen ser videnskaben råbe politikerne op, og igen og igen ser politikere sætte politisk ideologi over videnskaben, så er det altså svært at bevare tilliden til, at ”folketinget træffer de beslutninger, der er bedst for Danmark”, som spørgsmålet i undersøgelsen lød.

Fakta er: politikerne handler ikke, som videnskaben i nu 30 år har sagt er nødvendigt. Altså på alle planer, i alle sektorer og med alle midler. Konsekvensen er, at befolkningen selv stopper op. Én sagde i sidste uge i en klimadebat til mig: ”Når politikerne ikke rigtigt reagerer, så er problemet nok ikke så alvorligt. De har jo også børn”. En kommentar som meget godt illustrerer problemet: at politisk passivitet fører til folkelig ligegyldighed og apati.

Det er en pivfarlig udvikling og reaktion, som politikerne gør klogt i at tage meget alvorligt. For mister de befolkningens engagement og deltagelse, så bliver der først rigtig langt til der, hvor vi skal hen. Vi har bidende brug for den folkelige vilje, opbakning og inddragelse, hvis vi skal omkalfatre hele vores samfund i det hæsblæsende tempo, der skal til.

Apatien er gift, fordi den netop paralyserer og bremser handling på alle planer. Fra individ til system. Fra små debatindlæg til opbakning til systemiske forandringer. Og den kan i værste fald lede til et meget voldsomt sammenstød mellem en apatisk befolkning og et politisk system på hælene, når klimakrisen inden for få år er blevet for fremskreden, og vi indser, at technofixes, hockeystave og alskens krydsede fingre ikke kan løse problemerne for os. Her vil krisen nemlig tvinge politikerne til langt større og langt mere indgribende indgreb i den personlige frihed.

Og det er jo i virkeligheden problemet i en nøddeskal. Vi er så hunderædde for forandring, ændrede vaner, tab af magt og kontrol, at vi, ved at nægte at forandre os, ved igen og igen at ignorere videnskabens ord, og love handling, men ikke handle, tordner mod et sted, hvor klimaet vil forandre alt – mod vores vilje og uden for vores kontrol.

Forandringen kommer. Om vi vil det eller ej. Spørgsmålet er kun, hvor meget medbestemmelse vi ønsker at have, og hvor stor en pris vi er villige til at lade vores børn og børnebørn betale for vores modvilje mod forandring. ■

 

Vi er så hunderædde for forandring, ændrede vaner, tab af magt og kontrol, at vi, ved at nægte at forandre os, love handling, men ikke handle, tordner mod et sted, hvor klimaet vil forandre alt
_______

 

Lars Køhler (f. 1975) er Green Tech iværksætter. Tidl. klimarådgiver. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. Han var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i 15 år.

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning