30.03.2023

Efter den russiske invasion af Ukraine befinder det arktiske samarbejde sig i sin hidtil største krise. Før Danmark og Grønland overtager formandskabet i 2025 er der brug for at styrke arbejdet i Arktisk Råd – herunder de oprindelige folks rolle.

Essay af Sara Olsvig, International forkvinde, Inuit Circumpolar Council (ICC)

Ruslands invasion af Ukraine har bragt Arktisk Råd i sin største krise siden etableringen i 1996. Efter invasionen satte rådets syv vestlige medlemsstater satte arbejdet på pause – men traf beslutningen uden at spørge de seks oprindelige folks organisationer, der deltager permanent. Siden er arbejdet dog blevet delvist genoptaget– og i disse måneder forberedes overdragelsen af formandskabet fra Rusland til Norge. At dét sker succesfuldt, bliver altafgørende for rådets fortsatte virke og dermed for det fredelige samarbejde i regionen. Men det er også afgørende, at man fremover fuldt inddrager de oprindelige folk, som Ukrainekrigen truer med at sætte en kile ned imellem. Og her har en verden præget af stormagternes spil noget at lære af Arktis.

En enestående institution

Arktisk Råd har siden sin oprettelse i 1996 legemliggjort den fælles målsætning om et fredeligt samarbejde i Arktis. Det er en målsætning, som de arktiske oprindelige folk har stået i spidsen for siden de første møder i 1970’erne, hvor for eksempel Inuit påberåbte staterne kun at anvende Arktis til fredelige formål. Gennem årtiers hårdt arbejde er det en dagsorden, de oprindelige folk har fået staterne med på, indtil videre.

Arktisk Råd består både af otte medlemsstater og seks oprindelige folks organisationer – til de formelle møder sidder der dermed fjorten delegationer rundt om bordet. En unik struktur, som har været en international ledestjerne i udviklingen af oprindelige folks samarbejde med stater, og deltagelse i internationale beslutningsprocesser.

De seks organisationer er – ifølge rådets bestemmelser – såkaldte permanente deltagere på alle arbejdsniveauer, fra de ministerielle møder til det faglige samarbejde i ”maskinrummet” i arbejdsgrupperne, som konkret belyser og fremmer medlemmernes fælles interesser for et miljømæssigt, samfundsmæssigt, økonomisk og kulturelt trygt og stærkt Arktis.

Fem af de seks permanente deltagere repræsenterer oprindelige folk, som lever på tværs af statsgrænserne. Inuit Circumpolar Council repræsenterer Inuit i Grønland, Canada, Alaska og Chukotka mens Samrådet repræsenterer Samerne i Norge, Sverige, Finland og Rusland. Derudover deltager Aleuternes sammenslutning, som repræsenterer folk bosiddende i USA og Rusland, Gwich’in folkets og Athabaskanernes råd, som begge repræsenterer folk bosiddende i Canada og USA, samt sammenslutningen af arktiske oprindelige folk i Rusland. I alle årene har organisationerne bidraget med værdifuld viden, baseret på årtusinders erfaringer med at leve i og udvikle arktiske samfund. Samtidig bidrager de med en tilgang, som er helt unik og nødvendig: nemlig at anskue det arktiske miljø og klima som ét sammenhængende system. Det var også de oprindelige folk, der insisterede på at rådet skulle fungere på basis af konsensus. En udfordring for de otte stater – men som de tilsluttede sig, og som har givet de oprindelige folk stor indflydelse i rådets arbejde.

På tværs af grænserne

Ifølge FN’s Klimapanel opvarmes Arktis fire gange hurtigere end klodens andre regioner. Økosystemer og biodiversitet er begyndt at bukke under for klimaændringernes pres. Sammen med det geopolitiske pres – der udfordrer det arktiske samarbejde som vi kender det – kræver den altoverskyggende klimakrise omtanke og forsigtighed.

Som erklæret i Arktisk Råds strategiske tiårsplan fra 2021 er ambitionen at Rådet skal være det centrale forum for Arktisk samarbejde, og man understreger den fundamentale målsætning om et fredeligt, samarbejdende Arktis. Blandt dagsordenerne er det klima- og miljø, som skærer skarpest igennem.

Arktisk Råd har seks faglige arbejdsgrupper som arbejder med programmer for handling mod, og monitorering af arktisk miljøforurening, bevarelse af flora og fauna, beskyttelse af det arktiske marinemiljø, bæredygtig udvikling i arktisk samfund samt nød- reaktionsberedskab. Arbejdsgrupperne samler eksperter fra hele Arktis.

På trods af udfordringer har erfaringerne fra Arktisk Råds arbejdsgrupper været eksemplariske. I arbejdsgrupperne kobler de oprindelige folks organisationer og andre deltagende eksperter nemlig arbejdet i Arktisk Råd sammen med processer i blandt andet FN. Det er ofte de samme civilsamfundsorganisationer og eksperter, der deltager i andre internationale fora, hvor man udveksler viden om Arktis. For eksempel har Inuit Circumpolar Council (ICC) – som den første organisation for oprindelige folk – opnået observatørstatus i FN’s klimapanel, og har for øjeblikket konsultativ status i den internationale maritime organisation IMO.

De faglige arbejdsgrupper udformer grundlaget for beslutningerne i Arktisk Råd og arbejder på tværs af statsgrænser: Dermed udgør de en ekstremt værdifuld kæde af videns- og politikudvikling. Mens det på helt kort sigt er altafgørende, at Arktisk Råd overlever i en stærk og handlekraftig form, bør der i det videre arbejde straks sikres fuld aktivitet i arbejdsgrupperne. Dét kræver politisk vilje og ressourcer hos regeringerne, inklusive den grønlandske og danske. Denne vilje og villighed til at sikre ressourcer gælder ikke mindst understøttelsen af de oprindelige folks organisationer, så de kan deltage fuldt ud på alle niveauer af Arktisk Råd.

 

På trods af udfordringer har erfaringerne fra Arktisk Råds arbejdsgrupper været eksemplariske
_______

 

Oprindelige folk banede vejen for mellemfolkeligt samarbejde

Netop ambitionerne om mellemfolkeligt samarbejde lå oprindeligt til grund for tilblivelsen af Arktisk Råd. I 1973 mødtes arktiske oprindelige folk for første gang til det, der blev kaldt Arctic Peoples’ Conference. Mødet fandt sted omkring de store borde, som dengang dannede en cirkel i Landstingssalen på Christiansborg i København. Repræsentanter fra Grønland, Canada, Norge, Sverige og Finland udvekslede politiske målsætninger, ideer til samarbejde og krav om anerkendelse af oprindelige folks rettigheder.

Konferencen resulterede i to resolutioner. Den ene talte ind i de efterfølgende års udvikling af oprindelige folks rettigheder og anerkendelse som folk, der er ligeværdige med andre folk. I resolutionen vedtog deltagerne nemlig at ”anmode [..] om det åbenlyse: at regeringerne i hver stat, hvorfra vi kommer, anerkender vores rettigheder som folk, der har ret til selvopfyldelse og realisering af værdighed som folk”. Den anden resolution udgjorde et vigtigt forarbejde i etableringen af ikke kun arktiske oprindelige folks egne internationale organisationer, men også af Arktisk Råd. Den fremlagde nemlig målsætningen, at ”danne et cirkumpolært [på tværs af hele Arktis] organ for oprindelige folk for at forfølge og fremme fælles og kollektive interesser”.

Baggrunden for mødet på Christiansborg var en stigende bekymring for staternes pres på folkene, dels gennem udvikling af olieindustri i Alaska, dels ved øget tilstedeværelse i regionen, militært og civilt. I den ene resolution understregede konferencedeltagerne blandt andet, at de var ”dybt bekymrede for at beskytte interesserne for de efterfølgende generationer”.

Arctic Peoples’ Conference blev det første internationale skridt i udviklingen af det arktiske samarbejde. Fra grønlandsk side deltog både unge grønlændere under uddannelse i Danmark, men også landsrådsmedlemmer fra Nuuk. Den danske NGO International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA), Københavns Universitet og Folketinget støttede konferencen ved at lægge ressourcer og mødelokaler til rådighed.

Efter 1973 etablerede flere oprindelige folk deres egne organisationer. Samernes råd var blevet grundlagt allerede i 1956, mens Inuit Circumpolar Council (ICC) blev stiftet i 1977, da repræsentanter for Inuit i Grønland, Canada og Alaska mødtes i den nordligste by i USA, Utqiagvik, og indledte et historisk samarbejde på tværs af tre forskellige stater. Med i stiftelsesdokumenterne var bl.a. resolution 77-11, som erklærede at Arktis kun må anvendes til fredelige formål. Samtidig bad man det daværende Sovjetunionen om, at sikre Inuit fra Chukotka – den østligste region i Rusland, hvor russiske Inuit bor – deltagelse i det historiske og epokegørende samarbejde.

I 1980 underskrev Inatsisartut, Grønlands parlament, ICC’s charter, og organisationen blev formelt etableret med grønlandske Hans Pavia Rosing som den første internationale leder. Formålet var – og er – at være Inuits samlede stemme, og fremme rettigheder for alle Inuit. Formandskabet, der roterer hvert fjerde år, varetages 2022-26 af ICC Grønland.

Fordi udviklingen fandt sted under den Kolde Krig stod der i de første 15 år tomme stole rundt om mødebordet, når ICC holdt samlinger, for at symbolisere, at Inuit fra Chukotka ikke var til stede. Først efter murens fald og ICC’s konstante insisteren, lykkedes det i 1992 Inuit i Rusland og resten af ICC, at sikre russiske Inuit fuld og ligeværdig deltagelse i organisationen.

I skyggen af Ukraine

Med den russiske invasion af Ukraine befinder det arktiske samarbejde sig i sin hidtil største krise. På trods af den begrænsede genoptagelse af samarbejdet, har pausen i Arktisk Råd fået konsekvenser: tabte forskningsprojekter, afbrudte dataindsamlinger og samarbejder opbygget over årtier.

Over årene har Rådet ellers bragt nye traditioner med sig, da forskningsverdener i øst og vest har slået sig sammen om belysningen af arktiske miljø-, samfunds- og klimaproblematikker. Samtidig har man øget anerkendelsen af oprindelige folks viden som et ligeværdigt vidensparadigme, der skal inkluderes i de konventionelle forskningsverdener.

Værdifuld viden tabes på gulvet og bliver svær at genoprette, hvis ikke der gøres en indsats for at genoptage samarbejdet fuldt ud.

 

Med den russiske invasion af Ukraine befinder det arktiske samarbejde sig i sin hidtil største krise
_______

 

Særligt de oprindelige folks organisationer, som i forvejen arbejder med ganske små budgetter, og hvert år kæmper for at tiltrække driftsbevillinger og projektmidler, har mærket konsekvenserne af pausen. Det har blandt andet været svært at fastholde personale, anden kapacitet og projektmidler. Det bliver derfor særligt vigtigt i de kommende år, at sikre meningsfuld deltagelse af de oprindelige folks organisationer i arbejdsgrupperne i Arktisk Råd ved at øge støtten til organisationer og gøre den stabil.

De rent menneskelige konsekvenser er endnu mere hjerteskærende. Oprindelige folk, som lever på tværs af statsgrænserne, herunder Inuit og Samerne, er – som under den Kolde Krig – endt på hver deres side i en konflikt, som ikke tager afsæt i deres egne hjemegne. På den russiske side mobiliseres arktiske oprindelige folk til krigen – fordi de er få i antal, kan tabet af menneskeliv få eksistentielle konsekvenser.

Tilbage til kernen

Der er derfor meget at kæmpe for. At sikre Arktisk Råds fortsatte eksistens er en udfordring, som alle involverede er fuldt ud klar over er svær at løse. Men det havde været naivt at tro, at netop disse otte arktiske stater kunne etablere og opretholde et samarbejde uden udfordringer. De otte stater er langt fra altid enige – men de er bundet sammen af den geografi, Arktis nu engang består af, og af de folk som bor på tværs af statsgrænserne: Der er ikke noget Arktisk Råd uden Rusland. Der er heller ikke noget Arktisk Råd uden de oprindelige folks deltagelse. Det bør derfor anses som en fælles forpligtelse at opretholde samarbejdet, også i en svær og ekstremt udfordrende tid.

Ofte fortælles historien om tilblivelsen af Arktisk Råd således, at Sovjets daværende leder Mikhail Gorbatjovs med sin tale i Murmansk i 1987 åbnede døren for et samarbejde. Ruslands vilje til at deltage har selvfølgelig været afgørende, og vil være afgørende fremover. Men lige så vigtig er den vestlige vilje til at sikre et samarbejde gennem et formaliseret forum. Ikke mindst har oprindelige folks insisteren på fredelig sameksistens været drivende for det samarbejde, vi kender i dag.

I den kommende tid bør de oprindelige folks rolle i Rådet trækkes frem. Det mellemfolkelige og medmenneskelige samarbejde, som netop holdes sammen af de kulturelle og familiære bånd på tværs af statsgrænserne, vil være dét, der limer tingene sammen igen. En styrkelse af de oprindelige folks position i Rådet vil desuden sikre fokus på folk-til-folk samarbejde, frem for stat-til-stat.

Samtidig vil det give mulighed for at indarbejde de landvindinger, der parallelt er opnået for oprindelige folk internationalt. I 2007 vedtog FN en deklaration om oprindelige folks rettigheder, som Arktisk Råd formelt noterede sig ved det seneste ministerielle møde i Island i 2021. Selvom den ikke er en konvention – og dermed ikke formelt juridisk bindende – er FN-deklarationen blevet det helt centrale instrument i implementeringen af oprindelige folks rettigheder, og anerkendes globalt som et fundamental menneskeretligt og folkeretligt dokument. I Canada har man igangsat ny lovgivning, som sikrer indarbejdelsen af bestemmelserne i deklarationen. I Australien er der netop igangsat ny proces for øget inddragelse af oprindelige folk i det nationale parlament, og på rigtig mange af FN’s store platforme kan man ikke længere komme uden om verdens oprindelige folk, og deres insisteren på at deltage, sådan som deklarationen stadfæster retten til. FN’s Menneskerettighedsråd er i færd med at afdække mulighederne for at øge oprindelige folks deltagelse i menneskerettighedsrådets arbejde. Alt dette sker efter aktivt pres og diplomatiske indsatser fra oprindelige folk og deres organisationer, inklusive de arktiske oprindelige folks organisationer.

I starten var Arktisk Råd et enligt lysende eksempel på, at det kunne lade sig gøre at sidde side om side – så ligeværdigt som muligt – stater og oprindelige folk imellem. Som vist ovenfor følger andre internationale fora med. Paradoksalt er det derfor, at udviklingen i Arktisk Råd i samme periode er gået i modsatte retning. Fra i al naturlighed, at sidde sammen rundt om bordet og kollektivt lægge vægt på indholdet af det faglige arbejde, har de syv stater i Arktisk Råd over en længere periode i øgende grad forsømt at inddrage de oprindelige folks organisationer fuldt ud, for eksempel i formuleringen af forskningsprojekter og fokus i arbejdsgrupperne – og senest ved beslutningen om at sætte rådets arbejde på pause.

 

Fra i al naturlighed, at sidde sammen rundt om bordet og kollektivt lægge vægt på indholdet af det faglige arbejde, har de syv stater i Arktisk Råd over en længere periode i øgende grad forsømt at inddrage de oprindelige folks organisationer fuldt ud
_______

 

Hvem styrer forskningen?

Sammen med de oprindelige folks organisationer kommer Danmark, Grønland og Færøerne til – igen – at spille en afgørende rolle i fremtidssikringen og genopretningen af samarbejdet i Arktisk Råd. Efter Norge er det nemlig Grønland, Danmark og Færøernes tur til at overtage formandskabet fra 2025-2027. Tiden inden må derfor anvendes på at sikre tæt inddragelse af de oprindelige folk, omtænke Arktisk Råds rolle og arbejdsgange, og ikke mindst genopfriske de oprindelige målsætninger for rådets eksistens – ikke mindst for at styrke de faglige arbejdsgrupper, hvori de mange projekter og forskningsinitiativer er forankret.

Forskning i og om Arktis var en markant prioritet ved Rådets tilblivelse i 1996. Rådet var en udløber af den arktiske miljøbeskyttelsesstrategi Arctic Environmental Protection Strategy, som også var et samarbejde mellem de otte arktiske stater og tre af de oprindelige folks organisationer, herunder Inuit Circumpolar Council.

I kolonitiden og efterfølgende har vidensindsamling og -udvikling i høj grad været udført af forskere ude fra, som sætter forskningsdagsordenen, bestemmer hvilke forskningsspørgsmål, der skal stilles og hvilke midler, der skal anvendes hvor og hvornår. Men forskningsmiljøet i Arktis har gennemgået store forandringer siden Rådet blev etableret. Således er arktiske forskningsmiljøer skudt op og samarbejdet mellem arktiske universiteter etableret gennem samarbejdsorganet University of the Arctic, som også løbende får tildelt midler fra Folketinget. Vidensproduktionen i Arktis er markant udviklet, og forskere fra og bosiddende i Arktis udgør en stor del af det akademiske miljø. Samtidig gennemgår forskningsverden sin egen afkolonisering, og nye etiske tilgange til engagement og inddragelse vinder indpas. Skal man følge med denne udvikling, må man sikre, at forskningsprojekter i regi af Arktisk Råds arbejdsgrupper udføres med udgangspunkt i Arktis og de interesser, de arktiske folk selv har.

De kommende år, under et norsk formandskab og efterfølgende det grønlandsk-danske, bør derfor anvendes til at følge op på den styrkelse Arktisk Råd allerede har gennemgået i form af etableringen af Arktisk Råds Sekretariat i Norge for ti år siden, samt vedtagelsen af den første strategiske tiårsplan i 2021. Sekretariatsbetjeningen af rådets virke er vigtig, og lige så vigtig er sekretariatsbetjeningen af de oprindelige folks organisationer. Ligesom de store oprindelige folks organisationer fandtes før Arktis Råd, fandtes også det såkaldte Indigenous Peoples’ Secretariat 1996 – det blev nemlig etableret i 1994 for at understøtte oprindelige folks deltagelse i det miljøstrategiske arbejde. Grønland og Danmark har en lang historie med støtte til Indigenous Peoples’ Secretariat bag sig da man tidligere har huset sekretariatet i København. I dag er Indigenous Peoples’ Secretariat lagt ind under Arktisk Råds Sekretariat, og det er desværre blevet uklart, hvordan man bedst kan sikre en af staterne uafhængig sekretariatsbetjening af de oprindelige folks organisationer, sådan som det oprindeligt var formålet med de Indigenous Peoples’ Secretariat. Der er behov for at gentænke den sekretariatsmæssige funktion, så Arktisk Råd og dets arbejdsgrupper sikres så stærk en deltagelse af de oprindelige folks organisationer som muligt. Men styrkelsen af sekretariaterne giver kun mening, hvis de gives mandat til at samarbejde på tværs af statsgrænserne.

 

Det er i alles interesse at fremtidssikre Arktisk Råd, vel at mærke et Arktisk Råd som ikke alene overlever den nuværende krise, men kommer stærkere ud på den anden side
_______

 

Hvis folkene står sammen

På den ene side må man erkende, at konflikten mellem Vesten og Rusland ikke ender foreløbig, og at Arktis som geopolitisk størrelse er fanget i det forhold. På den anden side må man kunne balancere en meningsfuld indsats gennem Arktisk Råd, ikke alene for at bevare men også for at videreudvikle dette vigtige samarbejdsforum.

En ting er sikkert: Uanset hvad staterne imellem vælger at gøre, vil det være de arktiske oprindelige folk, som lever i Arktis, der vil stå fast – uden at ville svigte hverken hinanden eller deres hjemlande.

Norge står med en kolossal udfordring, når landet overtager formandskabet i maj måned. Men Norge står ikke alene. Det er i alles interesse at fremtidssikre Arktisk Råd, vel at mærke et Arktisk Råd som ikke alene overlever den nuværende krise, men kommer stærkere ud på den anden side. Nøglen til dét er et tæt, strategisk samarbejde med arktiske oprindelige folk. Det kræver, at staterne ikke falder i en rille, hvor kun den geopolitiske dagsorden og militære interesser er bestemmende. Man skal nuancere sin tilgang og rumme den kompleksitet, Arktis indeholder.

At der er en trussel mod Arktis, er angiveligt rigtigt. Militariseringen af Arktis fortsætter både i Rusland og i de andre arktiske stater. For mange arktiske oprindelige folk har denne militære trussel dog været en realitet i mange årtier, og det har været en underliggende præmis for det samarbejde og det liv, der findes i Arktis i dag. Alligevel er det nødvendigt at kunne holde fast i ønsket om samarbejde og fredelig sameksistens.

Året efter den første Arctic Peoples’ Conference udtalte canadieren James Wah-Shee, der var leder af det oprindelige folk athabaskanerne og sammen med en kollega havde været frontløber for afholdelsen af den internationale konference: ”Jeg var dybt imponeret over følelsen af ​​sammenhold og samarbejde blandt de delegerede […] Konferencedeltagernes succes med at opnå denne følelse af enhed og identitet vil få os langt og hjælpe os med at fortsætte med at dele kulturer, traditioner, ideer og viden”.

Fællesskab i et rum, hvor mennesker fra så forskellige kulturer og lande mødes – det er dét, Arktisk Råd demonstrerer. En egenskab, det er værd at kæmpe for, i en verden hvor både freden og demokratiet sættes over styr. ■

 

Fællesskab i et rum, hvor mennesker fra så forskellige kulturer og lande mødes – det er dét, Arktisk Råd demonstrerer. En egenskab, det er værd at kæmpe for, i en verden hvor både freden og demokratiet sættes over styr
_______

 

Sara Olsvig er international forkvinde for Inuit Circumpolar Council mens Grønland har formandskabet i organisationen fra 2022 til 2026. Olsvig er desuden Ph.D.-stipendiat ved Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet og har været folkevalgt politiker i årene 2011 til 2018, herunder Folketingsmedlem, medlem af Inatsisartut og medlem af Naalakkersuisut.

Apropos denne artikel:

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed