Chris Hvidberg: Her er de fem spørgsmål, enhver borgerlig må stille sig selv

08.03.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Enhver kan se, at vores velfærdssamfund lige nu befinder sig på en budding i en Webergrill, og jeg så gerne, at vi kunne overbevise et flertal om, at det er den borgerlige blok, der kan flytte den hen til et trygt og sikkert sted – med de reformer, der er nødvendige på vejen derhen. Det er faktisk nødvendigt, hvis vi skal vinde næste valg.

Kommentar af Chris Hvidberg, reklamemand, klummeskribent på Jyllands-Posten og medlem af Liberal Alliance

I løbet af de seneste år har vi lært, at alt kan ske i politik. Alt. Mette Frederiksen kunne i overmorgen meddele, at hun agter at få en kønsskifteoperation og i øvrigt stopper som statsminister for i stedet at blive børsmægler hos Saxo Bank, uden at nogen os af ville løfte et øjenbryn. Tiderne skifter, tidligere fjender bliver til venner og vice versa. Og nu er vi her: En SMV-regering i en tremands-tango på den politiske midtes dansegulv.

Jeg tør derfor ikke længere selv gætte på, hvad fremtiden bringer for os borgerlige. Der er dog fem spørgsmål, som for mig at se er helt centrale for den borgerlige bloks fremtid – og som enhver borgerlig derfor alligevel må stille sig selv:

1. Kan vi vinde et valg uden en samlet, borgerlig fortælling?

Lige pt. har vi ingen. Og lad mig sige det sådan: Hvis det katastrofalt tåkrummende pressemøde inden valget i 2022 med alle de borgerlige partiledere er det bedste, vi kan præstere, er jeg hellere fri. Bevares, selve det overordnede budskab om mere frit valg til borgerne var spot on-borgerligt og godt. Konkret fremlagt på fem udvalgte områder. Men mødet udviklede sig jo til en farce om tørklæder i hjemmeplejen – og det kulminerede i en ikke specielt troværdig håndtering af pressens kritiske spørgsmål. Ligesom det ærlig talt virkede som om, man havde været nødt til at grave meget dybt ned i forslags-krukken for bare at finde fem. Kortere ventetid på fertilitetsbehandling er fx næppe en kæmpe vælgersællert. Men frie valg for borgerne er ikke et dårligt bud på en blå fællesnævner, Det kræver bare, at det bliver serveret mere overbevisende og gennemarbejdet end sidst.

Spørgsmålet er imidlertid, om røde og blå fortællinger stadig er relevante for vælgerne. Eller om den slags er passé efter den seneste lilla-agtige regeringsdannelse og efterspørgslen på grønne partier, så hvert parti nu blot står i egen ret?

2. Hvem bliver leder af den borgerlige opposition?

Det vil være synd at sige, at oplagte kandidater ligefrem står i kø. Og hvilke kriterier er der i øvrigt for at blive leder? Den med det største parti? Mest erfaring? Bedste meningsmåling? Støjberg ser jeg her helt bort fra på trods af et skyhøjt stemmeantal på 47.211 – kun overgået af statsministeren – da hun er alt for kontroversiel som statsministerkandidat. Men i skrivende stund står LA, V og K til at få hhv. 10,3, 9,4 og 6,4 pct. af stemmerne i DR’s meningsmåling fra d. 21. februar. Betyder det så, at Alex Vanopslagh (LA) er det bedste bud på en borgerlig statsministerkandidat? Njaaa. Forstå mig ret, Vanopslagh er – udover at være min formand – et af de største politiske talenter, der fik imponerende 38.284 personlige stemmer ved valget i 2022. Jeg ville da elske, hvis han blev statsminister. Men jeg er samtidig smerteligt bevidst om, at danskerne generelt betragtet er temmelig socialdemokratisk anlagte. Det er derfor ikke just super oplagt, at lederen af Danmarks mest liberale parti skulle blive statsministerkandidat. Jeg er heller ikke så sikker på, at han selv ønsker det på nuværende tidspunkt.

Jakob Ellemann-Jensens (V) troværdighed er kun marginalt bedre end en brugtvognsforhandlers. Og vender han overhovedet tilbage til politik – og blå blok? Rygterne lyder, at Troels Lund Poulsen for tiden er ved at iscenesætte sig selv som en mild hyggeonkel med partilederpotentiale. Men statsministerkandidat? Med et personligt stemmetal på 4.584 og et stærkt begrænset talent for at være en folkeforfører, er der næsten større sandsynlighed for, at Jønke bliver Venstres statsministerkandidat.

Og Søren Pape Poulsen (K)? Han har formentlig ikke gemt flere besynderlige sager om jøder og onkler i Den Dominikanske Republik. Men tilbage står alligevel indtrykket af en lidt forpjusket og kluntet partiformand, der ikke ligefrem skriger af statsministerpotentiale.

Så med mindre nogen pludselig hiver et hidtil ukendt talent op af hatten, ser det ualmindeligt sløjt ud på den front.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at alle borgerlige partier i eget selvbillede er grønne. Men lad os være ærlige: Det er der næppe særligt mange andre, der mener
_______

 

3. Hvordan vinder borgerlig blok slaget om velfærdssamfundet?

Er vi blevet for teknokratiske? Og er der for meget konkurrencestatssnak? Måske har den konservative Christian Egander Skov en pointe, når han i sin kritikerroste og prisvindende bog Borgerlig Krise efterspørger mere folkelighed. Jeg tror ganske vist stadig på liberale løsninger, men jeg mener også, at samtalen om dem med fordel kunne være mere folkelig. Arbejdsudbud! Råderum! Varme hænder mig der og kolde hænder mig der! Alt sammen meget vigtigt, men også meget embedsmandsagtigt. Fortæl mig hellere, hvordan borgerlige løsninger konkret gør en forskel i mit liv i provinsen med 1,8 barn og en VW.

Enhver kan se, at vores velfærdssamfund lige nu befinder sig på en budding i en Webergrill, og jeg så gerne, at vi kunne overbevise et flertal om, at det er den borgerlige blok, der kan flytte den hen til et trygt og sikkert sted – med de reformer, der er nødvendige på vejen derhen. Det er faktisk nødvendigt, hvis vi skal vinde næste valg.

4. Vil det lykkes et borgerligt parti at blive bredt anerkendt som et grønt parti?

Jeg er ikke i tvivl om, at alle borgerlige partier i eget selvbillede er grønne. Men lad os være ærlige: Det er der næppe særligt mange andre, der mener, at de er. For hver ny, ung vælger, der får stemmeret, bliver klima en større og større hygiejnefaktor. De forventer, at alle andre politikområder ligger på en sprød bund af en ansvarlig klimapolitik. I modsat fald risikerer partierne at blive sorteret fra.

Hvor hele venstrefløjen bliver betragtet som særdeles klimabevidst, er det lidt mere op ad bakke for blå blok. Derfor tror jeg, vi skal være glade, hvis bare ét borgerligt parti i den brede befolkning bliver betragtet som grønt. Det kan der godt være stemmer i.

5. Bliver det på et tidspunkt fedt med så mange borgerlige partier?

Ja, jeg spørger bare, fordi det godt kan virke lidt spøjst, og man skal være helt urimelig blåøjet, hvis man mener, at alle har en lige stor eksistenberettigelse. Og her taler jeg naturligvis om de tre partier, der umiddelbart er meget sammenlignelige: DF, DD og NB. Jeg anerkender fuldstændig, at Støjberg har en massiv personlig opbakning, der gjorde hendes parti til det femtestørste, og at det i skrivende stund går fremad for både hende og DF i meningsmålingerne. Messerschmidt ser også ud til at være opadgående i formkurve efter partifnidder og frifindelsen i Retten på Frederiksberg. Men der er her tale om personer, ikke politik. Rent politisk er jeg overbevist om, at 99 ud af 100 vælgere ikke kan se forskel på de to partier. At en større del af DD’s folketingsgruppe er gamle DF’ere i folketingsgruppen, gør ikke det hele bedre.

NB er i førnævnte meningsmåling til gengæld gledet ned på 2,3 pct – ubehageligt tæt på spærregrænsen. Det kender jeg godt, for det er ikke så længe siden mit eget parti lå dernede. Så alt kan jo som bekendt ske inden for ganske kort tid. Men om det ender med at overleve som et parti for konspirationsteoretikere, hvor alle medlemmer frit kan råbe personlige svinere efter politiske modstandere ligesom eks-næstformand Henriette Ergemann og partistifter Svend Pedersen, eller om det ender som et mere pragmatisk protestparti, tør jeg ikke satse min pensionsopsparing på.

Pladsen er i hvert fald trang på den del af højrefløjen. Og som jeg ser det, ville det derfor ikke gøre noget, hvis der var ét parti mindre – det ville blot være en parlamentarisk fordel.

Jeg kommer som sagt ikke til at agere spåkone med skråsikre forudsigelser om ovenstående, men hvis nogen derude sidder inde med alle svarene, vil jeg kraftigt opfordre vedkommende til straks at sende dem ind på Christianborg, att.: Den Borgerlige Blok. ■

 

Som jeg ser det, ville det ikke gøre noget, hvis der var ét parti mindre – det ville blot være en parlamentarisk fordel
_______

 

Chris Hvidberg (f. 1971) er reklamemand, klummeskribent på Jyllands-Posten og medlem af Liberal Alliance.

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning