06.03.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Tankegangen i regeringen er, at Europa og Danmark står over for store udfordringer, der kræver handling, forandringer og reformer. Selv kunne jeg være fristet til at oversætte det til, at vi skal forandre for at bevare. Det lyder helt konservativt.

Af Lars Barfoed, public affairs rådgiver og bestyrelsesmedlem, tidl. partileder, MF og minister for De Konservative

DEN NYE SVM-regering har vendt op og ned på dansk politik og splintret både den blå og den røde blok. Med Venstre og Socialdemokratiet samt Moderaterne i samme regering er der vendt op og ned på årtiers politisk vanetænkning. Det var på tide og er i virkeligheden en politisk forløsning, der har været på vej længe.

Det bidrager samtidig til det totale parlamentariske opbrud, at vi har fået en flertalsregering. Det ændrer de parlamentariske spilleregler totalt.

Dertil kommer, at folketingsvalget i det sene efterår var et jordskredsvalg, der kan sammenlignes med valget i 1973. To nye partier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, stormede ind i Folketinget, mens flere etablerede partier led nederlag. Dette samtidig med at statsministeren stod som den store sejrherre med et flot valgresultat til regeringspartiet på trods af den kampagne, de borgerlige partier havde ført mod hendes person i månederne op til valget.

Mange vil mene, at regeringens blanding af røde, blå og lilla politiske farver er en unaturlig politisk cocktail. Og ja, historisk er det nyt. Det er et brud på vanetænkningen. Men spørgsmålet er, om det ikke er en naturlig konsekvens af de sidste to årtiers politiske udvikling, der i virkeligheden sætter de politiske skakbrikker op i en ny formation, der passer bedre til tidens politiske skillelinjer?

Mange bebrejder Jakob Ellemann-Jensen og Venstre, at de endte med den beslutning om at gå i regering med Socialdemokratiet med Mette Frederiksen for bordenden som statsminister. Men hvad var alternativet? Der var ingen tvivl om, at uanset regeringskonstellationer ville Mette Frederiksen ende som statsminister. Hvis ikke Venstre og Moderaterne havde taget medansvar for landets ledelse, ville vi have fået en ren socialdemokratisk/socialistisk regering med støtte fra de radikale. Det havde ikke understøttet borgerlig politik, tværtimod.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at størstedelen af kritikken mod Venstres deltagelse i regeringen relaterer sig til de mange udtalelser op til valget fra Venstres side om, at man aldrig ville gå i regering med Socialdemokratiet og den stærke personlige kritik, de rettede mod Mette Frederiksen. Kritikken er berettiget, eftersom både V og K førte en total negativ kampagne i stedet for i højere grad at fremføre deres egen politik. For at bruge et populært udtryk klatrede de alt for højt op i et træ, som de ikke kunne komme ned fra uden at slå sig. V besindede sig og hoppede ned.

Man kan med andre ord sige meget kritisk om Venstres ageren under valgkampen og i månederne inden. Men det var der, fejlen blev begået. Det gør ikke beslutningen om i sidste ende at gå med i en midterregering mindre rigtig. Det gør den til gengæld mere modig.

Dertil kommer den kendsgerning, at der simpelthen ikke er et borgerligt flertal. Og så kan man jo ikke bebrejde Jakob Ellemann-Jensen, at han ikke danner en borgerlig regering. Det ville i bedste fald være blevet en skyggeregering, der så kunne danne grundlag for et fælles arbejde i oppositionen med henblik på at overtage regeringsmagten i fællesskab efter næste valg.

Imidlertid var det allerede før valget meget vanskeligt at se en fælles borgerlig politik bag de blå partier. For at det skal give mening, er det ikke nok, at alle kalder sig blå eller borgerlige og erklærer, at målet er en blå eller borgerlig statsminister. Det kræver også, at begrebet “borgerlig” er så entydigt, at man kan se en fælles politik udfolde sig substantielt under en fælles fane. Og det er mildt sagt vanskeligt at se.

 

Og lige så vanskeligt, som det er i blå blok, er det at se en politik, der kan forene de røde partier
_______

 

På stort set alle væsentlige politikområder er der afgørende forskelle mellem de såkaldt blå partier. Det gælder bl.a. udlændingepolitikken, klima, EU og reformer af den økonomiske politik.

Når det gælder Moderaterne, har der af gode grunde ikke været rejst den samme kritik som over for Venstres deltagelse i regeringen. Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen gik jo netop til valg på at få dannet en regering hen over midten. Så det vidste vælgerne på forhånd, hvorfor det ikke kan være kommet som en overraskelse for dem, som stemte moderat, at deres stemme gik til at danne SVM-regeringen. Tværtimod må man konstatere, at Moderaternes projekt er lykkedes først ved at komme i Folketinget med et betydeligt mandattal og dernæst ved at få placeret partiet centralt i regeringen.

For socialdemokratiske vælgere er følelserne nok mere blandede. Socialdemokratiet fik et rigtig flot valg. Mette Frederiksen kunne stort set selv vælge hvilken side, hun ville forhandle til; statsminister skulle hun under alle omstændigheder nok blive igen. Men netop fordi hun kunne vælge rødt, er der nok mange socialdemokratiske vælgere, som ikke forstå, at hendes valg faldt ud til fordel for en midterregering med V og M.

Man må bare sige, at Mette Frederiksen faktisk sagde under valgkampen, at hun ville gå efter en regering hen over midten. Hun antydede allerede muligheden i sin grundlovstale i juni 2022. Så kan det være, at ikke alle troede på det og måske regnede det for et taktisk træk for at få støtte fra Moderaterne og Det Radikale Venstre. Man kan også som socialist være politisk uenig i den prioritering. Men man kan ikke påstå, at det er løftebrud. Det bør også nævnes, at SF fik muligheden under forhandlingerne på Marienborg, men trak sig.

Og lige så vanskeligt, som det er i blå blok, er det at se en politik, der kan forene de røde partier, selvom de måtte kunne enes i udgangspunktet om at ville vælge en “rød” statsminister. Også blandt partierne til venstre for den imaginære midte, er der store uenigheder om den politiske substans, når det gælder spørgsmål om EU, forsvars- og sikkerhedspolitikken, økonomiske reformer m.v.

Meget taler med andre ord for, at partierne omkring midten i dansk politik har mere til fælles, når det gælder den politiske substans, end partierne i henholdsvis blå og rød blok. Det har der været flere og flere tegn på i en årrække. Og så er der vel ikke noget unaturligt i en midterregering. Tværtimod er det forløsende, at der nu er sket et opbrud i de fastlåste blokdannelser.

Når man læser regeringsgrundlaget, må man også konstatere, at det er lykkedes langt hen ad vejen at formulere et fælles værdigrundlag, selvom partierne, som i enhver koalitionsregering, har trukket i hver deres retning på forskellige områder. Lad mig give et par eksempler på det:

I regeringsgrundlaget, “Ansvar for Danmark”, bliver det bl.a. slået fast

– at man ønsker at gå fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med mere lokal frihed og handlekraft,

– at der skal ske et opgør med regler og bureaukrati,

– at kernen i regeringsgrundlaget er en stærk og robust økonomi,

– at klima- og biodiversitetskrisen kalder på handling af hensyn til de kommende generationer,

– at det er nødvendigt at øge forsvarsudgifterne,

– at reformer er nødvendige for at gennemføre de investeringer, der skal til for at håndtere de kriser og udfordringer, vi som samfund står over for.

Tankegangen i det politiske grundlag for regeringen er, at Europa og Danmark står over for store udfordringer, der kræver handling, forandringer og reformer. Det er i regeringens filosofi helt nødvendigt at gennemføre forandringer og reformer, hvis vi skal bevare vores værdier, demokrati, frihed, miljø, biodiversitet, sikkerhed, velfærd og velstand. Faktisk er det regeringens egen basale argumentation for selve regeringens eksistens.

Selv kunne jeg være fristet til at oversætte det til, at vi skal forandre for at bevare. Det lyder helt konservativt. ■

 

Når man læser regeringsgrundlaget, må man også konstatere, at det er lykkedes langt hen ad vejen at formulere et fælles værdigrundlag, selvom partierne, som i enhver koalitionsregering, har trukket i hver deres retning på forskellige områder
_______

 

Lars Barfoed (f. 1957) er direktør og rådgiver i LB&C samt fhv. minister og folketingsmedlem. Han var fra 2001 til 2015 medlem af Folketinget og i perioder henholdsvis familie- og forbrugerminister, transportminister og justitsminister. Inden 2001 var han bl.a. direktør for Finansrådet (nu FinansDanmark) fra 1994 til 2001. Barfoed var frem foråret 2020 public affairs direktør i Primetime men har nu sin egen rådgivningsvirksomhed, LB&C og er desuden bestyrelsesmedlem i en række virksomheder.

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning