01.03.2023

Fagbevægelsen tabte trods en særdeles intensiv indsats slaget om Store Bededag. Det understreger behovet for, at fagbevægelsen optræder uafhængigt af partier og kapper de sidste bånd til Socialdemokratiet.

Kronik af Dennis Kristensen

Regeringens eget flertal for at afskaffe Store Bededag holdt til målstregen. Og flertallet blev undervejs udvidet med De Radikale.

Og muligheden for at samle tilstrækkelig tilslutning blandt lovforslagets modstandere i Folketinget til at sende spørgsmålet om bevarelse af helligdagen til folkeafstemning viste sig ikke at eksistere, da det kom til stykket. Socialistisk Folkeparti, Konservativt Folkeparti og Liberal Alliance vendte tommelfingeren nedad.

Der er noget forunderligt over synspunktet om, at det kan skade folkestyret at lade folket styre. De partier, der sagde nej til at afskaffe Store Bededag, men også sagde nej til at høre befolkningens mening, har tydeligvis ikke haft lyst til at få efterprøvet, om meningsmålingernes bud på, at syv ud af ti danskere vil bevare helligdagen, også ville komme til udtryk i stemmeboksen.

Vedtagelsen af lovforslaget betyder, at arbejdsgivernes og de faglige organisationers aftaler om arbejdstid, frihed, tillæg og erstatningsfrihed ved arbejde på dagen slettes med et pennestrøg.

Det er her, afskaffelsen af Store Bededag bliver til et frontalangreb på kernen i den danske model, nemlig på aftalefriheden for arbejdsmarkedets parter og på parternes autonomi. Det er de grundpiller i vores arbejdsmarkedsmodel, lovgivernes flertal har været i lag med, da de som en anden flok kommissærer satte sig ned og begyndte at strege ud i de tekster, som er aftalt i de kollektive overenskomster.

Det er den slags, lovgiverne i enhver situation skal holde fingrene fra, hvis den danske model fortsat skal være levedygtig og bevare lønmodtagernes tillid.

Vi har set det før

Det var det samme frontalangreb på modellen, Folketinget i en uskøn alliance med de offentlige arbejdsgivere iværksatte mod lærere og undervisere i 2013, da faggrupperne på undervisningsområdet blev bøllebanket og fik frataget dele af de overenskomsttekster, som de offentlige arbejdsgivere og de faglige organisationer havde aftalt frivilligt under den danske models vinger.

Det betød – blandt mange tab – et tab af tillid til Den danske Model. Den tillid et langt fra genoprettet blandt de berørte her ti år senere.

Politikerne har også tidligere forsøgt at få Store Bededag revet ud af kalenderen.

 

Store Bededag blev stående i kalenderen, og næppe mange havde forestillet sig, at Socialdemokratiet ville gå tilbage til en fuser og igen tage kampen op
_______

 

Under SRSF-regeringens katastrofale regeringsperiode blev helligdags-afskaffelse i 2012 forsøgt gjort til et emne for en trepartsforhandling mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Dengang var Socialdemokratiet langt inde i hemmelige sonderinger med partikammerater i en del af de store LO-forbund, hvor partiet ikke alene opererede med tanker om at sløjfe Store Bededag, men hvor også 2. Pinsedag eller Skærtorsdag kunne lide samme skæbne.

Ikke mindst i kraft af FOAs meget aktive modstand løb regeringen dengang i 2012 ind i en betydelig folkelig modstand mod tanken om færre helligdage, og regeringen tabte med sin klodsede og ukvalificerede håndtering trepartsforhandlingerne på gulvet.

Store Bededag blev stående i kalenderen, og næppe mange havde forestillet sig, at Socialdemokratiet ville gå tilbage til en fuser og igen tage kampen op mod befolkningens flertal om helligdagen. Det skete så alligevel ved dannelsen af SVM-regeringen.

Det evindelige arbejdskraftudbud

Det var oprindeligt De Radikale, der i 2010 legede med tanken om at afskaffe Store Bededag eller flytte den til en søndag, som et af midlerne til at virkeliggøre mantraet om at øge arbejdskraftudbudet og skaffe to milliarder til statskassen. Dengang skød Socialdemokratiet benhårdt tanken ned.

I stedet gik Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti året efter i 2011 til valg med oplægget “Fair Løsning”, som blandt andet indeholdt en forøgelse af den ugentlige arbejdstid med en time for at skaffe mere arbejdskraft. “Fair løsning” overlevede ikke de mange ugers gensidige nedstirren i det såkaldte Sorte Tårn, hvor S, R og SF forhandlede dannelsen af en fælles regering. Og derfor fik De Radikales helligdagsforslag en ny chance med Socialdemokratiets accept og aktive hjælp.

 

Socialdemokratiet – i det mindste på Christiansborg – har tilsyneladende en forkærlighed for at anvende pisk til at ændre adfærd
_______

 

I år fik De Radikales forslag om afskaffelse af Store Bededag så en renaissance af SVM-regeringen – denne gang gennem lovgivning. Endda efter, at De Radikale sidste år af helt uforklarlige årsager i 11. time flygtede fra regeringsdannelsen.

Fælles bag de mange forsøg på at øge arbejdstiden ligger de finansministerielle regnearks teoretiske skrivebordsøvelser om, at pisk øger lønmodtagernes vilje til enten at finde arbejde eller arbejde mere. Og for de offentligt ansatte, at der ikke tilføres institutionernes budgetter flere penge til de arbejdstimer, der skal leveres mere, hvorfor antallet af stillinger svarende til de ekstra arbejdstimer skal nedlægges. De offentligt ansatte skal ganske enkelt piskes til at løbe hurtigere og klare flere opgaver uden tilsvarende flere hænder.

Socialdemokratiet – i det mindste på Christiansborg – har tilsyneladende en forkærlighed for at anvende pisk til at ændre adfærd.

Fagbevægelsen må kappe de sidste bånd

I den forstand ligner forløbet omkring Store Bededag og omkring “Fair Løsning” Nyrup Rasmussen-regeringens forringelse af efterlønsordningen i 1998. Dengang blev det også pisken fremfor gulerødder, Socialdemokratiet valgte at tage i brug. Og i denne omgang var pisken økonomisk straf til de, der gik tidligst på efterløn.

Også hvad fagbevægelsens indflydelse angår, ligner de to forløb også i høj grad hinanden. LO så sig sat uden for indflydelse i hele Nyrup-regeringens årti, og den oplevelse kulminerede med efterlønsindgrebet. Måske var det ikke så tydeligt i offentligheden. Thorning-regeringens reform-amok var heller ikke fagbevægelsens – i det mindste ikke hele fagbevægelsens – kop te.

At Fagbevægelsens Hovedorganisation (tidligere LO) har følt sig sat uden for indflydelse på helligdagstyveriet og har oplevet det som et angreb på den danske model, kan offentligheden derimod ikke være i tvivl om. FH-formand Lizette Riisgaard har været prisværdigt tydelig i formidlingen af FH’s synspunkter og medlemsforbundenes mobilisering af medlemmerne har skabt betydelig genklang.

FH og de fleste medlemsforbund modtog ganske vist regeringsgrundlaget bag SVM-regeringen med en betydelig begejstring, men har heldigvis efterfølgende vendt skuden i forhold til afskaffelsen af Store Bededag.

Når fagbevægelsen nu skal gøre regnebrættet op, så springer det i øjnene, at LO’s tyve år gamle beslutning om at stå på egne ben og selvstændigt formulere krav til lovgivere og politiske beslutningstagere og samtidig stoppe den økonomiske støtte til Socialdemokratiet, var helt rigtig.

Det var de sidste formelle bånd mellem partiet og fagbevægelsen, som for 150 år siden blev dannet som én organisation.

Ikke alle landsdækkende forbund og ikke alle lokale fagforeninger klappede dengang i hænderne over beslutningen om at lukke pengekassen i.

Og nogle er fortsat med at sende medlemskontingenter videre til partiet eller til lokale kandidater, med at sponsere partiaktiviteter og trykning og forsendelse af valgmaterialer og vederlagsfrit stille lokaler og kursusejendomme til rådighed.

Kampen om Store Bededag viser imidlertid, at fagbevægelsen står stærkere, når den står på sit eget grundlag uafhængigt af særlige partirelationer.

Lovgiverne spiller en afgørende rolle for arbejdsmarkedet og lønmodtagernes vilkår. Derfor har fagbevægelsen behov for at kunne påvirke og samarbejde med politikere og partier for at skaffe bedst mulige betingelser for medlemmerne.

Men den påvirkning og det samarbejde opnår størst sandsynlighed for at give resultater, når fagbevægelsen står frit og taler med alle om alt.

Og når et enkelt parti ikke tror, at det ejer fagbevægelsen. ■

 

Kampen om Store Bededag viser, at fagbevægelsen står stærkere, når den står på sit eget grundlag uafhængigt af særlige partirelationer
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi