Stine Bosse efter Sikkerhedskonferencen i München: Kan krigen i Ukraine blive det, der får vores politikere til at forstå nødvendigheden af internationalt samarbejde?

18.02.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Den årlige Sikkerhedskonference i München er blevet voldsomt forvandlet af Ukrainekrigen. Men selvom erkendelsen af de fælles problemer er blevet skarpere, er der stadig for mange ord og for lidt handling.

Kommentar af Stine Bosse

HVERT ÅR FLOKKES politikere, militærfolk, erhvervsfolk og intellektuelle til München for at drøfte verdens problemer på Sikkerhedskonferencen (MSC). Efter de sidste, intense dage kan man kun efterlades ganske nedtrykt. Jeg har deltaget adskillige gange og husker hvordan man for bare få år siden oplevede en agenda, der handlede om afmilitarisering, afspænding, fokus på nye, fælles sikkerhedsspørgsmål – så som klima, nye truende pandemier (hvem magter at drøfte dette?) og mangel på vand og fødevarer. Alle disse fælles udfordringer er jo ikke forsvundet, tværtimod – de er intensiveret. Alligevel står de nu i skyggen af helt klassisk sikkerhed. Carl Bildt, den tidligere svensk statsminister, sagde: “Den optrappede globale sikkerhedssituation forringer vores evne til at håndtere alle de andre kriser”. Måske – men jeg ledte og fandt et par anledninger til at være en smule mere håbefuld.

I år var der meget fokus på Tysklands rolle i forhold til Ukraine. Ja, Tyskland har tøvet, men man kan ikke forstå den tyske skepsis overfor oprustning uden at forstå landets historie. Det handler ikke kun om Nazi-Tyskland, men om at en del østtyskere er vokset op med Rusland som en ven. En kommunistisk far, som man kunne putte sig ved. Men nu er det slut. Tyske kampvogne ER på vej, og snart vil Berlin se med undren se på sine kritikere, der ofte ikke selv har meget at byde på, og ser sig lidt forpjuskede omkring. Her står Danmark heldigvis klart og tydeligt – også fordi befolkningen afskaffede forsvarsforbeholdet og dermed valgte en vej, der er stærk og solidarisk med resten af Europa. Flere – med vicepræsident Kamala Harris i spidsen, at Putin har opnået præcis det modsatte af det, han ønskede: At NATO og EU er styrket, og de vestlige værdier står tydeligere end før.

 

Der er intet kompromis. Der er ingen anden vej end den hårde krig. Man må tale den voldelige imod på hans eget sprog.
_______

 

KOMMISSIONSFORMAND VON DER LEYEN fremhævede det eneste rigtigt positive, jeg kunne få øje på i løbet af de tre dage: At der nu er turbo på omstillingen til grøn energi. EU har bidraget til at mange europæiske lande har fået sat farten op – hvad der på én gang adresserer klimaet, energikrisen og den geopolitiske afhængighed af Rusland. Fra USA var meldingen til europæerne klar: Hold op med at pibe over IRA (Inflation Reduction Act). Aftalen, der bl.a. giver en massiv saltvandsindsprøjtning via statsstøtte til virksomheder, der med base i USA udvikler grønne løsninger. Har europæerne ikke været efter USA for at prioritere klimaet? Lyder spørgsmålet. Man skal, som amerikanerne selv siger, være varsom med at ønske sig noget – måske får man det! At det ville have klædt USA at koordinere med sine NATO-allierede, særligt i denne tid, er åbenlyst. Men dét gider de altså ikke tale om.

UBETINGET STØRST INDTRYK gjorde præsident Zelenskyjs tale. Den passion, han har for sin sag, den appel, han retter til os og den alvor, hvormed han beskriver sit folks lidelser, fremgår af hvert eneste ord, han siger.

Der er intet kompromis. Der er ingen anden vej end den hårde krig. Man må tale den voldelige imod i hans eget sprog.

Men svært er det at se en vej frem lige nu. Den de facto proxykrig, vi befinder os i – med åbne øjne – kan meget vel begynde at tage flere randstater ind, Moldova som den måske mest sårbare. Statsminister Mette Frederiksen anerkendte fra hovedscenen, sin afgående kollega, Moldovas Natalia Gavrilita: “Du er den mest modige statsleder…”. Landets egen befolkning ønsker at vække den sovende bjørn ved at bede om NATO-medlemskab. Men statsministeren lagde ikke skjul på sit ønske om frihed for Moldova, der i juni sidste år heldigvis fik status som kandidatland til EU. Også her har krigen sat turbo på det åbenlyst fornuftige.

Færdedes man lidt udenfor hovedscenen fyldte de andre store globale (sikkerheds)kriser på dagsordenen – også den mest truende, der forstærker så mange andre: Klimakrisen. Vi er på vej imod en katastrofe for de kommende generationer. Der blev talt med store ord flere steder og man fornemmer et ægte ønske om snart at få store ting til at ske. Før det er for sent – og dét betyder: I disse år.

 

Det klæder i øvrigt Danmark, når det er vores statsminister, der minder om behovet for at huske det globale syd
_______

 

DET KLÆDER I ØVRIGT DANMARK, når det er vores statsminister, der minder om behovet for at huske det globale syd – herunder landene på det afrikanske kontinent. Som Mette Fredriksen mere end antydede, har Rusland ikke tøvet med at engagere sig i bl.a. Sahelregionen. Samtidig mærker en række af verdens mest sårbare lande effekterne af Ruslands krig. Derfor var det klogt af MSC at sætte et tydeligere fokus på diplomatiske forbindelser til “det globale syd”.

Frederiksen må i øvrigt være lettet ved tanken om at en Rwandaaftale ikke længere for alvor optræder i hendes udenrigspolitiske arbejdsprogram. Ellers kunne den plan udløse kritiske spørgsmål fra den internationale presse, der íkke behøver være gode venner med hende.

SKAL VERDEN UNDGÅ de allerstørste skrækscenarier, så skal vi arbejde sammen. Det er positivt, at vi ser dét tydeligere i dag end for bare 3 år siden – før corona og Ukraine. Men det er skuffende, at ordene stadig er mange og resultaterne færre. Sikkerhedskonferencen i München var denne gang et dystert sted at opholde sig. Verden mangler stadig de effektive fora, hvori ord kan blive til forpligtende handling. ■

 

Verden mangler stadig de effektive fora, hvori ord kan blive til forpligtende handling
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og medlem af en række bestyrelser. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION/FOTO: Portrætfoto