27.01.2023

Erdoğan bruger Paludans koranafbrænding til at iscenesætte sig selv som islams helt. Præcist som flere mellemøstlige regimer gjorde under Muhammed-krisen i 2006 med Danmark.

Analyse af Deniz Serinci

EFTER AT Stram Kurs’ partiformand Rasmus Paludan har brændt koranen af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm, har den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan erklæret, at Sverige ikke skal regne med landets støtte til at komme med i forsvarsalliancen NATO.

Men Paludan har brændt Koranen af i flere år, så hvorfor reagerer Erdoğan først nu? Dels, fordi Paludan brændte Koranen af lige foran den tyrkiske ambassade. Dels fordi der er andre ting på spil – heriblandt et forestående parlaments- og præsidentvalg i Tyrkiet den 14. maj.

Den tyrkiske økonomi skranter

Erdoğan risikerer for første i 21 år at tabe et valg på grund af forværrede økonomiske situation.

Lige nu lider Tyrkiets befolkning under en tårnhøj inflation, og især priserne på gas, elektricitet og benzin er røget i vejret. Derudover er der en galoperende arbejdsløshed og den tyrkiske valuta, liraen, har mistet meget af sin værdi.

Tyrkiet-analytikeren Robert Ellis skrev sidste år, at på grund af økonomien ”lakker (Erdoğans styre, red) mod enden”

Det, der især har gjort præsident Erdoğan populær i Tyrkiet, og som har sikret ham genvalg i over 20 år, var den – før i tiden – væsentlig forbedrede økonomi. Som Tyrkiet-eksperten Soner Cagaptay fra USA fastslår, var Tyrkiets levestandard – før Erdoğan – lig med Syriens (før borgerkrigen). Erdoğans regeringsperiode bragte Tyrkiets levestandard op på Spaniens standard.

I 2013 – efter 11 år med Erdoğan på magten – talte eksperter om »kinesiske dimensioner« i den tyrkiske økonomi, der blev den 16. største i verden. Samtidig var de udenlandske investeringer i landet stigende, ligesom arbejdsløsheden faldt fra 11,9 pct. i januar 2011 til 10,2 pct. i januar 2012. Under Erdoğan blev infrastrukturen i landet markant forbedret med flere nye veje, broer og sygehuse. De, der før Erdoğan skulle fra Vesttyrkiet til Østtyrkiet og besøge familien, måtte ofte køre i overfyldte busser i 20-25 timer. Under Erdoğan fik de råd til indenrigsfly, der kunne klare turen fra øst til vest på få timer.

Efter den store økonomiske krise i 2001 – med voldsomme prisstigninger, økonomisk stagnering og stigende arbejdsløshed – tog flere gældstyngede tyrkere deres eget liv. Året efter droppede tyrkerne de traditionelle politikere og stemte Erdogans AKP-parti til magten.

Så Erdoğans succesfortælling har været, at han kom til magten og reddede økonomien. Når det narrativ smuldrer, vil tyrkerne måske ikke genvælge Erdoğan.

 

Tyrkerne føler sig ydmyget af ”det kristne” EU, fordi unionen i årtier ikke har villet optage landet som medlem
_______

 

Islams helt til det sidste

Når økonomien går dårligt, kan Erdoğan prøve at flytte fokus væk fra intern opposition mod udenlandsk islamofobi, koranen-afbrændinger og konflikter med Vesten og positionere sig som muslimernes forsvarer overfor det ”islamhadende” og ”kurdervenlige” Vesten. Præcist som flere mellemøstlige regimer gjorde under Muhammed-krisen i 2006 med Danmark.

Erdoğan kritiserer ofte Vesten for ”islamofobi”, Frankrig for Muhammed-tegninger, osv. Dermed ønsker han at fremstå som den stærke tyrkiske leder, der tør sætte EU på plads. Og netop det – samt Erdoğans sædvanlige pusten til forestillingen om, at den tyrkiske nation og islam er truet af det ”islamofobiske verden” – sker i et forsøg på at score point derhjemme.

Det så man også op til lokalvalget i marts 2019, hvor Erdoğan gjorde Hagia Sophia, en over tusind år gammel oprindeligt ortodoks kirke i hjertet af Istanbul, til et hovedtema. Kirken blev efter tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 – hvor de ændrede byens navn til Istanbul – omdannet til en moske og senere til et museum. Men det skulle være slut, varslede den tyrkiske præsident.

”Turister skal fremover besøge en moské. Det var en fejltagelse at gøre Hagia Sophia til et museum,” sagde Erdoğan til tv-stationen A-Haber. ”I kan aldrig gøre Istanbul til Konstantinopel igen.”

Tyrkerne føler sig ydmyget af ”det kristne” EU, fordi unionen i årtier ikke har villet optage landet som medlem. Spørger man tyrkerne, skyldes det manglende medlemskab europæernes had til tyrkere og muslimer. EU-landenes højredrejning, islamskepsis, den økonomiske nedtur og den lange venten på EU-medlemskab fra tyrkernes side har i øvrigt også gjort, at tyrkerne har opgivet unionen og i dag er mindre interesseret i at blive medlem af den.

Desuden føler tyrkerne, at EU er hyklerisk i sin stillingtagen til landets optagelse. Da tyrkerne skulle til en folkeafstemning i april 2017, om hvorvidt Erdoğan skulle have mere magt eller ej, ville han sende ministre til de tyrkiske diasporaer i Europa for at føre valgkamp. Men det afviste Tyskland og Holland. Flere tyrkiske ministre blev stoppet af politiet i de europæiske lande.

Erdoğan var chokeret. Tilhængere af den kurdiske organisation PKK, som står på EU’s terrorliste, kan godt demonstrere i EU og fremvise PKK-billeder og -flag, mens ministre fra en folkevalgt tyrkisk regering, der ikke står på nogen terrorliste, kan ikke føre propaganda i Europa. Den tyrkiske præsident kaldte de vrede hollænderne for ”levn fra nazisterne”, og den hollandske ambassade i Ankara blev blokeret af politiet.

Derfor elsker især de islamiske vælgere, når Erdoğan ”sætter” Vesten – og nu Sverige – på plads. Fx ved at nægte dem NATO-medlemsskab.

 

Her er vi ved kernen i Sveriges problematik: En retsstat som det svenske kan nemlig ikke udlevere folk til Tyrkiet for at deltagelse i et kupforsøg, når der ikke foreligger noget bevis for Gülen-bevægelsens involvering
_______

 

Sverige støtter rent faktisk kurderne

Erdoğan er vred på Sverige, fordi de efter hans opfattelse ”støtter terrorister”, med hvem han henviser til Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Sverige har ligesom Danmark været med i den USA-anførte anti-IS-koalition. Koalitionen bombede Islamisk Stat (IS) fra luften i Syrien, mens landtropper bekæmpede jihadisterne lokalt. Landtropperne og Vestens – herunder Sveriges – allierede er Syriens Demokratiske Kræfter (SDF), som styrer store dele af det nordlige Syrien. SDF er en paraplyorganisation, hvor Folkets Forsvarsbrigader (YPG) udgør den største del.

Men tyrkerne betragter YPG som en syrisk afdeling af Kurdistans Arbejderparti (PKK), og mange tyrkere har årtiers traumatiske erfaringer med PKK, som har dræbt deres soldatsønner. 45.000 mennesker er døde i krigen mod PKK siden 1984.

Officielt har USA benægtet, at YPG er en gren af PKK. Men internationale eksperter fra den britiske tænketank The Henry Jackson Society siger, at PKK og YPG deler “medlemmer, ideologi og kommandostruktur”.

Både PKK og YPG betragter eksempelvis PKK’s stifter, Abdullah Öcalan, som deres leder – ham er der billeder og statuer af overalt i det nordlige Syrien, hvor YPG har magten. Det er da også normalt at møde krigere i YPG, der tidligere har kæmpet for PKK.

Tyrkerne frygter også, at kurderne i Syrien med den vestlige – heriblandt svenske – støtte ender med at blive stærke nok til på sigt at få et selvstændigt syrisk Kurdistan. Tyrkerne frygter så, at det vil inspirere de tyrkiske kurdere til også at løsrive sig fra Tyrkiet. Især fordi både de tyrkiske og syriske kurdere på begge sider af grænsen er forbundet med hinanden gennem tætte historiske, familiære, sproglige og ideologiske bånd.

En tredjedel af PKK’s guerillaer var således på et tidspunkt syriske kurdere – inklusiv den tidligere leder af PKK’s væbnede fløj, Fehman Hussein.

Når USA – og derigennem Sverige – valgte at samarbejde med og støtte kurderne, hang det måske sammen med, at de ikke rigtig følte, der var andre, som kunne nedkæmpe Islamisk Stat (IS). Kurderne viste sig nemlig at være de mest effektive landtropper i kampen mod jihadisterne. Men det er bare ikke et argument, som Erdoğan eller de fleste tyrkere vil købe. Som Tyrkiets daværende premierminister, Ahmet Davutoglu, sagde under et pressemøde i februar 2016: ”YPG og PKK bliver ikke legitime, blot fordi de kæmper imod IS, for Al-Nusra, som er al-Qaedas afdeling i Syrien, kæmper også imod IS. De bliver heller ikke legitime af den grund.”

Gülen-bevægelsens skygge

Erdoğan er også vrede over, at der i Sverige bor tilhængere af Fethullah Gülen, lederen af Gülen-bevægelsen, der beskyldes for at stå bag det mislykkede kupforsøg i juli 2016.

Gülen selv nægter at stå bag kupforsøget. Det er muligt, at Vesten og amerikanerne tror på Gülen, siden de ikke udleverer ham, og flere vestlige efterretningstjenester har da også ladet tvivlen komme Gülen til gode. Eksempelvis har lederen af den tyske efterretningstjeneste, BND, tidligere erklæret, at Tyrkiet ikke har været i stand til at overbevise ham om Gülens skyld. Og her er vi ved kernen i Sveriges problematik: En retsstat som det svenske kan nemlig ikke udlevere folk til Tyrkiet for at deltagelse i et kupforsøg, når der ikke foreligger noget bevis for Gülen-bevægelsens involvering.

Det er svært at sige, hvordan konflikten udvikler sig. Hvis Erdoğan genvælges, vil han så acceptere et svensk NATO-medlemskab? Næppe med det samme. For tyrkernes vrede over Sveriges politik – i forhold til kurderne og Gülen-bevægelsen – er reel og ikke kun affødt af, at der snart er valg. Men måske vil den tyrkiske præsident hæve prisen for at acceptere svensk NATO-medlemskab eksempelvis ved at kræve flere amerikanske våben? Det må fremtiden vise. Under alle omstændigheder må det internationale samfund forvente, at tyrkerne – med Erdoğan eller en anden tyrkiske præsident i spidsen – aldrig vil bryde sig om vestlig støtte til kurdiske PKK-relaterede militante. Paludan eller ej.

 

Måske vil den tyrkiske præsident hæve prisen for at acceptere svensk NATO-medlemskab eksempelvis ved at kræve flere amerikanske våben? Det må fremtiden vise
_______

 

Deniz Serinci (f. 1985) er journalist og forfatter til bl.a. bøgerne ”Radikaliseret” (2022), ”Kurdistan” (2018), ”Tyrkiet – fra Atatürk til Erdoğan (2018) og ”Slave i Islamisk Stat, IS” (2017). Han er desuden redaktør på det dansk-kurdiske netmedie Jiyan.dk.

ILLUSTRATION: Demonstranter brænder billede af Rasmus Paludan foran det svenske konsultat i Istanbul, 23. januar 2023 [FOTO: Yasin Akgul/AFP/Ritzau Scanpix]