Stine Bosse: Kampen for Store Bededag afslører, hvor privilegieblinde vi er

23.01.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er et opinionsformat med skiftende skribenter. Serien er udenfor betalingsmuren og altså gratis at læse – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Bedst som vi er sluppet af med fløjenes evige overbudspolitik på udlændingeområdet og på den økonomiske politik, forbrødres disse i den stolte kamp for Store Bededag. Det er ikke mindre end patetisk – og helt slemt bliver det, når De Radikale, som den tidligere stolte forkæmper for vigtige politiske reformer og ”ikke-leflen” for populære synspunkter, som en Fugl Fønix fremturer med ét standpunkt, der tilsyneladende bare lyder sådan: ”En flertalsregering skal ikke tro, at den har flertal. Derfor er vi imod”.

Kommentar af Stine Bosse

IMENS VERDENS – herunder ikke mindst Europas – problemer tårner sig op, vælger oppositionen at kaste sig over redning af en fridag. Det absurde teater vil ingen ende tage. Og den privilegieblinde fagbevægelse har sat sig for at kæmpe for det, de tilsyneladende mener er verdens vigtigste sag netop nu, symboliseret med en hvedebolle: Store Bededag.

Ingen vidste rigtig hvorfor den fandtes. Ikke særligt mange går i kirke den dag. Så specielt hellig er den ikke. men pludselig er den ophøjet til at være aldeles uundværlig– i et forår, hvor det vrimler med helligdage. Og indstøbt i selve forsvaret for den danske model.

Naturligvis kompenseres lønmodtagerne for at give denne dag til fælleskassen – bortset fra dem, der i forvejen arbejder netop her: Sygeplejersken, sosu-assistenten m.fl. Men hov – er de overhovedet omfattet af den danske model? Nej. Alle er enige om at i dag – efter lærerkonflikten i 2013 og sygeplejerskekonflikten 2021 – er den danske model endelig død på hele det offentlige område. Det ender alligevel altid med lovgivning – dels på grund af opgavernes natur, dels på grund af ansættelsesforholdets finansiering.
 

Bedst som vi er sluppet af med fløjenes evige overbudspolitik på udlændingeområdet og på den økonomiske politik, forbrødres disse i den stolte kamp for Store Bededag
_______

 

BEDST SOM VI er sluppet af med fløjenes evige overbudspolitik på udlændingeområdet og på den økonomiske politik, forbrødres disse i den stolte kamp for Store Bededag. Det er ikke mindre end patetisk – og helt slemt bliver det, når De Radikale, som den tidligere stolte forkæmper for vigtige politiske reformer og ”ikke-leflen” for populære synspunkter, som en Fugl Fønix fremturer med ét standpunkt, der tilsyneladende bare lyder sådan: ”En flertalsregering skal ikke tro at den har flertal. Derfor er vi imod”.

Hvis ikke det var, fordi vi står midt på en brændende platform i flere etager, så ville samtalen – om hvad en flertalsregering kan og ikke kan, om hvedebollens magiske evner og om hvorvidt vores modelsamfund kan stå model til tempoet i verden lige nu – være både nyttig og velkommen. Men vi står altså på en platform, der brænder. En verden med et hidtil uset antal kriser, alle med direkte påvirkning på os. Et Europa, der står med en voldsom krig på kontinentet. Et Danmark, hvis velfærdsløfter ikke lever op til standard.

DERFOR KAN DET KUN opfattes som kollektivets privilegieblindhed, når man ser det der foregår netop nu. Vi har ikke al tid i verden.

Vi KAN bryste os af en stærk økonomi lige nu, men hvis den skal vedblive at være stærk – óg vi samtidig skal bidrage mere til vores egen sikkerhed OG passe på den væsentligste danske model, nemlig vores velfærdsmodel – så skal der andre boller på suppen.

DERFOR ER DET afgørende nødvendigt og afgørende vigtigt, at regeringen uden tøven til særinteresser og privilegieblinde vinkler får sat fart under reformerne. Den psykisk syge unge og hendes familie har brug for mere – meget mere. Den unge mand, der skøjter af banen og ikke får uddannelse, har brug for os som samfund (og vi har brug for ham). Vores allierede har brug for os, som nu, når vi kan sende dyrt udstyr afsted, uden at ryste i bukserne. Og vi har brug for dem! Klimaændringerne har brug for os som stadigt tydeligere foregangsland, og vi skal have gjort op med den kortsigtede og inhumane del af udlændingepolitikken, der efterlader danske børn under de usleste kår.

Alt dette og meget mere, kræver ”røv i bukserne”. Vi skal genlære, at politik ikke er en spa menu, hvor vi kan vælge mellem flere lækre behandlinger – tværtimod: Politik handler nu om at få ender til at nå sammen på nye måder, sikre os mod krig, sikre vores børn og børnebørn mod at ende på en svært beboelig klode – og sikre mennesker mod forslag: udfordringer som dem, man møder i Ukraine her og nu.

Det er modige folk, vi nu har i regering. Tak for det. Det er afgørende vigtigt. ■
 

Derfor er det afgørende nødvendigt og afgørende vigtigt, at regeringen uden tøven til særinteresser og privilegieblinde vinkler får sat fart under reformerne
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er et opinionsformat med skiftende skribenter. Serien er udenfor betalingsmuren og altså gratis at læse – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

ILLUSTRATION: Tommy Frost for RÆSON