Ukrainebrief 4. januar: 89 eller 400? Store russiske tab efter missilangreb vækker vrede i Rusland
04.01.2023
RÆSONs Ukrainebrief er tilbage og udkommer hver uge med et overblik over de vigtigste begivenheder fra og om krigen i Ukraine.
Velkommen til Ukrainebrief. I denne uges brief kigger vi på et omdiskuteret angreb samt reaktionerne på en russisk troppekoncentration i Donetsk, mens vi også kommer omkring situationen ved frontlinjen i Bakhmut, en ny russisk mobilisering og perspektiverne for krigen i 2023.
RÆSONs Ukrainebrief udkommer ugentligt med overblik over de vigtigste begivenheder fra krigen i Ukraine.
Ukrainerne angriber en russisk troppekoncentration med store tab i byen Makijivka. Det udløser reaktioner i Rusland. Natten til 1. januar blev en koncentration af russiske tropper ramt af et ukrainsk missilangreb i Donetsk-regionen. Bygningen, som tropperne var huset i, var en skole brugt som midlertidig barak. Angrebet var ifølge iagttagere et ukrainsk HIMARS-missil, og er et af de største russiske tab siden krigens start 24. februar, og det har udløst reaktioner i Rusland. Det russiske forsvarsministeriet har – for første gang siden krigens start 24. februar – offentliggjort et tabstal fra Makijivka-angrebet på 63, som i dag er opjusteret til 89. Det ukrainske militær påstår, at op til 400 russiske soldater kan være omkommet og 300 sårede. Det er altså fortsat usikkerhed omkring det reelle dødstal.
På den russiske side bliver der peget fingre for at placere ansvaret, mens årsagen til angrebet diskuteres. De russiske militærledelse forklarer bl.a. angrebet med, at de russiske tropper benyttede mobiltelefoner nytårsaften for at kontakte venner og familie i Rusland, og dermed har ukrainerne kunne spore lokationen og mængden af tropper. Desuden var store mængder sprængfarlig ammunition også placeret i bygningen, og det skulle efter sigende har forværret eksplosionen. Det kan du læse mere om her.
Det russiske forsvarsministeriet har – for første gang siden krigens start 24. februar – offentliggjort et tabstal fra Makijivka-angrebet på 63, som i dag er opjusteret til 89
_______
Russisk tabloidavis retter kritik af militæret. Angrebet i Mavkiivka har affødt en stor internt kritik blandt de russiske militærbloggere, der kritiserer anvendelsen af mobiltelefoner blandt soldaterne og de store mængder sprængstof placeret tæt på personel. Den danske seniorforsker og Ruslandskespert, Flemming Splidsboel, beretter ligeledes om en større russisk tabloidavis, der kortlægger årsagerne og kritiserer den militære ledelse med opfordringen om at få styr på mobiltelefonerne. Splidsboel vurderer desuden, at de russiske myndigheder kan have et behov for at skyde fokusset væk fra Makijivka-angrebet i de kommende dage, hvis kritikken breder sig. Det kan du læse om her.
Russerne går på gaden. Også en sjælden reaktion i offentligheden og befolkningen er opstået i kølvandet på Makijivka-angrebet: Omkring 200 russiske borgere samledes i byen Samara for at mindes de omkomne. Den russiske by, som den engelske avis The Guardian har besøgt, menes at være ophavssted til mange af de omkomne, der var nyligt mobiliserede tropper. Det kan du læse mere om her.
Har russerne kulmineret ved Bakhmut? Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War vurderer, at de russiske troppers forsøg på at indtage byen Bakhmut i Donetsk-regionen kan være ved at kulminere militært. Tænketanken lægger desuden til grund, at RIA Novosti, en kanal på russisk stats-tv, offentliggjorde en video af lederen af Wagner-gruppen, der opererer i offensiven, Jevgenij Prigozjin, der erklærede, at Wagnergruppens styrker ikke kan bryde det ukrainske forsvar i byen. Prigozjin fortæller, at de russiske tab er store, og at hvert hus i Bakhmut er en ‘fæstning’ med ukrainske forsvarslinjer hver 10. meter. Indrømmelsen af de russiske udfordringer får tænketanken til at vurdere, at russernes offensiv mod Bakhmut er ved at kulminere, og at Prigozjin med videoen forsøger at skyde skylden på det russiske forsvarsministerium eller industrikompleks. Det kan du læse mere om her.
Vil Putin mobilisere igen? I forbindelse med nytåret udsendte den ukrainske forsvarsminister, Oleksіj Reznіkov, en advarsel til den russiske befolkning om, at Putin vil hverve flere tropper til fronten siden den delvise mobilisering i september sidste år [se Ukrainebrief fra 22. september]. Resznikov opfordrer russerne til at forlade Rusland, da han forudser, at Kreml vil lukke grænserne, når de mobiliserer på ny. Samme advarsel kommer fra Kyryrlo Budanov, chefen for Ukraines militære efterretningsvæsen, der vurderer at en ny mobilisering kan være på vej allerede i morgen d. 5. januar. Læs mere om det her.
Hvad skal vi holde øje med i 2023? RÆSON har interviewet Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, og Anders Puck Nielsen, militæranalytiker samme sted, om, hvad vi kan forvente af krigens gang i 2023. Begge parter nævner Krim som et afgørende punkt i indeværende år, men deler forskellige opfattelser af halvøens betydning. Læs interviewet med Peter Viggo Jakobsen her samt Anders Puck Nielsen her.
Vi er tilbage i næste uge, hvor vi vil se nærmere på de interne russiske bevægelser, den ukrainernes påstand om en forekommende mobilisering og situationen på kamppladsen navnlig omkring Bahkmut. ■
ISW vurderer, at de russiske troppers forsøg på at indtage byen Bakhmut kan være ved at kulminere
_______
ILLUSTRATION: Samara i Rusland, 3. januar 2022: Russiske borgere lægger blomster i mindet om de, på daværende tidspunkt, 63 døde soldater efter det ukrainske missilangreb [FOTO: Arden Arkman/AFP/Ritzau Scanpix]