Mia Tarp Nurmagambetova: Putins krig har sendt Kasakhstan ud af den russiske fold
28.12.2022
Invasionen af Ukraine har kastet Kasakhstan, en af Ruslands allerstærkeste allierede, ind på en ny kurs. Om landet kan vriste sig fri af det russiske jerngreb vil i fremtiden definere præsident Tokajevs arv og eftermæle.
Kronik af Mia Tarp Nurmagambetova
KASAKHSTAN OG RUSLAND deler en 7644 km lang grænse. Det er den næst længste kontinuerlige grænse mellem to lande i verden. Og selvom Kasakhstan har været selvstændigt i over tredive år, så er Rusland stadig en væsentlig del af ligningen i landet på politisk niveau, men også i borgernes hverdag. Russisk er det store andetsprog i landet – anerkendt som ”sproget for mellemfolkelig kommunikation” – og Kasakhstan er, på trods af at landet ikke aktivt støtter krigen i Ukraine, stadig en af Ruslands allierede.
Selvom Kasakhstan stadig sidder fast i Ruslands indflydelsessfære, så har de i en årrække været på jagt efter at diversificere deres ’venneliste’. For Rusland er Kasakhstan stadig en af få men vigtige allierede. Det kom til udtryk, da Putins pressechef Dmitrij Peskov udtalte, at Kasakhstan er Ruslands ”store partner og allierede” i anledningen af præsident Kssym-Zjomart Tokajevs nylige genvalgt i november. Men hvis det står til Kasakhstan, så kan det være ved at ændre sig.
Fra Ukraine til Kasakhstan
Peskovs udtalelse klinger nemlig hult i lyset af en lang række kommentarer fra forskellige fremtrædende russiske mediefolk og politikere. I slutningen af marts, godt og vel en måned efter Rusland var gået ind i Ukraine, foreslog Sergej Savostijanov, medlem af Moskvas Duma, at ”demilitarisere” og ”afnazificere” Kasakhstan. Lidt senere udtalte den russiske tv-vært Tigran Keosajan, der i øvrigt er gift med den magtfulde chefredaktør for Russia Today, Margarita Simonijan, at Kasakhstan skulle se på Ukraine ”og tænke sig grundigt om”. Den russiske ambassadør i Kasakhstan, Aleksej Borodavkin, anklagede sidst i november i et interview med det russiske medie Sputnik Kasakhstan for “russofobi”. Borodavkin begrundede sine udtalelser med, at han havde set “nationalistiske og radikaliserede tendenser” på det kasakhiske internet.
Da Rusland d. 24. februar invaderede Ukraine, gav begivenhederne uhyggelig genlyd i Kasakhstan. For blot en måned forinden havde russiske kampvogne kørt ind i landets største by, Almaty, midt i de værste og blodigste uroligheder, landet har set i dets uafhængige historie. Kasakhstans præsident, Kassym-Zjomart Tokajev havde gennem forsvarsalliancen CSTO anmodet Rusland om assistance til at genoprette lov og orden, efter masseprotesterne eskalerede. CSTO sendte kort efter fredsbevarende styrker til landet, og uroen blev slået ned. I forbindelse med dette skrev den russiske chefpropagandist fra Russia Today, Margarita Simonijan, at Kasakhstans selvstændighed var ”latterlig”, når landet var tvunget til at bede om direkte militær intervention fra netop dem, som de er blevet uafhængige fra.
Hvordan kunne en af Ruslands tætteste allierede ydmyge Putin i offentligheden på den måde?
_______
Tokajev, presset af opstanden i januar, vidste sandsynligvis ikke på dette tidspunkt, at han nok ville have været foruden denne ‘vennetjeneste’ fra Putin. Kommandøren for de CSTO-tropper, der blev sendt til Kasakhstan i januar, generaloberst Andrej Serdjukov, blev angiveligt fyret af Putin i juni, som tak for de russiske faldskærmstroppers store tab i begyndelsen af invasionen af Ukraine. Det var altså det samme personel, der havde været i Almaty, som nu var indsat i Ukraine. Kasakhstan nægtede senere at sende tropper til Ukraine gennem CSTO, og i oktober udtalte en repræsentant fra Kasakhstans udenrigsministerium, Ajbek Smadijarov, at: “Kasakhstan følger principperne om staters territoriale integritet, deres suveræne lighed og fredelige sameksistens i overensstemmelse med international lov og FN-Pagten. Generelt er CSTOs ansvarsområde klart afgrænset af de internationalt anerkendte territorier i organisationens medlemslande, og kollektiv sikkerhed er sikret inden for disse territorier. Spørgsmålet om CSTO-deltagelse i den russisk-ukrainske konfliktzone er således ikke på dagsordenen.”
Men det er ikke blot de russiske kampvogne i Almatys gader, som Ukraine og Kasakhstan har til fælles. For når et land invaderer sit naboland, så bliver de omkringliggende naboer uden tvivl nervøse. Men Tokajev har skullet træde varsomme skridt for ikke give indgyde folkelig opstand og samtidig ikke tale Rusland efter munden. Ikke desto mindre resulterede den balancegang i en særdeles opsigtsvækkende udtalelse, som gik verden rundt. Ved det internationale økonomiforum i Sankt Petersborg tilbage i juni udtalte Tokajev, at Kasakhstan ikke ville anerkende “pseudostatslige territorier” med reference til de to russisk annekterede udbrydderrepublikker Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine. Kommentaren vakte stor opsigt i Kasakhstan og det større udland. Hvordan kunne en af Ruslands tætteste allierede ydmyge Putin i offentligheden på den måde?
Magt, medier og misinformation
Måske en forklaring skal findes i det kasakhstanske folkedyb. Ifølge en aktuel undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Demoscope publiceret 1. december er antallet er kasakhstanere som støtter Ukraine mere end fordoblet siden krigens begyndelse – 22 pct. af befolkningen støtter angiveligt Ukraine i dag, mod kun 10 pct. i marts. Tilsvarende er støtten til Moskvas “specialoperation” blevet tre gange mindre – 39 pct. støttede Ruslands ”specialoperation” i marts, mod kun 13 pct. i dag. Støtten til Ukraine skal ifølge undersøgelsen især findes hos de unge, mens den ældre generation i langt højere grad er loyale overfor Moskvas linje. Det kan der være flere forklaringer på. Russiske tv-kanaler kan som del af standardpakken ses overalt i landet og er ofte mere populære end lokale kasakhstanske kanaler, mens russiske aviser og blade kan købes i de fleste aviskiosker. Det russiske verdensbillede er meget udbredt i Kasakhstan. Samtidig er det netop de ældre, der er vokset op med en anden verdensorden under Sovjetunionen, hvor Moskva var magtens centrum og det legitime sted, man rettede sig efter. Men de unge er ikke enige med deres ældre landsfæller.
Ifølge folketællingen i 2021 er der omkring 16 pct. etniske russere i Kasakhstan, der almindeligvis har russisk som modersmål, men sprogforholdene er ved at ændre sig. Som konsekvens af krigen er russisk sprog nemlig faldet i popularitet, og mange etniske russere fra Kasakhstan er begyndt at bruge deres kasakhiske sprog. Ukraine-krigen ændrede alt, eller som den russisk-ortodokse præst Jakov Voronstov fra Almaty, der selv er skiftet tilbage sit skole-kasakhisk, udtaler i et interview med Eurasianet: “Som russer, som en person med en god forankring i russisk litteratur og som en person, der har undervist i russisk filosofi (…), var jeg klar over farerne ved filosofiske myter og imperiale fantasier (…) Denne monstrøsitet levede et sted dybt inde i det russiske verdensbillede. Og her var det ved at tage form. Og jeg så i dette en trussel mod mig selv og mit fødeland: Kasakhstan.”
De få uafhængige russisksprogede medier i Kasakhstan, der bedriver en upartisk dækning af krigen i Ukraine, er også en torn i øjet på Moskva. Hvor Rusland har været hurtig til at forbyde og blokere russiske og vestlige uafhængige medier, har der stadig været en del russisksprogede medier i nabolandene, som har skrevet kritisk om krigen, men er gået under den russiske internetcensurs radar – hvorfor nyhederne har været tilgængelige i Rusland. Senest har det russiske censurorgan Roskomnadzor, Den Russiske Føderative Tjeneste for Kommunikation og Medier, forsøgt at få den kasakhstanske uafhængige onlineavis Vlast til at slette publiceret materiale om krigen. Mediets havde bl.a. berettet om russiske missilangreb i den ukrainske by Vinnytsja, som dræbte 20 civile, samt det estimerede tabstal for civile i byen Mariupol, da den i foråret var underbelejring af de russiske tropper. Hvis Vlast ikke rettede ind, truede Roskomnadzor med at blokere mediet i Rusland.
”Vi var ikke så overraskede over denne anmodning, ej heller var andre medier i Kasakhstan. Vi ser evig og altid dette mønster: Russiske embedsmænd tror stadig, at de kan sige til befolkningen i nabolandene, hvad de må og ikke må,” fortæller Vjatjeslav Abramov, daglig leder og grundlægger af Vlast, til mig, da jeg fangede ham til en kort kommentar om problemet med russisk censur i Kasakhstan. Truslerne klinger altså hult i Kasakhstan, da nationale medier i landet som bekendt falder uden for russisk jurisdiktion. Derfor spøgte journalister også med replikken, om Roskomnadzor nu også havde sendt lignende forespørgsler til Washington Post eller Sydney Morning Herald. Vjatjeslav Abramov ser derfor Vlasts og andre mediers mandat som uhyre essentielt i disse tider: ”Det er derfor, vi mener, det er ekstremt vigtigt ikke at lade Rusland kontrollere nyhedsområdet her eller nogen som helst andre steder, hvor det stadig er en masse russisktalende mennesker, for i dette tilfælde vil russisk propaganda være den eneste kilde til “information” for dette publikum.”
De få uafhængige russisksprogede medier i Kasakhstan, der bedriver en upartisk dækning af krigen i Ukraine, er også en torn i øjet på Moskva
_______
En forsigtig kurs – væk fra Rusland
På det toppolitiske plan har man fra russisk side ikke reageret på Kasakhstans forsigtige kursskifte væk fra Rusland. Men talrige meningstilkendegivelser mod Kasakhstans legitimitet som stat og landets selvstændighed, samt trusler om Kasakhstan som det næste Ukraine, har siden Krim blev ulovligt annekteret af Rusland i 2014 været fremsat af talrige russiske politikere, mediefolk og andre offentlige personer. Listen er lang, og tæller prominente navne – ud over førnævnte Margarita Simonijan og Tigran Keosajan – fx forfatteren Aleksandr Solzjenitsyn og skandalepolitikeren og ultranationalisten Vladimir Zjirinovskij (som døde i april i år), der så sendt som i januar udtalte, at Kasakhstan var en ”kunstig stat” – på linje med Ukraine – der burde afgive betydelige mængder land til Rusland. Og selvom Putin ikke direkte har fremsat trusler mod landets suverænitet, er udtalelser som disse med til at skabe en machiavellisk skruetvinge mod Kasakhstan – for at intimidere og bibeholde den russiske magt over landet. Det er værd at bemærke, at i et land med så indskrænket ytringsfrihed som Rusland, er det simpelthen ikke muligt at komme med sådanne udtalelser uden accept oppefra i systemet.
Og Kasakhstan må stadig rette ind. Den 15. december blev der afholdt en FN-afstemning om Ruslands brug af det besatte Krim til krigshandlinger mod Ukraine og den generelle menneskerettighedssituation på halvøen. Ved afstemningen stemte Kasakhstan imod resolutionen, sammen med Rusland, Belarus, Belarus, Kina, Cuba, Nordkorea, Eritrea, Etiopien, Iran, Mali, Nicaragua, Sudan, Syrien og Zimbabwe. Mange i Kasakhstan skammede sig over afstemningen. Ved tidligere afstemninger om Ukraine i år har Kasakhstan, ligesom det øvrige Centralasien, afholdt sig fra at stemme.
Ifølge dugfriske tal fra Kasakhstans Migrationspoliti, anslås det at 2,9 millioner russere siden årets begyndelse er rejst gennem Kasakhstan. Allerede efter fuldskalakrigen startede i februar, ankom den første bølge af migranter. Det var typisk de intellektuelle, aktivisterne og de erhvervsselvstændige, som hurtigt indså at de ingen fremtid havde i Rusland. Den anden bølge af russere kom i september, da Putin annoncerede den delvise mobilisering af Ruslands reserver med tvangsindkaldelse til fronten i Ukraine. På få dage krydsede omtrent 200.000 russere grænsen til Kasakhstan. Og selvom en stor del af russerne er rejst videre fra Kasakhstan til andre tidligere sovjetrepublikker – Europa, Tyrkiet, Israel eller Forenede Arabiske Emirater – er der mange, som er blevet. Minimum 80.000 har således fået arbejdstilladelse i landet.
Den massive indvandring af russere har også betydet, at præsident Tokajev og landets øvrige politikere har skullet træde endnu mere varsomt – fordi landet nu reelt set har en langt større andel af etniske russere end for blot et år siden. Man vil derfor ikke bringe denne denne nye eksilerede befolkningsgruppe i en sådan situation, at Rusland vil se en grund til at ”beskytte” og ”befri” deres etniske frænder, som var en af begrundelserne for at gå ind i Ukraine i februar. I forvejen har Kasakhstan i årevis arbejdet for at udvande de store koncentrationer af lokale etniske russere bosat i byerne i den nordlige del af Kasakhstan langs grænsen til Rusland. Kasakhstan har nemlig givet kasakhstansk statsborgerskab og (tvangs)bosat etniske kasakhere fra lande som Kina, Iran, Turkmenistan og Mongoliet. Ifølge visse iagttagere netop for at bringe diversitet i de “russiktunge” områder i landet.
Allerede i foråret annoncerede Tokajev i en tale til landets befolkning, at nu skulle det ‘nye Kasakhstan’ bygges med plads til civilsamfund og pluralisme, og at den superpræsidentielle magtstruktur (som man kendte fra tidligere præsident Nursultan Nazarbajev) nu skulle afskaffes. Udenrigspolitisk mente Tokajev også, at vejen frem burde være samarbejde fremfor isolation – i modsætning til Ruslands kurs, og til forskel fra de andre stan-lande som det totalisolerede Turkmenistan. ”Vi har pligt til at mindske risikoen og reducere skrøbeligheden i det globale system, og vi skal søge at opnå dette ved at styrke samarbejdet – ikke afvise det”, skrev den kasakhiske præsident i et indlæg til Politico i september måned.
Frygten for en reel russisk invasion i Kasakhstan forbliver dog lav. Rusland er næppe interesseret i at åbne nye fronter i andre lande eller dolke sin vigtige allierede i ryggen. Samtidig er Ruslands økonomiske og politiske magt over Kasakhstan stadig for stor til, at de vil risikere at udfordre skæbnen i en krig. Det vil i fremtiden definere præsident Tokajevs arv og eftermæle, om han på sigt og diplomatisk vis vil være i stand til at vriste sig fri af det russiske jerngreb. Kina står i hvert fald klar rundt om hjørnet. For som Xi Jinping udtalte i september: “Lige meget hvordan den internationale situation ændrer sig, så vil vi fortsætte vores stærke støtte til Kasakhstan i at beskytte dets selvstændighed, suverænitet og territoriale integritet.” ■
Det vil i fremtiden definere præsident Tokajevs arv og eftermæle, om han på sigt vil være i stand til på diplomatisk vis og vriste sig fri af det russiske jerngreb
_______
Mia Tarp Nurmagambetova (f. 1987) er dansk konsulent, forfatter og journalist bosiddende i Centralasien. Hun er BA og MA i russisk fra Københavns Universitet, og har forsket i kasakhstansk politik ved La Trobe University i Australien. Hun har arbejdet ved EUs repræsentation i Tajikistan, og er nu partnerskabs- og fundraisingkonsulent for danske Silba og det kirgisiske uafhængige medie Kloop, og er mediekonsulent hos menneskerettighedsorganisationen IPHR.
ILLUSTRATION: Astana, Kasakhstan, 20. november 2022: Et valgsted i hovedstaden gøres klar under præsidentvalget for to måneder siden, hvor den siddende præsident Tokayev vandt med over 80 pct. af stemmerne [FOTO: Radmir Fahrutdinov/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
