Jesper Olsen: Hvis man kunne beskylde den tidligere regering for magtfuldkommenhed, må det nye ord være magtarrogance
17.12.2022
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
Ser man på forløbet omkring Samsam-sagen, får man den mistanke, at ingen af partierne rent faktisk mente, at der skulle være en undersøgelse, da de erklærede det i valgkampen. Det var bare noget, de sagde for at lægge en sag politisk død og komme videre til næste emne.
Af Jesper Olsen, Formand for Transparency International Danmark, Ekstern lektor i offentlig ret
REGERINGEN VAR IKKE 24 timer gammel, før det kom frem, at man havde besluttet ikke at igangsætte en undersøgelse af den del af FE/PET-sagskomplekset, der går under navnet Samsam-sagen.
Sagen virkede ellers oplagt. Under valgkampen var der bred enighed om, at den skulle undersøges. Det brede flertal inkluderede også de tre regeringspartier. Der var altså ikke uenighed, sådan som der har været om et af de andre såkaldte ’løftebrud’, nemlig spørgsmålet om en advokatvurdering af Statsministerens ansvar i Minksagen.
Jeg har det lidt dobbelt med løftebrudsretorikken. For det ligger jo i det politiske kompromis, at man må give indrømmelser for at få indrømmelser. Hvis man skal hæve den politiske pris, skal det jo også være noget, man virkelig mener eller er gået til valg på. Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Det er der i min optik ikke noget odiøst i. Hvis ikke det var sådan, så blev der jo aldrig indgået et kompromis, og så ville vi ikke have et demokrati, der var i stand til at løse de udfordringer, vi står overfor.
Selvom det er problematisk, at man gjorde spørgsmålet om juridisk rådgivning af Folketinget til en politisk handelsvare, kommer vi ikke uden om, at det efter grundloven er en ren politisk afgørelse, om man vil rejse en rigsretssag. Så på den måde er det inden for skiven, at Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet beslutter ikke at gå videre. Så kan man mene om det, hvad man i øvrigt vil.
Der, hvor det bliver problematisk i mine øjne, er, når partier, ofte presset af medierne, får formuleret et politisk standpunkt som ’ultimativt’. For vi ved jo alle godt, at det er det kun indtil det tidspunkt, hvor man tager turen ned fra træet igen. Det er problematisk, fordi den praksis underminerer tilliden til, at vi rent faktisk kan stole på det, vores politikere siger.
Spørgsmålet om en undersøgelse af Samsam-sagen falder i min optik i en anden og værre kategori. Hvis man ser på forløbet, får man den mistanke, at ingen af partierne rent faktisk mente, at der skulle være en undersøgelse, da de erklærede det i valgkampen. Det var bare noget, de sagde, for at lægge en sag politisk død og komme videre til næste emne. Der var ikke flere stemmer at vinde eller tabe der.
Hvis vi ikke en gang kan stole på, at de i øjeblikket mener det, de siger, men at det tværtimod er ren taktik, så er det virkelig alvorligt for tilliden
_______
Lad os lige spole tiden tilbage til det ikoniske pressemøde, hvor Jakob Ellemann Jensen og Søren Pape stod der med solen i øjnene. Det var et katastrofalt pressemøde på mange måder. Men i forhold til dette spørgsmål var lyset i øjnene det mindste problem. De var ikke forberedt på, hvad de skulle svare på spørgsmålet om Samsam. Min teori er, at de vitterlig ikke mente, at den sag var en del af det, der skulle undersøges. Men den talentløse håndtering gjorde, at de kun slap ud af kniben ved at tilslutte sig kravet.
Ét er, at vi godt ved, at politikere er klar til at gå på kompromis – også om hjerteblod. Men hvis vi ikke en gang kan stole på, at de i øjeblikket mener det, de siger, men at det tværtimod er ren taktik, så er det virkelig alvorligt for tilliden.
Da den nye justitsminister Peter Hummelgaard bekendtgjorde, at der ikke kommer en undersøgelse, var det med ordene om, at det fandt regeringen ikke anledning til, og så havde han ikke yderligere at tilføje. Hvis man kunne beskylde den tidligere regering for magtfuldkommenhed, så må det nye ord være magtarrogance. Hold. Op. Med. Det. Nu!
Vi lever i et land med en veloplyst befolkning. Vi kan godt håndtere, at man træffer en politisk beslutning, som måske er kontroversiel, hvis vi bare får en god forklaring. Det er meget mere tillidsvækkende, også selvom man ikke er enig i substansen.
Substansen i den del af FE/PET-sagskomplekset, der handler om Samsam, er vigtig. Skåret ind til kernen handler det om, hvilket signal Danmark sender til dem, vi gerne vil have til at agere som agenter for vores efterretningstjenester.
Regeringen bruger tid i regeringsgrundlaget på at understrege, at vi lever i en usikker tid. Der er krig i Europa. Der har vi brug for stærke efterretningstjenester. Der kan også i sådanne situationer være behov for at benytte sig af forskellige former for informanter. Det er så vigtigt, at de kan have tillid til, at Danmark har deres ryg, hvis der indgås et samarbejde. Det er ikke ufarligt at være agent. Derfor er denne sag vigtig.
Forskellen på en dansk efterretningstjeneste og så en tjeneste fra de dele af verden, som vi ikke normalt vil sammenlignes med, er, at den agerer på et demokratisk mandat og under demokratisk kontrol. Det nuværende system er netop blevet evalueret. Det er en del af pligtstoffet for den nye justitsminister at foreslå reformer. FE/PET-sagskomplekset kalder på en reform. Der skal skabes et system, hvor der er tillid til tilsynet og den parlamentariske kontrol både internt (med medarbejdere og ledere), med samarbejdspartnere, politikere og offentlighed. Det haster. Regeringens foreløbige håndtering af Samsam-sagen har i min optik bare gjort det endnu mere påtrængende. ■
Vi lever i et land med en veloplyst befolkning. Vi kan godt håndtere, at man træffer en politisk beslutning, som måske er kontroversiel, hvis vi bare får en god forklaring
_______
Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen under præsentationen af den nye SVM-regering på Marienborg Slot, 14. december 2022 [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]