Malthe Munkøe i RÆSON SØNDAG: Økonomisk bliver 2023 ikke godt. Spørgsmålet er alene, hvor dårligt det går

17.12.2022

Amerikansk og europæisk økonomi har kurs mod recession. Det, der skal holde verdensøkonomien oppe, er primært Asien, men den kinesiske økonomi er svækket og står over for en hel række usikkerhedsmomenter. Hvordan det vil udfolde sig bliver afgørende for verdensøkonomien i 2023.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Malthe Munkøe

TRODS DE MEST pessimistiske analytikeres spådomme står verden samlet set til en smule vækst i 2023, selvom USA og Europa må indstille sig på – måske mild – recession.[1] Men en hårdere landing kan ikke udelukkes. Der er nemlig en lang række negative udviklinger, man bør holde øje med i det nye år, og som afgør, hvordan det ender.

Centralbankerne har endelig kastet sig ud i at få den alt for høje inflation bragt ned og genoprettet deres flossede troværdighed. Det gør de ved at stramme pengepolitikken, og det har desværre den effekt, at den økonomiske aktivitet bliver bragt ned i gear. De høje energipriser, der har været resultatet af Ruslands invasion af Ukraine, lægger i forvejen en dæmper på væksten og skaber bekymring for, at mange virksomheder kan bukke under, og husstande kan være nødt til at skære ned på deres generelle forbrug. Verdensøkonomien er desuden fortsat præget af flaskehalse og ramponerede forsyningskæder oven på COVID, de fortsatte nedlukninger i Kina samt det russiske angreb på Ukraine, selvom værdikædesituationen dog er blevet forbedret den seneste tid.

Endelig må de geopolitiske spændinger mellem den frie verden og Rusland og Kina forventes at fortsætte i 2023, hvilket udgør et yderligere risikomoment. Alt i alt er verdensøkonomien på vej ned i gear. I oktober spåede IMF i sin efterårsprognose, at en tredjedel af verdensøkonomien i 2023 vil gennemgå en recession, om end formentlig relativt kortvarig. På årsbasis venter OECD, at væksten i verdensøkonomien falder fra 3,1 pct. i 2022 til blot 2,2 pct. i 2023. Det anerkendte Institute of International Finance tror ligefrem på sølle 1,2 pct. i 2023, hvilket vil være på niveau med 2009, hvor en ramponeret verdensøkonomi kom humpende og vaklende ud af finanskrisen, som var brudt ud året før[2].

På denne triste baggrund har amerikansk og europæisk økonomi altså kurs mod en recession i 2023. Det, der skal holde verdensøkonomien oppe, er primært Asien, som ventes at stå for cirka tre fjerdedele af den samlede økonomiske vækst næste år ifølge OECD’s seneste prognose fra november. Men det er forventninger, der er kendetegnet af stor usikkerhed, og hvor de fleste usikkerhedsmomenter snarere har potentialet til at overraske negativt end til at overraske positivt.


USA på vej mod et nyt Volcker-chok?

Amerikansk økonomi – stadig verdens største – er svækket, hvilket naturligvis påvirker den samlede verdensøkonomi. Den høje inflation har nødvendiggjort en pengepolitisk opstramning, der lægger en gevaldig dæmper på økonomisk aktivitet. Forbruger- og erhvervstilliden er også i bund, og de høje energipriser, der er resultatet af den russiske invasion af Ukraine, trækker ligeledes den økonomiske aktivitet ned i gear.

 

Verdens centralbanker skal nu forsøge at stramme op, så inflationen ikke kommer ud af kontrol – men ikke så meget, at økonomien ryger ud i en unødvendig brat og hård recession
_______

 

I efteråret 2022 lå inflationen i USA på 8,2 pct. i september og 7,7 pct. i oktober, et klart uholdbart niveau for en amerikansk centralbank, der har et mål om 2 pct. At få situationen under kontrol er dog en svær og ikke letforudsigelig øvelse. De senere år har inflationspresset stædigt fortsat med at stige mere, end centralbankernes analytikere havde forventet, og i 2022 nåede inflationen det højeste leje siden 1982. De mange forudsigelser om, at årsagen alene var midlertidige faktorer – fra COVID-pandemien til den russiske invasion – og at inflationen derfor snart ville begynde at dale igen, er i hvert fald foreløbig blevet gjort til skamme.

Verdens centralbanker skal nu forsøge at stramme op, så inflationen ikke kommer ud af kontrol – men ikke så meget, at økonomien ryger ud i en unødvendig brat og hård recession.

Den Amerikanske Centralbank, Federal Reserve, eller bare Fed, vil altså fortsætte den pengepolitiske opstramning, der blev påbegyndt i starten af 2022. Renten er blevet sat op seks gange, og Fed har gjort klart, at man forventer yderligere rentestigninger.[3] Det er derfor meget plausibelt, at amerikansk økonomi kommer ind i en recession i 2023. Det tegner dog til, at man kan klare sig med en blød landing med en relativt kortvarig økonomisk nedgang i starten af året. OECD’s novemberprognose spår eksempelvis en samlet 0,5 pct.-vækst for året 2023 som helhed. Storbanken Bank of America vurderer – med et mere optimistisk bud – blot en 40 pct.-risiko for en recession i 2023.[4]

Det er dog også muligt, at det udvikler sig langt mere negativt. Sidste gang, man stod i en tilsvarende situation, var resultatet en meget dyb og smertefuld recession, der i den danske kontekst huskes som ,fatttigfirserne’. Den nedtur kom efter en lang periode med oliekrise og under meget vanskelige økonomiske forhold – ikke mindst stærkt stigende priser, der udhulede købekraften og svækkede konkurrenceevnen hos de olieimporterende lande. Man talte dengang meget om udfordringerne med stagflation – kombinationen af en stagneret økonomisk vækst og høj inflation. Stagflation er en særligt vanskelig udfordring, fordi de sædvanlige redskaber, man har i den økonomiske politik, bliver samspilsramte: Man kan sænke renten for at sætte mere gang i den økonomiske aktivitet i samfundet, men så øger man samtidig det inflationære pres. Og man kan hæve renten for at dæmpe det inflationære pres, men så reducerer man den økonomiske aktivitet i en økonomi, der i forvejen er underdrejet.

I 1979 blev Paul Volcker [5] gjort til formand for Den Amerikanske Centralbank. Han gik straks i gang med at tackle hyperinflationen, som ramte 17 pct. i 1980[6]. For at få bugt med den igangsatte han en voldsom pengepolitisk opstramning, der skabte den dybeste økonomiske krise siden depressionen med 8 pct. fald i BNP. Herhjemme sagde finansminister Knud Heinesen omtrent samtidig de berømte ord:  „Vi har kurs mod afgrunden”. Men Volckers chokterapi lykkedes, og blev siden døbt Volcker-chokket: De særdeles voldsomme rentestigninger var ekstremt ubehagelige og upopulære, men med lavere økonomisk aktivitet og et krystalklart signal om, at Fed nu ville gøre, hvad end der skulle til for at få inflationen ned, lykkedes Volckers mission.

De historiske stagflationsudfordringer har en klar parallel til situationen i dag. Men arbejdsløsheden er lav – dengang var den høj. Og prisstigningerne afspejler fortsat primært de usædvanlige omstændigheder på udbudssiden (corona med mere), energiprisernes udvikling og den meget store udvidelse af pengemængden, verdens centralbanker gennemførte som svar på pandemien. Endnu er der ikke afgørende tegn på, at det inflationære pres bliver permanentliggjort via de selvforstærkende dynamikker, der ligger i såkaldte løn-pris-spiraler. Disse spiraler indebærer, at de forskellige aktører i økonomien begynder at forvente, at inflationen vil forblive ret høj, og agerer derefter, fx når de sætter priser og forhandler løn og overenskomster. Forventningerne kan få karakter af en selvopfyldende profeti – når priserne stiger, vil arbejdskraften forlange højere løn som kompensation, når lønnen stiger, sætter virksomhederne priserne op for at få dækket deres forhøjede lønomkostninger, og så videre. Så det er god latin for centralbanker, at det gælder om at styre forventningsdannelsen i økonomien, inden det sker, for ellers kræver det noget ganske usædvanligt at få inflationen varigt bragt ned igen. Det er også baggrunden for, at tilliden til centralbanker er så afgørende – tror markedsaktørerne på det, når meldingen er, man på mellemlangt sigt vil bringe inflationen afgørende ned? Så længe der er en sådan tillid, kan alene en melding fra centralbanken få stor effekt på aktørernes ageren og derved økonomiens udvikling.

Derfor handler 2023 ikke mindst om, hvorvidt det lykkes Fed at få genoprettet sin flossede troværdighed. Og det kræver, at man viser sig at være opgaven voksen – faktisk får inflationen ned, og at man ikke viger tilbage for at bruge de redskaber, det kræver, heller ikke selvom det reducerer den økonomiske aktivitet i samfundet.

Når de økonomiske prognosemagere alligevel ikke forudser en gentagelse med et nyt ,chok’, men snarere en kortvarig og mild recession, skyldes det, at amerikansk økonomi er i en bedre forfatning end det USA, som Volcker overtog. Arbejdsløsheden er meget lav. Og først og fremmest er de langsigtede forventninger i økonomien fortsat, at man på længere sigt vil opnå noget, der minder mere om Feds mål om 2 pct. inflation end de meget høje inflationsrater, vi ser for øjeblikket. Udfordringen er altså mindre, og opbremsningen behøver derfor ikke at være lige så voldsom som under Volcker.

2023 kan dog stadig blive et rigtig dårligt år, og det er klart en plausibel mulighed, at det økonomiske tilbageslag bliver væsentligt hårdere, end hvad der lige nu er konsensusforventningen.

Som storbanken Goldman Sachs beskrev det i en økonomisk prognose for nylig, risikerer man, at „Fed vil være som et rådyr fanget i billygterne, usikker på, om man skal reagere på den meget svage vækst eller den fortsat høje inflation”.[7] Meget afhænger altså af, hvor hensigtsmæssigt centralbanken Fed håndterer udfordringerne: Hvor hårdt centralbankdirektør Powell vælger at træde på bremsen, og hvordan finansmarkederne og økonomien reagerer på disse forhold.

En blød landing kræver, at Fed kalibrerer sin politik korrekt. Nogle af de faktorer, der bidrager til høj inflation – energipriser og forsyningskædeudfordringer – er ved at aftage, hvilket vil bringe inflationspresset ned af sig selv, men det er uklart, med hvilken hastighed det sker. Hvis verdens centralbanker strammer for aggressivt, samtidig med at problemerne aftager af sig selv, bliver det en unødvendigt smertefuld, hård landing. Omvendt er det også afgørende, at man nu og her får nedbragt inflationen effektivt – og dermed betrygget markedsaktørerne i, at Fed denne gang får styr på situationen og ikke begynder at ryste på hånden, når den politiske modstand mod vækstdæmpende pengepolitik melder sig.

En afgørende forskel fra Volckers chok er dog, at de langsigtede forventninger fortsat er velforankrede, dvs. markedsaktører regner ikke med, at den nuværende høje inflation vil vare ved. Men 2023 bliver et udfordrende år, ikke mindst for den mægtige amerikanske økonomi, hvilket igen lægger en dæmper på væksten på verdensplan og hos USA’s samhandelspartnere, herunder Europa.

 

2023 bliver et udfordrende år, ikke mindst for den mægtige amerikanske økonomi, hvilket igen lægger en dæmper på væksten på verdensplan og hos USA’s samhandelspartnere, herunder Europa
_______

 

Europa imellem inflationstrussel og afindustrialisering

USA er bestemt ikke ene om at stå med et stort inflationsproblem. Også i Europa er inflationen høj – med over 10 pct. i efteråret 2022, langt over det mål om 2 pct., som Den Europæiske Centralbank, ECB, har sat sig. Ganske vist er ECB’s målsætning formuleret som 2 pct. på mellemlangt sigt, og de vilde effekter af først coronapandemi og siden den russiske invasion af Ukraine har åbenlyst skabt store kortsigtede forstyrrelser. Og i forhold til USA er det inflationære pres i højere grad koncentreret om energipriser, som trods alt er et rent udefrakommende forhold, man ikke kan ændre på – når energien er dyrere, bliver vi bare permanent fattigere.

ECB’s Survey of Professional Forecasters viser da også, at forventningen er, at inflationen i 2024 er 2,4 pct.[8] og derved ikke langt fra ECB’s målsætning. Det indikerer, at Europa fortsat ikke for alvor er kommet ind i et farligt scenario, hvor forventningsdannelsen bliver helt afkoblet fra centralbankens mål, og der kan opstå selvopfyldende dynamikker.

Der er således gode grunde til, at ECB har haft et mere nuanceret syn på inflationen end i USA, hvor man efterhånden må konstatere, at Fed har været for sendrægtig. Men det ændrer ikke på, at tiden for længst er kommet til at få strammet op, inden det alt for høje inflationsniveau sætter sig i forventningsdannelsen og skaber en skadelig og destabiliserende løn-pris-spiral. Ligesom de amerikanske kolleger påbegyndte ECB derfor en pengepolitisk opstramning i starten af 2022, og ligesom i USA må den forventes at fortsætte i 2023.

Både europæisk og amerikansk økonomi er derfor på vej ned i gear og skal formentlig ind i en kort periode med teknisk recession (dvs. negativ vækst i to på hinanden følgende kvartaler). På årsbasis spåede OECD i sin seneste novemberprognose, at både Tyskland og Frankrig opnår negativ BNP-vækst på -0.3 pct. i 2023, mens eurozonen som helhed kommer ud af næste år med en meget beskeden vækst på 0,4 pct. Og ligesom i USA er der en risiko for en hård landing, hvis den pengepolitiske opstramning bliver doseret forkert.

Desværre kan Europas økonomiske udfordring langtfra isoleres til inflationen. De mest akutte bekymringer kredser snarere om energikrisen, hvor Rusland har reduceret mængden af naturgas, der tilflyder Europa, og hvor europæerne under alle omstændigheder søger at udfase den russiske energi hurtigst muligt fra deres forsyningsmix. Mange europæiske lande, ikke mindst vores naboland Tyskland og Østeuropa, har været vant til at nyde godt af billig russisk energi, ikke mindst naturgas. Derfor er det særligt problematisk for europæisk økonomi – og ikke mindst Tysklands, der ofte har været et vækstlokomotiv for Europa – at energipriserne er blevet sendt på himmelflugt. Hvor naturgasprisen før Ruslands invasion lå på 10-15 euro per megawatt-time, er prisen nu et godt stykke over 100.[9]

Ganske vist har man indtil nu klaret energikrisen bedre, end man kunne have frygtet. De europæiske gaslagre er stort set fyldt op, og medmindre vinteren bliver usædvanligt hård, er risikoen for omfattende strømafbrydelser angiveligt lille. Det samme gælder udsigten til folkelige protester – i stil med de ,gule veste’ i Frankrig – som reaktion på høje brændstofpriser. Næste vinter kan blive hård – når gaslagrene er blevet udtømt uden udsigt til ny russisk gas – men det kan europæerne nå at ruste sig til.

Alt dette ændrer dog ikke på det forhold, at de europæiske energipriser oven på årets begivenheder er meget højere end globale konkurrenters. Engrossalgsprisen på naturgas er fx fem-syv gange højere end i USA[10]. Derved står mange europæiske virksomheder i en særdeles vanskelig situation, hvor navnlig de mest energiintensive erhverv er særligt hårdt ramt. Omkring halvdelen af den europæiske stålindustri, zink- og aluminiumsindustri er således aktuelt lukket ned, ligesom kemikalieindustrien er ramt – herunder når det gælder gødning, som er afgørende for langbruget.[11] Det europæiske erhvervslivs hovedorganisation, BusinessEurope, sendte i november en ualmindelig klar advarsel til Europas ledere: „Den europæiske industris overlevelse er tydeligvis på spil”.[12]

Dette skal også ses i lyset af en mere generel bekymring i flere af EU’s økonomiske kernelande over en udvikling, hvor europæisk industri får stadigt sværere ved at følge med globalt. Bilindustrien – der har større betydning for europæisk økonomi end de meget energiintensive erhverv – står over for en alvorlig prøve, når verden overgår til elektriske biler. Hvor Europa indtil nu har været verdensførende på det marked, er konkurrencen fra USA og Kina blevet særdeles intens, hvilket skaber ængstelse i mange europæiske hovedstæder.

Bekymringerne stopper ikke der. USA vedtog i 2022 den såkaldte Inflation Reduction Act, der er en voldsomt stor lovpakke, som giver meget massive subsidier og skatterabatter bl.a. til grønne teknologier til en værdi af i alt 369 mia. dollars. Samtidig indeholder den såkaldte „Buy American”-klausuler, som af mange vurderes at være klart på kanten af WTO-reglerne. Alt i alt har lovgivningen vakt furore i et Europa, der i forvejen følte sig under pres på grund af energiprisernes himmelflugt.[13]

Bekymringen i mange europæiske hovedstæder er således, at man derved bliver dobbelt ramt, først af høje energipriser og dernæst af, at Inflation Reduction Act kan gøre det mere attraktivt at investere inden for de grønne områder i USA end Europa.[14] EU’s kommissær for det indre marked, Thierry Breton, har kaldt dette en ,eksistentiel trussel’,[15] og der er meldinger om flere store virksomheder, der angiveligt vil suspendere investeringer i Europa til fordel for USA, der nu etablerer særligt gunstige rammer.

v
Nu er det ikke alle, der deler de allermest pessimistiske udlægninger,[16] og selvom dele af europæisk erhvervsliv uden tvivl er alvorligt ramt, står det bedre til andre steder end i de mest energiintensive industrier. Men Europa går ikke desto mindre ind i 2023 under et betydeligt pres fra mange sider. Samtidig er Europa en økonomisk set meget åben og handelsafhængig blok. Derfor rammes de europæiske økonomier også relativt hårdt af den generelle opbremsning hos handelspartnere og den samlede verdensøkonomi. Med så mange faktorer, der påvirker økonomien negativt, er det svært at se 2023 blive andet end et møg-år.

 

De europæiske økonomier rammes også relativt hårdt af den generelle opbremsning hos handelspartnere og den samlede verdensøkonomi. Med så mange faktorer, der påvirker økonomien negativt, er det svært at se 2023 blive andet end et møg-år
_______

 

Det kinesiske vækstmirakel nærmer sig sin afslutning

Vi har været vant til tårnhøje økonomiske vækstrater i Kina. Men landet oplever nu den laveste vækst siden Kulturrevolutionen i 1970’erne[17] og er ikke i den særdeles gode økonomiske forfatning, vi har kendt længe.

Det er næsten 30 år siden, landet har oplevet en recession, og trods en decelererende verdensøkonomi bliver landet nok også forskånet for at skulle gennemgå en i 2023. OECD forventer således en økonomisk vækst i Kina i 2023 på 4,6 pct. mod 3,2 pct. i 2022 – båret frem af forventningen om en genåbning, men milevidt fra de tårnhøje vækstrater, vi har været vant til, såvel som det officielle mål om 5,5 pct. vækst[18]. Efter et langvarigt vækstmirakel er kinesisk økonomi efterhånden ved at have udnyttet mulighederne for meget hastig vækst ved at flytte arbejdsstyrken over mod mere produktive industrijobs og gøre mere brug af moderne teknologiske muligheder og må formentlig indstille sig på mere normale vækstrater i årene fremover.

Mens resten af verden for længst er åbnet op, er Kina først i december begyndt på de indledende faser af en genåbning, efter stædigt at have fastholdt den nul-COVID-politik, som Xi Jinping har gjort til sit prestigeprojekt, og som i Kommunistpartiets propaganda fik Kina meget bedre igennem pandemien end resten af verden. Fremkomsten af meget smitsomme varianter, herunder Omicron, har for længst gjort politikken urealistisk, men det har været svært for styret at gå væk fra den pga. af al den politiske kapital, man har bundet op på forestillingen om, at Kina har gjort det rigtige.Mens resten af verden for længst er åbnet op, er Kina først i december begyndt på de indledende faser af en genåbning, efter stædigt at have fastholdt den nul-COVID-politik, som Xi Jinping har gjort til sit prestigeprojekt, og som i Kommunistpartiets propaganda fik Kina meget bedre igennem pandemien end resten af verden. Fremkomsten af meget smitsomme varianter, herunder Omicron, har for længst gjort politikken urealistisk, men det har været svært for styret at gå væk fra den pga. af al den politiske kapital, man har bundet op på forestillingen om, at Kina har gjort det rigtige.

Coronanedlukningerne svækker økonomien betragteligt. Mange ,mega-byer’ har været eller er fortsat i lockdown, og over 100 millioner mennesker i nogle af de byer, der er de vigtigste i økonomien, har været ramt.[19] Vreden bobler, og sjældent sete storskalaprotester er brudt ud. Firmaer, der har haft deres værdikæde koncentreret om Kina, må spørge sig selv, om dét er hensigtsmæssigt, når landet er villigt til at gennemføre og fastholde så vidtgående tiltag.

Udenlandske firmaer ser derfor med stigende bekymring på Riget i Midten, der oven på handelskrig med USA og de drakoniske coronaforanstaltninger ikke længere fremstår som et helt så sikkert investeringsland.[20]

Baggrunden er også, at Xi Jinping har konsolideret magten omkring sin person i uhørt grad og på Folkekongressen i 2022 fik fjernet begrænsningen på to perioder, så han kan forblive Kinas leder på livstid.[21] I modsætning til sine forgængere, der liberaliserede landet og søgte samarbejde – baseret på doktriner om en udenrigspolitik, hvor man ville ,skjule sin styrke og vente på rette tid’ og en økonomisk logik om, at ,det ikke gør noget, om katten er sort eller hvid, så længe den fanger mus’ – er Xi mere en ideologisk hardliner. Han har forbudt ungdommen at spille computer mere end tre timer om ugen,[22] forbudt ,kvindagtige’ mænd på TV,[23] og han er meget optaget af en aktiv industripolitik, hvor landet skal opnå en global førerstilling på de udvalgte områder, der vurderes at være afgørende – så investeringerne skal kanaliseres derhen.

Sideløbende hermed har Kommunistpartiet strammet grebet om økonomien. Man har slået hårdt ned på it-sektoren, som er blevet mødt med en lang række krav og regler,[24] og den stenrige it-mogul Jack Ma blev offentligt ydmyget i det, der lignede en orkestreret aktion, for at vise, at det var nye tider. Ud over at det vil få langsigtede konsekvenser for it-sektoren, er det også et stærkt signal til investorer om, at Kommunistpartiet bestemmer og vil have et fastere greb om økonomien. Næppe befordrende for investeringer eller lysten til at have sine forretningskritiske produktionsfaciliteter og værdikæder bundet meget op på Riget i Midten.

Endnu en stor bekymring er den fortsatte krise på det kinesiske ejendomsmarked. Ejendomsfirmaet Evergrande, som var nummer 122 på Fortunes liste over de 500 største virksomheder globalt set, missede i 2021 en række betalinger[25] og nærmede sig derved konkursen. Den kinesiske ejendomssektor udgør samlet cirka en tredjedel af kinesisk BNP, og udviklingen fik iagttagere til at holde vejret.[26] Parallellen til finanskrisen, hvor et kollaps på USA’s marked for ,subprime’-boliglån sendte det amerikanske finanssystem i dørken, lå ligefor. Og der havde længe været frygt for, at den kinesiske ejendomssektor var præget af bobler, der blot ventede på at springe. Historierne om ,spøgelsesbyer’ var tegn på en boligmasse, der reelt ikke kunne lejes ud, men blev udbygget som investeringsobjekt med forventning om fortsat stigende priser.

Da regulatorerne i 2021 forsøgte at tage luften ud af boligboblen ved at indføre nye krav til sektoren (,tre røde linjer’), røg en række ejendomsvirksomheder med Evergrande i spidsen ind i alvorlige problemer med at kunne refinansiere og afdrage på deres gæld. I november 2022 valgte det kinesiske styre at slå bak – og gik ind for at stabilisere sektoren med en omfattende hjælpepakke.[27] Ikke desto mindre ventes den negative udvikling at fortsætte i 2023 med udsigt til store fald i boligpriserne.[28]

Dertil kommer, at rivaliseringen med USA blot tegner til at blive endnu mere intensiveret i den kommende tid. Senest indførte Biden-regeringen i oktober et omfattende eksportforbud, som skal begrænse Kinas adgang til mikrochips og derved lamme store dele af landets industri, der i dag bruger flere penge på at importere chips end på at købe olie.[29] I dag bruges chips i alt fra avanceret hightech til helt gængse dagligdags produkter. Kina både producerer og udvikler chips selv – det sidste dog med i bedste fald blandet succes, trods massive investeringer de seneste år. Man har dog langt igen, før man opnår målet om at blive selvforsynende, og er fortsat ikke i stand til selv at producere de mest avancerede typer chips.

I en årrække har Kina stået for cirka halvdelen af den samlede økonomiske vækst, der er sket på verdensplan[30]. Derfor har det naturligvis stor betydning for verdensøkonomien, hvordan det går Riget i Midten i 2023 og fremover.

Under finanskrisen i 2008 satte Kina med offentlige investeringer virkelig gang i sin finanspolitik – herunder med store projekter, der fastholdt et højt aktivitetsniveau i byggeindustrien med afledte effekter for fx stålproduktionen. Det var virkelig gavnligt for verdensøkonomien, på et tidspunkt hvor USA og Europa var i frit fald. I dag er det vanskeligt for Kina i samme grad at fungere som en lige så stor vækstmotor[31]. Tværtimod er kinesisk økonomi svækket og står over for en hel række usikkerhedsmomenter. Det bliver afgørende for verdensøkonomien i 2023, hvordan de vil udfolde sig. ■

 

Kinesisk økonomi er svækket og står over for en hel række usikkerhedsmomenter. Det bliver afgørende for verdensøkonomien i 2023, hvordan de vil udfolde sig
_______

 

Malthe Munkøe har en baggrund bl.a. som analysechef i Dansk Erhverv og ekstern lektor i politisk økonomi på Københavns Universitet. Han arbejder aktuelt i den offentlige sektor, men skriver som privatperson.

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi