Dorthe Schmittroth Madsen: V og K har gode idéer – men må sætte nye folk i spidsen

13.11.2022




Hvorfor lykkedes hele to borgerlige statsministerkandidater ikke med at sælge borgerlig politik?

Kommentar af Dorthe Schmittroth Madsen

Det netop overståede valg har udstillet en fragmenteret blå blok, hvor man ikke er lykkedes med at formidle borgerlige visioner. Dermed blev borgerlig politik et fravalg og ikke et tilvalg. Man har kun sig selv at takke for det!

Men hvorfor lykkedes hele to borgerlige statsministerkandidater ikke med at sælge borgerlig politik? Skyldes det, at Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen selv havde svært ved at finde deres borgerlige kompas og dermed fejlede fælt, når de skulle formidle borgerlige visioner for Danmark? Skyldes det en socialdemokratiske kampagne om at føre os ”Trygt igennem usikre tider”, der tryllebandt familien Danmark? Eller var det hele bare Ekstra Bladets skyld?

I det følgende kommer jeg til at stille skarpt på, hvad borgerlige politik for Danmark bør være. Og nej, jeg kommer ikke til at tale om topskat, skattelettelser og arveafgift – det har andre gjort bedre andre steder. Jeg taler om borgerlig politik, der kan samle befolkningen og skabe et samfund, hvor der er plads til, at man kan udleve sit potentiale – samtidig med, at man er sig sit ansvar bevidst overfor den frihed, vi per definition bør kunne nyde.

Hvis borgerlig politik igen skal blive et tilvalg, så er der hårdt brug for, at man viser danskerne, hvad borgerlig politik kan – hvad det betyder for deres hverdag og hvorfor borgerlig politik drejer sig om meget mere end blot at beskytte borgernes personlige frihed.

 

Borgerlig velfærdspolitik bør altid tage udgangspunkt i, at det først og fremmest er borgerne, der løfter en samfundsmæssig opgave, dernæst staten.
_______

 

I ÅRIER – siden Ritt Bjerregaards tid som undervisningsminister – har man i folkeskolen fokuseret alt for meget på den bløde midtergruppe. Som tysklærer gennem mere end 10 år bliver jeg bare nødt til at sige: Det er en forbandet fejl. Vi kan ikke lukke øjnene for det enorme videnspotentiale, der gemmer sig hos nogle elever, men som ikke må løftes, fordi ikke alle kan være med. Samtidig overser man fagligt svage elever, som demotiveres og drukner, når de føler sig ladt tilbage.

Borgerlig uddannelsespolitik bør tage udgangspunkt i, at vores elever er forskellige og løfte dem ud fra det sted, de er. Der er absolut intet fortænkt eller moralsk tvivlsomt i, at man differentierer undervisning ud fra et fagligt niveau.

Borgerlig uddannelsespolitik bør ligeledes arbejde med at afskaffe inklusionsloven, hvor børn, der modtager mindre end 9 specialtimer, skal indgå i den normale undervisning. Vores elever er forskellige og netop ved at acceptere dette forhold, får vi bedre mulighed for at løfte undervisningsparate elever, samt at værne om særligt sårbare børn ved at tage dem ud af undervisningen. De skal kunne forblive på skolerne i specialafdelinger, så der er mulighed for at inkludere dem socialt med resten af skolens elever.

Borgerlig dannelsespolitik bør tage udgangspunkt i, at man flytter individets egen selvbestemmelse tilbage til borgerne frem for, at staten opbygger retningssnore, der frarøver mennesker ansvaret for deres egne liv. Mange folkeskolelærere oplever, at eleverne ikke kommer til tiden, når klokken ringer ind. For nyligt var jeg på en skole, der kort forinden havde gennemgået en ombygning, hvorfor man havde været nødt til at afmontere klokkerne. Derfor havde eleverne selv været nødt til at holde øje med tiden og komme når timen begyndte. Sjovt nok var eleverne mere pligtopfyldende, når de selv tog ansvar.

Borgerlig velfærdspolitik bør altid tage udgangspunkt i, at det først og fremmest er borgerne, der løfter en samfundsmæssig opgave, dernæst staten. Hvis borgerne ikke har mulighed for at løfte opgaven, og civilsamfundet også fejler, skal staten altid kunne byde ind og overtage rollen. I USA donerer borgerne 10 gange mere end danskerne. På den måde bidrager de amerikanske borgere til at løfte en samfundsmæssig opgave, mens de udviser et ansvar overfor et frit samfund. En konservativ mærkesag har således været at indføre flere friplejehjem, hvor kongstanken er, at plejehjemmene ikke er knyttet til en lokal kommunal overenskomst, men selv må bestemme. Dermed har man igen en situation, hvor man flytter ansvaret fra staten tilbage til borgerne selv.

 

Når de to borgerlige statsministerkandidater mislykkes med at samle opbakning i befolkningen, skyldes det først og fremmest, at deres eget borgerlige navigationssystem er gået i stykker
_______

 

HVORFOR MAN under den netop overståede valgkamp med hele to statsministerkandidater ikke formåede at fortælle borgerne, hvad et fravalg af borgerlig politik betyder, må helt og aldeles skyldes, at de to partiledere ikke selv forstår det. Når de to borgerlige statsministerkandidater mislykkes med at samle opbakning i befolkningen, skyldes det først og fremmest, at deres eget borgerlige navigationssystem er gået i stykker.

Jakob Ellemann-Jensen har qua sin familie avet en politisk agenda, som han rettelig prøver at løfte, men han hører egentlig bedre hjemme hos de Radikale. Partiets agenda er – præcis ligesom Ellemanns – farvet af en borgerlig økonomisk politik, samt et socialliberalistisk islæt, hvor man kan blive enige om, at man må adfærdsregulere befolkningen. Derfor indførte Danmarks liberale parti tvungen barselsorlov. Ellemann kan bedst placeres i ”Cafe Latté”-segmentet, hvilket er den egentlige årsag til Venstres splittelse. Traditionelle Venstre-vælgere placeret i Vestjylland kan ganske enkelt ikke længere spejle sig i den københavnske udgave af Venstre, hvorfor mange er flygtet til kopiudgaver af Dansk Folkeparti. I det andet gamle, borgerlige parti står Søren Pape Poulsen – omgivet af klakører i en hermetisk lukket jagtklub. Han forstår ikke at repræsentere en ideologi, som har alle elementer til at blive et folkeparti. Konservatismen har således ’lidt af det hele’, som Per Stig Møller sagde, da man både finder en stærk liberal økonomi og en nationalkonservativ interesse for at styrke forsvaret og den danske position i europæisk politik, samt en socialkonservativ position, der tager afstand fra at adfærdsregulere borgernes barselsoverlov, gymnasievalg eller brug af kønskvoter.

Når Pape Poulsen og Ellemann-Jensen ved præsentationen af FE-sagen på Kastellet fremstod som Dupond og Dupont på udkig efter stjerner, er det i virkeligheden, fordi de selv famler efter holdepunkter. Først når man ved, hvad man står for, er det let at slå igennem, frem for at blive målt og vejet på retorikken.

Derfor er det heller ikke lykkedes de to statsministerkandidater at vise hvad der sker, når du som vælger fravælger borgerlig politik: At Socialdemokratiets fordrejede virkelighedsopfattelse ufrivilligt bliver din. ■

 

Derfor er det heller ikke lykkedes de to statsministerkandidater at vise hvad der sker, når du som vælger fravælger borgerlig politik: At Socialdemokratiets fordrejede virkelighedsopfattelse ufrivilligt bliver din
_______

 



Dorthe Schmittroth Madsen (f.1981) er cand.mag. i tysk, historie og filosofi. Ved folketingsvalget var hun kandidat for Det Konservative Folkeparti. ILLUSTRATION: De to partiformænd holder pressemøde på Kastellet [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]