23.10.2022

Er danskerne egentlig villige til at ofre sig i en polykrise? Vi har gennemført en spørgeskemaundersøgelse for at finde svar på det spørgsmål, og undersøgelsen fortæller os tre interessante ting om danskernes villighed til at ofre sig i lyset af klimakrisen og krigen i Ukraine.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, der har titlen: „Den nye globale magtkamp”. Ude nu.

Af Jakob Dreyer og Søren Damsbo-Svendsen

Militærtjeneste, rationering og bilfrie søndage. I årtier har danskerne oplevet stigende velfærd og velstand. Og tiden, hvor alle borgere måtte ofre sig i en større sags tjeneste, hørte til en stadigt fjernere fortid. Men spillet, hvor politikerne mest kæmpede om velfærd eller skattelettelser, er trådt i baggrunden for en stund. Klimaforandringer og krigen i Europa skaber politiske krav om, at vi alle lider afsavn. Selvopofrelsens politik er vendt tilbage. Men som coronahåndteringen viste, kan politikernes krav om, at vi skal opgive frihed og velstand, skabe voldsom politisk modstand og polarisering.

Er danskerne egentlig villige til at ofre sig for klima og krig? Vi har gennemført en spørgeskemaundersøgelse for at finde svar på det spørgsmål. Overordnet set er danskerne faktisk ret offervillige. Der er stor opbakning til en højere CO₂-skat og boykot af russisk energi – også hvis prisen for den enkelte dansker er høj. Danskerne er også villige til at tilpasse deres egen adfærd og bl.a. spare på strømmen og varmen. Det billede har dog vigtige nuancer, som vi vender tilbage til senere. Før vi når så langt, må vi dog forholde os til det morads, som Europa er havnet i, og som nu fordrer personlig offervillighed.

En polykrise

Allerede i 2016 – i kølvandet på finans- og flygtningekrise, Brexit og valget af Trump – brugte daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker ordet polykrise til at beskrive de politiske udfordringer, Europa stod over for. Nemlig en situation, hvor flere påtrængende og forbundne kriser skal tackles samtidigt [1]. De seneste år har Ruslands invasion af Ukraine, coronapandemien og accelererende klimaforandringer kun gjort denne beskrivelse, polykrise, mere rammende.Det primære punkt, der forbinder klimakrisen og krigen i Ukraine, er vores dybe afhængighed af fossil energi. I årtier har EU importeret over halvdelen af sin energi fra lande uden for Europa. Og Rusland har længe været den suverænt største eksportør til Europa. Vores store forbrug af russiske fossile brændsler forværrer således både klimakrisen og er med til at finansiere Ruslands krig mod Ukraine.

Hvordan handler man i mødet med flere samtidige forbundne kriser? Princeton-professoren Elke Weber har formuleret og undersøgt en hypotese om, at vi mennesker har en begrænset pulje af bekymring. Hypotesen tilsiger, at vi ikke har overskuddet til at håndtere flere problemer samtidigt. Ifølge hypotesen har vi altså en tendens til at glemme eller resignere frem for at handle [2]. 

Men ny empirisk forskning nuancerer billedet. Studier finder nemlig, at COVID-19 og økonomiske kriser på tværs af en række lande ikke mindsker befolkningens bekymring over klimaforandringer. Tværtimod peger flere analyser på, at inddragelsen af klima i økonomiske initiativer og COVID-hjælpepakker snarere øger befolkningens opbakning til disse tiltag. Selvom det er rigtigt, at vi har en begrænset pulje af bekymring, er det ikke givet, at det begrænser vores vilje til at ofre os. Forskningen er således endnu ikke nået til en klar konklusion – i særdeleshed ikke, når det gælder det nuværende samspil mellem krig og klimakrise.

Selvopofrelse i demokratiske velfærdssamfund: Forbrugere, frihed og frygt

På trods af disse nye fund i forskningen har appetitten på tiltag, der fra politisk side pålægger borgerne at ofre frihed eller velfærd som respons til en krise, været begrænset. I demokratiske velfærdssamfund er krav om borgernes selvopofrelse nemlig forbundet med klare konflikter.

Under coronapandemien var vi i store dele af verden vidner til langvarige nedlukninger med håndfaste krav om at blive hjemme, holde social afstand og nedlukke hele brancher. Men forløbet viste, at også liberale demokratier som det danske kan begrænse borgere og virksomheders frihed for at håndtere en politisk krise – selvom nedlukninger samtidig kan medføre kraftig modstand og politisk polarisering.

Hensynet til forbrugernes interesser er åbenlyst et centralt omdrejningspunkt for moderne økonomisk politik. I en officiel udtalelse skrev den tyske kansler Olaf Scholz i marts, at importen af russisk gas er „essentiel for borgernes offentlige goder og almindelige hverdag”, hvorfor Tyskland ikke støtter en totalboykot i EU. Og hensynet til forbrugernes økonomiske interesser er kun blevet mere påtrængende som følge af den nuværende inflationsudfordring. I 2022 har vi fx i Danmark set et reallønstab på 3,8 pct., hvilket er den største nedgang i 70 år. Diplomater, som vi har interviewet, bekræfter, at hensynet til forbrugeren er en stadigt større udfordring for både en boykot af Rusland og ambitiøs klimahandling.

Også hensynet til borgerens personlige frihed er en betydelig konflikt, når der stilles politiske krav til opofrelse. Coronapandemien viste, at konservativt og liberalt orienterede borgere var mere skeptiske over for gennemtvungne nedlukninger – netop grundet hensynet til økonomi såvel som personlig frihed. Og det dobbelte hensyn til befolkningen som både økonomiske forbrugere og frie borgere gør politikerne berøringsangste for at kræve for meget personlig handling. Det kan være med til at forklare, at klimavenlige adfærdsændringer, der ellers er et centralt område i den socialdemokratiske regerings klimaprogram fra 2021, ikke er blevet fulgt op af konkret handling [3].

Der er dog en anden side af selvopofrelsens politik. Som vi så det under corona, udløste særligt de tidligste nedlukninger en enorm støtte fra befolkningen til de politiske magthavere i størstedelen af verdens lande. Som forskning ledet af Michael Bang Petersen bekræfter, kan politikere forlange meget af borgere, hvis befolkningen har tillid til, at tiltagene er velbegrundede og vil virke.

Noget kunne således også tyde på, at selvopofrelsens politik altså ikke er en død fisk. Men er energikrisen og krigen i Ukraine så akut, at europæiske politikere er villige til at udfordre borgernes smertegrænse? I starten af september spillede den danske regering ud med et initiativ, der skulle spare på energien ved at skrue temperaturen i offentlige bygninger ned til 19 grader og slukke for udendørsbelysning. Få dage senere reviderede Europa-Parlamentet EU’s energieffektiviseringsdirektiv, der skærpede ambitionen for reduktioner i energiforbrug til mindst 40 pct. og andelen af vedvarende energi til mindst 45 pct. inden 2030.

Hensynet til befolkningen gør dog stadig kravene om selvopofrelse til en vanskelig udfordring i et demokratisk velfærdssamfund som det danske. Men polykrisen er nu så påtrængende, at vi ser politisk bevægelse på området. Netop derfor er det interessant at analysere danskernes offervillighed i lyset af klimaforandringer og krigen i Ukraine. To alvorlige kriser, der begge er uløseligt forbundet til europæisk energiforsyning.

 

Undersøgelsen viser altså, at der er forskel på, hvad danskerne generelt ser som det største politiske problem (klima), og deres konkrete villighed til at ofre sig, hvor Ukraine oftest kommer i første række
_______

 

Danskernes offervillighed under en polykrise

Så hvor villige er danskerne til at ofre sig for klimaet og for Ukraine? For at finde svar har vi med støtte fra Institut for Statskundskab og Center for Social Data Science gennemført en eksperimentel spørgeskemaundersøgelse foretaget af YouGov blandt 4.017 nationalt repræsentative deltagere i sommeren 2022. Vi designede spørgeskemaet ved at spørge deltagerne om deres generelle politiske holdninger, opfattelse af trusler, syn på konkrete politiske initiativer samt villighed til at betale og handle anderledes for at løse de to kriser. Inden deltagerne svarede på spørgsmålene, delte vi dem desuden op i tilfældige grupper, der enten læste en tekst om både klimaforandringer og krigen i Ukraine eller alene læste en tekst om en af kriserne. Det gjorde vi for at undersøge, om de borgere, der forholder sig til begge kriser, er mere eller mindre offervillige end dem, der kun skal forholde sig til én. Vi havde også en kontrolgruppe, der kun fik spørgsmålene om de to kriser uden at læse en tekst først.

Undersøgelsen viser, at der overordnet er opbakning til store politiske tiltag som en CO₂-skat og boykot af russisk energi – også hvis prisen, der følger med, er høj. Ligeledes finder vi, at danskerne er villige til at tilpasse deres egen adfærd på en række punkter for de to politiske sager.

I lighed med mange andre studier finder vi, at markant flere danskere anser klimaforandringer for at være det vigtigste problem sammenlignet med krigen i Ukraine. Flere end hver femte nævner selv klima som det vigtigste problem, mens mindre end hver 20. nævner krigen i Ukraine. Men det viser sig, at danskernes opfattelse af klimakrisen som et vigtigere problem ikke betyder, at de også er mest offervillige her. For danskerne føler sig mere bekymrede over krigen i Ukraine end over klimaforandringerne, når vi spørger dem direkte. Andre forskere har fundet den samme forskel i forbindelse med coronakrisen, hvor folk generelt anså klima for et større problem, men konkret var mere bekymrede for corona.

Det ser vi også, når det kommer til konkrete politiske tiltag, der rammer Rusland og gavner klimaet, hvor der er en klar tendens til, at offervilligheden for Ukraine er større end for klimaet. I undersøgelsen spurgte vi ind til danskernes støtte til to konkrete forslag. Klimaforslaget omhandlede en CO₂-skat, der bidrager til, at Danmark når sin målsætning om 70 pct. CO₂-reduktion i 2030. Ukraine-forslaget var en national boykot af energi fra Rusland. De to forslag er ikke ens og kan derfor ikke sammenlignes direkte. Men svarene gør og stadig klogere på danskernes villighed til at ofre sig. Hvor danskerne i gennemsnit er villige til at betale 262 kroner per måned for CO₂-skatten, er de villige til at betale hele 670 kroner per måned for en boykot af russisk energi.

Helt som forventet så vi, at en højere pris medfører lavere opbakning til klimaforslaget. Derimod er der, meget overraskende, ingen sammenhæng at spore mellem pris og opbakning, når det gælder Ukraine-forslaget. Omkring 70 pct. af danskerne bakker således op om en energiboykot, der rammer Rusland, uanset om det koster dem 20 eller 1.000 kroner om måneden. Også når det kommer til modtagelsen af flygtninge, er 80 pct. parate til at modtage flere flygtninge fra Ukraine mod kun 44 pct., når det drejer sig om klimaflygtninge. Når det bliver konkret, ser vi igen, at flere vil gå længere og er mere kompromisløse i Ukraine-spørgsmålet sammenlignet med klima.

Røde er mere offervillige

Når vi analyserer offervilligheden afhængigt af politisk ståsted, ser vi, at venstreorienterede generelt anser klimaforandringer for et større politisk problem, end højreorienterede gør, mens det er vælgere tæt på midten frem for dem på fløjene, der anser krigen i Ukraine for at være det største politiske problem. Selvom trusselsopfattelsen således varierer, er villigheden til at ofre sig højere blandt venstreorienterede både for klimaet og for Ukraine. Som et led i undersøgelsen lavede vi eksempelvis et lotteri, hvor vinderne kunne vælge, hvor meget af præmien de ville beholde selv eller donere til klima- og Ukraine-sagen. De kunne donere til henholdsvis Røde Kors (Ukraine) og Verdensnaturfonden (klima). Alle respondenterne skulle svare, hvor meget de ville donere, før de vidste, om de havde vundet. Her fandt vi, at en vælger fra SF eller Enhedslisten donerede omkring dobbelt så meget til både klimasagen og Ukraine-sagen som en vælger, der vil stemme på Danmarksdemokraterne eller Nye Borgerlige. Da svarene byggede på faktiske donationer, er der her ikke blot tale om gode, men tomme intentioner, men reel handling. Noget kunne dermed tyde på, at selvopofrelsens politik er rød. Samtidig så vi, at indkomstniveau overraskende nok ikke har betydning for donationerne, men at mere politisk bevidste danskere med en længere uddannelse i gennemsnit donerer mere.

Undersøgelsen viser altså, at der er forskel på, hvad danskerne generelt ser som det største politiske problem (klima), og deres konkrete villighed til at ofre sig, hvor Ukraine oftest kommer i første række.

Håndtering af en polykrise: To fluer med et smæk?

Men hvordan påvirkes trusselopfattelse og offervillighed af påmindelsen om, at vi står over for både krig og klimakrise samtidig?

Ét muligt scenarie er, at vi ser en begrænset pulje af bekymring, så borgerne overvældes af kombinationen af krig i Ukraine og klimakrise og derfor bliver mindre offervillige. Et andet scenarie er, at borgerne ser muligheden for at ,slå to fluer med et smæk’ og derfor bliver mere offervillige. Endelig kan det være, at de bliver mere offervillige over for én krise, men mindre over for den anden.

For at finde svar præsenterede vi deltagerne i undersøgelsen for en kort tekst om den ene eller begge kriser. Teksterne lagde bl.a. vægt på krisernes konsekvenser, og hvordan de er forbundet med vores afhængighed af fossil energi. Her er de to tekster.

Dernæst spurgte vi ind til deltagernes villighed til at ofre sig for at se, hvilken forskel det gjorde, om deltagerne forholdt sig til begge kriser eller kun den ene. Her så vi, at de deltagere, der forholdt sig til begge kriser, blev mere villige til at ofre sig for klimasagen. Omvendt betød sammenkædningen af kriserne, at deltagerne blev mindre villige til at ofre sig for Ukraine. Som vi så tidligere, mener danskerne generelt, at klimakrisen er det største problem, men bekymrer sig mere over krigen. Vores fortolkning er derfor, at borgerne ,korrigerer’ for tilbøjeligheden til at være mere offervillige over for den mere konkrete trussel fra krig ved at blive mere offervillige over for den endnu mere alvorlige, men abstrakte, klimakrise. Det ser vi ved, at påmindelsen om polykrisen mindsker folks donationer til Ukraine, deres støtte til boykot af russisk energi og støtte til at modtage ukrainske flygtninge. For klima sker der ved sammenkædningen en tendens til, at folk vil ofre sig mere. Når man OGSÅ har forholdt sig til krigen i Ukraine, STIGER opfattelsen af klimaforandringer som en trussel, klimabekymringer og villighed til at modtage klimaflygtninge.

Undersøgelsen fortæller os altså tre interessante ting om danskernes villighed til at ofre sig i lyset af den nuværende polykrise:

Danskerne er overordnet set offervillige – de røde lidt mere end de blå. Et flertal i befolkningen mener, at begge kriser er væsentlige, og er villige til både at støtte markante politiske forslag og ændre personlig adfærd for at imødekomme kriserne. Selvom et flertal af danskerne er villige til at ofre sig, ser vi væsentlige forskelle mellem venstre- og højreorienterede. Det gør sig ikke kun gældende i tilfældet klimaforandringer, som de også anser som et større politisk problem, men også i tilfældet Ukraine-krigen, som de røde vælgere ellers ikke ser som vigtigere, end de blå gør.

Sammenkobling af klimaforandringer og Ukraine-krigen kan ØGE opbakning til klimapolitik. Når danskerne bliver konfronteret med begge kriser og har mulighed for at sammenligne og se sammenhænge, bliver de mindre villige til at ofre sig for Ukraine-krisen, men mere villige til at ofre sig for klimasagen. Hvis du som politisk aktør vil øge støtten til klimahandling, kan noget således tyde på, at en kobling til i hvert fald Ukraine-krisen, og måske også andre problemer, vil øge opbakningen. Omvendt tjener det ikke Ukraine-sagen at blive sat i forbindelse med klimaforandringer.

Står vi over for et trussels-selvopofrelses-paradoks? Danskerne anser global opvarmning for at være et større politisk problem og bliver også mere selvopofrende for klimaet, når det sættes i forbindelse til den samtidige Ukraine-krig. Men når det kommer til konkrete handlinger, holdninger og betalingsvillighed, har danskerne alligevel en tendens til at gøre mere for Ukraine end for klimaet. Hvorfor det forholder sig sådan, kræver yderligere undersøgelser. Men norsk forskning peger på, at folks syn på, i hvor høj grad et initiativ løser et givet problem, øger deres opbakning til tiltaget. Et norsk studie viser fx, hvordan opfattelse af fly-nedlukningers effekt på sygdomsbekæmpelse og at begrænse tiltagenes længde var afgørende for nordmændenes opbakning [4]. Det er også vigtigt, om folk ser truslen som tæt på dem og deres eget liv. Større fysisk, tidslig og kulturel afstand – mellem borgeren på den ene side og problemet og dets ofre på den anden – får folk til at være mindre offervillige. Det er derfor ikke alene vores syn på en krises omfang, men i høj grad vores evne til at forstå problemet og tro på, at vi faktisk kan gøre noget ved det, der betinger vores villighed til at ofre os i en større sags tjeneste. ■

 

Det er derfor ikke alene vores syn på en krises omfang, men i høj grad vores evne til at forstå problemet og tro på, at vi faktisk kan gøre noget ved det, der betinger vores villighed til at ofre os i en større sags tjeneste
_______

 

Jakob Dreyer (f. 1990) forsker i forholdet mellem sikkerhedspolitik og global opvarmning på Statskundskab, Københavns Universitet. Desuden sprogofficer i arabisk.

Søren Damsbo-Svendsen (f. 1992) forsker i holdninger og adfærd på klimaområdet på Statskundskab, Københavns Universitet med fokus på personlige klimaoplevelser og mediedækning.

Fodnoter:

1. Juncker, J.-C. (2016) Speech by President Jean-Claude Juncker at the Annual General Meeting of the Hellenic Federation of Enterprises. Athen, 26. juni 2016. https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/SPEECH_16_2293
2. Weber, E. U. (2010). What shapes perceptions of climate change? Wiley Interdisciplinary Reviews: Climate Change, 1(3), 332-342.
3. Jørgensen, D. Klimaprogram 2021 (2021). Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
4. Kallbekken, S., & Sælen, H. (2021). Public support for air travel restrictions to address COVID-19 or climate change. Transportation Research Part D: Transport and Environment, 93, 102767.

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi