Trine Pertou Mach (EL): Vi risikerer at blive taget på sengen, når vores udenrigspolitiske interesser er viet til opretholdelsen af amerikansk hegemoni

13.10.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

”Når vi skal agere i det komplekse trusselbillede, er den vigtigste grundpointe, at de største sikkerhedspolitiske udfordringer hverken kan eller bør løses alene militært. De kan kun løses gennem øget og forstærket internationalt samarbejde og institutioner. Respekt for fælles spilleregler, øget diplomati og dialog.”

Kommentar af Trine Pertou Mach, folketingskandidat for Enhedslisten

Ruslands overfald på Ukraine har alvorligt forværret det trusselsbillede, vi har levet med siden Den Kolde Krigs afslutning. Der er ikke noget sige til, at folk går med bange anelser for, hvad fremtiden vil bringe, for frygten er velbegrundet. Rusland har fundamentalt søgt at ændre spillereglerne for, hvordan internationale konflikter løses, og det er i sig selv alvorligt, men krigen er også i stigende grad en proxykrig mellem Rusland og NATO.

Yderligere eskalering af denne proxykrig kan få uoverskuelige konsekvenser, og i sidste ende kan en enkelt misforståelse eller fejlberegning, der involverer atomvåben, føre utænkelige katastrofer med sig. Atomvåben er en alvorlig og alvorligt forsømt eksistentiel trussel.

Invasionen af Ukraine er den seneste af en række globale begivenheder, der betyder, at vi skal gentænke vores sikkerhedspolitik og om vi er tilstrækkeligt forberedt på at håndtere det stadig større kompleks af trusler, som er rettet imod os. Der har længe været al mulig grund til at se grundigt på, om Danmark er tilstrækkeligt forsvarspolitisk beredt. Det er ikke mindst kompleksiteten, der rejser behovet for en gentænkning af sikkerhedspolitikken, så den fremover tager større højde for både traditionelle trusler, men også nye trusler på fx hybrid- og forsyningsområdet, klimafronten m.v. Regeringen lancerede i starten af året en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi med et retningsgivende værdikompas til, ”når svære valg skal træffes”. Og det er netop nu, at svære valg, som drager uafklarede konsekvenser med sig, bliver truffet.

Derfor skal det bøjes i neon, at ikke bare Danmarks men verdens sikkerhed varetages bedst, når magt tøjles af ret; altså en international retsorden der varetages af globale institutioner og aftaler med FN i front. Danmark har strategisk interesse i at styrke det multilaterale samarbejde, men desværre afspejles dette ikke i den sikkerhedspolitiske analyse , som en ekspertgruppe under regeringen netop har offentliggjort. Og det selvom ”FN-sporet” er officiel dansk politik. Heller ikke i den faktisk førte politik afspejles det; i stedet har den udstukne ”super-atlanticistiske” kurs skubbet multilateralismen i baggrunden i Danmarks udenrigspolitiske profil. 

Det er nødvendigt at konstatere, at den internationale orden, som det amerikanske hegemoni bidrager til, systematisk er blevet udfordret og til tider decideret kørt over ende af selvsamme USA.

Når lande uden for – i mangel af bedre term – den vestlige verdens sfære, ikke entydigt stiller sig fordømmende overfor Ruslands klokkeklare brud på internationale spilleregler, er det ikke uden sammenhæng med, at USA – og Europa på sin vis – har krænket og været ligeglade med selvsamme principper, hvis det tjente egne geopolitiske interesser. Irakkrigen åbenlyst. FN-mandatet i 2011 om intervention i Libyen for Responsibility to Protect, der blev brugt til et regimeskifte. Relationen til Saudi-Arabien. Positionen i forhold til Palæstina, Yemen, Syrien. Den initiale reaktion på de arabiske revolutioner for et tiår siden. Listen er lang over hykleri og dobbeltstandarder. Og det svækker præcis den selvsamme orden, der er så stærkt brug for at styrke.

Globalt samvirke, fred og ret bliver ofte affærdiget som naive dagdrømme om, hvordan verden burde fungere, eller – fejlagtigt – som ensbetydende med at argumentere for, at Danmark sammen med nabolande ikke skal kunne udøve et troværdigt forsvar, hvis vi overfaldes, trues eller intimideres. Det naive består derimod i troen på, at vi kan klare os uden disse værdier. Værdierne er en klar politisk stillingtagen til, hvad der er førstevalget, når vi skal forebygge og løse internationale uoverensstemmelser og kriser.

 

Vi har brugt 20 år på at indrette vores styrker som en reserve for USA’s ”out-of-area”-operationer i katastrofale – og i et enkelt tilfælde ovenikøbet ulovlige – krige i Irak, Afghanistan og Libyen, mens forsvaret af Danmark og vores eget nærområde er blevet underprioriteret
_______

 

I stedet om at tale om prioriteringer i forsvaret og forebyggelse leder NATO-landene i dag den globale oprustning. Over alt i Vesten får militærbudgetterne gevaldige nøk op ad med varig virkning; en oprustningspolitik, som NATO har presset på for i årtier, også længe før der var krig på kontinentet. ”På en måde er Putin en gave til NATO”, udtalte fx Englands forsvarsminister Ben Wallace ikke overraskende forleden med henvisning til alliancemedlemmernes hastige oprustning. I Danmark indgik Christiansborg i foråret en historisk oprustningsaftale, ’det nationale sikkerhedskompromis’, som skruer udgifter til forsvar og militær op til 2 pct. af Danmarks BNP – en svimlende stor merudgift på ca. 18 mia. kr. årligt.

Ønsket om at udvise initiativ og handlekraft midt i krisen har dog overhalet nødvendigheden af en uvildig vurdering af behovene. Først efter aftalen er indgået, efterlyses det ekspertarbejde, der skal udrede, hvor og hvad pengene egentlig skal bruges på. For nyligt har statsministeren meddelt, at regeringen er villig til at afsætte endnu flere penge. Hvor pengene ender, er til at forudsige: NATO’s krav til ’interoperabilitet’ vil nemlig sikre, at nye og oprustende medlemmer tegner flere og stadig mere omfangsrige kontrakter og vedligeholdelsesaftaler med amerikanske våbenproducenter, der synes at være på en slags evig Marshall-hjælp. Det er med al sandsynlighed en indkøbspolitik, der vil fortsætte, også længe efter krigen i Ukraine er erklæret afsluttet.

Vi har brugt 20 år på at indrette vores styrker som en reserve for USA’s ”out-of-area”-operationer i katastrofale – og i et enkelt tilfælde ovenikøbet ulovlige – krige i Irak, Afghanistan og Libyen, mens forsvaret af Danmark og vores eget nærområde er blevet underprioriteret. Strategien fra dansk side har været, at vi skulle være et tjenstivrigt ”kernemedlem” af NATO ved at deltage i risikofyldte internationale missioner på vegne af USA, så vi på den måde kunne håbe på amerikansk hjælp, hvis en ydre fjende står for døren. Konsekvensen er, at vores militær er gearet til opsøgende militæreventyr i fjerne afkroge, men er ringe rustet til at håndhæve dansk suverænitet.   

Der er ikke meget, som tyder på, at Danmark vil foretage en kursændring. I stedet tales der om villighed til at deltage i militære operationer i unavngivne afrikanske lande, ligesom vi bereder os på, at vores allierede efterlyser danske militærbidrag til aktiviteter i Asien med henblik på at inddæmme Kina i Kinas nærområde og kystnære farvande. Et fuldstændig vanvittigt perspektiv som bør påkalde sig langt mere politisk fokus.

I valgkampen tales der i overskrifter om kriser, der står på rad. Og det er jo rigtigt – verden er i hastig forandring og fremtiden uforudsigelig. Den kompleksitet skal vores sikkerhedspolitik håndtere. For vores sikkerhed handler også om klimakrisen, forsyningssikkerhed, global ustabilitet, migration og flygtninge, fallerede stater, samhandel og informationskrig.

 

Selvom det er svært at se for sig på nuværende tidspunkt i forløbet, så må vi erkende, at også krigen i Ukraine i sidste ende kun kan løses ved politiske forhandlinger
_______

 

Alle disse ting er del af det globale trusselsbillede, som påvirker Danmark, men ingen af disse forhold kan (alene) løses militært. Derfor er det afgørende at drive en samarbejdsform frem, som er konfliktdæmpende og baserer sig på konflikthåndtering gennem institutioner.

I det omfang, at militarismen tager førersædet, opsuger det knappe ressourcer fra andre trusler, der får lov at vokse sig større i fraværet af et realpolitisk livtag. Det gælder især på klimaområdet, men også i Asien, hvor fundamentet for en ny stormagtskonflikt er ved at blive lagt. Læg dertil dalende tillid til politiske systemer. Igen risikerer vi at blive taget på sengen, fordi vores udenrigspolitiske interesser er viet til opretholdelsen af amerikansk hegemoni.

Lad os kort drøfte krigen i Ukraine igen. Ukraine har al ret i verden til at kæmpe mod den russiske invasion, og våbenstøtten til Ukraine var for mig at se det rigtige at gøre. Det er selvsagt ikke uden usikkerhedsmomenter at udøve denne støtte. Men de betingelsesløse krav til Rusland, der skødesløst blæser på de internationale spilleregler, må simpelthen være, at Putin skal afblæse krigen og trække sine tropper ud.

Det er i Europas interesse, at krigen stopper så hurtigt som muligt. Men selvom det er svært at se for sig på nuværende tidspunkt i forløbet, så må vi erkende, at også krigen i Ukraine i sidste ende kun kan løses ved politiske forhandlinger. Det er en banal kendsgerning. Det betyder ikke, at vi skal hejse det hvide flag og synge kumbaya, men det betyder, at der skal tænkes langsigtet, og blikket skal også indstilles på forhandlingsbordet, som det internationale samfund skal søge at få Rusland og Ukraine hen til. Det er ikke op til os at sidde i Danmark og tegne konturerne at en løsning på vegne af ukrainerne. Men er vi rede til at give diplomatisk støtte, når den efterlyses? Er vi fx klar på at indgå i en gensidig nedrustningsaftale, når tiden kommer til det? Eller er vi endt der, hvor oprustningsspiralen har antaget eget liv og blevet et mål i sig selv med egen logik?

Når vi skal agere i det komplekse trusselbillede, er den vigtigste grundpointe, at de største sikkerhedspolitiske udfordringer hverken kan eller bør løses alene militært. De kan kun løses gennem øget og forstærket internationalt samarbejde og institutioner. Respekt for fælles spilleregler, øget diplomati og dialog.

Vi kan ikke klare os uden, og vi skal turde sige det, selvom krigsfeberen og kamplysten har grebet sindene. ■

 

Når vi skal agere i det komplekse trusselbillede, er den vigtigste grundpointe, at de største sikkerhedspolitiske udfordringer hverken kan eller bør løses alene militært
_______

 

Trine Pertou Mach er kandidat for Enhedslisten og sidder i partiets Hovedbestyrelse. Tidligere forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det Danske Hus i Palæstina, Har arbejdet i bl.a. Nordisk Ministerråd, EU-Kommissionens delegation i Ægypten og EU-Parlamentet.

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?