Folkeskolelærer: Vil politikerne tage ansvar for trivslen i folkeskolen, bør de tage fat her

12.10.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Skolen er blevet løsningernes holdeplads, og der er snart ikke det, skolen ikke skal løse. Ønsker man helt oprigtigt fra politisk hånd at skabe en bedre og livsduelig folkeskole, så skal der investeres og prioriteres i børn og unges trivsel. Her er en række bud på, hvad det kræver.

Kommentar af Kristoffer Høyrup Sørensen, hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening

Tilbage i august kom et markant opråb fra over 1000 psykologer i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), som er en kommunal rådgivning, hvor fx skoler kan henvende sig for at få råd og vejledning til at arbejdet med inklusion og pædagogiske indsatser. Børn og unge mistrives i en sjældent set grad, blandt andet på grund af de rammer, der er på dagtilbuds- og skoleområdet. Det har siden fyldt i mediebilledet. Ikke mindst grundet forhandlingerne om den nye psykiatriplan, som landede for nyligt, hvor det bl.a. fremhæves, at der skal opbygges let tilgængelige tilbud i kommunerne til børn og unge – heriblandt lettere adgang til udredning samt at den tidlige og forebyggende indsats i grundskolen skal styrkes. De 1000 psykologer var klare i spyttet omkring, at der skal handles nu, inden det er for sent. Dette bakkes i allerhøjeste grad op af de samtaler og erfaringer, jeg gennem en række skolebesøg og medlemsdebatter har samlet sammen de sidste par år.

En inklusionsundersøgelse, som vi gennemførte i Danmarks Lærerforening blandt 1264 tilfældigt udvalgte medlemmer på folkeskoleområdet for nyligt, viste, at 96 pct. af lærerne har elever i deres klasser, hvis behov ikke dækkes, og at der gennemsnitligt er 4,4 elever i hver klasse, der modtager en eller anden form for særligt tilbud eller støtte. Sagt på en anden måde: i næsten alle klasser findes der elever, som ikke får deres behov tilgodeset i undervisningen, og det er kun et fåtal af klasser, hvor der ingen elever er, som mistrives. Når vi kigger på udredningen, så svarer de adspurgte lærere, at der går over en måned, før de kan få hjælp og vejledning af PPR, der også er under stort pres. Systemet kommer, for tiden, før mennesket – og det er en uhyggelig tendens med uforudsete konsekvenser for fremtiden.

Forleden var emnet oppe igen i P1 Orientering, og her blev det italesat, at der ved møderne på skolerne var tale om ”undskyldningsrunder”, som jeg – personligt – mener er et misvisende ord. Når lærere holder møder, så er er det typisk efter at have ventet i lang tid, hvor man har stået med en elev i mistrivsel, og hvor man hver dag har forsøgt med og genbesøgt forslag fra tidligere møder, men uden at det har haft tilstrækkelig effekt. Man kan derfor ikke kalde det for undskyldningsrunder, da lærere – hver dag – går langt for at lykkes med og for eleverne – også elever med særlige behov. Faktisk viser statistik på arbejdsmiljøområdet, at de høje følelsesmæssige krav er en stigende risikofaktor i det psykiske arbejdsmiljø blandt lærere. Derfor finder jeg det misvisende og i nogen grad uærligt at kalde det for undskyldningsrunder. Det leder sproget hen imod manglende ansvarstagen, hvilket ikke er tilfældet.

 

I næsten alle klasser findes der elever, som ikke får deres behov tilgodeset i undervisningen, og det er kun et fåtal af klasser, hvor der ingen elever er, som mistrives
_______

 

Forklaringen skal snarere findes i en manglende sammenhæng mellem krav og ressourcer. Senest er dette bakket op af ph.d. og lektor i specialpædagogik og inklusion på DPU, Lotte Hedegaard Sørensen, der i en forskningsoversigt stillede spørgsmålet: ”Har vi overladt det, der i virkeligheden er en stor politisk opgave, til skolen og lærerne uden at bakke dem ordentligt op med ressourcer, efteruddannelse og gode arbejdsvilkår?”

Hvad skal vi gøre?

Da jeg var aktiv klasselærer for de samme elever gennem 8 år, havde vi gentagne gange pædagogiske rådsmøder, hvor tesen var, at inklusion blev løst via det rette mindset og den rette holdning. Jeg husker dog også tilbage på et arrangement, hvor Rasmus Alenkær nidkært gennemgik, hvordan inklusion startede som et nobelt foretagende – deltagelsesmuligheder for alle – men over tid blev en spareøvelse, hvor det ”blot” var en holdningsændring, der skulle til. Det er min oplevelse, at de lærere, jeg møder rundt omkring, er optagede af at lykkes med eleverne, selvom rammerne mildest talt levner megen plads til forbedring. Derfor løser dette sig ikke uden sammenhæng i de krav og ressourcer, man præsenterer folkeskolen for. Ønsker man helt oprigtigt fra politisk hånd at skabe en bedre og livsduelig folkeskole, så skal der investeres og prioriteres i børn og unges trivsel. Hvor tager man fat? Her er et par bud.

Først og fremmest handler det om, at der tilføres midler og ressourcer til arbejdet med inklusion til gavn for alle elever. Og så er der brug for, at der sættes ind med flere uddannede lærere til at løfte opgaven, fx via god og veltilrettelag CO-Teaching.

Ved at være flere lærere i fx CO-Teaching-timer kan man bedre tilgodese de naturlige variabler, der er i arbejdet med elever med forskellige behov og forudsætninger. Både elevernes behov på dagen, men også de faglige over tid. Men ikke mindst også for, at opgaverne ikke lander hos den enkelte lærer alene, som en nærmest urimelig opgave, hvilket som nævnt er en arbejdsmiljømæssig risikofaktor ift. de høje følelsesmæssige krav. Det handler med andre ord om at skabe de bedste rammer for god undervisning, hvor der kan undervisningsdifferentieres efter elevernes forskellighed, og skabes arbejdsro og godt undervisningsmiljø. Her kunne man også kigge på den lange skoledag og klassekvotienten.

Derudover er brug for bedre efteruddannelsesmuligheder indenfor det specialpædagogiske område blandt lærerne, hvilket er en mangelvare ude i kommunerne. Og så er der brug for, at PPR’s opgave bliver defineret og beskrevet tydeligere, og at de får passende ressourcer hertil, så de bedre og lettere kan understøtte skolernes arbejde med inklusion. Når jeg taler med folk hos PPR, fortæller de om en udvikling, hvor de får langt flere indstillinger ift. børn, der skal udredes og henvises til psykiatrien, samt at psykiatrien sender flere opgaver til PPR. Der er med andre ord en stigning i antallet af opgaver her også, og der er brug for en defineret og tydelig opgave, så medlemmer i PPR ikke presses yderligere i krydspresset mellem forældre, skole, forvaltning og politik ift. den forebyggende indsats.

 

Det står efterhånden meget klart, at den nødvendige støtte og de nødvendige hjælpemidler er en mangelvare, og noget som der kigges langt efter
_______

 

Løsningernes holdeplads

Når vi ser på de lovmæssige rammer omkring inklusion, fremgår følgende af Undervisningsministeriets hjemmeside: ”Folkeskolen skal grundlæggende tilgodese alle børns læring og trivsel. Børn med særlige behov skal så vidt muligt ikke udskilles til særlige undervisningstilbud, men undervises sammen med deres kammerater i den almene undervisning. Det skal ske med den nødvendige støtte og hjælpemidler.”

Her står det, efterhånden, meget klart, at den nødvendige støtte og de nødvendige hjælpemidler er en mangelvare, og noget som der kigges langt efter – alt imens man kæmper med at skabe de bedste undervisningsmiljøer for eleverne. Skolen er blevet løsningernes holdeplads, og der er snart ikke det, skolen ikke skal løse. Tilbage står lærerne i klasseværelset og skal manøvrere rundt i dette og samtidig skabe motivation, deltagelsesmuligheder og mestring hos eleverne.

Når jeg taler med speciallærere på specialområdet, så skærper de et vigtigt fokus, nemlig at man hverken bør eller må skære specialområdet over én kam. Der findes elever på specialområdet, som retteligt bør og skal være der – børn som ikke kan fungere andre steder. Det er blevet en forkert ting at sige, men det er endog en sandhed. Vi bør derfor tilstræbe at skabe de bedste skolebetingelser for eleverne ud fra hvilken elev, der er tale om. Eleverne bør have krav på et skoleforløb tilpasset deres behov og bør ikke være gidsler i en politisk målsætning om, at x antal pct. af eleverne skal inkluderes. Elever skal have de bedste forudsætninger for at lykkes – og det bør være det gennemgående fokus. ■

 

Eleverne bør have krav på et skoleforløb tilpasset deres behov og bør ikke være gidsler i en politisk målsætning om, at x antal pct. af eleverne skal inkluderes
_______

 

Kristoffer Høyrup Sørensen (f. 1987) er hovedbestyrelsesmedlem ved Danmarks Lærerforening. Han var folkeskolelærer fra 2013 til 2020 – klasselærer for samme årgang fra 2. klasse til og med 8. klasse – og har været fagpolitisk aktiv siden 2018. Han sidder desuden i følgegruppen for specialundervisning og inklusion, og arbejdede 2016-2018 som praktiker og AKT-vejleder ved et inklusionsteam hos PPR.

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?