Iransk-amerikansk journalist: Moralpolitiets drab på ung kvinde kan sammenlignes med George Floyds død i 2020

22.09.2022

”Den sekulære del af samfundet har længe kæmpet mod de konservative kræfter, men de har stået meget alene. Jeg hører nu fra flere kilder, også i det politiske system, at man kraftigt overvejer at tage beføjelserne fra det religiøse politi, hvilket er en ret markant udvikling.”

Interview med journalist og politisk analytiker, Negar Mortazawi, af Thilde Asmussen

Iran er på ny blevet centrum for opmærksomhed verden over. De seneste døgn har store protester fundet sted i landets hovedstad, Teheran, efter den 22-årige kvinde Masha Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt. Ifølge Reuters er indtil videre mindst otte personer blevet dræbt, siden protesterne udbrød.

Samtidig har diplomater nu i 17 måneder forsøgt at forhandle sig frem til en ny Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA) – bedre kendt som atomaftalen, der skal monitorere Irans atomprogram. En aftale blev indgået i 2015 under daværende præsident Barack Obama, men Donald Trump valgte at trække USA ud, mens man samtidig indførte hårde økonomiske sanktioner over for Iran.

Med Joe Biden som præsident begyndte man igen at forhandle en aftale, der flere gange er spået til at være lige på trapperne, men mistillid og nye krav har betydet, at man fortsat ikke er noget til enighed. Onsdag den 21. september talte Irans præsident Ebrahim Raisi til FN’s generalforsamling, hvor han sagde, at ”Amerika trampede på atomaftalen”. Talen fandt sted, mens befolkningen i Iran protesterer på gaden, for at udtrykke deres utilfredshed med toppen af regimet.

RÆSON har talt med den iransk-amerikanske journalist og politisk analytiker, Negar Mortazawi, om både de indenrigspolitiske og udenrigspolitiske spændinger i Iran.

RÆSON: I sidste uge døde den 22-årige Mahsa Amini efter at være anholdt af Irans moralpoliti. Det har ført til massive protester over hele landet, hvor flere har mistet livet. Hvordan adskiller de nuværende protester sig med tidligere protester, landet har oplevet?

MORTAZAWI: En væsentlig forskel fra tidligere er, at vi nu også ser mange fra den mere religiøse del af samfundet protestere. Det hele udspringer jo af det påtvungne hovedtørklæde, kvinder skal bære i Iran, og som moralpolitiet har til opgave at håndhæve. At det møder protester, er ikke noget nyt – kvinder har i snart fire årtier kæmpet mod det. Hvis du ser billeder af kvinder i det offentlige rum i 80’erne, er kvinderne klædt i sort, og kun deres ansigt er ikke dækket til. I dag ser du kvinder i farvestrålende, tætsiddende tøj med tørklæder, der kun lige netop dækker deres baghoved. Så kvinderne har kæmpet i mange år. Men nu ser der det ud til, at en ung kvindes tragiske død måske kan blive et vendepunkt for, hvordan samfundet generelt ser på moralpolitiets rolle.

Hvad vil vi se på den anden side af dette vendepunkt? Vil disse protesterne føre til reelle ændringer i det iranske samfund?

Vi ser en anden form for protest i disse dage end tidligere. Først og fremmest ser vi en masse kvinder gå forrest og lede protesterne på gaderne samtidig med massive kampagner online. En grund til at tro, at det kan føre til ændringer i samfundet, er det faktum, at også religiøse dele af samfundet – sågar de meget konservative – også tager del i protesterne. Moralpolitiet har længe hævdet at de har et mandat fra folket, at iranerne gerne vil have nogen til at håndhæve de religiøse love, men nu hører vi religiøse profiler sige: ”Det, der foregår nu, ønsker vi ikke at tage del i, og moralpolitiet har ikke beføjelser til at bruge vold”. Online er der også mange kvinder, som selv bærer tørklæde, som siger, at ingen kvinder bør tvinges til at gå klædt på en bestemt måde. Påbuddet om at bære tørklæde gælder alle, også minoriteter som ikke er muslimer og udenlandske turister, og der er flere eksempler på, at moralpolitiet har brugt vold, hvis det ikke er blevet efterlevet.

Det er derfor meget positivt, at man på tværs af samfundet er gået sammen om protesterne. Den sekulære del af samfundet har længe kæmpet mod de konservative kræfter, men de har stået meget alene. Jeg hører nu fra flere kilder, også i det politiske system, at man kraftigt overvejer at tage beføjelserne fra det religiøse politi, hvilket er en ret markant udvikling.

 

Uanset hvad, så har det været et wake-up call i det iranske samfund, og folk risikerer i disse dage deres liv for at gå på gaden og kræve forandringer
_______

 

Moralpolitiet har ellers genvundet en del indflydelse, efter at Ebrahim Raisi – en konservativ hardliner – blev valgt som præsident sidste år. Har de seneste dages urolighed tvunget ham til at ændre sig markant?

Ja, jeg tror, at med graden af urolighederne er det uundgåeligt. Hvor længe de vil kæmpe mod demonstranterne, kan jeg ikke svare på, også fordi Raisis administration netop er kendt som hardliners. Alle i systemet benægter, at Amini er død i moralpolitiets varetægt, for der er ingen, som kan acceptere, at moralpolitiet skulle have slået en ung kvinde ihjel.

Men uanset hvad, så har det været et wake-up call i det iranske samfund, og folk risikerer i disse dage deres liv for at gå på gaden og kræve forandringer. Vi har alle set billeder af kvinder, som brænder deres tørklæder, og jeg tror, som situationen er nu, at det vil tvinge staten – også selvom de ikke har lyst – til at foretage nogle markante ændringer. Man kan sammenligne Aminis død med George Floyds i 2020. Amerikansk politi havde længe været kendt for deres brutalitet over for afroamerikanere, men mordet på Floyd førte til en national bevægelse, som fik global sympati. Jeg tror, vi ser det samme i Iran nu.

Præsident Raisi er ikke selv i Iran lige nu, men i New York, hvor han deltager i FN’s generalforsamling. Tirsdag havde han et møde med præsident Macron, men han har på forhånd afvist at mødes med amerikanerne. Hvordan vurderer du sandsynligheden for, at parterne formår at mødes i en ny atomaftale, når stemningen tilsyneladende er så dårlig?

Jeg mener stadig, det er et realistisk scenarie. Forhandlingerne befandt sig i en hårdknude for et par måneder siden. Så var der igen lidt aktivitet i august, hvor mange håbede, at de måske var kommet til enighed, men nu er vi tilbage i dødvande, hvad angår forhandlinger. Begge sider vil stadig gerne have en aftale, men der er en stor kløft imellem dem, og ingen af de to parter forsøger at bygge bro. Iranerne vil have fjernet sanktionerne, de vil have mulighed for at sælge deres olie på det globale marked, og de vil have en garanti fra amerikanerne om, at de ikke forlader aftalen igen, hvilket jo egentlig er meget fair, når man tænker på, hvordan USA forlod aftalen sidste gang, kombineret med det faktum, at Joe Biden meget muligt kan blive erstattet af en republikaner.

Fra amerikanernes perspektiv fylder den indenrigspolitiske debat meget. Biden-administrationen vil gerne genoptage en aftale, men de har ikke lyst til at betale den høje politiske pris, som sandsynligvis følger med. De ved, at de vil blive angrebet af republikanerne og af enkelte demokrater, hvis de indgår en aftale med Iran. Så Biden forsøger en aftale, der indeholder det absolutte minimum, men det er ikke længere tilfredsstillende for iranerne. De vil kompenseres økonomisk for årene efter amerikanerne forlod aftalen, fordi sanktionerne har ramt dem hårdt.

Jeg tror ikke, man skal opgive håbet om en aftale, men forhandlingerne er kørt fast, igen, igen. Samtidig står USA også over for et midtvejsvalg, så fokus er i høj grad på det indenrigspolitiske. Men hvis Demokraterne kommer stærkt ud på den anden side af valget, vil de være mere imødekommende over for iranerne.

Vi talte sammen i februar, hvor du i et interview til RÆSON sagde, at en ny aftale muligvis kun var få uger væk. Verden ser dog i dag en hel del anderledes ud end den gjorde dengang. Hvordan har det påvirket forhandlingerne?

Der har været flere gange det seneste år, hvor jeg har troet, at en aftale var lige på trapperne, men hver gang er der dukket en ny knast op i 11. time, og situationen i Ukraine har helt sikkert spillet en rolle. Krigen har opridset geopolitiske og globale alliancer, hvor Iran har været på Ruslands side og amerikanerne har været på Ukraines.

Når man fra Tehran har valgt Ruslands parti, skyldes det blandt andet den diplomatiske isolation, man har oplevet fra Vesten, og derfor har iranerne valgt at søge mod øst. Iran har som sådan ingen interesser i krigen i Ukraine, men på grund af distancen til Vesten valgte de Rusland, hvilket besværliggør en ny aftale. I USA har krigen også ændret en del ting. Først og fremmest i forhold til ressourcer, hvor alt blev allokeret til Europa og Ukraine. Det kunne have været en mulighed for arbejdsro til diplomaterne omkring atomaftalen, men det lader ikke til, man har opnået noget nævneværdigt.

Samtidig har Biden også betalt en høj politisk pris for tilbagetrækningen i Afghanistan, ligesom man også har fået meget kritik for ikke at være nok til stede i Ukraine. Derfor er en aftale med Iran kommet længere ned på prioriteringslisten. Obama var i 2015 villig til at betale prisen for en aftale med iranerne, men som situationen er nu, vil Biden nok hellere gå med status quo og se, hvad man kan opnå gennem forhandlinger.

 

Iran ser Rusland og Kina som supermagter, der kan beskytte dem mod Vesten og i særdeleshed USA med deres magt i sikkerhedsrådet
_______

 

I starten af september indførte amerikanerne sanktioner mod iranske selskaber, som USA mener transporterer iranske droner til Rusland. Det er vel heller ikke noget, som gavner forhandlingsklimaet?

Nej, det er det ikke, men det er den samme strategi, som Obama administrationen benyttede: At man presser med sanktioner for at komme igennem med en aftale. Med de nye sanktioner kan Biden også sende et signal om, at man ikke er svag over for Iran. Man bør dog huske, at det er en anden iransk administration, end den Obama forhandlede med. Raisis administration består af konservative hardliners, som har et noget andet verdenssyn end amerikanerne. Samtidig har Raisi konsekvent siden 2015 brugt megen taletid på at kritisere den daværende administrations diplomatiske tilgang til USA, og han stiller derfor langt flere krav til en ny aftale, mens han heller ikke er meget for at give noget den anden vej.

Hvis vi kigger på Irans relation til Rusland, så har det længe set ud, som om iranerne har forsøgt at balancere mellem dem og Vesten. Putins første udlandsrejse efter invasionen af Ukraine var til Iran, og i august meddelte Ruslands udenrigsminister, at de to lande arbejder på en mellemstatslig aftale. Er det et signal om, at iranerne endegyldigt har valgt side?

Vi har uden tvivl set, at Raisi har nærmet sig Rusland. Der var nogle telefonopkald til den ukrainske udenrigsminister, og i starten af krigen var den generelle opfattelse i samfundet, at Iran selv har været i samme situation som Ukraine, da landet blev invaderet af Iraks Saddam Hussein. Men det strategiske partnerskab, de har med Rusland, er for vigtigt, og derfor endte man med at stille sig på russernes side. Iran ser Rusland og Kina som supermagter, der kan beskytte dem mod Vesten og i særdeleshed USA med deres magt i sikkerhedsrådet. Samtidig får Iran russisk militærstøtte, og de har en alliance i Syrien. Iran har ikke mange magtfulde venner, så det er en del af deres strategi og udenrigspolitik at forblive venner med Rusland for at opnå deres geopolitiske mål i regionen.

Hvis der havde været en atomaftale og handel med Vesten, havde vi nok set en anden iransk position, hvad angår Ukraine, hvor de ikke eksplicit havde støttet Rusland i samme omfang. Men Iran er isoleret lige nu og ser sig selv som værende meget alene i en verden, hvor man har brug for magtfulde allierede, og derfor har de for nu valgt Rusland og Kina.

Apropos Kina, så mødtes Shanghai Cooperation Organization (SCO) i sidste uge i Usbekistan. Her underskrev Iran en aftale, der skal gøre dem til et permanent medlem af alliancen, som blandt andet tæller Rusland, Kina og Pakistan. Er det ikke et tegn på, at man fra iransk side finder en ny atomaftale usandsynlig?

Iran foretrækker ikke at handle med Øst frem for Vest, men lige nu har de ingen andre muligheder. I det iranske samfund – selv blandt konservative politikere – ville man helst kunne handle med begge dele af verden. Men det er klart, at SCO kan ses som en ny front, der skal konkurrere med vestlige institutioner som EU og NATO.

Iran er en regional magt, men ikke en verdensmagt, og de har derfor brug for militær og økonomisk støtte, og den finder de lige nu mod øst. Hvis sanktionerne blev fjernet og iranerne kunne sælge deres olie, så ville vi se dem bevæge sig mod Vesten igen.

I sommer besøgte Biden Israel og Saudi-Arabien – to af de største modstandere af en ny atomaftale. Det var der vel også en vis signalværdi i?

Bidens besøg var med henblik på at skaffe mere olie. Det paradoksale er så, at Iran jo er en stor olieproducent, så hvis man nu kom til enighed om en atomaftale, som ophævede sanktionerne pålagt Iran, ville Biden kunne få sin olie. I stedet valgte han at rejse til Saudi-Arabien, hvor de fortalte ham, at de ikke rigtig kunne øge produktionen, så rejsens succes var begrænset.

Og jo, der har været en signalværdi i at vise, at USA også har andre muligheder i regionen – herunder Saudi-Arabien og Israel, som har en fælles fjende i Iran. Men den amerikanske præsidents besøg er også blot endnu en grund for Tehran til at rykke nærmere sine magtfulde venner i øst, hvilket ikke gør en ny atomaftale nemmere at indgå.■

 

Hvis der havde været en atomaftale og handel med Vesten, havde vi nok set en anden iransk position, hvad angår Ukraine, hvor de ikke eksplicit havde støttet Rusland i samme omfang
_______

 

Negar Mortazawi (f. 1981) er journalist og politisk analytiker, som i en årrække har beskæftiget sig med USA og Irans relation. Hun skriver jævnligt om politiske forhold i Foreign Policy, The Intercept og Politico.

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi