Monica Lylloff: Velfærdssamfundet er blevet et bedrag – og det bør valget handle om
06.09.2022
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Bag den eventyrlige fortælling om det fantastiske velfærdssamfund er virkeligheden en anden: Børn svigtes i daginstitutionerne, børn flygter fra folkeskolen, syge mennesker kværnes i jobcentrene, psykiatrien styrtbløder, sygeplejersker strejker, ældre omsorgssvigtes på landets plejehjem, og mennesker med handicap fratages mulighederne for at være en del af samfundet. Det er alvorligt, og det bør valget handle om.
Kommentar af Monica Lylloff, jurist og medstifter af #enmillionstemmer
Danmark er et velfærdssamfund og en retsstat. Den fortælling vokser vi op med. Politikerne både på Christiansborg og ude i kommunerne er yderst dygtige til at tale velfærdssamfundet op som fantastisk og som noget, de prioriterer.
Men bag den eventyrlige fortælling om det fantastiske velfærdssamfund, er virkeligheden en anden: Børn svigtes i daginstitutionerne, børn flygter fra folkeskolen, syge mennesker kværnes i jobcentrene, psykiatrien styrtbløder, sygeplejersker strejker, ældre omsorgssvigtes på landets plejehjem, og mennesker med handicap fratages mulighederne for at være en del af samfundet. Det er ikke velfærd. Og vover man som borger at stå op imod systemet for at kræve sin lovmæssige ret, kan man se ind i en ulige udmattelseskamp. På socialområdet kan man som borger klage til Ankestyrelsen, når kommunen enten nægter at bevilge den ansøgte hjælp, eller værre endnu, når kommunen fratager den nødvendige hjælp, man som borger har haft årevis og stadig har behov for. Men en klagemulighed er ikke ensbetydende med retssikkerhed. Et godt og trist eksempel på det er forældre til en voksen mand med handicap, der har måttet klage over 32 afgørelser i deres kommune, og fik medhold i 3o af klagerne i Ankestyrelsen.
Vi står som land midt i en velfærdskrise, hvor myndigheder i alt for mange tilfælde ikke overholder den lovgivning, som sikrer velfærd for mange borgere
_______
Velfærd og retssikkerhed er en uadskillelig duo i Danmark, da velfærden er beskrevet i lovgivningen, som myndighederne skal følge. Når myndighederne så ikke følger den lovgivning, der er sat i verden for at hjælpe borgerne, så smider myndighederne både velfærd og retssikkerhed ud med badevandet.
Velfærdssamfundet er blevet et bedrag, og retssikkerhed er en saga blot. Vi står som land midt i en velfærdskrise, hvor myndigheder i alt for mange tilfælde ikke overholder den lovgivning, som sikrer velfærd for mange borgere. Det handler blandt andet om serviceloven, som er den lov, der beskriver den hjælp, der kan tilbydes på socialområdet, herunder hvilken hjælp der tilbydes børn og voksne med handicap, anbragte børn og ældre. Det nyeste eksempel på, hvordan den lovgivning er blevet brudt, er i Rudersdal Kommune. Her har en undersøgelse, foretaget af Kammeradvokaten, vist, at kommunen har overtrådt lovgivningen i 86 sager om støtte til børn med særlige behov i skolen. Disse sager kan nu gå om, men i mellemtiden har 86 børn muligvis ikke fået den støtte, de havde behov for (https://www.tv2lorry.dk/rudersdal/sabler-nordsjaellandsk-kommune-ned-omstridte-boernesager-kan-nu-gaa-om)
Det er alvorligt. Og det skal det kommende valg handle om.
Valgkampen er allerede i gang, selvom statsminister Mette Frederiksen med armen vredet om på ryggen stadig ikke har trykket på den røde knap. Det ene symbolpolitiske emne efter det andet pryder medierne. Emner, der helst skal sikre hende fire år mere på taburetten; såsom en ny bande-pakke og en diskussion om, hvorvidt piger må bære tørklæde i folkeskolen.
Imens skal mennesker med mulig ADHD nu vente 588 dage på at komme til i psykiatrien, hvert tredje barn med særlige behov har ikke lyst til at komme i skole og pårørende til ældre løfter en så stor opgave, at de selv bliver belastet. Der mangler ansatte på sygehusene, på bostederne, i hjemmeplejen og på plejehjemmene. Det går kun en vej. Og det er den helt forkerte.
Samtidig når politikerleden nye højder. Flere og flere giver udtryk for samme frustration over, hvor det næste kryds skal sættes, og hvilken effekt det overhovedet vil have? Vil det gøre en forskel, eller kommer der bare fire år mere med symbolpolitik og symptombehandlinger af et sygt samfund?
Det handler om hele det fundament, vi som befolkning skal stå på, for det nuværende er smuldret. Politikerne mangler at acceptere det og handle på det. Det kræver mod at tage fat på de store grundlæggende problemer i vores samfund. Men det vil afføde respekt og tillid at tage fat om de samfundsproblemer, hvor resultatet ikke kan ses efter seks måneder, og som ikke bliver forsøgt løst ved at nedsætte et udvalg eller starte en evaluering. De problemer, det vil tage lang tid at få løst. Men de bliver ikke løst af at vente længere. Den, der har modet til at sætte gang i de store forandringer til gavn for borgerne, får mit kryds.
Det vil kræve helt nye samfundsstrukturer, hvor kommunerne ikke er hovedaktøren på de fleste velfærdsområder, og hvor borgerne ikke er kastebold mellem kommuner og regioner, hvor de i mange tilfælde falder ned mellem to stole. De store velfærdsområder har behov for en strukturel indretning, der kan sætte det lange lys på, der kan investere i langsigtede løsninger og følge et helt menneskes liv. Og det harmonerer ikke med 98 kommuner, der indretter alt efter et-årige budgetter og valgperioder på fire år.
Der er først og fremmest behov for et totalt gennemsyn af, hvor mange penge der bruges på administration ude i kommunerne og i regionerne. Derefter er der behov for en omfattende reform af velfærds-tænkningen indeholdende en ny finansieringsmodel, der er løsrevet fra kassetænkningen, og en ændring af, hvem der træffer afgørelser om hjælp og støtte. Læg afgørelserne i hænderne på de rette fagpersoner. Inddrag viden fra fagpersoner og borgerne. Det vil tage tid, det vil koste penge. Men det vil være en investering i vores fremtidsvelfærd, og det er en god forretning. ■
Det vil kræve helt nye samfundsstrukturer, hvor kommunerne ikke er hovedaktøren på de fleste velfærdsområder, og hvor borgerne ikke er kastebold mellem kommuner og regioner, hvor de i mange tilfælde falder ned mellem to stole
_______
Monica Lylloff (f. 1978) er seniorjurist hos TT Advokater, forfatter til bogen SEJE MOR og medstifter af #enmillionstemmer
LLUSTRATION: Monica Lylloff, eget pressefoto.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
