13.12.2010

Der er uro blandt partierne i Tyskland. Efter at Thilo Sarrazin i efteråret bragte en række kontroversielle ‘teser’ om Tysklands muslimske minoritetsbefolkning i spil, og kansler Angela Merkel afsværgede multikulturalismen som fejlslået, er integrationsdebatten i Tyskland blusset voldsomt op, hvilket har skabt usikkerhed og nervøsitet blandet de etablerede partier i den tyske forbundsdag.
     Det nyligt grundlagte parti – ”Die Freiheit” – har måske potentialet til at udfylde det tomrum til højre for regeringen, som Merkels midtersøgende politik ifølge mange har efterladt.

Af Martin Skovbjerg Jensen

Den 10. september i år offentliggjorde det tidligere medlem af Berlins CDU-Fraktion, Renè Stadtkewitz, sammen med sine to medstiftere, oprettelsen af et nyt, tysk parti ved navn ”Die Freiheit” (DF).
     Stadtkewitz meldte sig sidste år ud af CDU pga. uenighed i spørgsmålet om Islam, og har igennem flere år profileret sig på Berlins politiske scene som prominent modstander af et moske-byggeri. Han forblev dog medlem af CDUs fraktion i Berlins parlament, indtil han d. 7. september blev ekskluderet, da partiet vurderede, at hans synspunkter ikke længere var sammenlignelige med CDUs grundværdier.
     Den nærmere anledning til bruddet var, at Stadtkewitz havde indbudt den hollandske højrefløjs-politiker Geert Wilders til Berlin. Og meget tyder på, at Stadtkewitz ikke synderligt overrasket over at blive smidt ud af CDU. Der gik blot tre dage før hans nye parti blev præsenteret.

Partiets program er stadig under udvikling, men allerede nu anes konturerne af et parti, som lægger sig tæt op ad Wilders’ parti, som Stadtkewitz åbent indrømmer er den afgørende inspiration.
     Ligesom Wilders’ parti forsøger Die Freiheit udtrykkeligt at afgrænse sig fra højreradikale grupperinger såsom Le Pens parti i Frankrig og det tyske NPD. Samtidigpåberåber DF sig at være et borgerligt-liberalt parti, hvilket nemt kan overses i politiske analyser af partiets ståsted.

Kerneværdien: Friheden til at vælge fra
Det skabte for nyligt stor opstandelse både indenfor og udenfor Tysklands grænser, at omkring hver tiende tyske vælger ville foretrække at leve under diktaturlignende forhold med en stærk førerskikkelse. Dette synes at være et tegn på et tysk højrefløjspartis potentiale.
     Men selvom der ganske sikkert kan påvises en vis overensstemmelse mellem de vælgere, som er kritiske overfor demokratiet, og de som anser integrationsspørgsmålet for at være et kulturelt og ideologisk problem, så er det alligevel værd at bemærke sig, at DF bl.a. argumenterer for mere direkte demokrati, og ikke mindre. Med Schweiz som forbillede vil partiet fx kæmpe for flere direkte folkeafstemninger om presserende, politiske spørgsmål.

”Die Freiheit” er derfor et yderst velvalgt partinavn. Partiet vil kæmpe for ytringsfrihed – så Sarrazin fx ikke fratages muligheden for at fremføre sine teser; for øget frihed til at bestemme over sine penge – ved lavere skatter; for forældrenes frihed til at opdrage børn efter egne principper – så børnene ikke påtvinges en venstreorienteret opdragelse; for frihed til at gå sikkert på gaden – ved at indføre højere straffe; for frihed til at bestemme mere selv – ved ikke at blive trynet af ”the establishment”, hvis politikere og bureaukrati er ved at gældsætte landet.
     Derudover tager partiet endnu en mærkesag op, som i hvert fald i dansk kontekst er ukendt i denne sammenhæng – nemlig friheden fra at blive overvåget. Den ene af partiets tre grundlæggere er tidligere højtstående medlem af det tyske piratparti, og partiet vender sig derfor mod overvågning, spærring af specifikke websider (fx. Piratebay), samt mod googles ret til at fotografere Tysklands gader og stræder til deres ”Street view”, hvilket har været et meget omdiskuteret, politisk spørgsmål.

Fællesnævneren for alle disse mærkesager er en reducering af borgerligt-liberale grundværdier til at blive spørgsmål om hvor meget staten og eliten blander sig i. Det handler ikke om skabe mulighederne for en politisk diskussion, men om at fjerne flest mulige hindringer for at en hvilken som helst ytring kan blive taget alvorligt i det politiskes domæne.

Også på EU-området ønsker partiet at profilere sig stærkt. Partiet ønsker her at indføre folkeafstemninger, samt at ‘demokratisere’ EU-systemet. Særligt kritiseres det, at tyske borgere har relativt mindre indflydelse end borgere fra mindre lande. Partiet foreslår derfor, at Tyskland tildeles en parlamentsandel, som står mål med befolkningstallet. Dette vil øge Tysklands magt i EU-parlamentet dramatisk. Interessant er det dog, at partiet også her sniger sin vigtigste mærkesag sig ind: Tyrkiet må aldrig blive medlem af EU.

Integrationspolitikken, eller nærmere bestemt spørgsmålet om Islams rolle i Tyskland, er ikke til at overse i den måde DF og Stadtkewitz hidtil har gjort opmærksom på sig selv. Partiet skelner ikke mellem religionen Islam og en islamistisk ideologi, omend de igen og igen betoner, at deres kritik ikke gælder den enkelte muslim. Dermed bliver integrationspolitikken ikke til et socialt anliggende, men et spørgsmål om det tyske folks ret til at fravælge en ideologi, som er uforenelig med de demokratiske grundværdier. Derfor har Stadtkewitz betegnet Geert Wilders som nutidens Churchill.

Vejen til et valg
Dette er og bliver dog blot programpunkter, og ingen ved endnu hvilken vej partiet vil gå. Den oprindelige strategi for partiet synes at have haft tre faser. Først skulle partiet anbefales af Geert Wilders, hvilket skete i starten af oktober under den hollandske politikers succesfulde besøg i Berlin. Dernæst skulle en politisk leder med gennemslagskraft hverves, og partiet skulle med denne medvind opnå valg i Berlins lovgivende forsamling, og herfra opbygge en basis for at blive valgt til forbundsdagen. Allerede nu har partiet dog tilsyneladende skiftet kurs.

For det første lader det til, at partiet nu vil satse på at stille op i hele Tyskland, og ikke blot i Berlin. For det andet, og vigtigere, lykkedes det tilsyneladende ikke at overtale Sarrazin til at blive partiets spidskandidat. Hvorvidt dette bunder i reelle politiske uoverenstemmelser, eller i Sarrazins egen mening om, at han ikke egner sig som partileder, er stadig et åbent spørgsmål.
     Flere analytikere peger på, at Stadtkewitz hverken har politisk tyngde eller talent til at bringe partiet i Forbundsagen. Da partiet Die Linke for få år siden opstod som et samlingsparti til venstre for Socialdemokratiet, blev den tidligere ledende socialdemokrat Oskar Lafontaine tilskrevet en meget stor betydning. Derfor søges der i disse uger efter en potentiel højreorienteret figua a.la. Lafontaine, som kan bryde ud af et af de gamle partier og give DF den nødvendige gennemslagskraft. Udover Sarrazin drejer opmærksomheden sig særligt om to utilfredse CDU-politikere, der begge må betegnes som tidligere rivaler til Merkel.

Den ene, Friedrich Merz, respekteres stadig meget højt i CDU/CSU, men har siden sit politiske nederlag til Merkel gradvidt fjernet sig fra partiets ledelse. For øjeblikket er han ikke engang medlem af parlamentet, men arbejder i det private erhvervsliv. Selvom han dermed ikke officielt spiller nogen rolle i CDU, ses han af mange af CDUs mere højreorienterede medlemmer som den figur, der kan lede partiet tilbage mod højre, så partiet igen i højere grad taler erhvervslivets sag. Selvom han allerede for 10 år siden bragte udtrykket ”Deutsche Leitkultur” ind i den tyske integrationsdebat, så er han imidlertid, som de store virksomheders yndling, ikke den oplagte kandidat for et parti som DF.

Den anden mulige kandidat, Erika Steinbach, har igennem de sidste 10 år været en del af CDU-ledelsen, omend hendes person altid har været kontroversiel. Dette skyldes ikke mindst hendes formandsskab for organisationen for de tyske fordrevne efter anden verdenskrig. Organisationen er omstridt, da den, ved at fokusere på konsekvenserne af de nye grænsedragninger efter krigen, arbejder med kontroversielle spørgsmål, som er helt afgørende for den tyske selvforståelse i efterkrigstiden.
     Efter at have forsvaret en tysk historikers påpegning af, at Polen gennemførte en generel mobilisering før Nazitysklands angreb på landet, haglede kritikken ned over Steinbach, og hun valgte at opgive sin ledende position i CDU. Steinbachs ytringer er problematiske fordi de ikke blot åbner for en relativering af Tysklands krigsskyld, men også forpester det tysk-polske forhold, som af bl.a. regeringen i Berlin anses for at være den måske allervigtigste udenrigspolitiske relation.
     Steinbach står som den mest toneangivende, konservative politiker, som føler sig fremmedgjort af Merkels linie. Selvom hun flere gange har pointeret, at hun agter at blive i partiet, så bør muligheden for et partiskifte ikke afskrives. En nationalkonservativ som Steinbach ville sandsynligvis hurtigt kunne finde forståelse hos et parti som DF.

Bürger, auf die Barrikaden!
Både Merz og Steinbach er eksempler på en vidtrækkende fremmedgørelse i visse dele af CDU. Der er større og større vanskeligheder med at genkende klassisk CDU-politik i Merkels linje. En afgørende statistik viser, at blandt de vælgere, som ikke længere vil stemme på CDU/CSU, stemmer halvdelen nu slet ikke.
     Spørgsmålet bliver så, om et højreorienteret parti som DF kan bygge på hjemløse unionsvælgere. En undersøgelse fra magasinet Focus viste i sommers, at hele 20 % af de tyske vælgere kunne forestille sig at stemme på et borgerligt-konservativt parti til højre for CDU. Interessant var det dog, at mens tallet ikke overraskende var 21% blandt unionsvælgere, så svarede også hele 25% af venstrefløsjpartiet Die Linkes vælgere ja til at gå til højre for CDU. Dette tyder altså, at de Die Linkes nærmest eksplosive fremgang i høj grad skyldes en protest mod de mere etablerede partiers politik, og at disse vælgere ikke afviser at fortsætte protesten hos et parti på den anden side af det traditionelle politiske spektrum.

I den nuværende politiske debat i Tyskland har særligt to enkeltsager tiltrukket sig både stor opmærksomhed og ført til stor vrede over det politiske establishment.
     Det drejer sig for det første om regeringens udskydelse af den allerede besluttede lukningsdato for de tyske atomkraftværker. Dette emne, som historisk har haft en både bred og indædt modstand i befolkningen, førte også denne gang til omfattende protester.
     For det andet drejer det sig om diskussionen omkring ombygningen af en banegård i Stuttgart, der er eskaleret så vidt, at politiet d. 30. september måtte bruge vold for at muliggøre det videre ombygningsarbejde. Sagen er for mange tyskere blevet et eksempel på et demokratisk underskud i forbundsrepublikken, hvor almindelige borgeres meninger ikke bliver hørt. TV-billederne af borgere i alle aldre i en demonstration, som med peberspray og vandkanoner bliver opløst af kampklædt politi, har ikke ligefrem modarbejdet denne holdning. Der blev indkaldt en mægler til Stuttgart, som dog i sidste uge opgav sine bestræbelser på at nå et kompromis. Mange forventer derfor, at protesterne vil blive genoptaget.

Begge sager har hidtil medført en hidtil uset tilgang til partiet Die Grünen, som i nogle meningsmålinger er blevet større end socialdemokraterne. Dette er ikke så uforståeligt, eftersom partiet ikke blot opstod som en udløber af protestbevægelsen mod atomkraft, men også altid har haft større medbestemmelse på borgerniveau som en mærkesag. Indtil videre kan man derfor sige, at utilfredsheden med netop disse enkeltsager bliver indoptaget af de bestående partier.
     Spørgsmålet er dog, om dette også vil være tilfældet i andre spørgsmål. Særligt peger mange analytikere på EU-debattens sprængfarlighed for de tyske partier. Den gennemsnitlige tysker er fuldt ud bevidst om, at Tyskland spiller rollen som Europas kasserer, og det samtidig med, at der i indenrigspolitikken må skæres på de offentlige budgetter. Derfor var beslutningen om at låne grækerne penge meget upopulær i Berlin, og lånet til den irske befolkning – som har en højere gennemsnitlig indkomst end tyskerne – bliver absolut ikke nemmere at sælge.
     Derudover er det heller ikke glemt, at Sarrazin stadig kan trække fulde huse til sine foredrag om Tysklands ‘afskaffelse af sig selv’. Hvis den allerede eksisterende lede ved det politiske establishment bliver koblet med integrationsdebatten og EU-skepsisen, er det langt mere tvivlsomt, om de eksisterende partier har en pakkeløsning, som de utilfredse vælgere vil stille sig tilfredse med.

Ganske normalt?
Hvis der, som svar på de etablerede partiers vanskeligheder ved at imødegår befolkningens holdninger på essentielle politiske områer og i konkrete enkeltesager, opstår et slagkraftigt højrefløjsparti, må Tyskland siges at have nærmest sig den normal, som er fremherskende i nærmest alle dets nabolande. Tysklands historie er dog stadig ikke normal, hvilket fører til et par forhindringer for et nyt parti – særligt den høje spærregrænse, der netop på baggrund af de historiske erfaringer, er sat til 5 %.
     Prognoserne tyder dog på gode muligheder for et højrefløjsparti i Tyskland. Det kræver blot en karismatisk leder med gennemslagskraft, og en veltilrettelagt valgkampagne. Dette ved de etablerede partier udmærket godt, og de er derfor nervøse. De har alle noget at tabe, og umiddelbart har ingen af dem noget at vinde. DF udfordrer nemlig på stort set alle leder og kanter de ’gamle’, etablerede partier:
     Die Linke vil tabe protestvælgere.
     Socialdemokratierne vil opleve voldsom vælgerflugt, hvilket har været den gennemgående effekt i mange EU-lande, når et reelt højrefløjsparti er kommet i parlamentariske forsamlinger.
     Die Grünen vil blive udfordret, som det parti, der kæmper for mere lokal medbestemmelse.
     Det liberale FDP, som indtil videre ikke har kunnet levere de lovede skattelettelser, får konkurrence på dette økonomiske og fiskale felt.
     Og endelig vil de konservative dele af Unionen overveje, om deres konservatisme måske bliver forsvaret bedre andetsteds.
     Alt i alt vil DF potentielt være endnu et søm i de gamle folkepartiers kiste. Ved sidste valg tabte disse partier tilsammen næsten 13 % af vælgerne til mindre partier og intet taler for, at denne tendens ændres.

Der er derfor på den ene side flere tegn på, at et højrefløjsparti appellerer til et segment, som ikke føler sig tilstrækkeligt repræsenteret i tysk politik. På den anden side har ingen af de etablerede partier interesse i, at et sådant parti ville opstå, og man kan derfor nemt forestille sig, at det vil blive forsøgt tiet ihjel. Denne taktik virker dog kun så længe, at højrefløjspartiet ikke råder over en billetsælger, som de etablerede partier bliver tvunget til at forholde sig til. Stadtkewitz og hans partifæller i Die Freiheit er i hvert fald allerede, efter nabolandenes forbillede, i fuld gang med at opstille den nødvendige platform for en højrenational politikers indtog i Forbundsdagen.

Martin Skovbjerg Jensen (f. 1985) er Bachelor i Idéhistorie fra Århus Universitet og Master i Filosofi fra Freie Universität Berlin.