Emil Fannikke Kiær (DI): Disse 3 problemer bliver afgørende for dansk økonomi de kommende år

12.08.2022


”Det bliver stadig tydeligere, at vi har sværere og sværere ved at løse de samfundsudfordringer, vi står over for. Kompleksiteten er blevet for stor til, at vi kan løse dem med de værktøjer, metoder og løsninger vi bruger i dag. Vi har mødt en innovationsmur, som vi er nødt til at finde nye veje til at komme over.”

Tegn abonnement nu: Denne artikel bringes i RÆSONS KOMMENTARSERIE, der er uden for betalingsmuren og altså gratis at læse. Det er kun muligt at lave dette indhold gratis takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv de 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler på sitet hver uge). Klik her for at tegne abonnement

Kommentar af Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri

Vi befinder os sandt at sige et besynderligt sted, når vi ser på den politiske, økonomiske og kommercielle situation og udvikling i Danmark og verden omkring os.

På den ene side står dansk erhvervsliv og det danske samfund ekstremt stærkt – Uanset om vi taler omsætning, beskæftigelse eller resultater. Antallet af ledige har ramt et nyt lavt rekordniveau på godt 70.000 (hvad der kan være på et stort stadion), og beskæftigelsen er rekordhøj og nærmer sig 3 mio. beskæftigede. Med til den sidste historie hører, at antallet af udenlandske medarbejdere er rekordhøjt og på vej mod de 300.000. Den høje beskæftigelse har også en effekt på statens finanser, som også er rekordhøje med overskud på 63 mia. kr. i første halvår af 2022.

Det er fantastisk. Og det er blandt andet et udtryk for, at danske virksomheder er innovative, på forkant med den grønne omstilling og i verdensklasse til at handle på globale markeder.

På den anden side er der mange mørke skyer. Særligt den galoperende inflation efter corona, hvor vi i Danmark har ramt 9,1 pct. i juni (9,6 pct. i EU) på årsbasis, er en udfordring. Corona-perioden var et udbudschok, som stadig rammer den globale verdenshandel bl.a. gennem nedlukninger i Kina. Der er mangel på råvarer som følge af krig i Ukraine og sanktioner mod Rusland. Begge dele er blandt andet håndteret gennem store hjælpepakker både fra EU og USA, som om det var et efterspørgselsproblem. Eftertiden vil vise, at de store hjælpepakker har været med til at skabe inflationsproblemet.

Centralbankerne er gået i krig mod inflationen ved at hæve renterne – ifølge de fleste lidt for sent. Uanset vil de stigende renter kombineret med de meget høje energi- og fødevareregninger for særligt europæiske forbrugere slå efterspørgslen ihjel. Det er ikke et særsyn, at en almindelig husstand i Danmark har fået ekstraregninger på over 50.000 kr. over det seneste år, og det dræber købekraft meget hurtigt.

Min vurdering er, at vi vil se faldende vækst og dermed også faldende inflation allerede igen til efteråret. Vi ser allerede, at råvarepriser er begyndt at falde. Og de underliggende forhold, som i Europa har givet os lave renter og begrænset vækst – nemlig de demografiske forhold, hvor vi har en faldende arbejdsstyrke og flere og flere ældre – er stadig uændrede.

 

Jo hurtigere vi politisk indser, at udenlandsk arbejdskraft er en nødvendighed og har enorm værdi for Danmark, des bedre vil vi stå i konkurrencen om den internationale arbejdskraft
_______

 

Men hvad er det så, vi kigger ind i for 2023 og frem? Finder vi balancen igen og suser derudaf med lave renter og stigende aktivpriser igen? Og hvad er det for udfordringer politikerne i Danmark står overfor? Danmark og dansk erhvervsliv står jo stærkt. Store opsparinger, rekordoverskud, lav statsgæld, høj beskæftigelse.

Jeg tvivler dog på, at vi kommer tilbage i 10’ernes gænge. Der er for mange store udfordringer, der tårner sig op. Lad os tage et kig på de tre største af dem.

Mangel på arbejdskraft

Vi kommer i Danmark og for den sags skyld i store dele af Vesten til at mangle arbejdskraft i et omfang, vi ikke har set før i nyere tid. Og der er faktisk tale om alle typer af arbejdskraft lige fra ufaglærte, over faglærte til højt specialiserede vidensmedarbejdere. Vi ser det allerede i praksis – danske virksomheder får meget få ansøgere og må hente medarbejdere fra hele verden, nogle lægger afdelinger i udlandet alene for at få tilstrækkeligt med arbejdskraft.

Det vil ikke kun gå ud over den private sektor, men også de klassiske velfærdsområder, hvor vi allerede nu ser, at for eksempel sygehuse holder afdelinger lukket på grund af personalemangel. Vi kan stadig lave reformer fx senere tilbagetrækning, øge antallet af fuldtidsansatte i det offentlige, mindske sygefravær osv., som alt sammen øger arbejdsudbuddet i Danmark, og ja, Arne-pensionen er et skridt i den forkerte retning. Men de store greb som højere pensionsalder, efterløn og lavere dimittendsats er taget.

Vi kommer til at slås med andre lande om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, og her kommer vi til at få en vanskelig politisk diskussion i Danmark, da udenlandsk arbejdskraft altid bliver koblet sammen med udlændingedebatten. Jo hurtigere vi politisk indser, at udenlandsk arbejdskraft er en nødvendighed og har enorm værdi for Danmark, des bedre vil vi stå i konkurrencen om den internationale arbejdskraft. Og så skal vi holde fast i, at der stadig er et potentiale i at arbejde med reformer i Danmark.

Vi kommer til at mangle penge som samfund

Øgede forsvarsudgifter æder statens råderum frem mod 2030. Jeg tror nogle gange, vi glemmer, hvor stor en beslutning det er at øge forsvarsudgifterne til 2 pct. af BNP, og hvilken udfordring det bliver at bruge de mange penge fornuftigt.

Vi bliver flere ældre og lever længere med kroniske sygdomme, som skal have behandling. Vi må derfor forvente et kraftigt øget træk på velfærdsydelser, som vil kunne beslaglægge store dele af de offentlige budgetter, hvis ikke det styres hårdt.

Også den grønne omstilling kommer til at koste. De stigende energipriser i øjeblikket er en påmindelse om, at pris, forsyningssikkerhed og grøn omstilling hænger sammen, og at vi ikke kan belave os på, at udbygning af sol, vind og tilhørende infrastruktur kan gennemføres uden enorme ekstraomkostninger – og desværre vil det vende den tunge ende nedad. Det er fx de husstande med de dårligste indkomster, der har brugt færrest penge på energieffektiviseringer, der rammes hårdest, når priserne på energi stiger. Der er dog en bred politisk erkendelse på tværs af Folketinget og i de europæiske lande om, at den grønne omstilling er nødvendig, og det giver også store muligheder for et omstillingsparat dansk erhvervsliv, som gerne vil sælge de grønne løsninger ude i verden.

Hvordan vi politisk vil løse udfordringerne med, at vi kommer til at mangle penge, er et åbent spørgsmål. Meget få politiske partier giver svar herpå, og jeg må erkende, at vi i dansk erhvervsliv heller ikke har alle svarene. Der er stadig reformer at gennemføre – og det kan hjælpe os godt på vej – men der bliver behov for en mere grundlæggende dialog på tværs af partierne om, hvad det er for et samfund vi vil have. Jeg tror derfor, at vi grundlæggende kommer til at tale om, hvordan vi bruger vores penge. Det bringer mig til den tredje udfordring:

Den offentlig velfærdssektor er stærk udfordret

Den offentlige sektor i Danmark er på mange måder meget velfungerende. Det gælder også på innovationssiden, når store forandringer har været påkrævet – ikke mindst på det digitale område. Udbetaling Danmark, NemId og Coronapas kunne nævnes som eksempler.

Men det står også ret tydeligt, at særligt de producerende offentlige enheder som sundhed, ældrepleje, kommunal produktion mv. er presset. Stramme krav til produktion, antal besøg mv., ringe offentlig ledelse samt utilstrækkelige økonomiske incitamenter hæmmer nytænkning i sektoren.

 

Vi er nødt til at få en grundlæggende drøftelse af, hvordan vi sikrer, at den offentlige sektor besidder den innovationskraft, vi har brug for, så demografiske træk ikke omsættes én til én i et højere offentligt forbrug
_______

 

Sundhedsvæsenet er en særlig udfordring. Den demografiske udvikling vi må imødese hænger ikke sammen med vores økonomiske muligheder og adgangen til hænder og hjerner. Alle ved det, men ingen aner, hvad vi skal gøre. Og indtil videre kører vi bare videre. Det sundhedspolitiske forløb vi var vidne til i foråret med et regeringsoplæg så fattigt som Jens Vejmand og en opposition, der ikke formåede at løfte det, var ikke nogen hjælp.

Det er tydeligt for mig, at politikerne i dag ikke har svar på ovenstående udfordringer. Det er egentlig ikke for at pege fingre, men blot at konstatere, at nogle af problemerne er blevet så store eller komplekse, at vi ikke ved, hvordan vi skal løse dem. Men det går jo ikke i længden, for pokker. Den offentlige sektor er en helt afgørende del af vores innovationskraft som nation. Jeg springer over de klassiske paroler om, at den offentlige sektor er for stor, at mere skal udliciteres, og at den offentlige beskæftigelse skal reduceres. Det kan vi diskutere en anden dag. Perspektivet her er et andet:

Vi er nødt til at få en grundlæggende drøftelse af, hvordan vi sikrer, at den offentlige sektor besidder den innovationskraft, vi har brug for, så demografiske træk ikke omsættes én til én i et højere offentligt forbrug. Og her er vi nødt til i højere grad at bruge den innovationskraft, der kommer ud af det private ved at udtænke andre måder at levere offentlige velfærdsydelser på. Hvordan kan vi indtænke det internationale marked på en anden måde i vores velfærdssektor? Ellers er jeg bange for, at vi ikke kommer til at opretholde et samfund med universelle velfærdsrettigheder. 

Hvad gør vi så nu?

De politiske partier bør komme med bud på svar på netop de tre problemstillinger. For de er afgørende for vores fremtidige velstand. Alle aktører i det politiske system – ikke mindst DI – har et stort medansvar for, at det kommer til at ske. Vi skal levere analyser, viden, input, med- og modspil.

Det bliver stadig tydeligere, at vi har sværere og sværere ved at løse de samfundsudfordringer, vi står over for. Mit bud er, at kompleksiteten er blevet for stor til, at vi kan løse dem med de værktøjer, metoder og løsninger vi bruger i dag. Vi har mødt en innovationsmur, som vi er nødt til at finde nye veje til at komme over, hvis vi skal udvikle vores samlede innovationskraft som land.

Her er vi nødt til at skyde politiske paroler og forudindtagethed til side – private og offentlige skal arbejde sammen om at løse udfordringerne. Lad da det offentlige få gavn af noget af den innovationskraft, der kommer ud af private virksomheder. Lad da virksomhederne få gavn af en offentlig sektor, der efterspørger og udvikler nye grønne og innovative løsninger. Lad os da bryde barrierer ned og arbejde på tværs af sektorer om at løse vores udfordringer.

Kunne vi fx på sundhedsområdet overlade hele behandlingsområder til markedsaktører fra forebyggelse, diagnosticering, til behandling og kontrol? En del af udfordringen i dag er jo, at det tværfaglige arbejde mellem kommuner, regioner og stat er vanskeligt. At patienter bliver kastebold. Selvfølgelig skal vi sikre, at det sker med sikring af patientrettigheder – og at udgifter ikke løber løbsk, som vi har set i nogle forsikringsdækkede markeder. Og det kræver naturligvis et tæt samarbejde mellem offentlige og private aktører. Men min holdning er, at vi bliver nødt til at se på andre måder at drive nogle af de store velfærdsområder på, som bringer mere innovation ind i produktionen.

Corona-krisen viste jo faktisk, at vi godt kan. Pludselig var det muligt at få ting til at ske, som normalt tager årevis eller slet ikke kan lade sig gøre. Store testcentre blev sat op, vacciner blev udviklet, organisationer fik etableret nye arbejdsgange og der blev opnået store produktivitetsforbedringer osv. Og meget at dette skete i nye samarbejder mellem offentlige og private. Det er altså muligt.

Vi kan – hvis vi vil og tør – skabe en ny måde at arbejde med komplekse samfundsproblemer på.■

 

Lad os da bryde barrierer ned og arbejde på tværs af sektorer om at løse vores udfordringer
_______

 



Emil Fannikke Kær (f. 1978) er cand.scient.pol og politisk direktør i Dansk Industri. ILLUSTRATION: Pressefoto [FOTO: Sif Meincke]