Teddy Østerlin Koch om valget: Det ender med en trekant, måske en firkant

03.08.2022

Et nyt jordskredsvalg er et sandsynligt scenarie, men glem alt om, at Mette Frederiksen og Lars Løkke kommer i samme regering.

Kommentar af Teddy Østerlin Koch, kommunikationsrådgiver og journalist

Normalt skulle den ligge lige på den flade: En regering bliver genvalgt efter sin første periode, ganske vist med de tildelte skrammer, som magtens slitage nu en gang tilfører. Men dog genvalgt. Sådan var det for Fogh, Nyrup, Schlüter, til dels Anker Jørgensen og før ham J.O. Krag.

Men intet er længere normalt i dansk politik. Hverken den samspilsramte Thorning-regering eller den lige så samspilsramte Løkke-regering kunne klare mødet med vælgerne. Og nu er det så regeringen Mette Frederiksens tur til det første møde med vælgerne.

Man kan vel ikke ligefrem kalde den regering samspilsramt. For sjældent har en regering gået så meget i takt med sig selv. Og sjældent er det, at en nyvalgt regering i næsten samtlige målinger i sin første periode har bevaret sit flertal sammen med det parlamentariske grundlag. Kun de par gange minkene og dets sms-bølgeskvulp har stukket næserne frem og været helt top-on-mind i medierne, har blå blok kunnet spille lige op med rød blok i målingerne.

Således pegede de to sidste målinger inden sommerferien – og efter Minkkommissionens beretning i hver sin retning: Voxmeter viste fortsat 51,5% til rød blok og uforandret tilslutning til Socialdemokratiet, mens Megafon lagde de afgørende mandater hos Lars Løkke’s Moderaterne og gav Socialdemokratiet en tilbagegang på fire pct. ift. valgresultatet fra 2019.

Så juryen er ude, og den første måling efter sommerferien fra Epinion peger også i retning af dødt løb mellem blokkene og de afgørende stemmer hos Lars Løkke. Disse første efter-sommer-målinger giver ikke nødvendigvis et fingerpeg om valgresultatet, for der er lagt op til en valgkamp, hvor det politiske landskab totalt kan erodere. Mere om det senere.

Statsministerens Catch 22
Nu først et kig på statsministerens umiddelbare største udfordring, nemlig det radikale ultimatum til Mette Frederiksen, som siger: Udskriv valg inden Folketingets åbning 4. oktober, eller vi vælter dig.

Forholdet mellem De Radikale og Socialdemokratiet var ellers blevet klart forbedret siden nytår. Mange store politiske aftaler med brede flertal hen over midten faldt på plads, og Mette Frederiksen har erklæret sig lige så grøn som rød og endda åbnet for en regering hen over midten.

Alt sammen sød musik i radikale ører, og de radikale næser kunne i løbet af foråret begynde og fornemme duften af ministerbil. Men den begyndende harmoni er alligevel endt i fornyet samspilsramt ballade mellem S og R.

Balladen startede allerede efter Mette Frederiksens melding Grundlovsdag om at undersøge mulighederne for en regering hen over midten. Sofie Carsten Nielsen tog imod meldingen med åbne arme. Da journalisterne så spurgte, om R kunne sidde i en regering, der ville sende flygtningen til Rwanda, gled den radikale leder i første omgang af på spørgsmålene. Men så kom Zenia Stampe på banen med en melding om, at det kommer aldrig, som i ALDRIG, til at ske.

Efter interne radikale rumlerier, måtte Sofie Carsten Nielsen nu ud at istemme Zenia Stampes meget konfrontatoriske retorik på spørgsmålet.

Og så kom Minkrapporten. Ret hurtigt blev det klart, at der juridisk ikke var noget at komme efter i forhold til statsministerens håndtering af minksagen. Stort set alle juridiske eksperter var ude at sige, at en eventuel advokatvurdering ville nå frem til det samme resultat, så det var kun Berlingskes lederskribenter, blå blok og nogle enkelte radikale folketingskandidater, der fortsat krævede en advokatuvurdering.

Men at der ikke er noget at komme efter juridisk er ikke det samme som, at der ikke er noget at komme efter politisk. Og i den radikale optik udviste statsministeren ikke den fornødne ydmyghed på pressemødet d. 1. juli. Det fremprovokerede det radikale ultimatum om at vælte regeringen i slowmotion inden Folketingets åbning d. 4. oktober.

Så hvad nu, Mette Frederiksen? Med det ultimatum er statsministeren anbragt i et Catch 22:

Udskriver hun valget, som De Radikale forlanger, går hun ind i en valgkamp, hvor de blå partier højlydt vil beskylde hende for at have underlagt sig De Radikales vilje. Og hvad bliver det så ikke til med udlændingepolitikken, når de radikale også kommer med i regeringen?

Hvis statsministeren ikke udskriver valget, men lader sig vælte ved åbningsdebatten i oktober, vil det omvendt yderligere forpeste samarbejdsklimaet med De Radikale. Hvis hun oven i det vælger at sætte en valgdato på, der fx ligger et par måneder ud i fremtiden, får Mette Frederiksen ganske vidst vist, at hun ikke lader sig tryne af De Radikale, og at det alene er statsministeren, der fastsætter valgdatoen. Men prisen er et yderligere forpestet samarbejdsklima, der kan skubbe S og R endnu længere væk fra hinanden.

 

Umiddelbart ligner det en kamp mellem på den ene side en broget blå blok, der kun kan samles om at råbe magtfuldkommen og mink efter Mette Frederiksen, mens Socialdemokratiet vil se, om de kan køre den hjem på Mette eller kaos
_______

 

Et gæt på et muligt udfald er enten, at statsministeren allerede her i starten af august udskriver valget, så det kan holdes omkring 1. september og ikke generer Dronningens regentjubilæum i midten af september. For dette taler, at hele den politiske debat frem til et valgs udskrivelse alligevel vil handle om denne radikale trussel. Så kan man lige så godt få det overstået. Og en mulig sidegevinst kan være, at Støjberg ikke helt har nået at få sit parti og kampagne på plads.

Alternativet er, at statsministeren trækker den og ser, om de radikale gør alvor af truslen og vælter regeringen til oktober. Og så forsøger at bruge tiden til at prime det, Socialdemokratiet skal gå til valg på.

Valgkampens mulige temaer
Valgkampen bliver (som altid) lidt af en gyser. Umiddelbart ligner det en kamp mellem på den ene side en broget blå blok, der kun kan samles om at råbe magtfuldkommen og mink efter Mette Frederiksen, mens Socialdemokratiet vil se, om de kan køre den hjem på Mette eller kaos tilsat et forsøg på at så tvivl om, hvorvidt de blå partier virkelig vil afskaffe pensionen til Arne. Dette sidste er dog blevet sværere efter Jakob Ellemann har fredet Arne-pensionen.

Spørgsmålet er, om regeringen ved den sene model med valgudskrivelse til oktober kan nå at præsentere en aftale med Rwanda og bringe den i spil i en valgkamp. Det vil være en god presbold overfor blå blok og et godt bolværk mod Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne. En trumfs, som selv Støjberg vil have svært ved at stikke.

Omvendt vil den yderligere forværre klimaet i forhold til De Radikale, og de borgerlige vil selvfølgelig rejse (berettiget) tvivl om en sådan aftale efter et valg vil have en realistisk gang på jorden, hvis S er afhængige af radikale mandater.

 

I vælgerhavet er der tilsyneladende nogle kraftige understrømme, som kan gå hen at skabe et nyt jordskredsvalg a la 1973
_______

 

Megafon har præsenteret en liste over de emner, vælgerne vil være mest optaget af i forbindelse med en valgkamp. Her topper sundhed, fulgt af klima, økonomi og psykiatri. Til gengæld ligger uddannelse langt nede på vælgernes prioriteringsliste, så spørgsmålet om fordelingsprincipper ved gymnasievalg virker ikke til at fylde meget. Nu skal man imidlertid altid være varsom med at tolke på den slags undersøgelser. De giver i bedste fald et øjebliksbillede. Men spørgsmålet er, om folk svarer det, der lige er top on mind i medierne de pågældende dage, eller om de mere velovervejet svarer på, hvad der helt personligt optager dem i hverdagen. At psykiatri fx ligger så højt på listen, kan meget vel hænge sammen med skyderiet i Fields. Undersøgelsen er lavet d. 12.-13. juli – lige i dagene efter skyderiet, hvor det fyldte meget i medierne, at den anholdte var psykisk syg.

Selv om vælgerne i den her måling siger sundhed, kan det sagtens være, at en Rwanda-aftale lige før valgudskrivelsen vil komme til at fylde meget i en valgkamp. Og går de økonomiske nøgletal for alvor i rødt, og får stigende renter og inflation følgeskab af stigende ledighed, så forsvinder sundheden som topprioritet til fordel for økonomien.

Støjberg og et nyt jordskredsvalg?
De vigtigste emner i valgkampen og de vigtigste emner for vælgerne er samlet set stadig usikre. Ligeså er resultatet. For i vælgerhavet er der tilsyneladende nogle kraftige understrømme, som kan gå hen at skabe et nyt jordskredsvalg a la 1973. En indikation på dette fik vi i de to målinger lige før ferien. Både Megafon og Voxmeter havde Danmarksdemokraterne på omkring 10%. Samtidig havde DF kurs mod den forkerte side af spærregrænsen.

 

Hvem siger, at Støjberg ikke også kan gafle nogle utilfredse S-vælgere, der synes, at Mette nu kissemisser lidt for meget med De Radikale og fører lidt for hede samtaler med alle mulige intellektuelle i de fine podcastsaloner i København?
_______

 

Kigger man tilbage på folketingsvalgene fra 2001 og frem, så har de populistiske højrepartier i gennemsnit ligget omkring 15 pct. +/- med valget i 2015 som eneste undtagelse, hvor DF fik 21 pct.

Så hvis Støjberg ender på 10-12 pct., Nye Borgerlige på 5 pct. og DF ryger ud, så giver det ikke i sig selv det store jordskred. Men hvem siger, at Støjberg nøjes med 10-12 pct.? Det er før set, at partier med opdrift får yderligere og forstærket opdrift i en valgkamp, hvis understrømmene i vælgerhavet er til det. Hvem siger, at hun ikke også kan gafle nogle utilfredse S-vælgere, der synes, at Mette nu kissemisser lidt for meget med De Radikale og fører lidt for hede samtaler med alle mulige kloge intellektuelle i de fine podcastsaloner i København? Og det der mink var da også noget værre noget.

Der kunne også vise sig at være mange V-vælgere, der synes, at Ellemann også har lidt for travlt med at vimse rundt i de københavnske saloner, så V også ender med en ordentlig øretæve, hvor Ellemann bliver Venstres Mr. 10 procent.

Vi ser i øjeblikket en række kraftige værdipolitiske understrømme, som Støjberg måske kan fange ved blot at sige sund fornuft overfor de fine københavnske saloner. Den paraply kan dække over både anti-woke, anti-MeeToo, anti-globalisering, anti-muslimer, anti-klimakrise og anti-centralisering. Læg dertil alle dem, der føler sig udgrænset af digitaliseringens krav: MitID etc. – og kan du ikke finde ud af det (tumpe) kan du bestille tid (digitalt selvfølgelig) hos Borgerservice på det rådhus, der ikke længere ligger i din by, som udmærket beskrevet i dette indlæg i Politiken.

Uanset hvad der diskuteres, skal Støjberg bare sænke stemmen og sige: ”ærlig talt, så synes jeg der er brug for lidt sund fornuft her…”

 

Lars Løkke kommer aldrig til at gå i regering med Mette Frederiksen. Der er simpelthen for meget dårlig kemi og ondt blod imellem dem
_______

 

Lars Løkke er blå under den lilla fernis
Men det behøver ikke alene være Støjberg, der røver stemmer fra V. For ligesom der ved jordskredsvalget i 1973 både var et yderligtgående Fremskridtsparti, der scorede 28 mandater på afskaffelse af parpirnussere, så var der også et centrumhøjre-parti, der appellerede til de brede midtervælgere med biler og parcelhuse og som var trætte af de røde lejesvende i Danmarks Radio. Centrumdemokraterne fik ved det valg 14 mandater.

I 2022 hedder det nye centrumhøjre-parti, Moderaterne. Det udspringer ikke – som Erhard Jacobsen – fra Socialdemokratiet men fra Venstre. Og selv om Lars Løkke insisterer på at være et ægte lilla-farvet midterparti, der vil have en regering hen over midten, så skal man ikke lade sig narre.

Lars Løkke kommer aldrig til at gå i regering med Mette Frederiksen. Der er simpelthen for meget dårlig kemi og ondt blod imellem dem. Det kan man forvisse sig om ved at læse dette store interview med Løkke i Politiken for nylig.

Artiklen oser af Løkkes foragt for statsministeren, som han konstant omtaler som ”hun”. Omvendt omtaler den tidligere statsminister både Løkke og Pape ved deres navne. Bevares, en detalje, men alligevel meget sigende.

Mette Frederiksen selv græder givet tørre tårer over, at Løkke ikke har reelle hensigter om at skulle indgå i en eventuel regering hen over midten med Socialdemokratiet. Mette Frederiksen har absolut heller intet ønske om en regering hen over midten. Til nød en SRSF-regering. Hvis det ikke kan være anderledes. Men det kræver, at rød blok bevarer flertallet alene.

 

Hvad vil de blå helst have: En VKM-regering med Løkke som statsminister – eller kaos, nyvalg og en risiko for et styrket mandat til Mette Frederiksen?

_______

 

Men hvad er så Lars Løkkes hensigter? Ja, i valgkampen vil han fastholde billedet af, at han er frelseren på midten, der vil forene de fornuftige fra rød og blå blok i et samarbejde, der skal lave rigtige reformer. Underforstået: alt det, Mette Frederiksens regering har lavet, er ikke rigtige reformer men blot ”sandkorn, der er flyttet”.

Løkke skal også bruge sin snak om regeringen hen over midten til at gøre sig dyr for blå blok, hvis det efter et valg viser sig, at han sidder med de afgørende mandater.

Lad os et øjeblik forudsætte, at Moderaterne får de afgørende mandater. Så vil der givet komme i hvert fald et par mudrede dronningerunder, hvor Mette Frederiksen og Lars Løkke vil gøre sig umage med at give hinanden skylden for, at det ikke lykkes for dem at danne den berømte regering hen over midten.

Derefter går bolden til blå blok, som måske også skal gennem et par runder på Amalienborg, og så ender det med en blå statsminister, ja, endda måske Løkke selv. For hvad vil de blå helst have: En VKM-regering med Løkke – eller kaos, nyvalg og en risiko for et styrket mandat til Mette Frederiksen?

Løkke vil givet også forsøge at få de radikale med i en VKMR-regering, for at bevare en vis troværdighed om hans midterprojekt. Spørgsmålet er, om Støjberg, Nye Borgerlige og DF vil acceptere dette? De radikale vil givet været parate, og vil nok hellere have Løkke som statsminister end en relativ uerfaren Ellemann eller Pape.

Mange åbne spørgsmål
Men alt afhænger af valgkampen. Vil det lykkes for de borgerlige at få cementeret billedet af statsministeren som magtfuldkommen? Og de kan de borgerlige slippe afsted med stort set ikke at kunne vise vælgerne et troværdigt, politisk projekt for, hvad de 7-8 borgerlige partier ville kunne enes om?

Vil omvendt rød blok kunne fremstå som et nogenlunde sikkert alternativ, trods radikal og socialdemokratisk uenighed om udlændingepolitikken, så vælgerne ender med at stemme ud fra, at vi ved, hvad vi har, og Mette er altså bedre end (blå) kaos?

Kan Støjbergs politiske modstandere – især de tre gamle magtpartier, S, V og K – få tydeliggjort et billede af, at den Støjberg, der nu taler provinsens sag, selv har været med til alle de beslutninger, der siden strukturreformen i 2007 har tømt de små og mellemstore provinsbyer for rådhuse, domhuse, politistationer, sygehuse og skoler?

Og endelig, orker vælgerne at høre på besserwisser-Løkke, der konstant fortæller, at han kan gøre det hele meget bedre og rigtigere, som så nu er det modsatte af meget af det, han selv gjorde – eller ikke gjorde – da han af flere omgange sad på magten? På den anden side er Moderaterne det eneste parti, der til dato har præsenteret politiske visioner for, hvad de vil.

Allerede flere måneder før sidste valg var udskrevet i 2019 tegnede der sig et tydeligt tema: Arne-pensionen. Undervejs blev det suppleret med diskussionen om en sundhedsreform og klimamålene. Her ved optakten til valgkampen 2022 mangler vi stadig de tydelige temaer for, hvad partierne vil. Til gengæld er der allerede godt gang i den negative krigsførelse.

Spørgsmålet er, om man alene kan vinde et valg på det. Spændende bliver det. ■

 

Hvad vil de blå helst have: En VKM-regering med Løkke som statsminister – eller kaos, nyvalg og en risiko for et styrket mandat til Mette Frederiksen?

_______

 

Teddy Østerlin Koch, (f.1959) Journalist i 1990’erne på bl.a. TV2, fik Anders Bordring Prisen i 2000 for artikler i Sygeplejersken. Derefter presserådgiver i Socialministeriet og Indenrigsministeriet. Kommunikationschef i Socialministeriet, kommunikationsdirektør i Region Hovedstaden og Dansk Erhverv og kommunikationschef i IDA. Siden 2014 selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver i YourStory.dk. ILLUSTRAION: Sofie Carsten Nielsen (RV) og Lars Løkke Rasmussen (M) under partilederdebat i folketingssalen på Christiansborg efter folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, d. 1. juni 2022 [FOTO: Philip Davali/Ritzau Scanpix]