05.08.2022

Meningsmålingerne tyder på tæt løb. Det er en chance for dem, som arbejder for et opbrud med de traditionelle politiske blokke.  

Tegn abonnement nu: Denne artikel bringes i RÆSONS KOMMENTARSERIE, der er uden for betalingsmuren og altså gratis at læse. Det er kun muligt at lave dette indhold gratis takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv de 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler på sitet hver uge). Klik her for at tegne abonnement

Kommentar af Lars Barfoed, rådgiver, fhv. minister

Når de om kort tid står i stemmeboksen, vil mange vælgere have svært ved at se forskel på rød og blå. Hvad er det egentlig, der politisk skiller de to lejre?

Mange efterlyser for tiden klare meldinger fra de borgerlige partier om, hvad der vil være en borgerlig regerings pejlemærker, hvis der efter valget manifesterer sig et blåt flertal. Her – måske få uger inden et folketingsvalg? – blæser svaret stadig i vinden. Faktisk er det meget vanskeligt at se et fælles borgerligt svar på nogle af de væsentligste udfordringer, der skal håndteres i den kommende valgperiode. Uanset om vi taler om klimaudfordringen, energiforsyning, EU-politik, økonomi, skat eller udlændinge, så er der ikke et fælles klart borgerligt svar. De borgerlige mangler i det hele taget en fælles opfattelse af, hvad det overhovedet vil sige at være borgerlig. Medmindre man kan begrænse sig til, at det er det modsatte af socialisme.

Meget bedre bliver det ikke på den anden side af den politiske midte. Blandt de partier, der står bag den socialdemokratiske regering, er det lige så svært at se den politiske fællesnævner på de politiske parametre, der bliver afgørende i de kommende år. Bortset fra Det Radikale Venstre, der jo kalder sig et borgerligt parti, selvom de støtter en rød regering, er regeringens støttepartier – inklusive Socialdemokratiet – jo socialistiske partier. Det lyder helt gammeldags, men: Er der et fælles socialistisk svar på samfundets udfordringer? Og er de socialistiske partier overhovedet socialister? Og hvis ikke de er socialistiske – hvad er de så?

Lige som de partier, der alle kalder sig borgerlige, har store vanskeligheder ved at blive enige om at indramme borgerligheden, så har partierne til venstre for midten vanskeligt ved at indramme deres fælles politiske idé.

 

Når man ser på de aktuelle politiske udfordringer, er der meget, der taler for, at partierne omkring midten i dansk politik i realiteten har mere til fælles med hinanden, end de har med partierne på yderfløjene
_______

 

Blokpolitikkens utilstrækkelighed
Hvis vælgerne forventes at træffe beslutningen om, hvem de stemmer på til valget, baseret på politiske kriterier, må de kunne forvente klare bud på de politiske forskelle mellem partierne og mellem rød og blå blok. Alternativt vil valget komme til at dreje sig om et valg af den stærkeste eller mest kompetente politiske ledelse i en krisetid.

Mange frygter, at nye pandemier kan opstå og true vores sundhed. Og med krigen i Ukraine er vi midt i en sikkerhedspolitisk krise i Europa, der vil være en udfordring i de kommende år; også efter en – forhåbentlig – snarlig afslutning af krigshandlingerne. Det kræver en stærk politisk ledelse. Her vil mange mene, at statsministeren, hvis vi ser bort fra de fejl, der er begået i forhold til minkerhvervet, har udvist et enddog meget stærkt lederskab gennem de kriser, der har præget hendes regeringsperiode. Uagtet hvad vil det nok i sig selv være et af den kommende valgkamps omdrejningspunkter.

Måske er tiden under alle omstændigheder ved at være løbet fra et simpelt valg mellem to politiske blokke. Når man ser på de aktuelle politiske udfordringer, er der meget, der taler for, at partierne omkring midten i dansk politik i realiteten har mere til fælles med hinanden, end de har med partierne på yderfløjene.   

Selv var jeg som konservativ partileder ved valget i 2011 af den opfattelse, at uanset om vi efter valget fik flertal for at fortsætte en regering med V og K eller måtte overgive regeringsmagten til en regering med socialdemokratisk ledelse, ville der være behov for et samarbejde hen over midten for at undgå, at enten Dansk Folkeparti eller Enhedslisten skulle have vetoret i dansk politik. Det lavede den daværende radikale leder, Margrethe Vestager, og jeg et fælles interview om i Berlingske under valgkampen, hvor vi dog ikke gik så langt som at foreslå en regering hen over midten. Det er tilsyneladende fortsat Det Radikale Venstres opfattelse, at der skal arbejdes hen over midten, og nu også en vurdering, der deles af Moderaterne.  

Naturligvis er der ikke tilstrækkelig politisk substans alene i at ville et samarbejde hen over midten. Det ønske må ledsages af politiske svar på tidens spørgsmål. Men det er rigtigt at starte med en erkendelse af blokpolitikkens utilstrækkelighed og behovet for nye svar i en ny tid.

Forskellige scenarier
Hvordan vil et sådant brud med blokpolitikken finde sted? Man kan forestille sig en række forskellige scenarier.

Det første er et yderligere samarbejde hen over midten i det daglige politiske samarbejde. Det sker jo i vid udstrækning i forvejen. Alene under den nuværende regering er der indgået flere store aftaler med et bredt flertal, ligesom det konkrete lovarbejde ofte gennemføres hen over midten med brede flertal.

 

De to blokke baserer sig begge på politiske ideologier, der blev udviklet i perioden fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. En tid, der var præget af borgerskabets frisættelse fra adelen, af industrialiseringen og dermed en voksende arbejderklasse i byerne
_______

 

Et andet mere vidtgående scenario er en regering med støttepartier hen over midten. Det kunne fx være en socialdemokratisk mindretalsregering med støtte både fra SF, Det Radikale Venstre og Moderaterne. Det ville i sig selv være et nybrud; især hvis V og/eller K indgik i et sådant regeringsgrundlag.

Endelig kunne man forestille sig, at partier hen over midten ikke blot støttede men rent faktisk indgik i en fælles regering. Det ville være meget opsigtsvækkende, men det er jo den debat, der er vakt nu med både Det Radikale Venstre og Moderaterne som fortalere.   

Spørgsmålet er så, om den tredje mulighed, en regering hen over midten, er realistisk. Allerede ved sidste valg fremsatte Lars Løkke Rasmussen tanken om et regeringssamarbejde hen over midten ud fra den erkendelse, at en borgerlig regering ikke ville kunne basere sig på den yderste højrefløjs krav. Det blev afvist fra alle andre partier; men ikke af vælgerne. Nu er det fra Lars Løkke og hans nye parti, Moderaterne, formuleret som et krav til en ny regering, at den bliver dannet hen over midten. Det skete i et interview i Berlingske grundlovsdag, og samme dag sagde statsminister Mette Frederiksen til JyllandsPosten, at hun ville være åben over for at undersøge muligheden, idet hun dog understregede, at hun går efter igen at danne en socialdemokratisk mindretalsregering.

Mens Det Radikale Venstre er helt med på idéen om en regering over midten, er alle andre partier imod. Sidder Moderaterne og Radikale efter valget med de afgørende mandater, vil V og K dog næppe være totalt afvisende og overlade magten til en centrum-venstre regering, der kan sætte dem uden for indflydelse i yderligere fire år.

 

Der ER ikke nødvendigvis et klart borgerligt eller socialistisk svar på udfordringer med klima, globalisering, digitalisering, indvandring, udviklingen af EU eller truslen mod fred og frihed i Europa
_______

 

Utidssvarende ideologier
Måske er det ikke så underligt endda, at der er sket et opbrud i de politiske holdninger, og at den engang så fastfrosne opdeling mellem rød og blå blok ikke længere giver mening. De to blokke baserer sig begge på politiske ideologier, der blev udviklet i perioden fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. En tid, der var præget af borgerskabets frisættelse fra adelen, af industrialiseringen og dermed en voksende arbejderklasse i byerne.

I dag er der slet ikke de samme interessemodsætninger, og de politiske temaer og udfordringer er nogle helt andre end for 200 år siden. Derfor er det ikke så mærkeligt, hvis der er brug for at støve de gamle ideologier af og sætte dem ind i en nutidig kontekst eller udvikle helt nye idépolitiske grundlag for partierne.

Der ER ikke nødvendigvis et klart borgerligt eller socialistisk svar på klimaudfordringen, globaliseringen, digitaliseringen, indvandringen fra Mellemøsten og Afrika, udviklingen af EU, truslen mod fred og frihed i Europa – eller kravet om anerkendelse af diversitet for blot at nævne nogle af de politiske udfordringer og temaer, der er afgørende at tage politisk stilling til i disse år.

Lad os tage udlændingepolitikken som eksempel. Mange ser en stram udlændingepolitik som en klar borgerlig mærkesag. Men hvorfor er det egentlig det? Det er vanskeligt at se en idépolitisk forklaring på, at stramningerne for alvor tog fart netop ved dannelsen af den borgerlige regering i 2001. Og Socialdemokratiet har da også i de senere år helt bakket op om den stramme udlændingepolitik. Faktisk kan jeg sagtens finde borgerlig idepolitisk begrundelse for, at udlændingepolitikken er gået over gevind, når vi ser eksemplerne på, at velfungerende og velintegrerede udlændinge, som bidrager positivt til den danske samfund, skal smides ud af landet.

Et andet eksempel er spændingsfeltet mellem det globale og det nationale, der er et helt afgørende politisk parameter. Heller ikke i det felt finder partierne i de gamle ideologier svar på, hvor de skal placere sig.

En international tendens
Vi har set tendenserne til opbrud i de politiske strukturer gennem nogen tid både i Danmark og i andre europæiske lande. Et godt eksempel er Alternativet, der for nogle år siden kom i Folketinget med overraskende mange mandater baseret på et politisk program, der ikke kunne placeres entydigt i det traditionelle politiske spektrum. Et eksempel fra udlandet er den franske præsident Macrons parti, En Marche, der som et helt nyt parti bragede ind i det franske parlament ved forrige valg til Nationalforsamlingen med en agenda, der gik på tværs af de traditionelle partier. Og i Tyskland har vi senest set en ny regering opstå med liberale, grønne og socialdemokrater, altså på tværs af midten, lige som der før var en tysk regering hen over midten bestående af CDU og SPD.

Tendensen ses også i de populistiske partier, der er opstået flere steder i Europa, herunder i Danmark. Mange af dem er startet på højrefløjen men har så gradvist ændret deres økonomiske politik til en “socialdemokratisk” fordelingspolitik, samtidig med, at de har bibeholdt den meget hårde udlændigepolitik.

Opbruddet er derudover kendetegnet ved de mange individuelle partiskift, der finder sted, sågar blandt folketingsmedlemmer. Inger Støjberg har således forladt et Venstre, der står for en liberal økonomisk politik og en meget international profil for at gå sammen bl.a. med tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti, der har stået for en nærmest socialdemokratisk fordelingspolitik og modstand mod EU. Over 10 pct. gav i den seneste meningsmåling udtryk for, at de vil stemme på Støjbergs parti, selvom partiet endnu ikke har et politisk program. Denne nyeste partidannelse har jo sin helt egen historie, men ikke desto mindre er den et klart udtryk for, at der er opbrud og en manglende identifikation med de eksisterende partier.

Tidens udfordringer kræver, at partierne redefinerer grundlaget for deres politik og bringer det ind i nutiden på en måde, så de gør sig mere relevante for deres vælgere. Samtidig viser de politiske opbrud, at de hidtidige politiske samarbejdsstrukturer ikke reflekterer de grundliggende meningsforskelle mellem partierne.

Meningsmålingerne tyder på et tæt løb. Det er en chance for dem, som arbejder for et opbrud med de traditionelle politiske blokke.■

 

Tidens udfordringer kræver, at partierne redefinerer grundlaget for deres politik og bringer det ind i nutiden på en måde, så de gør sig mere relevante for deres vælgere
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?