30.07.2022

.

Det kommunale selvstyre er på papiret den fineste form for lokaldemokrati, hvis man vurderer det efter nærhedsprincippet. Men sandheden er, at Folketinget detailregulerer og holder kommunernes handlekraft i kort snor. Det er på tide med et opgør med centraliseringen.

Tegn abonnement nu: Denne artikel bringes i RÆSONS KOMMENTARSERIE, der er uden for betalingsmuren og altså gratis at læse. Det er kun muligt at lave dette indhold gratis takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv de 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler på sitet hver uge). Klik her for at tegne abonnement

Kommentar af Rune Kristensen, folketingskandidat og gruppeformand i Næstved Byråd for Det Konservative Folkeparti

I Danmark bryster vi os af at have kommunalt selvstyre, hvor de lokale politikere bestemmer og prioriterer inden for hver kommune – til gavn og glæde for borgerne. Kommunestyret – der er grundlovssikret – er dog på mange måder et blændværk, for rammerne styres med hård hånd fra Christiansborg. 

Jeg har siden 1. januar 2022 siddet i byrådet i Næstved Kommune og har ved selvsyn oplevet, at nationale regler begrænser det kommunale handlerum. Det kommunale selvstyre er ikkeeksisterende på mange områder. Jeg er helt med på, at der fra Folketinget skal udstikkes generelle spilleregler for de underliggende organer, men for at en kommune kan agere, skal der også ligge reelle beføjelser hos kommunalbestyrelsen. Ellers forsvinder respekten for de kommunale forskelle, og konkurrencen mellem kommunerne på selvvalgte parametre mindskes. 

Desværre er dette tilfældet i dag, hvor servicerammen, anlægsloftet og muligheden for at justere skatteprocenten er nogle af de mest begrænsende bånd på de kommunale beslutningstagere. Som konservativ ønsker jeg, at skatten holdes så lav som mulig, men hvis en socialdemokratisk borgmester vil sætte den op – og har vælgernes opbakning til det – er det kun muligt inden for rammeaftalen indgået mellem Finansministeriet og KL.

 

Er man i den tro, at en kommunalbestyrelse kan forvalte deres kommune, som de ønsker, tager man fejl
_______

 

Kommunerne skal ikke styres fra de københavnske saloner
Valgløfterne var mange, da vi i november krydsede kommunalpolitiske klinger landet over. Nogle ville bygge svømmehaller, andre ville forbyde svinefarme, vindmøller og solcelleanlæg. Helt andre ville bruge flere penge på kernevelfærdsområder som ældre, handicap og skole. Men på mange måder var valghandlingen et pseudodemokratisk skuespil, da mange af disse valgløfter i praksis ikke kan udføres grundet national lovgivning. 

Efter kommunalreformen, der trådte i kraft i 2007, blev der længere mellem vælgerne og de folkevalgte. Det skulle være slut med sognerådspolitikken, og kommunerne skulle kunne løfte større opgaver. Men er man i den tro, at en kommunalbestyrelse kan forvalte deres kommune, som de ønsker, tager man fejl. 

Der tales i disse dage meget om de fine københavnske saloner, der har fået for meget magt. Og det har jeg – som født og opvokset i det såkaldte udkantsdanmark – generelt været enig i. Og jeg er blot blevet bekræftet i centraliseringens magt efter, at jeg er kommet i byrådet. Det er en af grundene til, at jeg nu stiller op til Folketinget.

Politikerne har i alt for mange år centraliseret beslutningerne og arbejdspladserne i København. Jeg forstår godt, hvorfor man bliver træt af at høre på talgymnastik i milliardklassen, christiansborgsnak og eksperteri. Jeg vil hellere høre om, hvad en politiker vil gøre for mig i hverdagen. Og det er, hvad kommunalpolitik handler om. 

National lovgivning spænder ben for den grønne omstilling
Jeg er formand for klima-, miljø- og friluftsturismeudvalget i Næstved Kommune, og vi kæmper for at få udrullet fjernvarme. Men den store kamp er med og mod den nationale lovgivning, der spænder ben for de kommunale fjernvarmeambitioner. 

Energi- og forsyningsdagsordenen er blevet en anden. Området er med lynfart blevet topaktuelt på grund af de stigende priser, stigende klimafokus – og naturligvis på grund af den forfærdelige situation i Ukraine. 

Krigen har gjort drømmen om at blive uafhængig af olie og gas fra Rusland endnu vigtigere. Og situationen har givet en forståelig eksplosion i efterspørgslen på grøn energi og varme.  

Den grønne omstilling og forsyningssikkerheden er blevet mere aktuel end nogensinde før, og vi oplever stor interesse. Derfor må vi i Danmark sammen tænke i nye og bæredygtige løsninger mellem stat, regioner og kommuner – i samskabelse med borgere og virksomheder. 

Borgerne vil rigtig gerne. Virksomhederne vil rigtig gerne. Og ikke mindst kommunerne vil rigtig gerne. Men loven om varmeforsyning sætter en stopper for de grønne ønsker og intentioner.

I dag må fjernvarmeselskaberne og kommunerne ikke tilbyde fjernvarme i områder, hvor det samfundsøkonomisk bedre kan betale sig med varmepumper, da fjernvarmen skal hvile i sig selv. Kommunalpolitisk må vi således kun godkende varmeprojekter for kollektiv varme, hvis der er positiv samfundsøkonomi. 

Men den nuværende beregningsmodel umuliggør positiv økonomi i fjernvarmen mange steder – det er simpelthen for dyrt at grave de mange meter fjernvarmerør ned i forhold til at opsætte individuelle varmepumper.  

Vi risikerer dermed at få varmepumpebrummende villakvarterer og fastholde borgere på skadelige gas- og olievarmeløsninger. Jeg mener, at Folketinget bør ændre modellerne for beregning af samfundsøkonomien, så vi kan rulle fjernvarmen endnu længere ud. Det kunne ske ved at vægte parametrene i modellen anderledes, så alternativer til naturgas bliver mere attraktive, og så forsyningssikkerhed tæller højere. 

Dette er for mig et brandvarmt eksempel på, at den nationale overregulering af kommunerne ikke er gavnlig for samfundet, og at den i modsætning til den private frihed er helt overset. Der er jo ikke strenge regler for, hvilken bil jeg må købe.

Det ville være samfundsgavnligt, hvis vi overlod mere ansvar til de lokale politikere i landets byråd, så de i langt højere grad kan drive kommunerne, som deres borgere efterspørger, og uden indblanding fra Folketinget. 

Slip kommunerne fri
Vi hører ofte om frikommune-forsøg, hvor kommunerne får lidt løsere tøjler. Dette burde være reglen frem for undtagelsen. Lad os mindske bureaukratiet og ministeriernes styring af de kommunale forvaltninger. 

Lad os decentralisere folkeskolen, ældrepleje, dækningsafgiften, grundskylden, kommuneskatten, beskæftigelsesområdet og socialområdet, og lad os give lokaldemokratiet magten tilbage. 

Det skal være slut med stramme økonomiaftaler og omprioriteringsbidrag. Pengene skal følge opgaven.

Udgangspunktet må være – ganske som det gælder for EU – at hvad der kan løses lokalt, skal løses lokalt. Og hvad der ikke er tvingende nødvendigt at beslutte på landsplan, skal besluttes kommunalt.

Vi skal slippe kommunerne fri. ■
 

Udgangspunktet må være – ganske som det gælder for EU – at hvad der kan løses lokalt, skal løses lokalt
_______

 

Rune Kristensen (f. 1982) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og ansat i Danske Bank. Han er gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Næstved Byråd, og folketingskandidat i Sjællands Storkreds. Rune Kristensen har tidligere siddet i Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse og været landsformand for Konservativ Ungdom.

ILLUSTRATION: Rune Kristensen [FOTO: Skribentens foto]