01.12.2010

“Det der nu lægges frem har vi ikke vidst, men hele tiden troet, forventet eller tænkt var USA’s udenrigspolitiske linje. Der er meget lidt i det der nu er kommet frem, som reelt er nyt.”

Af Frederik Vitting Hermann

Hvad er den vigtigste historie i WikiLeaks’ lækagen ind til videre?
Jeg synes grundlæggende ikke, at der er forfærdelig meget nyt i det. Det der nu lægges frem har vi ikke vidst, men hele tiden troet, forventet eller tænkt var USA’s udenrigspolitiske linje. Der er meget lidt i det der nu er kommet frem, som reelt er nyt. Mange af historierne om f.eks. den arabiske holdning til Irans atomvåben og Kinas irritation over Nordkorea har vi hele tiden regnet med. Det er bare blevet holdt tilbage. Det nye for mig er, at USA ikke er i stand til at holde oplysninger for sig selv.

Får lækagen konsekvenser for det diplomatiske apparat?
Selvfølgelig får det konsekvenser. Man vil nu være mere varsom med hvad man fortæller amerikanske diplomater, det amerikanske udenrigsministerium og det amerikanske forsvarsministerium. Men det vil ikke ændre de udenrigspolitiske parametre. Det vil ikke ændre interesserne. Saudi Arabien vil blive ved med at føle, at Irans mulighed for at producere atomvåben er en trussel, og at det ville være godt hvis USA forhindrede det. Sådanne ting bliver ikke ændret. Formen for videregivelse af informationer, hvordan der sker, hvad man siger, hvad man skriver vil ændres. Der vil blive lagt mere vægt på mundtlige orienteringer. Der vil blive mere vægt på hvad, der egentlig ligger i ordene. Diplomatiske depecher og skriverier mellem ambassadører og udenrigsministerier vil blive umådelig kedelige, fordi de vil blive rensede for alt interessant farvet sprog, som hvis det lækkes kan give anledning til ballade. Det er trist for fremtiden historikere. Når de om 50 – 100 år skal prøve at finde ud af hvad man egentlig mente, vil der ikke være noget arkivmateriale til belysning af det, men i øjeblikket ændrer det ikke særligt meget.

Hvad bliver det politiske efterspil? Kommer der rynker i nogle af forholdene mellem USA og dets allierede?
Jeg tror der kommer til at ske noget indenrigspolitisk hos mange af de allierede. Hvis man tager eksemplet fra Saudi Arabien, er der ingen tvivl om, at den saudiarabiske elite og de velinformerede personer i Saudi Arabien hele tiden har vidst hvad der var saudiarabisk politik, og de har været enige i den. Men en stor del af den saudiarabiske befolkning har ikke vist det, og det er i høj grad tvivlsomst om de er enige i politikken. De har opfattet Saudi Arabien som værende i en arabisk alliance rettet i mod Israel. Iran var et forstyrrende element, men ikke hovedfjenden for befolkningen – det har altid været Israel. Nu ser de offentliggjort for fuld udblæsning, at deres konge og deres politiske system ser Iran som hovedfjenden. Det kan få dybtgående politiske konsekvenser indenrigspolitisk set, men ingen konsekvenser for forholdet mellem USA og det allierede?

Flere kommentatorer har peget på hvordan lækagen afslører, at sikkerhedspolitik og anti-terrorisme gennemsyrer alt amerikansk udenrigspolitik. Er du enig i den analyse?
Det er jeg nok. En af grundene til at det er kommet frem er, at USA har omlagt sin administration med henblik på at skaffe yderligere oplysninger til bekæmpelse af terror [i lækagen findes bevis for, at det amerikanske udenrigsministerium har bedt diplomater om at indsamle oplysninger, der tenderer spionage, red.]. Der er en klar forbindelse, men derudover synes jeg ikke, at der er noget særligt at hæfte sig ved.

Får det konsekvenser for amerikansk indenrigspolitik?
Det tror jeg umiddelbart ikke. Der er givetvis nogen, der gerne vil slå mønt af det her. Men hvem og hvordan? Det er åbenlyst, at det ikke er sket med regeringens velsignelse. Det er åbenlyst, at nogen har begået en ulovlighed, og den politiske opposition i USA er fuldstændig enig med demokraterne om, at dette er dybt skadeligt for USA’s interesser og at det undergraver mulighederne for at drive udenrigspolitik. Jeg tror også, at det vil være en smule farligt, fordi den almindelige amerikaners holdning til en sag som denne ikke vil være præget af partipolitik. Så jeg ser ikke nogen indenrigspolitiske konsekvenser i USA.

Jørgen Ørstrøm Møller (f. 1944) er tidligere departementschef i udenrigsministeriet og dansk ambassadør for Singapore, Brunei Darussalam, Australien og New Zealand. Nu adjungeret professor ved CBS’ Asia Research Centre. Han har udgivet mere end 34 bøger i de sidste 36 år omhandlende politiske og økonomiske emner spændende fra den Europæiske Union til Sydøstasien. Hans nyeste bog ’How Asia Can Shape the World’ udkom den 30 november 2010.