02.12.2010

Storbritannien’s koalitionsregering har indført kvoter for indvandringen med det erklærede mål at nedbringe indvandringen fra hundredetusinder til titusinder. Men med undtagelser for erhvervslivet og den urokkelige, frie bevægelighed i EU fremstår initiativet mere som symbolpolitik end som et reelt forsøg på at mindske indvandringen.

Af Kristian Bøg

Mainstream-partierne i Europa er hårdt pressede. Anti-immigrationspartier stormer frem over det meste af kontinentet. I Italien og Danmark er borgerlige/liberale regeringer afhængige af populistiske nationalist-partier. I deres afmagt har flere landes regeringspartier adopteret en strammere og hårdere indvandringspolitik. Frankrigs Præsident Nicolas Sarkozy har taget skridtet videre og adopteret den indvandrer-kritiske retorik og udvist Romaer i stort antal. Men Storbritannien har intet indflydelsesrigt anti-immigrationsparti, der kan fungere som tungen på vægtskålen. De to kandidater til posten: det EU-skeptiske Storbritanniens Uafhængighedsparti (United Kingdom Independence Party) og det højre-nationale Britiske Nationalist Parti (British Nationalist Party) var ikke i stand til at få nogen sæder i parlamentet efter valget i juni måned i år.
     Det betyder imidlertid ikke, at briterne ikke er bekymrede for indvandring. En Yougov-undersøgelse i maj 2010 viser at 34% af briterne mener at indvandrere på langt sigt skader økonomien og samfundet. Blandt de konservative kernevælgere var tallet 44%. En anden undersøgelse kunne ligeledes vise at 77% af briterne var for at man begrænsede indvandring. Det har den britiske koalitionsregering bemærket. I juni måned indførtes en midlertidig kvote på økonomisk immigration fra lande udenfor EU – med planer om en mere udførlig og permanent kvote fra april måned næste år.

Befolkningen er bekymret for EU-indvandringen
Storbritannien er midt i den største indvandringsbølge nogensinde. Mellem 2000 og 2009 flyttede mere end fem millioner mennesker til landet. I 2009 kom 196.000 indvandrere. Det er planen, at kvoten skal nedbringe den økonomiske indvandring fra hundredetusinder til titusinder.
     Men 50% af alle immigranter til Storbritannien er enten briter, der vender hjem, eller borgere fra andre EU-lande. Kvoten vil ikke kunne forhindre EU-borgere, der ifølge EU-lov har ret til fri bevægelighed, i at emigrere til Storbritannien. Da Gordon Brown under valgkampen i maj i år, kaldte en ældre dame for ‘snævertsynet’ på grund af hendes bekymring over øst-europæiske indvandrere var det ikke kun dårlig politisk kommunikation, men også et udtryk for hvordan mange politikere tror at anti-immigrationsholdninger ligner racisme og kultur-forskrækkelse.
     Mellem 2004 og 2008 kom 152.000 pakistanere til de britiske øer – et tal, der blegner i forhold til de 408.000 polske immigranter, der ankom i samme periode. Det samlede antal polakker i Storbritannien anslås til at være omkring 520.000 – op fra 60.711 i 2001. Antallet af øst-europæere i arbejde er eksploderet siden 1997 – fra 13.000 til 472.000, dvs. 1.63% af den samlede arbejdsstyrke. Samtidig har der været et kraftigt fald i antallet af jobs. Den stigende arbejdsløshed har dog ikke været forårsaget af de polske immigranter: Mellem Juni 2008 og Juni 2009 steg den øst-europæiske andel af arbejdsstyrken fra 1.3% til 1.6% samtidig med at arbejdsløsheden steg otte gang så hurtigt fra 5.4% til 7.4%. Polske og øst-europæiske immigranter kommer for at slutte sig til det vellønnede jobmarked og middelklassen.
     Pakistanere tager til Storbritannien af flere grunde. Den primære er flugt fra krig og ustabilitet samt Pakistans manglende infrastruktur. Når pakistanerne endelig er i Storbritannien har de ofte svært ved at slutte sig til middelklassen og ca. 61% af muslimske familier har en årlig indkomst på 176.000 DKK (£20.000).
     Disse tal er af interesse fordi størstedelen af briterne, på trods af krigen mod terror og terrorangrebet i London i 2005, er mere bekymrede for den øst-europæiske immigration end den, der ikke er fra EU. Bekymringen bunder ikke i en kulturkløft da polakkerne ligner briter og er kristne, men istedet i en undren og bekymring over hvordan en polsk immigrant kan have et arbejde mens en indfødt brite må gå arbejdsløs. Storbritannien har haft en lang tradition for indvandring. At anti-immigrationssnakken tiltog, da krisen ramte i 2008, viser, at reaktionen snarere bunder i økonomi end i en kulturkløft.

Erhvervsfolkene er uimponerede
Erhvervslivet, som er en af de Konservatives vigtigste vælgergrupper, har ikke været begejstret for den foreslåede kvote. Man mener, at kvoten vil være et stort problem for rekruttering af medarbejdere og for den britiske vækst – et argument, man ikke helt kan afvise. I 2008 omstrukturerede Blair indvandringspolitikken efter australsk model – så alle indvandrere siden er blevet bedømt på deres evner. Det har medført, at det er blevet næsten umuligt for ufaglærte indvandrere at komme ind i landet. Kvoten, argumenter erhvervslivet, ville dermed kun ramme højtuddannede og faglærte. En bekymring erhvervsminister Vince Cable deler.
     Gennem en storstilet lobbyisme er det dog lykkedes erhvervslivet at få gennemtrumfet, at “intra-company transfers” bliver fritaget fra kvoten. Det samlede antal indvandrere, der ville blive fritaget fra kvoten ligger dermed på kun omkring 40%. Det betyder, at de eneste, der reelt vil blive ramt af kvoten, er ikke-EU-borgere, for hvem der er tre måder at komme ind i landet på: Studier, familiesammenføring og arbejde.
     At indføre stop for studier ville ifølge universiteterne være tåbeligt, da de ikke alene ville have problemer med at tiltrække know-how, men også fordi størstedelen af de studerende fra andre lande bliver i Storbritannien i flere år efter færdig uddannelse og bidrager til økonomien.
     Familiesammenføring, der kun udgør mindre end en femtedel af al indvandring, er et politisk minefelt, hvor stramninger kan risikere at bryde menneskerettigheder. Det gør det blot endnu mere bizart, at man har valgt at slå ned på økonomiske immigranter. Selv hvis man stoppede al immigration fra ikke-EU lande ville man aldrig nå kvotens mål. Samtidig er uddannede immigranter netop det, Storbritannien har brug for, for at hjælpe økonomien med at vokse. Ifølge professor i økonomi Christian Dustmann fra University College London bidragede de nyankomne kraftigt til det lange økonomiske boom. Og arbejdere fra de nye EU-lande betaler mere til statskassen end de tager fra den i form af velfærdsydelser.
     Et af kvotens største problemer er, at regeringen ingen kontrol har over, hvor mange der forlader Storbritannien og kun lille indflydelse på, hvem der vælger at emigrere til landet. En komité af medlemmer af parlamentet har udregnet, at kvoten ville få indflydelse på mindre end 1% af alle immigranter. Hvis det passer, vil det politiske resultat være stik mod hensigten. Hvis koalitionsregeringen lover at nedbringe indvandringen, men ikke er i stand til at kunne gennemføre det, vil det få både regeringen og indvandrerne til at fremstå endnu mere upopulære i den offentlige optik. Kvoten fremstår mest som symbolpolitik, der i sidste ende kan ende med at skade Storbritanniens økonomi og kun kortvarigt ville kunne dæmpe briternes bekymring for indvandring. På trods af den kritik fastholder David Cameron, at kvoten ikke vil skade økonomien. Labour har ikke kommenteret udspillet.

Kristian Bøg (f. 1985) studerer engelsk ved Københavns universitet og har skrevet bachelorprojekt om David Camerons modernisering af de Konservative. Han bidrager løbende med artikler til Ræson.

Ny version 4/12 2010 (korrektur)