Simon Vanggaard (DF): Hvis først vi fjerner vores forbehold, bliver vi aldrig spurgt igen, om vi vil genindføre det
19.05.2022
Jeg køber ikke argumentet om, at det ikke er et spørgsmål om enten NATO eller EU-indsatser. For krudt kan kun bruges én gang. Hvis også vi vil være en del af et europæisk militær, så kan vi ikke bruge de samme ressourcer på tilsvarende missioner i NATO.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af Simon Vanggaard, Dansk Folkeparti
Om få uger skal vi i stemmeboksen. Spørgsmålet vi skal tage stilling til, burde være simpelt:
Vil du afskaffe forsvarsforbeholdet – Ja eller nej?
I stedet for at stille danskerne det simple og let forståelige spørgsmål, så er det i stedet endt med en 23-ords lang sætning om deltagelse, samarbejde og sikkerhed. Dog trods alt stadig kun med to valgmuligheder: Ja eller nej?
Måske er det den kringlede formulering der gør, at vi så tæt på valgdagen stadig har en tredjedel af befolkningen, der er i tvivl? Det kan også skyldes, at det endnu er ganske uklart, hvorfor vi skal stemme om forsvarsforbeholdet netop nu? Og hvorfor det egentlig er så afgørende for Danmarks sikkerhed, at vi skal fjerne det?
Statsminister Mette Frederiksen lovede så sent som i efteråret, at forsvarsforbeholdet ikke ville komme til afstemning i denne valgperiode. Det løfte har hun nu brudt. Årsagen er, at nu er der krig i Europa, så nu må vi stå sammen.
Javel! Jeg tvivler dog på, at Putin overhovedet ved, at vi har et forsvarsforbehold i Danmark. Og hvis han gør, tænker jeg ikke, det holder ham søvnløs, at vores statsminister ihærdigt arbejder på at fjerne det.
Ja-sidens argumenter svæver i luften mellem de mange ja-partier. De væver fra alt mellem truslen fra Rusland, til mulighed for piratbekæmpelse i Afrika, og signalværdien i at stå sammen med det øvrige fællesskab. Det lykkedes sågar Pia Olsen Dyhr under partilederdebatten den 11. maj at flette LGBT+ rettigheder ind i debatten. Imponerende spin.
Selvom jeg selv er politiker og forholdsvis velorienteret, kan jeg også være i tvivl. Ikke om hvad jeg vil stemme. Men i tvivl om hvad det præcist er ja-partierne savner af muligheder. Og hvorfor det skulle være afgørende for Danmarks sikkerhed at fjerne vores forsvarsforbehold.
Jeg er derimod ikke er i tvivl om, at Danmarks sikkerhed er afhængigt af et stærkt og samlet NATO-samarbejde. Et samarbejde vi selv har været med til at grundlægge, og som har forvaret os siden 1949. Uden NATO havde vi været alvorligt truet under Den Kolde Krig. En kold krig, der er blevet varm igen, og som nu får selv det neutrale Sverige, og nabolandet til Rusland, Finland, til at søge optagelse.
Jeg køber ikke argumentet om, at det ikke er et spørgsmål om enten NATO eller EU-indsatser. For krudt kan kun bruges én gang. Hvis også vi vil være en del af et europæisk militær, så kan vi ikke bruge de samme ressourcer på tilsvarende missioner i NATO.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at hvis først vi fjerner vores forbehold, så bliver vi aldrig spurgt igen om vi vil indføre det. Det var kun modvilligt at vi fik forbeholdene i første omgang.
Statsminister Mette Frederiksen lovede så sent som i efteråret, at forsvarsforbeholdet ikke ville komme til afstemning i denne valgperiode. Det løfte har hun nu brudt
_______
Europas Forenede Stater
EU vokser og bevæger sig kun i én retning: Det skal være større, det skal stikke dybere og det skal omfavne mere og mere. Denne vision er ikke hemmelig. Det er heller ikke hemmeligt, at de mest magtfulde EU-ledere Emanuel Macron, Ursula Von der Leyen, Guy Verhofstadt m.fl. kæmper for at det skal blive nemmere at træffe flertalsbeslutninger, uden besværlige VETO-retter. Den 9. maj, talte kommissionsformand Von der Leyen på en EU-konference i Strasbourg, for at enstemmighed på nogle områder ikke længere giver mening, og der kan være behov for traktatændringer. Det er vigtigt for EU-toppen, at EU kan vokse sig lige så stort, stærkt og indflydelsesrigt som USA. Måske mod den endegyldige drøm: Europas Forenede Stater.
En forening uden nogle af Danmarks bedste venner: Storbritannien, Norge og Island.
Jeg har ingen tillid til, at EU og de danske EU-positive partier, ikke tager hele armen, hvis først vi rækker dem en lillefinger. Risikoen er i hvert fald meget stor. Det er der historisk mange beviser for. Værst af alle eksempler er forløbet omkring Lissabontraktaten, hvor den danske befolkning aldrig blev spurgt, selvom dette skabte en kæmpe og varig forandring af unionen.
Vi har ingen interesse i at kæmpe kolonialkrige for Frankrig i Afrika eller i De Palæstinensiske områder hvor 12 af de 17 igangværende EU-missioner foregår lige nu.
Ja-partiernes ”frygt-formel”
Er det en god idé at holde folkeafstemninger i krigstid?
Udover at være lokalpolitiker, er jeg foreningskonsulent i mit daglige virke. I en forening har man vedtægter. Vedtægter der sikrer medlemmerne af foreningen en række rettigheder. I foreningslivet ved man ,hvor vigtigt det er, at man laver, eller revidere, vedtægterne i ”fredstid”, altså inden der opstår et problem.
Med denne afskaffelsesafstemning gør partierne i det nationale kompromis det fuldstændigt modsatte. Vi skal ændre på ”vedtægterne” fordi der er krig i Europa. En krigssituation de dog samtidigt indrømmer, at forbeholdet ikke ændrer noget på.
Jeg synes, det er betænkeligt og uklogt. Samtidig skal man være meget naiv, hvis ikke man kan se at ja-partierne forsøger at bruge danskernes bekymring, som en løftestang for at fjerne et forbehold, de hader.
Den samme ”frygt-formel” forsøgte de samme partier uden held at benytte ved afstemningen om Euroen og retsforbeholdet.
Kigger man bag tågerne, så handler afstemningen for ja-siden om at fjerne en politisk besværlighed for dem. Nu er der krig, og nu kan timingen måske være der til at hjælpe dem af med den besværlighed.
Det kan jeg ikke fortænke dem i at ville. Det er da ikke rart at sidde til ministermøder i Bruxelles og blive sat udenfor døren, når Frankrig vil søge opbakning til missioner i Afrika. Det må være irriterende, uanset om man er socialdemokratisk, konservativ, radikal, folkesocialistisk eller liberal minister.
Ikke desto mindre, så mener jeg ikke vi skal fjerne denne besværlighed for dem. For risikoen for, hvad det ville kunne udvikle sig til, overstiger langt de fordele, der end måtte være for at fjerne den.
Derfor er min holdning klar:
Stem nej til afskaffelse af forsvarsforbeholdet. ■
Man skal være meget naiv, hvis ikke man kan se at ja-partierne forsøger at bruge danskernes bekymring, som en løftestang for at fjerne et forbehold, de hader
_______
Simon Vanggaard (f. 1989) er uddannet skolelærer, og udvalgsformand for Udviklings- og Erhvervsudvalget i Ikast-Brande Kommune. Han er ansat som lokalforeningskonsulent i Dansk Folkeparti, og ejer rådgivningsvirksomheden Vanggaard Advice. ILLUSTRATION: Danske soldater udstationeret i Adazi-basen i Letland under et besøg fra Forsvarsminister Morten Bødskov, 6. maj, 2022 [FOTO: Toms Kalnins/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
