Søren Espersen (DF): Velkommen i NATO til Sverige og Finland
11.05.2022
Mens Rusland er blevet ydmyget på slagmarken, står Putin også over for et lige så stort skrivebordsnederlag, når Sverige og Finland om lidt formentligt bliver NATO-medlemmer som direkte konsekvens af invasionen.
Kommentar af Søren Espersen, udenrigsordfører for Dansk Folkeparti
Vi er nu to måneder inde i Ruslands aggressive invasion af Ukraine, og den har udviklet sig i en helt anden retning end forventet.
Putin havde øjensynligt kalkuleret med hurtigt at kunne indlemme Ukraine i sin ambition om et nyt Storrusland, og langt de fleste forventede også en hurtig russisk sejr over den underlegne ukrainske hær, men sådan skulle det ikke gå.
Selv om det kan være svært at se igennem krigens tåge, er der vist ingen tvivl om, at krigen hidtil har været en gedigen katastrofe for den russiske hær. Russerne har lidt kæmpe tab af mandskab, materiel og officerer; de er til grin i informationskrigen på de sociale medier; og den ellers så frygtede russiske krigsmaskine har mest af alt givet indtryk af at være en kolos på lerfødder med mobilitet som en gammel, knirkende Trabant.
Samtidig har ukrainerne forsvaret sig bravt og kløgtigt og står tilbage som et folk, der med deres mod over for en militær overmagt har påkaldt sig hele verdens respekt.
Ikke alene har krigen på selve slagmarken været en fadæse af rang for Rusland. Man risikerer nu også et kæmpe nederlag i selve stridens kerne: udvidelsen af NATO mod øst.
Kampen om Ukraine
Der er mange årsager til, at Putin valgte at gå ind i Ukraine: historiske bånd mellem landene, manglende vestlig evne til at sætte hårdt mod hårdt og slet og ret et narcissistisk ønske fra præsidents side om et varigt eftermæle, når han engang ikke længere er her.
Men den altoverskyggende grund til, at Kreml rent faktisk turde at indlede krigen, er den russiske fortælling om et ekspansionistisk NATO.
Igennem sin tid som Ruslands præsident har Putin dyrket en fortælling om, at Rusland er blevet uretfærdigt behandlet af et arrogant Vesten efter Den Kolde Krig.
Man har fra russisk hold i årevis påstået, at Sovjetunionen oven på Østtysklands opløsning eksplicit fik garanti for, at NATO ikke ville udvide mod øst, men der foreligger ingen skriftlig aftale om dette.
USAs daværende udenrigsminister, James Baker, lovede godt nok Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, noget lignende i februar 1990, men det er velkendt, at Baker hurtigt blev irettesat af George Bush Sr.-administrationen, som mente, at han var gået for langt, og et forbud mod NATO-udvidelser indgik ikke i den endelige aftale mellem parterne fra september 1990.
Dertil kunne hverken Baker eller Gorbatjov vide, at Sovjetunionen ville være en saga blot i sommeren 1991 med en omkalfatring af det europæiske landkort og hele præmissen for aftalen til følge.
I bedste fald er den såkaldte ”aftale” russernes egen fortolkning af begivenhederne; i værste fald en lodret løgn, som skal legitimere Ruslands egen krig mod Ukraine og et såkaldt ekspansionistisk NATO.
Selv om krigen i Ukraine er en usigelig tragedie, har Ruslands aggressive invasion i det mindste haft den effekt, at folkestemningen i vores nordiske broderlande i den grad er vendt til fordel for et NATO-medlemskab
_______
En brat opvågnen
Der er ikke noget at sige til, at vores venner i både Sverige og Finland fik en brat opvågnen, da Ruslands krig mod Ukraine blev en realitet 24. februar 2022.
Begge lande står udenfor NATO med en traditionelt neutral status, og særligt Finland står i en prekær situation med en 1.300 kilometer lang landgrænse til Rusland.
Finland og Rusland har selvfølgelig en vis fælles historie i form af Vinterkrigen i 1939-1940, et ofte overset kapitel i Anden Verdenskrig. Her forsøgte Sovjetunionen i en parallel til Ukrainekrigen også at Finland i forventning om en hurtig sejr, men blev i stedet mødt af skarp modstand med kendskab til det lokale terræn med kolossale russiske tabstal til følge.
Erindringen om Vinterkrigen lever i bedste velgående i Finland, der stadig kan opbyde et veltrænet forsvar. Invasionen af Ukraine viser bare, at man uden NATO-medlemskab ikke kan vide sig endeligt sikker.
Hvad angår Sverige, har man i årevis skåret kraftigt ned på forsvaret ud fra devisen om, at konventionel sikkerhedspolitik var en saga blot efter Sovjetunionens fald. Ruslands invasion af Ukraine har sprængt den illusion i stumper og stykker.
Nu har Sverige opgivet nedskæringspolitikken på forsvarsområdet og er med udsigten til russisk aggression igen begyndt at investere, så man kan leve op til NATO’s krav, når man lige om lidt indgiver sin ansøgning.
Og med udsigt til en tiltagende, uforudsigelig og desperat præsident Putin i øst har både Sverige og Finland stadig al mulig grund til at blive en del af NATO hurtigst muligt.
Et spørgsmål om tid
Selv om krigen i Ukraine er en usigelig tragedie, har Ruslands aggressive invasion i det mindste haft den effekt, at folkestemningen i vores nordiske broderlande i den grad er vendt til fordel for et NATO-medlemskab.
I den givne situation er det usigelig vigtigt, at de nordiske lande kan gøre fælles front mod øst og sende et entydigt signal til Putin om, at han ikke har noget at komme efter på de her breddegrader.
Tilgangen vil selvfølgelig heller ikke bare være en fordel for Sverige, Finland og resten af Norden, men vil blive mødt med jubel af alliancen selv, som på den måde i høj grad vil styrke sin flanke mod øst.
Det er ikke lang tid siden, at et svensk medlem af Riksdagen fortalte mig, at der herskede et brændende ønske om at komme ind i NATO – bare så længe den svenske befolkning ikke opdagede, at man var medlem!
Men hvor det tidligere kun var blandt politikerne, at der var overvejende støtte til NATO-medlemskabet, er stemningen nu også overvejende positiv for at komme med i det gode selskab blandt befolkningen.
Det eneste Rusland og Putin således har opnået med invasionen af Ukraine er et kæmpe selvmål, når NATO – Putins svorne fjende – lige om lidt formentligt bliver udvidet med to stærke allierede i Sverige og Finland.
Herfra skal lyde et hjerteligt velkommen i forsvarsalliancen til vores nordiske broderfolk. ■
I den givne situation er det usigelig vigtigt, at de nordiske lande kan gøre fælles front mod øst og sende et entydigt signal til Putin
_______
Søren Espersen (f. 1953) er MF for Dansk Folkeparti og forsvars- og udenrigsordfører.